Det lå aldrig i
kortene, at Elvis skulle hedde Elvis. For det første troede jeg i de første par
måneder, at vi ville få en pige – for det andet troede jeg, at det var en joke,
da Hippien foreslog navnet Elvis.
Jeg havde masser
af pigenavn på lager. Det var nemt nok – det svære ville være at vælge. Hippien
var dog helt sikker på, hvilket pigenavn han foretrak, og da det også var på
min liste (omend ikke i toppen), var det nok endt med det, hvis det havde været
en pige, vi ventede. Men det var det jo så ikke.
Jeg glemmer
aldrig den aften, faktisk nærmere nat, Hippien foreslog navnet Elvis. På det
tidspunkt kendte vi stadig ikke kønnet, men vi var selvfølgelig i gang med at
vende navne. Han kom hjem fra en sen, sen øver og var lettere bedugget, da han
glad vækkede mig og sagde ”Jeg ved, hvad han skal hedde, hvis det er en dreng!”.
Jeg mumlede søvnigt ”Hvad da?”, og han svarede ”Elvis!” Min respons var at
grine højt, sige ”Yeah right” og vende mig om og sove videre...
I den følgende
tid blev maven kaldt ret meget Elvis. Hippien var insisterende, og jeg gik med
på joken. For det var jo en joke, ikke? Lige som når vi kaldte maven for Batman. Og i
øvrigt var det jo en pige!
Men så var det
pludselig ikke en pige længere. Pludselig begyndte jeg at føle mig mindre
sikker på kønnet, og til sidst afslørede scanningen jo også, at det var en
lille fyr, der lå og boblede derinde. Hvad gør man så?
Jeg begyndte at
varme lidt op over for Elvis. Navnet var jo cool nok – men altså ikke som fornavn!
Hippien havde for længst nedlagt veto mod, at drengen måtte blive musiker (lad
os se, hvordan det veto kommer til at overleve – drengen er så
über-musikalsk...), og kan du måske forestille dig en Overlæge Elvis? Eller en
Revisor Elvis? Jeg kunne ikke. Så jeg begyndte at lede efter drengenavne, som
kunne fungere med Elvis som mellemnavn. Derudover skulle det så også helst være
på fem bogstaver, hvis det skulle leve op til Hippiens mærkelige præference... Jeg
var forbi Anton Elvis, Aksel Elvis og så Oscar Elvis. Det var der, vi endte.
Oscar var et godt navn – fem bogstaver og indeholdende et C lige som i
forældrenes navne. Det var fint.
Så vi meldte ud
til familien, at han skulle hedde Oscar – men vi blev selv ved med at kalde ham
Elvis. Og ca. en måned før termin kunne jeg godt selv se, at det jo ikke gik.
Mens Hippien havde haft sit mærkelige ønske om et navn på fem bogstaver, havde
jeg kun haft ét krav. Han skulle ikke ende ud i samme rod som mig – han skulle
ikke ende ud med et mellemnavn, som blev brugt som fornavn, og et fornavn, som
kun var til besvær. Og se nu, hvad vi var på vej ud i?
Så dér sad vi en
sen aften på Den Smagløse i Odense sammen med Hippiens bror og en af hans
venner. Hippien havde spillet koncert på Jazzhouse Dexter, nu var det blevet sent,
og jeg var dødtræt og meget bevidst om, at jeg var den eneste ædru i lokalet,
da jeg hørte ordene komme ud af min mund. ”Det holder jo ikke, det der. Jeg
synes, han skal hedde Elvis Oscar i stedet”.
Bang!
Hippien tog mig på ordet, og sådan blev det. Og jeg har aldrig fortrudt det – han er SÅ meget en Elvis. Også en Overlæge Elvis, hvis det bliver relevant til den tid.:)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar