Så blev hun 9 måneder. Og lidt mere... Faktisk en halv måned mere. Jaja, jeg må nok bare erkende, at med barn nummer 2 er man konsekvent bagud. Men pyt. Når jeg engang i fremtiden læser tilbage på Indies udvikling, er det nok ikke et par uger fra eller til, som gør forskellen.
Der er ellers fart på den her. Vi har haft en laaaang periode (meget lang, ifølge Hippien, som jo er hjemme på barsel...), hvor det har været brok 24/7. Sådan vitterlig. Både vågen og i søvne. Vi har været ved at blive sindssyge. Nu skal jeg selvfølgelig ikke jinxe det, men de sidste par dage har det dog virket, som om det er lettet lidt. Vi krydser fingre.
Der sker nu også meget, så det er måske ikke så mærkeligt med seperationsangst og generel utilfredshed. Der kravles i alle kroge og hjørner på jagt efter sko og ledninger, og der øves-øves-øves i at komme ordentligt op på knæene. Pt. er det stadig Commando-style kryben, men vi er der næsten. Hun begynder også at vise interesse for at rejse sig op, men det er kun begyndende.
Ellers er det, der sker mest, at hun danser. Danser, danser og danser, så snart der er det mindste antræk til musik. Hun ELSKER musik. Ryster på hovedet og danser og bevæger sig til alt med rytme. Hun er også begyndt at vinke eller "klappe" med hænderne over hovedet. Det er simpelthen så cute.
Mindre cute er, at hun generelt kaster med ALT. Sokkerne flås af fødderne og kastes med. Sutten hives ud af munden og kastes med. Legetøjet kastes med. Maden kastes med. Jeg har så ondt af vores underboer, for det må larme helt vanvittigt. Og vi er pænt trætte af at samle ting op...
Hun er i det hele taget vildt temperamentsfuld. Kaster som sagt med tingene. Slår med håndfladerne i bordet. Råååååber højt. Der er ingen chance for, at hun bliver overset. Og så har hun det fedeste onde grin, som hun meget passende fyrer af, når vi lyder mest opgivende. Lille møgunge...
Det hårdeste pt. er dog søvnen. Hun er virkelig svær at putte om aftenen. Hun flyver om på maven og kravler rundt både vågen og i halvsøvne, og hun vil nærmest kun sove, hvis vi er i rummet. Ellers vågner hun hele tiden, så vi bruger hele aftenen på at sidde inde hos hende igen og igen. Hun vågner også tit, når vi skal i seng, og så ligger hun lysvågen og mosler, selv om vi tager hende op til os. Det skal vi i øvrigt passe på med. Hun er faldet ned fra vores seng to gange - og den ene gang landede hun oven på en stikdåse, så hun fik det blåt øje. Det var ikke så godt. Den første gang var det fordi, Hippien gik på toilettet om natten, og så vågnede hun og kravlede efter ham. Jeg vågnede først af hendes hyl. Anden gang vendte jeg ryggen til for at sætte Elvis' hår op, og så fik hun også forceret den store afskærmning af dyner, som jeg havde lavet, og tippet ud over kanten. Hun er hurtig som en ninja! Der skete vist heldigvis ikke andet end som sagt det blå øje, som næææææsten er væk nu.
Mad går stadig rimelig godt. I perioder vil hun kun spise selv - i andre (som lige nu) gider hun i hvert fald ikke det, og så er det kun madning med mos, som duer. Pt. er kartoffel-rødbedemos og kartoffel-hokaidomos det største hit. Hun har også fået en ekstra tand, så måske er der endnu mere grund til brokkeriet.
Så ja - der sker meget. Virkelig meget. På mandag hedder det vuggestuestart - det skulle faktisk have været her i overmorgen, men hun er lige i isolation uge ud, fordi Elvis har haft Corona. Det gjorde, at vi alle fire skulle en uge i isolation, og efter han så var raskmeldt og Hippien og jeg var testet negative, så skulle Indie lige have en uge ekstra, fordi hun ikke er testet. Gaaah! Godt det ikke er mig, der har barslen lige nu...
