Om fødselsdag, festival og tab

Så røg der lige et par uger igen – jeg håber, at I andre har haft stå travlt med at holde sommerferie, at I slet ikke har opdaget mit fravær. J Det har været nogle hektiske, men overordnet set gode uger.

Vi havde en rigtig skøn uge i Danmark, som bl.a. stod på:

• Fødselsdagsfejring for Snubsen! Sådan en dejlig dag. Han var meget stolt over at blive tre, omend han næste dag hviskede til mig ”jeg vil være to igen...”, fordi han pludselig savnede sin sut under en sofahyggestund. Aaaw, lille mand. Han har tydeligvis taget det bogstaveligt. Vi er nu ikke så strenge igen, for han får altså lov til at få den gang imellem stadig, så længe den ikke er med, når der leges.
• Projekt ble-stop – og det går bare SÅ godt! Årh, den farmor er guld værd... En uge hjemme hos hende i solskin og med fri leg på græsplænen og vupti, så bruger man da bare slet ikke ble mere. I nat var ligefrem første nat uden ble, og det gik uden problemer (thank god, for han sov i min seng...). Der sker lidt uheld hist og pist, når der leges for godt, men generelt kører det, og lokkemaden i form af ”tisse-chokolade” er allerede nærmest glemt. Jeg er stolt.
•  Tre dages festival i København med Hippien. Vi blev godt nok fuldkommen gennemblødt den første aften, men alligevel er det mest den strålende solskin og de kolde øl, som jeg husker. Det havde sine fordele at have lånt en lejlighed med tørretumbler! Vejret var stort set godt, musikken var generelt super fed og selskabet perfekt. Det var virkelig nogle gode dage.

På den mere triste side, så fik jeg på den sidste dag af festivalen besked om, at min mormor var død. Det havde jeg (og har det stadig) godt nok mærkeligt med. Vi var ikke tætte, og jeg så hende ikke ofte, men tanken er stadig virkelig, virkelig sær. Og trist. Der skal lige en masse praktisk på plads, men det betyder jo så, at jeg kommer et nyt smut til Danmark henover sommeren til begravelse. Heldigvis er mit arbejde virkelig flinke på sådan nogle områder – de giver mig simpelthen tre dage fri til det (2 dage fri i forbindelse med bedsteforældres død og så en ekstra dag, fordi jeg skal rejse over 300 km). Lige dér vinder Frankrig sgu over Danmark!

Men for nu er vi altså tilbage i Paris. Eller det vil sige – Snubsen, farmor og jeg er. Hippien er på Roskilde. Om jeg fatter, hvordan han kan holde til to festivaler i træk! Han kommer hjem på søndag sammen med vores nye nanny. Det er vildt nok, at vi allerede er på den tredje – det siger alligevel lidt om, hvor længe vi har været her, omend det slet ikke føles som næsten to år. Det føles først som længe, når man sætter det i relation til Elvis – han har nu levet mere af sit liv i Frankrig end i Danmark. Crazy shit.

Just another day at the office...

... og så alligevel ikke rigtig. I går var det nemlig Kids Day på mit arbejde, og selv om Elvis var for ung til hovedarrangementet, som var for de 5-12-årige, så tog jeg ham alligevel med til den store fælles "goûter" (nok nærmest kendt som eftermiddagssnack) på vores hovedkontor og efterfølgende med forbi mit eget kontor, som ligger ti minutters gang fra hovedkontoret.

Det var så fedt! Elvis var ikke til at skyde igennem. Han syntes godt nok først, at snack-arrangementet var en smule overvældende med masser af børn og voksne og en del larm. Faktisk var hans yndlingstidspunkt, da jeg opgav at finde ham noget vand i mængden og i stedet tog ham med ned af trappen til mødelokalerne, hvor der er en vandfontæne og et par stole. "Kom, vi skal sidde lidt her i de dejlige bløde stole". De er i øvrigt i realiteten pænt hårde... Senere lykkedes det mig dog at lokke ham med op igen, og han fik et par balloner og et glas æblejuice. Pandekagerne og vaflerne takkede han nej til - skøre unge!

Da vi så kom hen på mit kontor, ændrede han helt karakter. Dét var simpelthen fedt! Han løb rundt og sagde "Bonjour" og "Hello", og da jeg viste ham rundt på etagen, gik han selv ind til vores øverste chef og rakte hånden frem og sagde "Bonjour". Det er da en dreng, der vil frem i verdenen! Ellers satte jeg ham lidt ved siden af mig ved skrivebordet, da jeg lige skulle færdiggøre nogle ting. Det mente han dog ikke "Nej mor, jeg skal lige arbejde lidt. Du kan spille lidt på iPad'en!".

Det endte faktisk med, at jeg nærmest ikke kunne lokke ham med hjem. Han valgte i stedet at gå ind på et tomt kontor, lukke døren og sætte sig over til skrivebordet. Og da jeg så stod uden for og prøvede at kalde på ham, åbnede han døren og sagde "Lad mig så lige være i fred". Det var til stor underholdning for alle mine kolleger.

Til sidst fik jeg ham dog med, og så havde vi en hyggelig bustur hjem igennem et meget crowded Paris - kombinationen af myldretid og fransk EM kamp er ikke godt, hvis man har travlt! Men det var nu okay, så havde Snubsen og jeg tid til at sidde og snakke om alt det spændende, han havde set. "Jeg fik lov til at komme indenfor på mors arbejde!"

Efter jeg havde fået Snubsen (og hans balloner...) sikkert hjem tog Hippien og jeg op til fanzonen ved Eiffeltårnet og så fodbold, Frankrig-Albanien. Det var en super fed oplevelse med virkelig god stemning. En rigtig god opvarmning til den ferie som næsten begynder allerede i eftermiddag, siden jeg arbejder hjemmefra i morgen, inden vi skal til lufthavnen. Åhh, hvor jeg glæder mig!

En ÆGTE tatovering - og så på samme sted som fars! Viva la France!

Det franske system eller manglen på samme...

Åhh Frankrig - du giver mig seriøst grå hår i hovedet! Jeg er så træt af fransk bureaukrati og manglen på kundeservice, som på mange områder virkelig lever op til fordommene.

Jeg nævner i flæng:

• I ét år har vi forsøgt at få Hippien optaget i den franske sygesikring. Vi sendte ansøgningen, men har intet hørt. Først da han mødte op på kontoret, fandt vi ud af, at de ikke troede på, at han boede i Frankrig, da hans navn ikke står på lejekontrakten (som jo er igennem mit arbejde). Så på trods af, at vi har en fransk vielsesattest og et fælles barn registreret på adressen, har jeg nu skulle lave en håndskrevet attest på, at jeg bor sammen med manden. Nå ja, og så har jeg selvfølgelig også lige skulle dokumentere, at jeg stadig bor her ved at vise dem for 1000. gang nogle nyere elregninger. Det er nemlig sådan man gør, når der ikke eksisterer et folkeregister.
• I to uger har jeg nu ventet på en pakke fra Asos, fordi firmaet, der skulle levere den til en pakkeshop, ikke kan snøvle sig færdige. Først blev min valgte pakkeshop utilgængelig, så jeg valgte en ny. Så gik der en uge uden at pakken rykkede sig fra deres centrallager, og så blev den nye pakkeshop utilgængelig. Så nu har jeg valgt den originale igen, men pakken rykker sig stadig ikke. Jeg er nu gået i fransk mode og er begyndt med de sure emails - i Frankrig kan det nemlig betale sig at brokke sig!
• I sidste uge opdagede jeg, at mit firma i hele 2016 har glemt at opkræve husleje for mig. Der er sket noget rod i lønsystemet. Samtidig ser det ud til, at de har fejlet i nogle tilskud, jeg skal have ifølge min kontrakt siden vi flyttede herned. Og ja, jeg har selv skulle gå alle lønsedler igennem for at få styr på det. Eller styr på det er så meget sagt - nu afventer det hele at lønafdelingen får reageret.
• I denne uge har vi et lille vindue til at investere nogle penge fra vores bonussystem i specifikke puljer. Men min adgang virker ikke - de har keglet i mit id-nummer og/eller mit password. Så jeg ringede til dem her til morgen og sad på hold i 10 minutter - hvorefter det vist blev frokosttid, og jeg blev bedt om at ringe tilbage senere.
• Tilbage i april sendte jeg en skadeanmeldelse til mit forsikringsselskab, fordi vi har haft vandskade. Jeg har intet hørt fra dem siden - så gæt hvem der nu også skal bruge tid på at ringe til dem og rykke.

Og sådan fortsætter og fortsætter og fortsætter det. Jeg når aldrig igennem bunken af ting, som skal ordnes via telefonopkald, email eller et utal af almindelige postbreve. En enkel regelmæssig lægekontrol i forrige uge gør f.eks. at jeg har tre kvitteringer liggende, som skal sendes først til det centrale sygeforsikringssystem og så til min private. Effektivt, no?

Okay, så det her indlæg er rent brok. I know. Men jeg er så træt af det, at jeg lige nu er klar til bare at pakke mine ting sammen og flytte tilbage til Danmark. Giv mig et system, der virker!

I øvrigt #7

... ser vi virkelig meget Aladdin herhjemme for tiden - Elvis' nyeste tegnefilmsfavorit. Og ja, ungen kan sådan ca. alle replikker udenad. Det førte bl.a. til, at han i aften pludselig kastede sig teatralsk hulkende på gulvet, og da jeg spurgte ham, hvad der var galt, var svaret "Jeg ved ikke engang, hvad han hed!". Well hello, prinsesse Jasmin...

... sagde jeg i går under en af dagens Aladdin-fremvisninger, at jeg virkelig godt gad have et flyvende tæppe, hvortil Elvis svarede "Ja, det køber jeg til dig.". I morges gentog han det med tilføjelsen "Jeg køber et flyvende tæppe til dig. Og du skal ikke med i butikken, og far skal ikke med. Det er bare Elvis, der køber det!" Min lille, selvstændige dreng med det store hjerte...

... fylder Elvis tre år på søndag, og gæt hvem, der ikke så meget som har overvejet, hvad han skal have i fødselsdagsgave. Dårlige forældre anno 2016...

... tager vi af samme grund til Danmark på fredag og jeg glæder mig! Familiehygge efterfulgt af festival. Hurra! Men bare det vejr nu er med os...

... valgte jeg at inkludere Hippien i mit betting på EM til arbejdet. Vi udarbejdede hver sin forudsigelse og konsoliderede det så i den version, jeg deltog med. Efter den første weekend kan jeg konkludere to ting: 1. Jeg er bedre til at forudsige EM-resultater end Hippien. 2. Jeg har været alt for sød til at lade hans forudsigelse vægte i vores fælles deltagelse. Så det går ikke så godt overordnet set...

... har Snubsen besluttet sig for, at stykket mellem munden og næsen hedder næb. Det medfører citater som "Far har skæg på sin hage... Og på sit næb!" og "Jeg stak mig lige på mit næb". Det er SÅ kært!

... kæmper vi stadig med både ble- og sutteafvænning. Da han i weekenden insisterede på at få sit sut om eftermiddagen, gav jeg efter, men sagde "Når man bliver tre år, skal man ikke have sut mere.", hvortil Snubsen svarede meget entusiastisk "JA! Dét kan jeg godt forstå! Når man bliver tre, stopper man med at have sut". Så nu afventer vi lige, hvordan det kommer til at gå...

Paris i gråvejr - med fodbold

Wake-up call

Nogle gange er jeg virkelig ikke stolt af mig selv som mor - men til gengæld er jeg SÅ stolt af min Snubs som søn.

Tag for eksempel i dag. Vi var på vej med bussen til Jardin des Plantes for at gå på zoologisk museum. Turen tager lige over en halv time, som Snubsen brugte på at kigge ud af vinduet og kommentere på det meste. Jeg så mit snit til liiiige at tjekke Instagram på telefonen - som så liiiige blev til Facebook, som så liiiige blev til en blog - og pludselig hørte jeg Elvis' stemme "Mor, jeg synes du skal lægge din telefon væk".

Auch. Lige i maven. Han har jo SÅ meget ret! Hvorfor i alverden behøver jeg at læse blogs lige der, når jeg er på tur med min søn. Instant dårlig samvittighed... Jeg ved det jo godt, og jeg tænker virkelig ofte aktivt over det, men alligevel smutter den så engang i mellem. Og hvor er jeg i så fald glad for, at jeg har en skøn lille dreng, som siger fra! Som siger til mig, at det gider han altså ikke. Det er bare så fint og så vigtigt.

Så jeg gav ham selvfølgelig ret og takkede ham for at sige det, og så røg telefonen ellers i tasken resten af eftermiddagen. Bortset selvfølgelig lige fra under den obligatoriske karusseltur og da ungen fandt en træstub, som han kunne kravle ned i, hvilket han bad mig tage et billede af. Your wish is my command...

Besøget på zoologisk museum var i øvrigt ikke rigtig et hit. På trods af at Elvis havde glædet sig meget og storsindet havde sagt til mig, at "Du skal bare sige til, hvis du bliver bange, så skal jeg nok passe på dig", så syntes han, at det var alt for uhyggeligt. Dyrene stod jo bare der midt i salen og var farlige - og så havde de krydret med lydeffekter, hvor forskellige dyrebrøl lød konstant. Så hver gang jeg havde fået Elvis beroliget, kom der et nyt brøl, som forskrækkede ham. "Hvad var det??" Så vi endte med kun at være der i en 20-30 minutter, inden Elvis fik insisteret at "Vi skal skynde os at komme væk herfra". Som sagt, så gjort - det er jo ikke det værd, hvis han ikke synes, det er sjovt. I stedet gik vi en tur til i parken, inden vi fandt en bus hjem igen og slappede af med Paw Patrol hele eftermiddagen. Det var ærligt talt også virkelig rart.

Når far tager til Danmark

Selvom det nu har været fast procedure i over halvandet år, vænner vi os aldrig helt til, når Hippien tager til Danmark. Hverken Elvis eller jeg. Nok mest Elvis, som har virkelig svært ved at undvære sin far.

I går var det tid igen. Hippien tager altid aftenflyet med Norwegian, så jeg lige kan nå hjem fra arbejde og kysse ham farvel. Han fik sine 3-4 kram fra Elvis og så vinkede vi ellers til far fra vinduet. Og så kom reaktionen. ALT var galt. Jeg brugte den forkerte farve tusch, jeg tillod mig at gå ud i køkkenet, jeg spolede forkert i tegnefilmen... Der var et stort sammenbrud på vej, hvilket sker næsten hver gang, Hippien tager af sted. For det er jo fordi, han savner sin far. Jeg har lært at spotte det, at sætte mig med ham og kramme ham og spørge, om han savner far - og svaret er altid et hikstende ja.

Så i går blev der lynhurtigt en change of plans. Snubsen og jeg var alene hjemme, så jeg ville egentlig have fikset et eller andet aftensmad fra resterne i køleskabet. I stedet stod den på tegnefilm i sofaen og holden-i-hånd med den ene hånd, mens den anden bestilte sushi til levering. Så vi så tegnefilm, spiste sushi og grinede - og gik kun lidt i sammenbruds-mode, da der skulle nattøj på (Snubsen altså - ikke så meget mig...). Der blev puttet, og først da Snubsen sov, blev der ryddet op efter aftensmaden. Sådan noget skal der nemlig også være plads til.

Denne gang er heldigvis en kort omgang. Hippien kommer allerede hjem igen på tirsdag, og så er der kun lidt over en uge til, at vi tager af sted igen alle sammen. Hvis altså de strejkende lufthavne tillader os det. Vi skal ikke med samme fly (da SAS kun havde to billige billetter tilbage, så Hippien tager et EasyJet, som har afgang samtidig - fjollet...), og jeg gruer for, at et af dem bliver aflyst. Det vil være så typisk! Men krydsede fingre - der er stadig to uger endnu.

I øvrigt #6

... er jeg virkelig træt af at se billeder af og høre om det skønne sommervejr i København. Vi rammer nu tredje dagen med non-stop regn. Kom ind i kampen, Paris!

... krydser jeg til gengæld fingre for, at vejret i Danmark holder til og med at vi skal til Copenhell om tre uger.

... får nu jeg lov til at opleve bagsiden af international living. I morgen tidlig har jeg dagens første telefonmøde med Indien kl. 05.30. I næste uge er det Thailands tur på samme tidspunkt. De bliver så meget gennemført i nattøj!

... er jeg temmelig arrig på mit arbejde lige nu, som har præsteret at glemme at opkræve husleje hele 2016 og også ved nærmere gennemgang har fucket op i den del af min kontrakt i hele 2015 og 2014. Suuuper fedt - not!

... blev jeg i dag ikke modtaget af en dansende Elvis i døren, da jeg kom hjem fra arbejde. Han havde nemlig "så ondt i armene, at jeg slet ikke kan danse". Godt så. Det minder mig om dengang jeg som lille ikke kunne hjælp med at rydde op, fordi "min mave rumler så meget, at jeg får helt ondt i ørerne." 

... var vi til introaften på Snubsens skole i mandags. Jeg er skræmt fra vid og sans - det er virkelig reel skole med bogstavsterpning og stillesidden på bænke.

... læste jeg et blogindlæg fra en dansk blogger, som gruede for, at hendes datter skulle starte i børnehave - for der var de jo kun 4 voksne om 32 børn. På Elvis' skole bliver de 2 voksne om 30 børn. Fuck!

... er jeg vild med Elvis' fantasi. Her til aften fortalte han pludselig om en "forfængelig elefant, som var meget farlig". Ooookay! Hans sprog udvikler sig så vildt og endelig er det på både dansk og fransk.

... er jeg stadig ikke overbevist om, at jeg skal blive reel SnapChat-bruger - men Snubsen og jeg får godt nok meget sjov ud af at lege med de mange filtre sammen!

... har jeg to Ben & Jerry's i fryseren, og jeg er ret sikker på, at den ene skal sniges frem nu!