I har ikke tid til at læse blogs, og jeg har ikke tid til at skrive dem. Derfor vil jeg bare sige:
GLÆDELIG JUL!!
lørdag den 24. december 2016
mandag den 19. december 2016
På dansk jord
Så er vi i Danmark. To stay. Vi er hjemme hos min svoger - Hippien ser nyheder og Elvis sover på sofaen. Jeg joiner ham nok snart.
Som et eller andet sted forventet er det hele gået lidt i fisk i dag. Grundet sygdom kom der ingen og synede vores lejlighed ud i morges, så jeg måtte bare smide nøglerne i en postkasse og gå - og på den mere kritiske front er vores flyttelæs blevet forsinket i London. Som frygtet. Så det kommer ikke i morgen som planlagt.
Det skal nok gå. Vi har også onsdag at løbe på, før vi skal til Jylland. Men det koster lige lidt rokering af møder, en ekstra overnatning på sofaen og en del ekstra stress, da vi så ikke når at pakke det mindste ud inden afrejse. Vi skal altså have fundet vores tøj frem - vi kører alle tre på sidste rene sæt. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg gør i morgen, hvor jeg skal spise frokost med min kommende chef...
Nå, men det går jo nok alt sammen. Nu er vi her jo, og det er næsten jul. It's all good...
fredag den 16. december 2016
Så sker det...
Jeg sidder lige nu på vores bistrot med en fadøl, mens to flyttemænd er i gang med at pakke vores hjem ned. Nu er det nu! Flytningen er i gang.
Det har været kaos. Vi stod tidligt op torsdag, fordi de måske ville komme allerede der. Det gjorde de så ikke. Så kom jeg hjem fra sidste arbejdsdag og julefest i går, fordi vi lige skulle last-minute sælge nogle møbler - og så blev Elvis syg. Hans langvarige forkølelse blev pludselig til ondt i halsen og ondt i ørerne - sikkert kombineret med en del stress. Anyways, det førte til en nat med en masse gråd og en lille gut (og mig!) som først sov rigtigt kl halv fire. Klokken syv ringede uret. Gah!
Nå, men vi er i gang. Vi er der næsten. På trods af forsinkelser - og fire politimænd, som troppede op for at fortælle os, at flyttebilen ikke måtte parkere på fortovet. De var dog søde og hjalp os med at finde en officiel "Livraison"-plads, og ventede endda et kvarter, da der lige var en anden bil, der lige skulle flytte sig. Effektivt, nej - men de var mega flinke. Det var faktisk en god oplevelse, utroligt nok.
Copenhagen dreaming - jeg glæder mig seriøst!
torsdag den 8. december 2016
Flyttetanker
Det er surrealistisk. Helt vildt. Om én uge har jeg sidste arbejdsdag i Paris. Om 8 dage bliver vores lejlighed tømt. Om 11 dage er vi på vej med et fly one-way til København.
De sidste par dage er vi begyndt at sælge voldsomt ud af vores ting. Hver dag bliver der hentet flere møbler. Det gør det pludselig meget virkeligt. Også for Elvis, som brød helt sammen, da han så sin far skille et spisebord ad - og som sagde "Jeg kommer til at savne dig, bord!", da det blev afhentet senere på aftenen. Han er nu glad igen, for han har forstået, at vi sælger mors og fars ting, så der kan være god plads til hans dinosauere i den nye lejlighed.
Men det ér mærkeligt. Det var mærkeligt at forlade vores Vesterbrolejlighed, fordi det var dér, Elvis havde sit første år. Men det er næsten endnu mere mærkeligt at forlade denne lejlighed, fordi det er det første hjem, Elvis rigtig kan huske. Og vi forlader ikke bare lejligheden, vi forlader landet!
Det er mærkeligt.
Men det bliver godt! Jeg glæder mig. Det gør jeg virkelig. I'm totally over Paris... Haha, det er så løgn. Men jeg er klar til, at Paris ikke skal være mit primære hjem. Mit andet hjem vil det blive ved med at være.
Jeg glæder mig til, at vi kommer ud på den anden side. Til at flyttelæsset er ankommet i København, og vi kan komme på plads. Og så i øvrigt stikke af fra alt rodet og holde jul. Det glæder jeg mig allermest til.
Paris viser sig fra sin smukkeste (men yderst forurenede...) side for tiden med klart vejr og smukke, lyserøde himle. Det er dejligt. Det er en dejlig by. Og det er vores by. Altid.
De sidste par dage er vi begyndt at sælge voldsomt ud af vores ting. Hver dag bliver der hentet flere møbler. Det gør det pludselig meget virkeligt. Også for Elvis, som brød helt sammen, da han så sin far skille et spisebord ad - og som sagde "Jeg kommer til at savne dig, bord!", da det blev afhentet senere på aftenen. Han er nu glad igen, for han har forstået, at vi sælger mors og fars ting, så der kan være god plads til hans dinosauere i den nye lejlighed.
Men det ér mærkeligt. Det var mærkeligt at forlade vores Vesterbrolejlighed, fordi det var dér, Elvis havde sit første år. Men det er næsten endnu mere mærkeligt at forlade denne lejlighed, fordi det er det første hjem, Elvis rigtig kan huske. Og vi forlader ikke bare lejligheden, vi forlader landet!
Det er mærkeligt.
Men det bliver godt! Jeg glæder mig. Det gør jeg virkelig. I'm totally over Paris... Haha, det er så løgn. Men jeg er klar til, at Paris ikke skal være mit primære hjem. Mit andet hjem vil det blive ved med at være.
Jeg glæder mig til, at vi kommer ud på den anden side. Til at flyttelæsset er ankommet i København, og vi kan komme på plads. Og så i øvrigt stikke af fra alt rodet og holde jul. Det glæder jeg mig allermest til.
Paris viser sig fra sin smukkeste (men yderst forurenede...) side for tiden med klart vejr og smukke, lyserøde himle. Det er dejligt. Det er en dejlig by. Og det er vores by. Altid.
torsdag den 1. december 2016
I øvrigt #14
... bliver jeg så misundelig af at se alle de fine pakkekalendre, som folk (altså voksne!) poster på Instagram. Iiih, jeg vil også have én...
... er nissen langt om længe flyttet hjem hos os, og Elvis skriver breve i lange baner til ham og sidder tålmodigt og kigger på døren i håb om, at nissen vil titte ud. Det er så sødt, altså.
... virker Elvis heldigvis til at være meget glad for min erstatningspakkekalender til ham i år (det blev den med StarWars...), så alt er godt. Da han så den i morges, udbrød han straks "Se, dén har mormor husket at sende med nissepost!" - og det siger vi så. (Jeg har haft forklaret den manglende pakkekalender med, at mormor var kommet til at sende den med menneskepost i stedet for nissepost...)
... var vi i sidste weekend til julebasar i den danske kirke - og sørme om ikke vi løb med hovedpræmien i tombolaen! Så nu skal Hippien og jeg på weekend i Avignon til foråret - det er SÅ fedt at have en Frankrig-tur at se frem til!
... er Elvis for vild for tiden i forhold til mad - helt af sig selv er han pludselig begyndt at spise salat, og forleden bad han endda om en tomat, smagte på den og sagde "Nu kan jeg godt lide tomat". Fandme en sej dreng! Jeg mistænker skolen for at have rigtig meget indflydelse på det - er der noget, det franske skolesystem kan, er det at servere god, organisk og interessant mad til ungerne. Fire retter hver dag!
... er den børnehave, der har været en del i medierne de sidste dage, fordi de glemte et barn (!), selvfølgelig en af dem, som vi har skrevet Snubsen op til. Fuck. Jeg skal vist lige have ringet til pladsanvisningen...
... har jeg under to uger tilbage på arbejdet!
... var Black Friday og Cyber Monday en kæmpe succes for mig, set i lyset af, at jeg intet købte til mig selv; at jeg fik indkøbt alle de ting, Elvis manglede (flyverdragt skal der vist til i Danmark!); og at jeg nu kun mangler fire julegaver. At min far så bliver oversvømmet med pakkeleveringer lige nu, er en anden side af sagen...
... er nissen langt om længe flyttet hjem hos os, og Elvis skriver breve i lange baner til ham og sidder tålmodigt og kigger på døren i håb om, at nissen vil titte ud. Det er så sødt, altså.
... virker Elvis heldigvis til at være meget glad for min erstatningspakkekalender til ham i år (det blev den med StarWars...), så alt er godt. Da han så den i morges, udbrød han straks "Se, dén har mormor husket at sende med nissepost!" - og det siger vi så. (Jeg har haft forklaret den manglende pakkekalender med, at mormor var kommet til at sende den med menneskepost i stedet for nissepost...)
... var vi i sidste weekend til julebasar i den danske kirke - og sørme om ikke vi løb med hovedpræmien i tombolaen! Så nu skal Hippien og jeg på weekend i Avignon til foråret - det er SÅ fedt at have en Frankrig-tur at se frem til!
... er Elvis for vild for tiden i forhold til mad - helt af sig selv er han pludselig begyndt at spise salat, og forleden bad han endda om en tomat, smagte på den og sagde "Nu kan jeg godt lide tomat". Fandme en sej dreng! Jeg mistænker skolen for at have rigtig meget indflydelse på det - er der noget, det franske skolesystem kan, er det at servere god, organisk og interessant mad til ungerne. Fire retter hver dag!
... er den børnehave, der har været en del i medierne de sidste dage, fordi de glemte et barn (!), selvfølgelig en af dem, som vi har skrevet Snubsen op til. Fuck. Jeg skal vist lige have ringet til pladsanvisningen...
... har jeg under to uger tilbage på arbejdet!
... var Black Friday og Cyber Monday en kæmpe succes for mig, set i lyset af, at jeg intet købte til mig selv; at jeg fik indkøbt alle de ting, Elvis manglede (flyverdragt skal der vist til i Danmark!); og at jeg nu kun mangler fire julegaver. At min far så bliver oversvømmet med pakkeleveringer lige nu, er en anden side af sagen...
torsdag den 24. november 2016
En anderledes jul
Det bliver en mærkelig jul i år. Altså, forstå mig ret - det bliver uden tvivl en helt fantastisk juleaften, hvor vi skal til idylske Grenaa og holde jul med min far, hans kone og min lillebror. Jeg glæder mig vildt! Men julen er mere end bare juleaften, og i det store hele bliver julen mærkelig.
Vi er i fuld gang med flytteriet. Flyttefirmaet er bestilt, overdragelsen af lejligheden er aftalt og flybilletterne one-way til København er købt. Hvor skal julehyggen lige passe ind i alt det?
Jeg elsker julen, og jeg elsker at hygge med det. At pynte op. At pakke gaver ind. Men det kommer bare ikke til at ske i år. Jeg satser på at få gravet en simpel adventskrans frem til på søndag, og Elvis' nissedør skal selvfølgelig også flytte ind. Det har faktisk været vores måde at forklare på, hvorfor vi taler om at flytte til Danmark, men at det stadig ikke er endnu - vi er jo nødt til at vente på, at nissen flytter ind, så han kan se, at vi skal flytte og fortælle det til julemanden! Men udover de to ting, kommer der ikke andet. Det giver ikke mening at pakke kasserne ud, når vi sådan set skal pakke kasser ned for tiden i stedet. Men det gør lidt ondt på mig. Så er det jo ikke rigtig jul...
Der er også stadig problemet med pakkekalenderen, som ikke er dukket op. Det er åndssvagt synd for min mor, som har lagt tid, penge og kærlighed i at finde de helt rigtige gaver til Elvis; det er synd for Elvis, som bliver "snydt"; og det er synd for mig, som skal ud i panikkøb og på ingen måder vil kunne leve op til den normale standard. Faktisk overvejer jeg at købe en LEGO StarWars-julekalender og lade det blive ved det i år. Hvis den da er til at opdrive hernede. Det er nok mere langtidsholdbart end de småting, jeg vil kunne nå at grave frem. Mest af alt håber jeg nu stadig på, at pakken med gaver dukker op. Kom nu, La Poste!
Det skal nu nok blive hyggeligt alligevel - selvfølgelig. Vi skal til julebasar i den danske kirke i weekenden, og vi skal helt sikkert også forbi julemarkedet på Champs Elysees en af dagene. Så det går. Det fortæller jeg i hvert fald mig selv, mens min indre julenisse er blevet til en ren Gniske.
Vi er i fuld gang med flytteriet. Flyttefirmaet er bestilt, overdragelsen af lejligheden er aftalt og flybilletterne one-way til København er købt. Hvor skal julehyggen lige passe ind i alt det?
Jeg elsker julen, og jeg elsker at hygge med det. At pynte op. At pakke gaver ind. Men det kommer bare ikke til at ske i år. Jeg satser på at få gravet en simpel adventskrans frem til på søndag, og Elvis' nissedør skal selvfølgelig også flytte ind. Det har faktisk været vores måde at forklare på, hvorfor vi taler om at flytte til Danmark, men at det stadig ikke er endnu - vi er jo nødt til at vente på, at nissen flytter ind, så han kan se, at vi skal flytte og fortælle det til julemanden! Men udover de to ting, kommer der ikke andet. Det giver ikke mening at pakke kasserne ud, når vi sådan set skal pakke kasser ned for tiden i stedet. Men det gør lidt ondt på mig. Så er det jo ikke rigtig jul...
Der er også stadig problemet med pakkekalenderen, som ikke er dukket op. Det er åndssvagt synd for min mor, som har lagt tid, penge og kærlighed i at finde de helt rigtige gaver til Elvis; det er synd for Elvis, som bliver "snydt"; og det er synd for mig, som skal ud i panikkøb og på ingen måder vil kunne leve op til den normale standard. Faktisk overvejer jeg at købe en LEGO StarWars-julekalender og lade det blive ved det i år. Hvis den da er til at opdrive hernede. Det er nok mere langtidsholdbart end de småting, jeg vil kunne nå at grave frem. Mest af alt håber jeg nu stadig på, at pakken med gaver dukker op. Kom nu, La Poste!
Det skal nu nok blive hyggeligt alligevel - selvfølgelig. Vi skal til julebasar i den danske kirke i weekenden, og vi skal helt sikkert også forbi julemarkedet på Champs Elysees en af dagene. Så det går. Det fortæller jeg i hvert fald mig selv, mens min indre julenisse er blevet til en ren Gniske.
Et glimt fra julemarkedet i Frankfurt i 2011
onsdag den 23. november 2016
En magisk weekend
Lige siden vi var i Disneyland i marts, har Elvis talt om, at han gerne ville derhen igen. Det kunne komme ud af det blå, eller blive triggered af en tegnefilm, som startede med det klassiske zoom på Disney-slotte. "Mor, mor, det er Disneyland! Der vil jeg gerne hen!". Så da det blev klart, at vores tid i Paris snart lakker mod enden, var der kun én option - vi måtte til Disneyland igen en sidste gang!
Vi var så heldige at falde over en deal med to dage i begge parker + overnatning på et af hotellerne til en acceptabel pris, og i weekenden var vi så af sted. Det. Var. Magisk! Helt fantastisk. Synet af Elvis, der med store øjne hviskede "Er vi i Disneyland nu?" så snart vi stod af toget ved Disney Village. Glæden i alle hans bevægelser, da vi endelig var færdige med check-in og var på vej ned af Main Street. Og for at gøre det endnu bedre, kolliderede vi lige med deres "Royal Welcome", hvor Elsa og Anna kørte ned af Main Street i karet, mens "Let It Go" lød på alle sprog ud af højtalerne. Indrømmet, jeg tudede altså lidt. Det var så fint og julet og hyggeligt.
Vi havde to helt geniale dage, og er lykkelig over, at vi valgte konceptet med overnatning. Det fjernede bare al stress, når vi vidste, at vi havde en dag til. Også set i forhold til, at vejret ikke var særlig heldigt og det derfor regnede en del - skidt pyt, som Elvis siger! For vi havde et hotelværelse fyldt med tørt tøj, og så gik det nok alt sammen.
Jeg kan virkelig kun anbefale at tage i Disneyland med en 3-4 årig - det er den perfekte alder. Snubsen var bevidst om det hele og nød og sugede til sig i stor stil. Okay, så Snehvide-attraktionen var vist lidt for uhyggelig med den onde heks (efterfulgt af timers "mor, hvad er et giftæble?"), men Peter Pan var perfekt, flyveturene i Dumbo, det flyvende tæppe og rumraketterne geniale, mødet med SpiderMan ("mor, er det den rigtige SpiderMan? Eller er det bare en mand i kostume?" Host, host...) og så videre og så videre. Den første aften lukkede vi endda også øjnene for prisen og tog til "Buffalo Bill's Wild West Show" med dinner og show - og det var det rigtige valg. Elvis er nu konsekvent Buffalo Bill, og vi skal i øvrigt alle sammen have vores cowboyhatte på HELE tiden. Helst også om natten.
Da vi mandag eftermiddag så paraden (de sidste ti minutter - jeg havde nemlig misset, at det var en halv time tidligere mandag end søndag...) var det med en Elvis på skuldrene som råbte "Hej hej, Mickey Mouse! Hej hej, Fedtmule! Jeg har sådan savnet jer!" og det understregede hele hans mentalitet omkring Disneyland. Det er der, hans venner bor, og han var lykkelig for at være på besøg. Det var Hippien og jeg ærligt talt også.
fredag den 18. november 2016
Dagens ups #26
Når drengen beder om at se en specifik tegnefilm om morgenen.
Når vi ikke lige har den tegnefilm og den ikke længere er tilgængelig på Netflix.
Når jeg finder et ulovligt streamingsted på nettet og sætter den på.
Når der i samme øjeblik kommer et popup-vindue frem på skærmen.
Når det er en reklame for et pornosted og det altså indeholder et stort billede af et par, der har sex.
Når jeg forgæves forsøger at skjule skærmen med mine hænder, mens jeg prøver at lukke vinduet.
Når Elvis spørger, hvad de to da lavede?
Når jeg svare, at de bare legede, men vist havde glemt at tage tøj på...
Hold nu op, hvor kan man hurtigt komme på glatis! Og jeg havde ikke engagn fået min morgenkaffe...
Når vi ikke lige har den tegnefilm og den ikke længere er tilgængelig på Netflix.
Når jeg finder et ulovligt streamingsted på nettet og sætter den på.
Når der i samme øjeblik kommer et popup-vindue frem på skærmen.
Når det er en reklame for et pornosted og det altså indeholder et stort billede af et par, der har sex.
Når jeg forgæves forsøger at skjule skærmen med mine hænder, mens jeg prøver at lukke vinduet.
Når Elvis spørger, hvad de to da lavede?
Når jeg svare, at de bare legede, men vist havde glemt at tage tøj på...
----------------
onsdag den 16. november 2016
I øvrigt #13
... får jeg nogle gange placeret mig selv i situationer, som er svære at forklare mig ud af. Som når Elvis leger med StarWars-figurer hos farmor, og jeg bare bilder ham ind, at den politibetjent, han bedst kan lide, skam også er fra StarWars. Hvad siger man så, når man lidt senere ser StarWars-tegnefilm sammen, og drengen spørger "Mor, hvor er politibetjenten? Hvor er John? Jeg vil gerne se et afsnit, hvor han er med!"
... havde vi ikke fået købt nye vinterstøvler til Elvis, inden vi tog til Danmark. Så vi tog bare de gamle med, i str. 25. De virkede ok. I dag var vi så ude og købe nye til ham. I str. 27. Dårlig mor dot dk...
... havde vi ikke fået købt nye vinterstøvler til Elvis, inden vi tog til Danmark. Så vi tog bare de gamle med, i str. 25. De virkede ok. I dag var vi så ude og købe nye til ham. I str. 27. Dårlig mor dot dk...
... har jeg modtaget mit første dick pic! Jeg var flad af grin og viste det straks til Hippien. Men udover det er det godt nok et klamt og absurd koncept. Just don't...
... ser det ud til, at den pakkekalender, min mor har lavet til Elvis, er forsvundet i posten mellem Tyskland og Frankrig. Det er godt nok bittert.
... betyder det vist, at jeg får travlt med at være reserve-nisse, når december kommer! Jeg krydser nu stadig fingre for, at den dukker op på et tidspunkt.
... besøgte vi i sidste uge vores kommende københavnerlejlighed. Som altså er min gamle lejlighed pre-Hippie og pre-barn. Det var godt nok mærkeligt at være der igen!
... er listen over praktiske ting, der skal ordnes, stadig lang - men alligevel har jeg mest lyst til at stene tv-serier hver aften. Suk, altså.
... har det været skønt at fejre en masse familie i dette efterår, men nu er jeg alligevel glad for, at det er ovre. Der har godt nok været meget.
... skal vi i Disneyland i weekenden - og de lover regn...
... glæder jeg mig nu virkelig meget til at blive københavner igen. Én måned tilbage på arbejdet!
... ser det ud til, at den pakkekalender, min mor har lavet til Elvis, er forsvundet i posten mellem Tyskland og Frankrig. Det er godt nok bittert.
... betyder det vist, at jeg får travlt med at være reserve-nisse, når december kommer! Jeg krydser nu stadig fingre for, at den dukker op på et tidspunkt.
... besøgte vi i sidste uge vores kommende københavnerlejlighed. Som altså er min gamle lejlighed pre-Hippie og pre-barn. Det var godt nok mærkeligt at være der igen!
... er listen over praktiske ting, der skal ordnes, stadig lang - men alligevel har jeg mest lyst til at stene tv-serier hver aften. Suk, altså.
... har det været skønt at fejre en masse familie i dette efterår, men nu er jeg alligevel glad for, at det er ovre. Der har godt nok været meget.
... skal vi i Disneyland i weekenden - og de lover regn...
... glæder jeg mig nu virkelig meget til at blive københavner igen. Én måned tilbage på arbejdet!
onsdag den 9. november 2016
Guldkorn #2
Fra munden af en tre-årig - og der kommer meget:
Fortællingen om en dag i skolen:
"Og så var der en dreng, som tog min bil. Og så vandt han! Og så ville jeg ikke have det og sagde nej. Og så skubbede han mig lige i maven. Og så vandt han igen! Og så faldt jeg og slog mit hoved liiiige ned i gulvet. Bump, smæk, av! Og så blev jeg ked af det."
Elvis står og leger i gangen, og jeg fortæller ham, at det han laver hedder at gå i spagat. Han løber straks ind til far:
"Far far, se mig! Jeg laver spinat!"
Mig: "Vi er hjemme om seks minutter"
Elvis: "Nej, det skal være fire!"
Mig: "Okay, vi er hjemme om fire minutter - plus minus..."
Elvis: "Jeg er ikke en suchomimus - jeg er en spinosaur!"
En dag, hvor Elvis tydeligvis er ved at være på toppen igen efter lidt sygdom:
Mig: "Du er vist ikke så syg mere, hva'?"
Elvis: "Jeg er lidt syg - jeg er legesyg!"
Elvis sidder med en iPad og kigger på dyr:
Elvis: "Der er en papegøje! Var den der, hvor du var?"
Mig (lettere forvirret): "Nej, jeg var jo i New York, og der er der da ikke papegøjer?"
Elvis: "Men du var jo i Amerika?"
Ved aflevering af Elvis i skolen:
"Hej hej - jeg kommer til at savne dig, og jeg kommer til at savne dig endnu mere, og jeg elsker dig, og jeg elsker dig endnu mere. Så, nu må du godt gå!"
Elvis spiser cornflakes, mens han ser mærkelige videoer på YouTube med dinosaurer, der synger børnesange på engelsk.
Mig: "Elvis, nu skal du huske at spise!"
Elvis: "Jeg kan ikke spise, jeg synger!"
Mig: Du er min putte-lingo!"
Elvis (henvendt til sin dinosauer): "En lingo? Hr. Dinosauer! Jeg er mors, ehm, glade flamingo!"
En eftermiddag, hvor jeg prøver at få ham med ned og købe ind:
"Mor, du kan bare gå ned og købe ind selv, så passer jeg på huset imens"."
Elvis: "Mor, er du tyk lige som Barbapapa?"
Mig: "Nej, jeg er da ikke!"
Elvis: "Jo, du er! Du er en lille smule tyk. Ej, du er meget tyk, lige som Barbapapa!"
På vej af sted på ferie til Malta. Vi taler om, at vi har en gave med til mormor - et skolefoto af Elvis.
"Mor, du skal faktisk sige undskyld til morfar! Fordi du har glemt hans billede!
Elvis i flyet på vej til Malta:
"Jeg har to forskellige beskyttere. Det er Umarak og fætter Theodor. Umarak er en ond beskytter og fætter Theodor er en sød beskytter. Jeg kan godt lide de to."
(Umarak er en ond figur i LEGO Bionicle... Efter Malta-turen fik Elvis i øvrigt en ny beskytter - hans tante Lilan. Så er man altså en favorit!)
Og så lige en fra denne morgen, som siger alt om stemningen herhjemme:
"Farmor, der er en præsident i Amerika, og han er OND! Han driller ked-af-det-dril. Jeg tror, at jeg må over og skælde ham ud..."
Fortællingen om en dag i skolen:
"Og så var der en dreng, som tog min bil. Og så vandt han! Og så ville jeg ikke have det og sagde nej. Og så skubbede han mig lige i maven. Og så vandt han igen! Og så faldt jeg og slog mit hoved liiiige ned i gulvet. Bump, smæk, av! Og så blev jeg ked af det."
Elvis står og leger i gangen, og jeg fortæller ham, at det han laver hedder at gå i spagat. Han løber straks ind til far:
"Far far, se mig! Jeg laver spinat!"
Mig: "Vi er hjemme om seks minutter"
Elvis: "Nej, det skal være fire!"
Mig: "Okay, vi er hjemme om fire minutter - plus minus..."
Elvis: "Jeg er ikke en suchomimus - jeg er en spinosaur!"
En dag, hvor Elvis tydeligvis er ved at være på toppen igen efter lidt sygdom:
Mig: "Du er vist ikke så syg mere, hva'?"
Elvis: "Jeg er lidt syg - jeg er legesyg!"
Elvis sidder med en iPad og kigger på dyr:
Elvis: "Der er en papegøje! Var den der, hvor du var?"
Mig (lettere forvirret): "Nej, jeg var jo i New York, og der er der da ikke papegøjer?"
Elvis: "Men du var jo i Amerika?"
Ved aflevering af Elvis i skolen:
"Hej hej - jeg kommer til at savne dig, og jeg kommer til at savne dig endnu mere, og jeg elsker dig, og jeg elsker dig endnu mere. Så, nu må du godt gå!"
Elvis spiser cornflakes, mens han ser mærkelige videoer på YouTube med dinosaurer, der synger børnesange på engelsk.
Mig: "Elvis, nu skal du huske at spise!"
Elvis: "Jeg kan ikke spise, jeg synger!"
Mig: Du er min putte-lingo!"
Elvis (henvendt til sin dinosauer): "En lingo? Hr. Dinosauer! Jeg er mors, ehm, glade flamingo!"
En eftermiddag, hvor jeg prøver at få ham med ned og købe ind:
"Mor, du kan bare gå ned og købe ind selv, så passer jeg på huset imens"."
Elvis: "Mor, er du tyk lige som Barbapapa?"
Mig: "Nej, jeg er da ikke!"
Elvis: "Jo, du er! Du er en lille smule tyk. Ej, du er meget tyk, lige som Barbapapa!"
På vej af sted på ferie til Malta. Vi taler om, at vi har en gave med til mormor - et skolefoto af Elvis.
"Mor, du skal faktisk sige undskyld til morfar! Fordi du har glemt hans billede!
Elvis i flyet på vej til Malta:
"Jeg har to forskellige beskyttere. Det er Umarak og fætter Theodor. Umarak er en ond beskytter og fætter Theodor er en sød beskytter. Jeg kan godt lide de to."
(Umarak er en ond figur i LEGO Bionicle... Efter Malta-turen fik Elvis i øvrigt en ny beskytter - hans tante Lilan. Så er man altså en favorit!)
Og så lige en fra denne morgen, som siger alt om stemningen herhjemme:
"Farmor, der er en præsident i Amerika, og han er OND! Han driller ked-af-det-dril. Jeg tror, at jeg må over og skælde ham ud..."
tirsdag den 8. november 2016
Hvad skete der hvis...?
Jeg sidder hjemme i min svigermors stue, som fungerer som min arbejdsbase i denne uge. Jeg har netop afsendt et vigtigt dokument til min chef, som jeg har arbejdet igennem på både i går og her til morgen. Faktisk stod jeg op og gik i gang med at arbejde i morges, mens resten af huset stadig sov. Men nu er det afsendt, og der er plads til en lille pause, inden jeg sikkert får en milliard rettelser og udvidelser tilbage på mailen. Business as usual.
Her er meget stille, for Elvis er taget på Fjord og Bælt museet med sin farmor. I går var de på jernbanemuseet. Jeg er ikke sikker på, hvem af dem der nyder det mest. De legede dog også herhjemme en del i går, mens jeg sad og arbejde, og der bed jeg virkelig mærke i en ny fase hos Elvis. "Hvad skete der hvis?"-fasen.
Hvad skete der hvis jeg faldt ned fra bordet?
Hvad skete der hvis jeg slog på tallerkenen?
Hvad skete der hvis jeg druknede?
Hvad skete der hvis jeg aldrig fik vasket hår igen?
Hvad skete der hvis jeg smadrede de to dér?
Hvad skete der hvis jeg slog dig i hovedet?
Osv. osv... Der er ingen grænser! Det er skide sjovt og også snart lidt trættende - specielt fordi svaret ofte er noget med "Så ville mor blive sur!". Men det er jo netop grænseafprøvning, og heller ud fra hypotetiske situationer end relle afprøvninger, ikke?
Jeg har kun et spørgsmål: Hvad skete der hvis jeg stoppede med at svare?
Her er meget stille, for Elvis er taget på Fjord og Bælt museet med sin farmor. I går var de på jernbanemuseet. Jeg er ikke sikker på, hvem af dem der nyder det mest. De legede dog også herhjemme en del i går, mens jeg sad og arbejde, og der bed jeg virkelig mærke i en ny fase hos Elvis. "Hvad skete der hvis?"-fasen.
Hvad skete der hvis jeg faldt ned fra bordet?
Hvad skete der hvis jeg slog på tallerkenen?
Hvad skete der hvis jeg druknede?
Hvad skete der hvis jeg aldrig fik vasket hår igen?
Hvad skete der hvis jeg smadrede de to dér?
Hvad skete der hvis jeg slog dig i hovedet?
Osv. osv... Der er ingen grænser! Det er skide sjovt og også snart lidt trættende - specielt fordi svaret ofte er noget med "Så ville mor blive sur!". Men det er jo netop grænseafprøvning, og heller ud fra hypotetiske situationer end relle afprøvninger, ikke?
Jeg har kun et spørgsmål: Hvad skete der hvis jeg stoppede med at svare?
torsdag den 3. november 2016
De gyldne øjeblikke
Okay, så vi drukner lidt i rejser, flytning og andre praktiske gøremål for tiden. Jeg har f.eks. lige printet alle vores rejsedokumenter til den kommende weekend, og med flyvetur, samt 5 x togture med dertilhørende Orange billetter til den følgende uge, så ligner det en halv regnskov. Tungen lige i munden.
Men en gang imellem står tiden alligevel stille, og hovedet holder fri.
Som i går, da Hippien spillede et af sine nye numre, og Elvis og jeg lå på sofaen og puttede og lyttede. Elvis puttede sig ind til mig og hviskede stille og imponeret "Er det far, der synger? Er det min far?".
Og som da Hippien efter aftensmaden satte et andet nyt nummer på, og begyndte og danse lidt rundt til det, og Elvis slet ikke kunne sidde stille på sin Tripp Trapp-stol, selv om han egentlig ikke var færdig med at spise. "Vil du gerne ned og danse med far?". "Ja, det vil jeg rigtig gerne!" Og sådan blev oprydningen efter aftensmaden aflyst af, at vi alle tre dansede rundt på stuegulvet.
Og var.
Bare var.
Men en gang imellem står tiden alligevel stille, og hovedet holder fri.
Som i går, da Hippien spillede et af sine nye numre, og Elvis og jeg lå på sofaen og puttede og lyttede. Elvis puttede sig ind til mig og hviskede stille og imponeret "Er det far, der synger? Er det min far?".
Og som da Hippien efter aftensmaden satte et andet nyt nummer på, og begyndte og danse lidt rundt til det, og Elvis slet ikke kunne sidde stille på sin Tripp Trapp-stol, selv om han egentlig ikke var færdig med at spise. "Vil du gerne ned og danse med far?". "Ja, det vil jeg rigtig gerne!" Og sådan blev oprydningen efter aftensmaden aflyst af, at vi alle tre dansede rundt på stuegulvet.
Bare var.
onsdag den 2. november 2016
I øvrig #12
Okay, det er egentlig lidt dårlig stil sådan at lave en stor annoncering og så lige forsvinde i to uger. Sorry... Jeg er mildest talt under massivt pres for tiden med alt det praktiske, vi skal have på plads i forhold til flytning ud af Frankrig og ind i Danmark, nyt job osv. osv. Mit hoved har ikke meget overskud, så jeg kan godt allerede nu forudse, at bloggingen nok bliver endnu mere sporadisk end normalt den næste tid. Jeg undskylder på forhånd.
Nå, men i øvrigt...
... har vi netop været en uge på Malta på ferie, og det var skønt! Solskin, pool og en dreng, der legede dagen lang med sine fætre.
... har Snubsen lært at falde i søvn uden at vi sidder ved siden af! Det var tilstedeværelsen af en fætter i samme soveværelse, som gjorde udslaget. I love it!! Jeg har fået en aften tilbage.
... er vi kun lige hjemme og vende i Paris, for på lørdag tager vi til DK igen til 2 x 60 års fødselsdage og en barnedåb. Det er altså lidt hårdt. Men godt. Hårdt, men godt.
... kan man godt mærke på Elvis, at der er meget gang i den for tiden. I hvert fald ville han bare ligge og putte i sengen i en time efter sin lur i går, og vi kunne slet ikke lokke ham med uden for - vi prøvede med både legeplads, burger og karruseltur! Han ville bare lege hjemme.
... er jeg blevet totalt hooked på gode gamle Forbrydelsen, sæson 1. Den er jo mega god! Jeg så den aldrig, dengang den blev vist første gang, så det er helt nyt for mig. Og så er det altså helt rart at se scener fra København og sådan noget. Jeg glæder mig til at rykke tilbage.
... har jeg indset, at jeg vist skal tilbage på sundhedsvognen. Først spurgte Elvis mig i forbindelse med en tøjprøvning afbrudt af "Moaaar, jeg er færdig!" om, hvorfor jeg havde så lange bryster? Et par minutter senere måtte jeg så konstatere, at jeg ikke kunne være i den kjole, jeg var ved at prøve - og endelig braste et bord sammen under mig, da jeg liiige skulle nå noget på en høj hylde. Suk. Jeg gik resolut ud i køkkenet og varmede mig to pandekager...
... er jeg blevet så afhængig af mineralvand, at jeg ikke kan drikke cola mere, fordi det er alt for sødt og klistret. Det er i og for sig meget godt, men jeg savner den nydelsesfølelse, et koldt glas cola plejede at give mig.
... kan Elvis snydes til ALT, hvis bare man taler om dinosaurer. En morgen inden ferien jeg derved lokket ham til at gå hele vejen hen til skolen ved at tale om spinosaurer - hans yndlingsdino. Det øjeblik vi ramte hjørnet ved skolen, flejnede han dog helt ud. "Neeeej, jeg sagde, at jeg ikke ville gå! Det var bare fordi, vi talte om dinosaurer!"
... har jeg været meget i tvivl omkring, om jeg skal tage min gamle, smadrede cykel med hjem fra Paris eller ej. Jeg overvejer lidt, om den har hørt mine tanker, for under min sidste cykeltur til arbejde (det er ved at være for mørkt, når jeg skal hjem), flækkede bagskærmen midt over og gled ned og blokerede hjulet, så jeg gled af sadlen og bankede knæet ind i den metalholder, der vidner om en hedengangen cykelkurv. Det gjorde ondt. Mega ondt. Dumme cykel.
... er jeg helt skudt i Snubsens mærkelige fortalelser for tiden. Som da han i går var meget utilfreds med noget, jeg havde sagt: "Det må man ikke sige i denne her kærlighed!" (skulle være lejlighed...) og "Hvis du siger det, så vil jeg slet ikke være din gave!". Huh??
... har ungen derudover fået et flip med at kalde ting Elvis - "lige som mig!". Derfor kom vi også hjem fra Malta med både Elvis Edderkop og Elvis Ridder. Der var dog også en Mor Ridder og Far Ridder, men de blev altså i butikken...
Nå, men i øvrigt...
... har vi netop været en uge på Malta på ferie, og det var skønt! Solskin, pool og en dreng, der legede dagen lang med sine fætre.
... har Snubsen lært at falde i søvn uden at vi sidder ved siden af! Det var tilstedeværelsen af en fætter i samme soveværelse, som gjorde udslaget. I love it!! Jeg har fået en aften tilbage.
... er vi kun lige hjemme og vende i Paris, for på lørdag tager vi til DK igen til 2 x 60 års fødselsdage og en barnedåb. Det er altså lidt hårdt. Men godt. Hårdt, men godt.
... kan man godt mærke på Elvis, at der er meget gang i den for tiden. I hvert fald ville han bare ligge og putte i sengen i en time efter sin lur i går, og vi kunne slet ikke lokke ham med uden for - vi prøvede med både legeplads, burger og karruseltur! Han ville bare lege hjemme.
... er jeg blevet totalt hooked på gode gamle Forbrydelsen, sæson 1. Den er jo mega god! Jeg så den aldrig, dengang den blev vist første gang, så det er helt nyt for mig. Og så er det altså helt rart at se scener fra København og sådan noget. Jeg glæder mig til at rykke tilbage.
... har jeg indset, at jeg vist skal tilbage på sundhedsvognen. Først spurgte Elvis mig i forbindelse med en tøjprøvning afbrudt af "Moaaar, jeg er færdig!" om, hvorfor jeg havde så lange bryster? Et par minutter senere måtte jeg så konstatere, at jeg ikke kunne være i den kjole, jeg var ved at prøve - og endelig braste et bord sammen under mig, da jeg liiige skulle nå noget på en høj hylde. Suk. Jeg gik resolut ud i køkkenet og varmede mig to pandekager...
... er jeg blevet så afhængig af mineralvand, at jeg ikke kan drikke cola mere, fordi det er alt for sødt og klistret. Det er i og for sig meget godt, men jeg savner den nydelsesfølelse, et koldt glas cola plejede at give mig.
... kan Elvis snydes til ALT, hvis bare man taler om dinosaurer. En morgen inden ferien jeg derved lokket ham til at gå hele vejen hen til skolen ved at tale om spinosaurer - hans yndlingsdino. Det øjeblik vi ramte hjørnet ved skolen, flejnede han dog helt ud. "Neeeej, jeg sagde, at jeg ikke ville gå! Det var bare fordi, vi talte om dinosaurer!"
... har jeg været meget i tvivl omkring, om jeg skal tage min gamle, smadrede cykel med hjem fra Paris eller ej. Jeg overvejer lidt, om den har hørt mine tanker, for under min sidste cykeltur til arbejde (det er ved at være for mørkt, når jeg skal hjem), flækkede bagskærmen midt over og gled ned og blokerede hjulet, så jeg gled af sadlen og bankede knæet ind i den metalholder, der vidner om en hedengangen cykelkurv. Det gjorde ondt. Mega ondt. Dumme cykel.
... er jeg helt skudt i Snubsens mærkelige fortalelser for tiden. Som da han i går var meget utilfreds med noget, jeg havde sagt: "Det må man ikke sige i denne her kærlighed!" (skulle være lejlighed...) og "Hvis du siger det, så vil jeg slet ikke være din gave!". Huh??
... har ungen derudover fået et flip med at kalde ting Elvis - "lige som mig!". Derfor kom vi også hjem fra Malta med både Elvis Edderkop og Elvis Ridder. Der var dog også en Mor Ridder og Far Ridder, men de blev altså i butikken...
Elvis og Elvis Ridder. På under 24 timer efter hjemkomst, havde jeg allerede limet ham to gange. Oh yeah...
onsdag den 19. oktober 2016
Time to say goodbye...
Mine seneste blogindlæg har ærlig talt været lidt tamme. Jeg har fablet løs om at være stresset og om rejser til Danmark i tide og utide, men jeg har ikke rigtig givet en kontekst. Der er nemlig noget, jeg ikke har fortalt.
Vi flytter tilbage til Danmark!
I ugen inden jul siger vi "au revoir" (og helt klart "à bientôt"!) til Paris og goddag igen til København. Det er en beslutning, der åbner op for mixed emotions, for det er selvfølgelig lidt ærgerligt, når man tænker på, hvor godt Elvis trives i sin skole og hvilke stormskridt hans franske sprog tager for tiden. Men så igen - jeg tror, at det bliver godt, og jeg glæder mig. Glæder mig til at være tæt på venner og familie igen. Glæder mig til at genopdage København. Glæder mig til at se Elvis få rigtige venner, når sprogbarrieren ikke længere er der. And we'll always have Paris...
Hvor skal I så bo?
På Nørrebro - i hvert fald i første omgang! Vi flytter faktisk tilbage i min singlepad, fra før jeg mødte Hippien. Min gamle forældrekøbslejlighed. Den er alt for lille til tre mennesker (54 kvm, to værelser, hvoraf stuen er i direkte sammenhæng med køkkenet), men den er der, og det betyder, at vi undgår at skulle kaste os ud i boligjagt, samtidig med at den tvinger os til virkelig at prioritere, hvad vi flytter med hjem igen. Det er cool. Senere er planen, at vi skal finde tilbage til Vesterbro.
Hvad skal I lave?
Jeg har fået nyt job pr. 1. januar - faktisk har jeg netop her til morgen modtaget kontrakten på mail. Ret heldigt, når nu jeg reelt har sagt op hernede for tre uger siden... Hippien er stadig ved at afklare sine planer, men der burde komme noget godt ud af det. Elvis skal i dansk børnehave! Vi vil rigtig gerne have en udflytterbørnehave til ham, så hvis der er nogen, der kender til nogle gode på Vesterbro, så sig endelig til! Jeg håber, at han hurtigt får en plads - heldigvis burde han komme forrest i køen pga. sin alder.
De næste par måneder kommer til at gå med en masse praktisk hejs. Jeg er i gang med at indsamle tilbud på flytning, få fikset opsigelsen af vores lejlighed, undersøge de financielle issues ift. skat, pension osv. Listen er lang og pt. ret uoverskuelig! Men én ting af gangen. Vi skal også nå at nyde Paris så meget som muligt, inden det er slut. Blandt andet har vi planlagt en weekend i Disneyland - man kan ikke have boet i Paris i to år med et lille barn uden at have været der mere end én gang! :)
Nye tider igen-igen - men denne gang rykker vi til noget velkendt. Det er ærligt talt okay!
Vi flytter tilbage til Danmark!
I ugen inden jul siger vi "au revoir" (og helt klart "à bientôt"!) til Paris og goddag igen til København. Det er en beslutning, der åbner op for mixed emotions, for det er selvfølgelig lidt ærgerligt, når man tænker på, hvor godt Elvis trives i sin skole og hvilke stormskridt hans franske sprog tager for tiden. Men så igen - jeg tror, at det bliver godt, og jeg glæder mig. Glæder mig til at være tæt på venner og familie igen. Glæder mig til at genopdage København. Glæder mig til at se Elvis få rigtige venner, når sprogbarrieren ikke længere er der. And we'll always have Paris...
Hvor skal I så bo?
På Nørrebro - i hvert fald i første omgang! Vi flytter faktisk tilbage i min singlepad, fra før jeg mødte Hippien. Min gamle forældrekøbslejlighed. Den er alt for lille til tre mennesker (54 kvm, to værelser, hvoraf stuen er i direkte sammenhæng med køkkenet), men den er der, og det betyder, at vi undgår at skulle kaste os ud i boligjagt, samtidig med at den tvinger os til virkelig at prioritere, hvad vi flytter med hjem igen. Det er cool. Senere er planen, at vi skal finde tilbage til Vesterbro.
Hvad skal I lave?
Jeg har fået nyt job pr. 1. januar - faktisk har jeg netop her til morgen modtaget kontrakten på mail. Ret heldigt, når nu jeg reelt har sagt op hernede for tre uger siden... Hippien er stadig ved at afklare sine planer, men der burde komme noget godt ud af det. Elvis skal i dansk børnehave! Vi vil rigtig gerne have en udflytterbørnehave til ham, så hvis der er nogen, der kender til nogle gode på Vesterbro, så sig endelig til! Jeg håber, at han hurtigt får en plads - heldigvis burde han komme forrest i køen pga. sin alder.
De næste par måneder kommer til at gå med en masse praktisk hejs. Jeg er i gang med at indsamle tilbud på flytning, få fikset opsigelsen af vores lejlighed, undersøge de financielle issues ift. skat, pension osv. Listen er lang og pt. ret uoverskuelig! Men én ting af gangen. Vi skal også nå at nyde Paris så meget som muligt, inden det er slut. Blandt andet har vi planlagt en weekend i Disneyland - man kan ikke have boet i Paris i to år med et lille barn uden at have været der mere end én gang! :)
Nye tider igen-igen - men denne gang rykker vi til noget velkendt. Det er ærligt talt okay!
Fra min cykeltur på vej til arbejde denne morgen - jeg kommer til at savne den udsigt!
fredag den 14. oktober 2016
Terrorfrygten
Jeg påstår altid, at Paris ikke som sådan har ændret sig af de mange terrorangreb, der har været de sidste to år. Og det synes jeg i det store hele heller ikke. Jeg synes heller ikke, at det må få lov til at ændre folk i det hele taget. Det har det ikke ret til.
Men det gør det så alligevel. Om man vil det eller ej.
I går var jeg som skrevet i Danmark (og ja, jeg kom også hjem til sidst. Kl. halv tolv om aftenen. Gaaaaah!). Jeg tog morgenflyet med Air France fra Charles De Gaulle. Ude ved gaten satte jeg mig ved siden af en høj, ganske flot sort mand i et pænt, stilet jakkesæt.
Han lignede ikke "en terrorist" - men hvad vil det overhovedet sige i disse dage? Faktum er, at han opførte sig sært. Han virkede ekstremt nervøs og sad og kastede flakkende blikke rundt i lufthavnen, mens han talte lavmeldt i telefon med høretelefoner i. Jeg overhørte, at han gentog igen og igen på engelsk "We need to finish, what we've started" som et mantra. Lidt senere gik han over til at tale på et andet sprog, men igen var der tale om gentagelser af den samme frase. Efterfølgende begyndte han at sidde og synge på det her fremmede sprog, mens han rokkede frem og tilbage.
Jeg blev sgu lidt nervøs. Måske endda lidt bange. For det var altså en atypisk opførsel. Jeg sagde ikke noget til nogen (og måske var det en fejl? Jeg ved det ikke...), men jeg sendte Hippien en "Jeg elsker dig og Elvis"-besked, just in case. Da jeg kom ombord på flyet, tog jeg mig selv i at sidde og holde øje med, om han kom ombord. Det gjorde han ikke - han skulle "heldigvis" nok med Geneve-afgangen i stedet.
Jeg er normalt ikke den nervøse type. Jeg har aldrig været bange for at flyve. Men et eller andet er der altså sket, og det irriterer mig grænseløst! Det, som sikkert bare var flyskræk for min harmløse sidemand, smittede af og blev frygt for mig. Dammit altså. Sådan skal det ikke være.
Men det er ikke til at komme uden om, at der ligger noget og lurer i baghovedet. I går var i øvrigt også dagen, hvor Elvis' skole havde anti-terror træning. Træning i at gemme sig og være stille. Det er blevet obligatorisk i franske skoler og var noget af det første, der blev nævnt til vores møde med læreren. Det er altså, hvad verden er kommet til. Alt var gået fint, og Elvis så det som en spændende, alternativ gemmeleg, hvilket vel også er måden at præsentere det for 3-årige. Men igen, de er TRE år. Og de bliver nødt til at forholde sig til sådan noget. Det er sygt...
Men det gør det så alligevel. Om man vil det eller ej.
I går var jeg som skrevet i Danmark (og ja, jeg kom også hjem til sidst. Kl. halv tolv om aftenen. Gaaaaah!). Jeg tog morgenflyet med Air France fra Charles De Gaulle. Ude ved gaten satte jeg mig ved siden af en høj, ganske flot sort mand i et pænt, stilet jakkesæt.
Han lignede ikke "en terrorist" - men hvad vil det overhovedet sige i disse dage? Faktum er, at han opførte sig sært. Han virkede ekstremt nervøs og sad og kastede flakkende blikke rundt i lufthavnen, mens han talte lavmeldt i telefon med høretelefoner i. Jeg overhørte, at han gentog igen og igen på engelsk "We need to finish, what we've started" som et mantra. Lidt senere gik han over til at tale på et andet sprog, men igen var der tale om gentagelser af den samme frase. Efterfølgende begyndte han at sidde og synge på det her fremmede sprog, mens han rokkede frem og tilbage.
Jeg blev sgu lidt nervøs. Måske endda lidt bange. For det var altså en atypisk opførsel. Jeg sagde ikke noget til nogen (og måske var det en fejl? Jeg ved det ikke...), men jeg sendte Hippien en "Jeg elsker dig og Elvis"-besked, just in case. Da jeg kom ombord på flyet, tog jeg mig selv i at sidde og holde øje med, om han kom ombord. Det gjorde han ikke - han skulle "heldigvis" nok med Geneve-afgangen i stedet.
Jeg er normalt ikke den nervøse type. Jeg har aldrig været bange for at flyve. Men et eller andet er der altså sket, og det irriterer mig grænseløst! Det, som sikkert bare var flyskræk for min harmløse sidemand, smittede af og blev frygt for mig. Dammit altså. Sådan skal det ikke være.
Men det er ikke til at komme uden om, at der ligger noget og lurer i baghovedet. I går var i øvrigt også dagen, hvor Elvis' skole havde anti-terror træning. Træning i at gemme sig og være stille. Det er blevet obligatorisk i franske skoler og var noget af det første, der blev nævnt til vores møde med læreren. Det er altså, hvad verden er kommet til. Alt var gået fint, og Elvis så det som en spændende, alternativ gemmeleg, hvilket vel også er måden at præsentere det for 3-årige. Men igen, de er TRE år. Og de bliver nødt til at forholde sig til sådan noget. Det er sygt...
torsdag den 13. oktober 2016
Jeg - et fjols
Jeg er virkelig verdens største fjols. I dag skulle jeg som sagt en sviptur til København til et møde - op kl 4.30, flyve fra Paris kl 7.15, møde i København og så retur kl 15.35. Det var planen.
Jeg kom op. Jeg kom til Danmark. Jeg kom til møde. Og så var jeg tilbage i lufthavnen 1,5 time før afgang. Flyet var en halv time forsinket, men jeg valgte at sætte mig ud til gaten til det normale afgangstidspunkt - "for en sikkerheds skyld".
Jeg sad der længe. Og læste. Og hørte jo nok også musik. Og pludselig forstod jeg ikke, at det tog SÅ lang tid. Og hvorfor talte dem omkring mig om Stockholm??
FUCK!
Gaten var blevet ændret i løbet af min halve time der, og nu var det for sent. Den nye gate var lukket, flyet klar til afgang.
Jeg har misset mit fly. Jeg har seriøst misset mit fly!
Jeg panikkede totalt, tudede måske også lidt ved desken i transfer service, og nu har jeg en ny (gratis) billet til næste afgang. Klokken 19.40. Om tre timer. Aaaargh!
Jeg har ringet og undskyldt stort til vores barnepige, som nu må lave sine planer om. Nu sidder jeg med en stor øl, hiver stadig efter vejret og bander stort.
Sikke noget lort!
I det mindste har jeg købt et dinosaurhæfte med hjem til Elvis. Kald det dårlig samvittighed.
onsdag den 12. oktober 2016
I øvrigt #11
... har jeg slet ikke haft jetlag i forbindelse med min hjemtur fra New York! Så er prisen for business class altså givet godt ud (af mit arbejde, mind you...)
... skal jeg højst sandsynligt tilbage til New York i November - henover Election Day. Dét vil være interessant!
... præsterede Snubsen i søndags på 20 minutter først at kaste op i min ene hånd i ren raseri over, at hans kammerat Villum var kommet først hen til en gorillafigur, og efterfølgende at tisse på min anden hånd, fordi det var svært at styre det der med at tisse op af et træ. Så bliver man nærmest ikke mere mor.
... var det udover den lille raseri-incident ekstremt hyggeligt at have besøg af en anden 3 årig dreng (og hans forældre!) i weekenden. Det giver mig simpelthen så meget energi at se folk hjemmefra.
... bliver jeg regelmæssigt bekræftet i, hvor meget Elvis minder om mig. Som f.eks. da han havde så travlt med at trække rundt med mig, at han gik direkte ind i døren til vores kosteskab - som altså var lukket. Han glemte bare at dreje om hjørnet.
... har Snubsen i snart lang tid været i den vildeste spørgeperiode - det inkluderer spontane spørgsmål som "Kan vores hus flyve?" efterfulgt af "Hvorfor hedder jeg ikke Lille Madsen?"
... er Hippien i Danmark i denne uge, og i morgen meget tidligt flyver jeg så også en hurtig tur til Danmark til et møde. Jeg kommer hjem igen allerede ved halv seks-tiden i morgen aften, så det er vitterlig ikke noget, Elvis kommer til at mærke - men jeg har det så sært med at efterlade ham i Frankrig alene! (Og med alene mener jeg selvfølgelig sammen med sin barnepige...)
... får Snubsen masser af ros for sin tilgang til det franske i skolen. Han er begyndt at bede om vand på fransk og inkorporere flere og flere franske ord i sit sprog (pipi, chaussons, bonne weekend osv...). Mor er stolt!
... savner jeg virkelig at danse ballet. Jeg har sådan set fundet et sted lige ved siden af mit arbejde, men jeg kan ikke få det til at hænge sammen tidsmæssigt lige nu. Æv!
... rejser vi til Malta i en uge om 10 dage. Jeg glæder mig helt vildt! Jeg halser totalt bagud på alle punkter lige nu, men på trods af det (eller måske netop pga det) bliver det virkelig godt med en pause.
... skal jeg højst sandsynligt tilbage til New York i November - henover Election Day. Dét vil være interessant!
... præsterede Snubsen i søndags på 20 minutter først at kaste op i min ene hånd i ren raseri over, at hans kammerat Villum var kommet først hen til en gorillafigur, og efterfølgende at tisse på min anden hånd, fordi det var svært at styre det der med at tisse op af et træ. Så bliver man nærmest ikke mere mor.
... var det udover den lille raseri-incident ekstremt hyggeligt at have besøg af en anden 3 årig dreng (og hans forældre!) i weekenden. Det giver mig simpelthen så meget energi at se folk hjemmefra.
... bliver jeg regelmæssigt bekræftet i, hvor meget Elvis minder om mig. Som f.eks. da han havde så travlt med at trække rundt med mig, at han gik direkte ind i døren til vores kosteskab - som altså var lukket. Han glemte bare at dreje om hjørnet.
... har Snubsen i snart lang tid været i den vildeste spørgeperiode - det inkluderer spontane spørgsmål som "Kan vores hus flyve?" efterfulgt af "Hvorfor hedder jeg ikke Lille Madsen?"
... er Hippien i Danmark i denne uge, og i morgen meget tidligt flyver jeg så også en hurtig tur til Danmark til et møde. Jeg kommer hjem igen allerede ved halv seks-tiden i morgen aften, så det er vitterlig ikke noget, Elvis kommer til at mærke - men jeg har det så sært med at efterlade ham i Frankrig alene! (Og med alene mener jeg selvfølgelig sammen med sin barnepige...)
... får Snubsen masser af ros for sin tilgang til det franske i skolen. Han er begyndt at bede om vand på fransk og inkorporere flere og flere franske ord i sit sprog (pipi, chaussons, bonne weekend osv...). Mor er stolt!
... savner jeg virkelig at danse ballet. Jeg har sådan set fundet et sted lige ved siden af mit arbejde, men jeg kan ikke få det til at hænge sammen tidsmæssigt lige nu. Æv!
... rejser vi til Malta i en uge om 10 dage. Jeg glæder mig helt vildt! Jeg halser totalt bagud på alle punkter lige nu, men på trods af det (eller måske netop pga det) bliver det virkelig godt med en pause.
Det fineste billede på væggen på vores NY-kontor. Sindssygt smukt, altså!
søndag den 9. oktober 2016
Dagens ups # 25
Vi har i længere tid praktiseret at putte Elvis i vores seng og så bære ham ind i hans egen, når vi selv skal i seng. Det fungerer meget godt, og man ligger nu engang bedre selv under putteseancen i vores seng end på gulvet foran Snubsens.
I aften puttede Hippien, mens jeg udnyttede tiden til at få klaret noget af det praktiske, der er blevet udskudt i mange måneder - nemlig at få syet Hippiens bukser. Jeg fatter ikke, hvordan den mand altid kan få alle bukser til at revne! Anyways, jeg havde altså gang i symaskinen og blandede mig uden om putningen.
Efter veloverstået syning pakker jeg så symaskinen væk og vil sætte den på plads. Den bor i skabet på Elvis' værelse, så jeg går ind, tænder de 60W i loftet, åbner skabet og rumler rundt med de to Trunki-kufferter, der også står derinde. Crash, boom, bang. Jeg sætter symaskinen ind på plads, og hører så en rumsteren bag mig, der giver mig et kæmpe chok. Dér ligger Elvis i sin seng og kigger søvndrukkent og forvirret op. "Hvad sker der, mor?"
Hoooold nu op. Jeg blev sindssygt forskrækket og følte mig også sådan cirka som den mest nederen mor. Hippien havde lige sagt, at putningen havde trukket ud - og så går jeg bare ind og saboterer totalt. Og hvor ubehageligt er det ikke at vågne af skarpt lys og en masse larm?
Stakkels dreng. Han lagde sig dog bare ned og sov videre - en noget flottere reaktion, end jeg egentlig havde fortjent!
Nu vil jeg kaste mig over den nye sæson af Skam og sy knapper i mandens jakke. De er nemlig også røget af...
I aften puttede Hippien, mens jeg udnyttede tiden til at få klaret noget af det praktiske, der er blevet udskudt i mange måneder - nemlig at få syet Hippiens bukser. Jeg fatter ikke, hvordan den mand altid kan få alle bukser til at revne! Anyways, jeg havde altså gang i symaskinen og blandede mig uden om putningen.
Efter veloverstået syning pakker jeg så symaskinen væk og vil sætte den på plads. Den bor i skabet på Elvis' værelse, så jeg går ind, tænder de 60W i loftet, åbner skabet og rumler rundt med de to Trunki-kufferter, der også står derinde. Crash, boom, bang. Jeg sætter symaskinen ind på plads, og hører så en rumsteren bag mig, der giver mig et kæmpe chok. Dér ligger Elvis i sin seng og kigger søvndrukkent og forvirret op. "Hvad sker der, mor?"
Hoooold nu op. Jeg blev sindssygt forskrækket og følte mig også sådan cirka som den mest nederen mor. Hippien havde lige sagt, at putningen havde trukket ud - og så går jeg bare ind og saboterer totalt. Og hvor ubehageligt er det ikke at vågne af skarpt lys og en masse larm?
Stakkels dreng. Han lagde sig dog bare ned og sov videre - en noget flottere reaktion, end jeg egentlig havde fortjent!
Nu vil jeg kaste mig over den nye sæson af Skam og sy knapper i mandens jakke. De er nemlig også røget af...
onsdag den 5. oktober 2016
Et New York-pip!
Godmorgen fra New York! Klokken er lidt over seks, og jeg er lige vågnet. Mit vækkeur er ellers først sat til kl. syv, men sådan er det med jetlag. Jeg synes nu, det er meget godt ramt - i Hong Kong ligger jeg ofte vågen midt på natten eller vågner maaange timer før det er nødvendigt.
I modsætning til sidste gang har jeg ikke taget løbetøj. Jeg nød ellers ret meget min løbetur i Central Park sidst, og jeg er kun kommet i bedre form siden, men jeg (og Hippien og Elvis...) var syg hele weekenden, så jeg tænker, at lidt afslapning nok er en bedre investering.
Det er igen arbejdet, der hiver mig til New York, så jeg har desværre ikke tid til meget sjov og ballade. Desværre. Det kribler i mig for at komme mere ud i byen. I går aftes var jeg faktisk tilbage på hotellet allerede lidt over ni, så jeg overvejede meget, om jeg burde gå en tur - men jeg var simpelthen så træt efter en lang arbejdsdag efterfulgt af en virkelig hyggelig middag i Jersey City med min onkel og resten af den amerikanske side af familien, at jeg allerede var faldet i søvn på vejen med toget hjem. Heldigvis var endestationen 33rd St, så jeg kørte kun én station for langt, og der var en hurtig Subway at finde derfra... Anyways, pointen er at jeg gik op i seng.
I aften bliver jeg dog nødt til at være mere vågen, for der skal jeg mødes til drinks med en bekendt fra København, som lige er flyttet herover. Det bliver fabelagtigt!
Nu vil jeg tage mig sammen til at komme op og i bad og så ud og finde noget morgenmad. Taget i betragtning, hvor sindssygt mæt jeg var i går aftes, er det absurd at jeg allerede er sulten igen. Men sådan er det. Morgemad it is...
I modsætning til sidste gang har jeg ikke taget løbetøj. Jeg nød ellers ret meget min løbetur i Central Park sidst, og jeg er kun kommet i bedre form siden, men jeg (og Hippien og Elvis...) var syg hele weekenden, så jeg tænker, at lidt afslapning nok er en bedre investering.
Det er igen arbejdet, der hiver mig til New York, så jeg har desværre ikke tid til meget sjov og ballade. Desværre. Det kribler i mig for at komme mere ud i byen. I går aftes var jeg faktisk tilbage på hotellet allerede lidt over ni, så jeg overvejede meget, om jeg burde gå en tur - men jeg var simpelthen så træt efter en lang arbejdsdag efterfulgt af en virkelig hyggelig middag i Jersey City med min onkel og resten af den amerikanske side af familien, at jeg allerede var faldet i søvn på vejen med toget hjem. Heldigvis var endestationen 33rd St, så jeg kørte kun én station for langt, og der var en hurtig Subway at finde derfra... Anyways, pointen er at jeg gik op i seng.
I aften bliver jeg dog nødt til at være mere vågen, for der skal jeg mødes til drinks med en bekendt fra København, som lige er flyttet herover. Det bliver fabelagtigt!
Nu vil jeg tage mig sammen til at komme op og i bad og så ud og finde noget morgenmad. Taget i betragtning, hvor sindssygt mæt jeg var i går aftes, er det absurd at jeg allerede er sulten igen. Men sådan er det. Morgemad it is...
Udsigten fra et mødelokale på vores Jersey City-kontor. Mindblowing! Mit efterfølgende møde var med udsigt til Frihedsgudinden...
torsdag den 29. september 2016
Den evigt ubelejlige sygdom
Åhh, hvor kommer den dog bare med dårlig timing. Den der sygdom. Og ja, jeg ved godt, at timingen reelt aldrig er god for sygdom, men stadig væk!
Elvis har været snotforkølet stort set siden skolestart. Det kommer egentlig ikke som den store overraskelse, og på mange måder er jeg ret sikker på, at vi har været rimelig forskånet! Han havde lige spontant feber i mandags, men det var væk næste morgen - og ellers har det bare handlet om en stoppet næse kun afbrudt af en løbende næse. Super.
Jeg kan sagtens leve med det niveau af Elvis-sygdom. Men jeg gider altså ikke selv mere!
Forrige uge var jeg på weekend i Baden Baden med min mor. Vores årlige tradition. Det var endda vores tiende år, så hotellet havde disket op med en virkelig lækker champagne. Fantastisk - altså det, jeg kunne smage af den! Jeg var snotforkølet. Havde endda nok taget en sygedag den fredag, hvis ikke det i forvejen havde været en fridag. Men det gik - kombinationen af godt med søvn, en løbetur til at sætte gang i systemet og så en masse selvpleje i form af massage og spa gjorde, at jeg faktisk var helt frisk igen søndag.
Så gik der to uger, og nu er vi her. Og jeg har det sååååå skidt! Jeg har ondt i halsen, og jeg fryser helt vildt, lige indtil jeg tager en panodil. Så sveder jeg. Ikke et godt tegn. Særligt fordi Hippien og jeg i aften skal ud og spise på en sushirestaurant, som jeg har fået anbefalet af min japanske kollega (dety kan kun være godt!) og fordi vi faktisk leger kraftigt med tanken om at tage i Disneyland i weekenden for at opleve deres Halloween-tema. Nå ja - og så rejser jeg i øvrigt til New York på mandag.
Just freaking great...
Af forskellige årsager (som jeg ikke lige kan dele endnu - see what I did there? En ægte blogger teaser - pisse irriterende!) er jeg nødt til at tage på arbejde i morgen. Så sygdom er bare NO GO. Jeg nægter. Men jeg synes bare ikke, min krop lytter.
Nå. Jeg prøver. Sushien lokker og jeg har lige taget en panodil mere. Og så taler vi ikke mere om det, vel?
Elvis har været snotforkølet stort set siden skolestart. Det kommer egentlig ikke som den store overraskelse, og på mange måder er jeg ret sikker på, at vi har været rimelig forskånet! Han havde lige spontant feber i mandags, men det var væk næste morgen - og ellers har det bare handlet om en stoppet næse kun afbrudt af en løbende næse. Super.
Jeg kan sagtens leve med det niveau af Elvis-sygdom. Men jeg gider altså ikke selv mere!
Forrige uge var jeg på weekend i Baden Baden med min mor. Vores årlige tradition. Det var endda vores tiende år, så hotellet havde disket op med en virkelig lækker champagne. Fantastisk - altså det, jeg kunne smage af den! Jeg var snotforkølet. Havde endda nok taget en sygedag den fredag, hvis ikke det i forvejen havde været en fridag. Men det gik - kombinationen af godt med søvn, en løbetur til at sætte gang i systemet og så en masse selvpleje i form af massage og spa gjorde, at jeg faktisk var helt frisk igen søndag.
Så gik der to uger, og nu er vi her. Og jeg har det sååååå skidt! Jeg har ondt i halsen, og jeg fryser helt vildt, lige indtil jeg tager en panodil. Så sveder jeg. Ikke et godt tegn. Særligt fordi Hippien og jeg i aften skal ud og spise på en sushirestaurant, som jeg har fået anbefalet af min japanske kollega (dety kan kun være godt!) og fordi vi faktisk leger kraftigt med tanken om at tage i Disneyland i weekenden for at opleve deres Halloween-tema. Nå ja - og så rejser jeg i øvrigt til New York på mandag.
Just freaking great...
Af forskellige årsager (som jeg ikke lige kan dele endnu - see what I did there? En ægte blogger teaser - pisse irriterende!) er jeg nødt til at tage på arbejde i morgen. Så sygdom er bare NO GO. Jeg nægter. Men jeg synes bare ikke, min krop lytter.
Nå. Jeg prøver. Sushien lokker og jeg har lige taget en panodil mere. Og så taler vi ikke mere om det, vel?
Fra Baden Baden - men jeg har faktisk samme buksedragt på i dag. Min yndlings fra Gestuz!
torsdag den 22. september 2016
Et nyt naboproblem
I må hjælpe mig - hvor går grænserne for venlighed? Og ikke mindst god opførelse?
Det drejer sig om vores underboer. Vores marokkanske underboer med den gamle gris af en mand. Siden hans forsøg på at gentage successen har jeg med held undgået ham - forstået på den måde, at når jeg ser ham ved sin café, går jeg over på den anden side af gaden eller drejer diskret rundt om et hjørne. Jeg vil ikke tale med ham.
Men nu er hans familie jo så kommet hjem fra Marokko. Hans smilende, relativt unge kone og deres to søde børn. En pige på ca. 12 og en dreng på fem. Drengen på fem går på samme skole som Elvis, bare to klasser over, så jeg har mødt dem mange morgener og pænt sagt "Bonjour".
Tirsdag morgen ringede det så på døren, mens Elvis og jeg sad og spiste morgenmad. Det var datteren fra nedenunder, som forklarede, at hendes mor var syg, og om jeg måske kunne følge hendes bror med i skole sammen med Elvis? Selvfølgelig. Ingen tvivl om det.
Fast forward til næste morgen - jeg kommer ned af trappen sammen med Elvis. Jeg når endda ud i gården og hente min cykel, da jeg kan høre deres dør gå op, og drengen kommer ud og spørger, om han må gå med igen? Moderen kommer ud og forklarer, at hun har arbejdet til kl. tre og er helt smadret, og om jeg er sikker på, at det ikke er et problem? Selvfølgelig ikke. Jeg hjælper da, det er jo samme skole.
Og så var der i morges. Vi kom ned, jeg hentede min cykel og underboens dreng var klar. Denne gang spurgte de ikke engang, men han vinkede bare til sin mor og gik med. Hmmm...
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal håndtere det her. Jeg vil jo gerne være høflig - og det er jo som sagt samme skole, så det betyder jo ikke det store. Men så igen - det er mine 10 minutter om morgenen, hvor jeg dels kan gå og snakke lidt med Elvis, dels har tid til at fjolle og dels kan tage lidt kampe med ham, som når han mener, at han ikke kan gå og skal bæres. Det kan jeg ikke, når jeg har en fransktalende dreng med også, som jeg forsøger at kommunikere med. Der går ærligt talt noget af Elvis og ikke mindst af mig.
Men samtidig har jeg ondt af den lille dreng (hvis navn jeg simpelthen ikke kan gennemskue lige meget hvor ofte han fortæller mig det). Han åbner sig mere og mere for mig, og i morges fortalte han, at hans mor og far begge arbejdede på caféen hver aften, og så var han hjemme med sin søster. Caféen lukker kl. 2. HVER aften. Det er fandme synd! Når han i forvejen har så lidt voksenkontakt, hvordan kan jeg så afvise ham?
Men så er der også det, at jeg bliver lidt sur. For jeg skylder fanden fisme ikke den familie noget, når faderen er sådan! Og det er da vildt dårlig stil bare at antage, at det er en fast aftale efter to gange? Hvad blev der af normal høflighed? I øvrigt snakker vi en gåtur på fem minutter hver vej med det tempo, underboens dreng går i, så er det virkelig så svært for moderen (eller faderen, men ham regner jeg ikke for noget...) at holde sig vågen lige i de ekstra 10 minutter? For sin drengs skyld?
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg kan ikke afvise den lille dreng lige op i hans hoved om morgenen, men samtidig har jeg ikke lyst til, at det skal fortsætte. Vi har ingen muligheder for at snige os ned uden at de opdager det. Jeg hælder til at tage fat i moderen på et andet tidspunkt, og så måske tilbyde at hjælpe fast to-tre dage om ugen - derigennem gøre det klart, at de andre dage ikke dur, men selv ved det føler jeg mig egentlig lidt udnyttet.
Bah, den er altså svær!
Det drejer sig om vores underboer. Vores marokkanske underboer med den gamle gris af en mand. Siden hans forsøg på at gentage successen har jeg med held undgået ham - forstået på den måde, at når jeg ser ham ved sin café, går jeg over på den anden side af gaden eller drejer diskret rundt om et hjørne. Jeg vil ikke tale med ham.
Men nu er hans familie jo så kommet hjem fra Marokko. Hans smilende, relativt unge kone og deres to søde børn. En pige på ca. 12 og en dreng på fem. Drengen på fem går på samme skole som Elvis, bare to klasser over, så jeg har mødt dem mange morgener og pænt sagt "Bonjour".
Tirsdag morgen ringede det så på døren, mens Elvis og jeg sad og spiste morgenmad. Det var datteren fra nedenunder, som forklarede, at hendes mor var syg, og om jeg måske kunne følge hendes bror med i skole sammen med Elvis? Selvfølgelig. Ingen tvivl om det.
Fast forward til næste morgen - jeg kommer ned af trappen sammen med Elvis. Jeg når endda ud i gården og hente min cykel, da jeg kan høre deres dør gå op, og drengen kommer ud og spørger, om han må gå med igen? Moderen kommer ud og forklarer, at hun har arbejdet til kl. tre og er helt smadret, og om jeg er sikker på, at det ikke er et problem? Selvfølgelig ikke. Jeg hjælper da, det er jo samme skole.
Og så var der i morges. Vi kom ned, jeg hentede min cykel og underboens dreng var klar. Denne gang spurgte de ikke engang, men han vinkede bare til sin mor og gik med. Hmmm...
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal håndtere det her. Jeg vil jo gerne være høflig - og det er jo som sagt samme skole, så det betyder jo ikke det store. Men så igen - det er mine 10 minutter om morgenen, hvor jeg dels kan gå og snakke lidt med Elvis, dels har tid til at fjolle og dels kan tage lidt kampe med ham, som når han mener, at han ikke kan gå og skal bæres. Det kan jeg ikke, når jeg har en fransktalende dreng med også, som jeg forsøger at kommunikere med. Der går ærligt talt noget af Elvis og ikke mindst af mig.
Men samtidig har jeg ondt af den lille dreng (hvis navn jeg simpelthen ikke kan gennemskue lige meget hvor ofte han fortæller mig det). Han åbner sig mere og mere for mig, og i morges fortalte han, at hans mor og far begge arbejdede på caféen hver aften, og så var han hjemme med sin søster. Caféen lukker kl. 2. HVER aften. Det er fandme synd! Når han i forvejen har så lidt voksenkontakt, hvordan kan jeg så afvise ham?
Men så er der også det, at jeg bliver lidt sur. For jeg skylder fanden fisme ikke den familie noget, når faderen er sådan! Og det er da vildt dårlig stil bare at antage, at det er en fast aftale efter to gange? Hvad blev der af normal høflighed? I øvrigt snakker vi en gåtur på fem minutter hver vej med det tempo, underboens dreng går i, så er det virkelig så svært for moderen (eller faderen, men ham regner jeg ikke for noget...) at holde sig vågen lige i de ekstra 10 minutter? For sin drengs skyld?
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg kan ikke afvise den lille dreng lige op i hans hoved om morgenen, men samtidig har jeg ikke lyst til, at det skal fortsætte. Vi har ingen muligheder for at snige os ned uden at de opdager det. Jeg hælder til at tage fat i moderen på et andet tidspunkt, og så måske tilbyde at hjælpe fast to-tre dage om ugen - derigennem gøre det klart, at de andre dage ikke dur, men selv ved det føler jeg mig egentlig lidt udnyttet.
Bah, den er altså svær!
mandag den 12. september 2016
Sommer i Paris - en opsamling
Selv om vejret heldigvis ikke helt har opdaget det endnu (det bliver 33 grader på onsdag...), så er sommeren slut. Vi er allerede halvvejs inde i September. Så jeg tænkte, at det var passende at rapportere på, hvordan det gik med vores sommer-i-Paris og mine mange planer. Nogle af tingene er jo nok blevet nævnt herinde før, men det er nu meget rart at få samlet op på det hele.
* Bastilledag - tjek!
Det var vi til. Det var en fin oplevelse, selv om den jo desværre blev overskygget af hændelsen i Nice. Som jeg skrev, var Elvis lidt utilpas over paraden, mens den stod på, men til gengæld har han ikke talt om andet en militærfly siden. Faktisk tæller normale fly ikke mere - han vil kun flyve til Danmark i militærfly. Så det leger vi..
*Gratis danseundervisning ved Seinen - tjek!
Hippien og jeg brugte en aften ved Seinens bred, kun afbrudt af en hyggelig middag ude på Île Saint-Louis. Champagne, solnedgang, dans og god stemning. En perfekt sommeraften.
* La Nuit Aux Invalides - tjek!
Okay, det var måske lidt overvurderet, men det var nu ret flot. Og hyggeligt. Og lettere blodigt og voldsomt, så godt at vi ikke havde Snubsen med... Frankrigs historie incl. den franske revolution blev illustreret med lys og lyd, mens folk sad på jorden på gårdspladsen. Det var nu cool nok.
* Centre Aquatic de Neiully-sur-Seine - tjek!
En rigtig fin svømmehal, og Elvis var ikke til at få med hjem igen. Udeområdet var dog ret lille, så det skal ikke være det, man tager derud for. Til gengæld var vi så også i Aquaboulevard på en af de varmeste dage, og det var vandland og solbadning for alle pengene. Herligt.
* Parc de la Villette - tjek!
Først var vi derude til Paris Plage og senere var Elvis og jeg en tur derude for at tage på legeplads. Fantastisk park, som virkelig kan anbefales. Desværre har vi næsten en time hver vej, så det bliver ikke hver weekend, at vi kommer derud. Men jeg gad godt.
* La Conciergerie - tjek!
Ærligt talt, det var lidt en fuser. Altså, det var en rigtig flot bygning, men det var som om, at det var lidt halvkøbt. "Se denne celle, det er næsten den, som Marie-Antoinette sad i. Det er faktisk ikke sikkert, at den lå lige her." "Fangerne kunne også købe sig til disse lidt mere luksuriøse celler. Men nok ikke i det her fængsel. Eller, det ved vi faktisk ikke rigtig." "Det her var køkkenet. Men lige nu er det så et tomt rum med et langbord, hvor der sidder to teenagere og roder med deres telefoner". I ved, hvad jeg mener. Det var sgu lidt skuffende.
* La Promenade Plantée - nope.
Det må blive en anden god gang - det har faktisk også været for varmt til de lange gåture.
* Grand Palais - nope.
Den må også videre på efterårslisten. Jeg skal faktisk også på Institut du Monde Arabe med arbejdet om et par uger, så der kommer lige et ekstra kulturpunkt med.
* Rock En Seine - tjek!
Og det var fedt!! Perfekt vejr, god stemning og fed musik, mens Snubsen hyggede med mormor. Festivalen sluttede officielt søndag kl. halv tolv, men vi var rendt ind i nogle af mine gamle bekendte fra Sverige, og på en eller anden måde blev festival til cocktailbar til nat-bistro med burgere og escargots kl. tre om natten. Vi var hjemme kl. halv fem efter den sjoveste dag, nat og festival i det hele taget. Hippien og jeg taler allerede om, om vi skal indføre den festival som en tradition, når vi engang flytter til Danmark igen. Luksus festival, men stadig festival.
Derudover blev det jo også til gratis koncert med Balthazar ved Hotel de Ville og en skøn aften på vores yndlingsrestaurant på Montmarte - og hele fire besøg for Elvis på dinosaurmuseet! Alt i alt kan man vist ikke sige, at vi ikke fik holdt sommerferie - selv om vi "bare" blev hjemme i Paris.
Fantastisk koncert med Balthazar - Malmöfestivalen på fransk...
Det bedste af det hele er, at sommerstemningen stadig er der. Solen skinner og næste weekend skal jeg til Baden-Baden. Wuhuu!
fredag den 9. september 2016
Mig-tid og os-tid
Jeg elsker min søn, og jeg elsker at være mor. Det er der (forhåbentlig) nok ikke nogen, der er i tvivl om, men lad mig lige understrege det én gang for alle. For når det er sagt, så elsker jeg godt nok også bare at være mig! Caroline. Ikke mor.
I går var jeg forbi Hard Rock Café her i Paris til et gratis akustisk arrangement med forsangeren fra Alter Bridge, Myles Kennedy. Og lige dér, mens jeg stod med en Budweiser og ventede på, at han gik på, følte jeg mig 100% som mig anno 2010. Ung og ubekymret til et musikarrangement. Godt nok havde jeg arbejdscomputeren ved fødderne og en Snubs, som jeg skulle skynde mig hjem til bagefter, fordi Hippien skulle af sted til Danmark, men lige dér talte det ikke rigtig. Jeg var bare mig.
Og det er så vigtig en følelse. Det er vigtigt, at være sig selv. Det gjorde mig helt høj og gav mig masser af ny energi til at skynde mig hjem og hygge med Elvis. Fordi der var plads til begge dele.
Det er vigtigt at være sig selv, og det er vigtigt at være kærester og ikke "bare" forældre. Forleden sad jeg i en pause og læste gamle indlæg igennem fra min tidligere blog (som stadig ligger online). Jeg læste om og så billeder fra min og Hippiens første tur til Paris, og jeg blev helt nyforelsket igen i både byen og manden - men altså mest manden. For at være ærlig, så har det ikke altid været lige let at balancere et fremmed land, job, barn og kæresterier i de her par år. Vi har gjort vores bedste, og vi har helt sikkert ikke haft det svært i den store målestok, men der har været op- og nedture. Som det må forventes. Men hvor er det vigtigt så nogle gange at tage tiden til at kigge tilbage på de gode minder - i hvert fald for mig - for det giver mig vildt meget ekstra blod på tanden til at lave flere gode minder. Det lille ekstra skub.
Jeg vil have et liv, hvor jeg nogle gange ryger tilbage til 2010 og ego-Caroline, og nogle gange ryger tilbage til 2011 og nyforelsket-Caroline - og så det meste af tiden bliver i nutids-Caroline og nyder min familie. Der skal være plads til det hele.
Det er nemt nok at sige nu, hvor vi har en barnepige ved hånden og relativt nemt kan planlægge aftener uden Elvis. Men det er HELT sikkert, at når vi engang flytter hjem til Danmark igen (og det kommer til at ske...), så skal vi også finde os en barnepige der eller få gang i en god pasningsbytteordning med venner og familie. For der skal være tid til mig, og der skal være tid til os - altså mig og Hippien. Det er et energitilskud og en investering, der ikke kan sættes en pris på.
Af samme årsag glæder jeg mig helt vildt til min årlige tur til Baden Baden med min mor, som er i næste uge. Velvære og afslapning og masser af tid til at snakke. Men først rejser jeg lige med Snubsen til Danmark i aften og joiner far, så vi kan tage til farmors fødselsdag i morgen. Sidste weekend var jeg også i Danmark til kombineret bryllup og barnedåb. Oh yeah, sommerferien er i den grad slut og det travleste efterår i mands minde er gået i gang. Men det er mere end okay - det er jo gode ting. Jeg skal bare liiige også finde tiden til at skrive om det. :)
I går var jeg forbi Hard Rock Café her i Paris til et gratis akustisk arrangement med forsangeren fra Alter Bridge, Myles Kennedy. Og lige dér, mens jeg stod med en Budweiser og ventede på, at han gik på, følte jeg mig 100% som mig anno 2010. Ung og ubekymret til et musikarrangement. Godt nok havde jeg arbejdscomputeren ved fødderne og en Snubs, som jeg skulle skynde mig hjem til bagefter, fordi Hippien skulle af sted til Danmark, men lige dér talte det ikke rigtig. Jeg var bare mig.
Og det er så vigtig en følelse. Det er vigtigt, at være sig selv. Det gjorde mig helt høj og gav mig masser af ny energi til at skynde mig hjem og hygge med Elvis. Fordi der var plads til begge dele.
Det er vigtigt at være sig selv, og det er vigtigt at være kærester og ikke "bare" forældre. Forleden sad jeg i en pause og læste gamle indlæg igennem fra min tidligere blog (som stadig ligger online). Jeg læste om og så billeder fra min og Hippiens første tur til Paris, og jeg blev helt nyforelsket igen i både byen og manden - men altså mest manden. For at være ærlig, så har det ikke altid været lige let at balancere et fremmed land, job, barn og kæresterier i de her par år. Vi har gjort vores bedste, og vi har helt sikkert ikke haft det svært i den store målestok, men der har været op- og nedture. Som det må forventes. Men hvor er det vigtigt så nogle gange at tage tiden til at kigge tilbage på de gode minder - i hvert fald for mig - for det giver mig vildt meget ekstra blod på tanden til at lave flere gode minder. Det lille ekstra skub.
Jeg vil have et liv, hvor jeg nogle gange ryger tilbage til 2010 og ego-Caroline, og nogle gange ryger tilbage til 2011 og nyforelsket-Caroline - og så det meste af tiden bliver i nutids-Caroline og nyder min familie. Der skal være plads til det hele.
Det er nemt nok at sige nu, hvor vi har en barnepige ved hånden og relativt nemt kan planlægge aftener uden Elvis. Men det er HELT sikkert, at når vi engang flytter hjem til Danmark igen (og det kommer til at ske...), så skal vi også finde os en barnepige der eller få gang i en god pasningsbytteordning med venner og familie. For der skal være tid til mig, og der skal være tid til os - altså mig og Hippien. Det er et energitilskud og en investering, der ikke kan sættes en pris på.
Af samme årsag glæder jeg mig helt vildt til min årlige tur til Baden Baden med min mor, som er i næste uge. Velvære og afslapning og masser af tid til at snakke. Men først rejser jeg lige med Snubsen til Danmark i aften og joiner far, så vi kan tage til farmors fødselsdag i morgen. Sidste weekend var jeg også i Danmark til kombineret bryllup og barnedåb. Oh yeah, sommerferien er i den grad slut og det travleste efterår i mands minde er gået i gang. Men det er mere end okay - det er jo gode ting. Jeg skal bare liiige også finde tiden til at skrive om det. :)
torsdag den 1. september 2016
En stærk lille skoledreng
Første skoledag er slut. Elvis sover lur på anden time nu. Han var helt færdig. Det var Hippien og jeg faktisk også, så vi tog det som en familielur, hvor jeg så listede ud for en halv times tid siden.
Det var en vild morgen. Snubsen var lidt beklemt, men også stolt over situationen. Så snart han så skolen, løb han derhen. Det var spændende. Han ventede tålmodigt på at få lov til at gå ind, hvorefter han nærmest med det samme fandt noget legetøj i det store rum, som han ville i gang med. Men nej. Ikke endnu. Vi fik identificeret hans klassenummer, og så gik vi ellers derned. Hængte hans skoletaske på gangen, fandt hans navneskilt og konvolutten med hans navn på fuldt af administrative papirer, og så satte han sig ellers og legede med dyr ved et bord.
Alt var godt. Elvis legede. Og så ringede hun med klokken. Klokken, der betød, at nu skulle forældrene gå.
Føj for... 90% af børnene græd, og Elvis var absolut et af dem. "Nej mor, du må ikke gå. Moaaaar, jeg vil med. Jeg vil med!". Av i mit hjerte. Bare at høre det for mig i hovedet nu, giver stik i brystet. Det var slemt. Men vi gik og døren blev lukket.
Hippien og jeg var rystede i vores grundvold. Han ér for lille. De var alle for små. Franskmændene er sindssyge!
Så gik vi ned på vores lokale bistro for at få en kop kaffe. Dér sad en gruppe på 8-9 andre forældre fra lige præcis Elvis' klasse. De genkendte os og inviterede os ned ved siden af. De var virkelig flinke. Og totalt afslappede! Flere af dem havde ældre børn på skolen i forvejen, og så var de jo alle bekendte med det franske system. De smilede lidt af vores ubehag. Men de var flinke. Det var rart at have nogle at vende det hele med.
Klokken halv tolv - to timer efter vi var blevet smidt ud - hentede vi Elvis igen. Vi kunne næsten ikke vente. Han kom storsmilende løbende hen til os og fortalte, at han havde drukket vand af en orange kop og at læreren havde sunget sange, men han havde bare lyttet. Og hvorfor kom vi egentlig nu? Hvorfor måtte han ikke blive?
Børn er skøre. Skideskøre og fuldkommen fantastiske!
Nu ser vi, hvordan det går i morgen. Måske skal han have lov til at blive til kl 15, omend det indbefatter frokost og lur derovre. Det lader jeg Hippien om at bestemme, da jeg flyver til Danmark i morgen tidlig. Det er i hvert fald sikkert, at vi allerede i næste uge bør begynde at lade ham blive længere - som minimum onsdag, hvor han så kan blive hentet efter frokost, og ellers tirsdag og fredag, hvor skolen slutter kl. 15. Mandag og torsdag er det først 16.30, og det synes jeg altså er lige voldsomt nok. Endnu.
onsdag den 31. august 2016
Første skoledag
I morgen er det Elvis' første skoledag. Skoledag. Godt nok i det franske system, men stadig. Ecole Maternelle. Skole. F-U-C-K!
Jeg har egentlig været ret afslappet omkring det sådan cirka indtil i går. Så slog det. Det er jo sindssygt. Min lillebitte dreng. I et skolesystem - på fransk, som er et sprog, han indtil videre slet ikke taler.
Og samtidig er han så stolt. Han glæder sig. Han synes, det er spændende. Men kommer det til at holde? Eller kommer han til at tudbrøle allerede i morgen? Åhh, hvor jeg gruer for det.
Men jeg lader ham det selvfølgelig ikke vide. Slet ikke. Vi taler positivt om det, for det ér jo positivt. Det skal det være. Det bliver en oplevelse, og det bliver godt for ham med andre børn. Jeg håber bare virkelig, at sproget kommer hurtigt. Han er i forvejen en lille forsigtig én, og det bliver ikke mindre af, at han ikke kan kommunikere. Men eneste vej ud af det, ér nu engang at kaste sig ud i det, og så selvfølgelig være der til at støtte de svære stunder. We know.
Skolebarn.
Wow.
Jeg har egentlig været ret afslappet omkring det sådan cirka indtil i går. Så slog det. Det er jo sindssygt. Min lillebitte dreng. I et skolesystem - på fransk, som er et sprog, han indtil videre slet ikke taler.
Og samtidig er han så stolt. Han glæder sig. Han synes, det er spændende. Men kommer det til at holde? Eller kommer han til at tudbrøle allerede i morgen? Åhh, hvor jeg gruer for det.
Men jeg lader ham det selvfølgelig ikke vide. Slet ikke. Vi taler positivt om det, for det ér jo positivt. Det skal det være. Det bliver en oplevelse, og det bliver godt for ham med andre børn. Jeg håber bare virkelig, at sproget kommer hurtigt. Han er i forvejen en lille forsigtig én, og det bliver ikke mindre af, at han ikke kan kommunikere. Men eneste vej ud af det, ér nu engang at kaste sig ud i det, og så selvfølgelig være der til at støtte de svære stunder. We know.
Skolebarn.
Wow.
torsdag den 25. august 2016
I øvrigt #10
... har vi i dag tilføjet dinosaur nr. 12, 13 og 14 til Elvis' samling. Toiletkoden blev nemlig endelig knækket, og så fortjener man altså en gave!
... har det været 36 grader i Paris i dag, og det er altså for meget af det gode. Så vi har gemt os hjemme, bortset fra den korte udflugt til legetøjsbutikken.
... var i går næsten lige så varm, så vi brugte det meste af dagen i vandlandet Aquaboulevard sammen med åndssvagt mange andre mennesker. Det var nu stadig det værd at have adgang til vand (og en vandrutsjebane inde i en hval!) hele dagen.
... var jeg på grund af de mange mennesker indstillet på, at vi skulle tage tidlig af sted, så jeg understregede over for Hippien, at vi burde stå op og tage af sted, så snart Elvis vågnede. Normalt er det omkring kl. 8 - det blev så kl. 10.15 i går!?
... er Elvis langt om længe gået fra at spørge "Hvad er det fordi?" til "Hvorfor?". I samme omgang er der stå blevet skruet voldsomt op for mængden af spørgsmål. Som i konstant. Hele tiden.
... har jeg lidt opgivet den der armyjakke med slangen. Da jeg modtog eksemplar nr. 2, havde den samme produktionsfejl. Goddammit altså!
... begynder Rock En Seine i morgen og jeg glæder mig! Festivaaaaaaal!
... forventes de 30+ grader at fortsætte hele weekenden, så festivalen bliver faktisk nok også en pænt hård omgang. Hvorfor ejer jeg ikke en hat??
... er det lige gået op for mig, at jeg faktisk heller ikke ejer festivalegnede sandaler. Hvordan er jeg blevet sådan en rookie?
... har jeg lige kværnet en Magnum og overvejer seriøst at snuppe en til. Tror bare det bliver et glas koldt hvidvin. Undskyld mor, den var egentlig købt til dig. Køber en ny i morgen!
... har det været 36 grader i Paris i dag, og det er altså for meget af det gode. Så vi har gemt os hjemme, bortset fra den korte udflugt til legetøjsbutikken.
... var i går næsten lige så varm, så vi brugte det meste af dagen i vandlandet Aquaboulevard sammen med åndssvagt mange andre mennesker. Det var nu stadig det værd at have adgang til vand (og en vandrutsjebane inde i en hval!) hele dagen.
... var jeg på grund af de mange mennesker indstillet på, at vi skulle tage tidlig af sted, så jeg understregede over for Hippien, at vi burde stå op og tage af sted, så snart Elvis vågnede. Normalt er det omkring kl. 8 - det blev så kl. 10.15 i går!?
... er Elvis langt om længe gået fra at spørge "Hvad er det fordi?" til "Hvorfor?". I samme omgang er der stå blevet skruet voldsomt op for mængden af spørgsmål. Som i konstant. Hele tiden.
... har jeg lidt opgivet den der armyjakke med slangen. Da jeg modtog eksemplar nr. 2, havde den samme produktionsfejl. Goddammit altså!
... forventes de 30+ grader at fortsætte hele weekenden, så festivalen bliver faktisk nok også en pænt hård omgang. Hvorfor ejer jeg ikke en hat??
... er det lige gået op for mig, at jeg faktisk heller ikke ejer festivalegnede sandaler. Hvordan er jeg blevet sådan en rookie?
... har jeg lige kværnet en Magnum og overvejer seriøst at snuppe en til. Tror bare det bliver et glas koldt hvidvin. Undskyld mor, den var egentlig købt til dig. Køber en ny i morgen!
fredag den 19. august 2016
Noget om første feriedag og en opfølgning...
Min sommerferie startede rigtig i dag. Jeg havde lige et formiddagsmøde, men derefter lukkede jeg ned og fulgte kun lidt med på eventuelle mails via telefonen (der kom én - klokken kvart over fem!). Resten af dagen stod i Snubsens tegn, og vi startede hårdt ud med at lege både med Brio og Duplo. Klassikere. Frokosten blev efter Elvis' ønske indtaget som "picnic" inde på hans værelse - noget jeg faktisk synes er ret hyggeligt.
Om eftermiddagen havde jeg egentlig tænkt, at vi skulle et eller andet - rangerende fra bare en tur på legeplads til en længere udflugt. Men nej. Elvis ville helst bare gerne sidde og putte tæt i sofaen. Jeg prøvede endda at lokke med, at vi i det mindste lige kunne gå ned og hente nye batterier til hans legetøj, men fik bare svaret "Du må godt gå ned og købe ind selv, så passer jeg på huset imens". Så i sidste ende kom vi slet ikke uden for en dør i dag, for helt ærligt - jeg sov virkelig ringe i nat, så der skulle ikke meget overtalelse til for, at vi tog en eftermiddag på sofaen med nærhed og tegnefilm, kortvarigt dog afbrudt af en gang gemmeleg. Det var så rart og tydeligvis noget, Snubsen også havde brug for.
Det er så vildt, så meget seperationsangst ungen har for tiden. Det er nærmest på niveau med, da han var baby. Jeg må ikke gå nogen vegne, jeg skal bare sidde og holde ham i hånden. Og det vil jeg jo også gerne, men det giver godt nok nogle udfordringer engang imellem. Jeg mener - jeg er alene med ham i denne weekend, og vi skal jo f.eks. spise! Men i dag gik det takket være fryseren og rester.
Han er netop faldet i søvn efter en længere putteseance, hvor han nemt fik mig overtalt til at "snyde" - dvs. læse tre bøger i stedet for to - og de tre blev så læst med ham tumlende rundt i sengen og ovenpå mig. Skøre unge. Da han så endelig havde lagt sig, og jeg forsøgte mig med en godnatsang, bad han om "den med prinsessen og troldmanden - den hvor prinsessen får en blomst af det gamle gulvtæppe!". Øhh, say what? Det viste sig at være Aladdin, han tænkte på - og således sluttede hans dag med, at vi skrålede "Et helt nyt liv" i kor - tre gange. Vi var nødt til at synge den sammen, fordi "den skal synges rigtig STÆRKT". Hold nu kæft, hvor jeg elsker den skøre unge. Jeg ville ønske, at jeg havde kunnet optage det, men samtidig var det også meget rart, at telefonen lå langt væk i et andet rum. Det var bare ham og mig.
Noget helt andet er, at nogle har adspurgt en opfølgning på situationen med underboen, så den kommer her. Jeg rendte ind i ham i onsdags. Elvis og jeg havde været ovre at købe ind, da jeg på vejen ned af vores gade så et par af hans "håndlangere" (nok nærmere ansatte på restauranten, men der er altså lidt mafia over det hele...), som var i gang med at polere hans store Audi. Manden selv stod nede foran vores gadedør. Fuck. Der var ingen vej uden om, så jeg gik imod ham og sagde pænt "Bonjour" og "Ca va" og takkede for sidst. Hans respons var straks at spørge, om ikke vi skulle gøre det igen på lørdag? Nej tak. I mit forsøg på at forklare, hvorfor det ikke gik, fik jeg nævnt, at Hippien var i Danmark, så jeg var alene med Elvis - og pludselig ville han selvfølgelig komme op samme aften med en flaske champagne... NEJ TAK! Jeg blev ved med at afvise høfligt og fik Snubsen og vores indkøb ind i elevatoren - som han så åbner døren til og nærmest tiggende bliver ved med at forsøge at overtale mig. For lige om lidt kom hans familie jo hjem, så det skulle være nu... For sidste gang, NEJ TAK! Til sidst opgav han (for now, I guess...) og jeg fik lov til at lukke døren til elevatoren og køre op.
Suk. Bare freaking, fucking suk. Jeg dobbelttjekker ekstra meget, at dørene er låst for tiden...
Om eftermiddagen havde jeg egentlig tænkt, at vi skulle et eller andet - rangerende fra bare en tur på legeplads til en længere udflugt. Men nej. Elvis ville helst bare gerne sidde og putte tæt i sofaen. Jeg prøvede endda at lokke med, at vi i det mindste lige kunne gå ned og hente nye batterier til hans legetøj, men fik bare svaret "Du må godt gå ned og købe ind selv, så passer jeg på huset imens". Så i sidste ende kom vi slet ikke uden for en dør i dag, for helt ærligt - jeg sov virkelig ringe i nat, så der skulle ikke meget overtalelse til for, at vi tog en eftermiddag på sofaen med nærhed og tegnefilm, kortvarigt dog afbrudt af en gang gemmeleg. Det var så rart og tydeligvis noget, Snubsen også havde brug for.
Det er så vildt, så meget seperationsangst ungen har for tiden. Det er nærmest på niveau med, da han var baby. Jeg må ikke gå nogen vegne, jeg skal bare sidde og holde ham i hånden. Og det vil jeg jo også gerne, men det giver godt nok nogle udfordringer engang imellem. Jeg mener - jeg er alene med ham i denne weekend, og vi skal jo f.eks. spise! Men i dag gik det takket være fryseren og rester.
Han er netop faldet i søvn efter en længere putteseance, hvor han nemt fik mig overtalt til at "snyde" - dvs. læse tre bøger i stedet for to - og de tre blev så læst med ham tumlende rundt i sengen og ovenpå mig. Skøre unge. Da han så endelig havde lagt sig, og jeg forsøgte mig med en godnatsang, bad han om "den med prinsessen og troldmanden - den hvor prinsessen får en blomst af det gamle gulvtæppe!". Øhh, say what? Det viste sig at være Aladdin, han tænkte på - og således sluttede hans dag med, at vi skrålede "Et helt nyt liv" i kor - tre gange. Vi var nødt til at synge den sammen, fordi "den skal synges rigtig STÆRKT". Hold nu kæft, hvor jeg elsker den skøre unge. Jeg ville ønske, at jeg havde kunnet optage det, men samtidig var det også meget rart, at telefonen lå langt væk i et andet rum. Det var bare ham og mig.
Elvis fandt en tiger i en flyttebil forleden. Den lille fyr kan charme sig til alt...
--------------
Suk. Bare freaking, fucking suk. Jeg dobbelttjekker ekstra meget, at dørene er låst for tiden...
onsdag den 17. august 2016
Dammit altså...
... fordi jeg allerede blev færdig med den nye Harry Potter-bog på to døgn - og den var så sindssygt god, og nu vil jeg have mere!
... fordi den Neil Gaiman-lydbog, som jeg var i gang med at lytte til på YouTube, er blevet pillet ned. Og hvad så, at den lå der ulovligt? Den var gooood, og jeg var sådan ca. halvvejs!
... fordi Hippien er taget til Danmark, og jeg derfor er alene om at hygge med Snubsen i den næste uges tid.
... fordi min løbetur i dag i frokostpausen blev saboteret af, at det var aaaalt for varmt. 28 grader - pyhh! Og min ene høretelefon var gået i stykker, og jeg skulle tisse. Hårde odds, så det blev kun til 4 km med en del gåen ind imellem.
... fordi der også er omkring 28 grader på kontoret, og jeg er ved at koge over.
... fordi de to sushibutikker i området holder ferielukket, og jeg havde sådan lyst til sushi til frokost.
... fordi der stadig ikke rigtig er noget at lave, og jeg derfor lige så godt snart kan gå hjem.
... fordi det betyder en lang cykeltur gennem Paris i 28 grader - og jeg har glemt mine solbriller.
Åhh ja - life is hard, huh? :)
... fordi den Neil Gaiman-lydbog, som jeg var i gang med at lytte til på YouTube, er blevet pillet ned. Og hvad så, at den lå der ulovligt? Den var gooood, og jeg var sådan ca. halvvejs!
... fordi Hippien er taget til Danmark, og jeg derfor er alene om at hygge med Snubsen i den næste uges tid.
... fordi min løbetur i dag i frokostpausen blev saboteret af, at det var aaaalt for varmt. 28 grader - pyhh! Og min ene høretelefon var gået i stykker, og jeg skulle tisse. Hårde odds, så det blev kun til 4 km med en del gåen ind imellem.
... fordi der også er omkring 28 grader på kontoret, og jeg er ved at koge over.
... fordi de to sushibutikker i området holder ferielukket, og jeg havde sådan lyst til sushi til frokost.
... fordi der stadig ikke rigtig er noget at lave, og jeg derfor lige så godt snart kan gå hjem.
... fordi det betyder en lang cykeltur gennem Paris i 28 grader - og jeg har glemt mine solbriller.
Åhh ja - life is hard, huh? :)
tirsdag den 16. august 2016
I øvrigt #9
... bliver jeg mere og mere bevidst om, hvor meget titlen på disse indlæg er snuppet fra SneglCille. Men altså - vi er jo absolut i hver sin liga, så mon ikke det går?
... har jeg, apropos SneglCille, købt den fedeste armyjakke med slangeprint bagpå. Da jeg modtog den, var jeg dog lidt i tvivl, om jeg skulle beholde den, for den manglede virkelig nogle lommer foran. Et ekstra kig på hjemmesiden viste så, at det gjorde den vitterlig også. Manglede lommer altså. De burde have været der - i stedet har jeg fundet dem i brysthøjde på indersiden af jakken! Whaaat? Så ja, ASOS er pt. i gang med at sende mig et nyt eksemplar...
... er Snubsen blevet så mega stor, at vi nu kan bede ham om at gå ud og tisse og om at vaske hænder helt selv uden hjælp. Og han er så mega stolt over det. Jeg synes, det er vildt!
... kører mit fransk for godt for tiden. Ikke bare under sociale omstændigheder, men også praktiske - jeg har klaret to forskellige bureaukratiske issues helt selv inden for den sidste uge. Jeg er stolt!
... besøgte vi Paris Plage i La Villette i lørdags og fik dermed forsøgt os med vandcykel. Det var okay sjovt, omend det endte med kun at være Hippien, der reelt cyklede, fordi Snubsen insisterede på at sidde på mit sæde. Diskussioner med en treårige midt på en kanal - not cool...
... var Hippien og jeg også ved Quai de la Loire i fredags og betragtede salsa i det fri. Endnu et punkt at tjekke af på listen - og min sommerferie er ikke engang begyndt endnu!
... vendte vi også tilbage til Paris Plage ved Seinen i søndags, så Snubsen kunne danse med en storm trooper. Det havde han så i sidste ende overhovedet ikke lyst til. Typisk.
... har han til gengæld rigtig meget lyst til at se LEGO Bionicle hele tiden, så nu skal jeg konstant lege enten "Makuta" eller "Umarak" - og det er altså ret svært, når man overhovdet ikke kan finde hoved og hale i konceptet. Så var det altså nemmere at immitere Hanne Riffel!
... mangler Snubsen tydeligvis nogle legekammerater. I hvert fald kom han hen til mig i går, mens jeg lavede aftensmad, og sagde "Far har lige sagt noget rigtig DUMT". Jeg spurgte, hvad det dog var, og han svarede "Han sagde, at jeg skulle lege lidt selv! Men det vil jeg bare slet ikke!".
... kæmper vi virkelig med at få knækket den sidste kode i forhold til de store toiletbesøg. Der nægtes... Gode ideer modtages gerne - jeg har forsøgt at lokke med både sut, chokoladekiks, is og iPads, og det virker ikke. Så vil han hellere undvære og have en ble på, tak. Jeg hader at presse ham, men skolestart er jo lige om lidt. Så hvad gør man?
... har jeg, apropos SneglCille, købt den fedeste armyjakke med slangeprint bagpå. Da jeg modtog den, var jeg dog lidt i tvivl, om jeg skulle beholde den, for den manglede virkelig nogle lommer foran. Et ekstra kig på hjemmesiden viste så, at det gjorde den vitterlig også. Manglede lommer altså. De burde have været der - i stedet har jeg fundet dem i brysthøjde på indersiden af jakken! Whaaat? Så ja, ASOS er pt. i gang med at sende mig et nyt eksemplar...
... er Snubsen blevet så mega stor, at vi nu kan bede ham om at gå ud og tisse og om at vaske hænder helt selv uden hjælp. Og han er så mega stolt over det. Jeg synes, det er vildt!
... kører mit fransk for godt for tiden. Ikke bare under sociale omstændigheder, men også praktiske - jeg har klaret to forskellige bureaukratiske issues helt selv inden for den sidste uge. Jeg er stolt!
... besøgte vi Paris Plage i La Villette i lørdags og fik dermed forsøgt os med vandcykel. Det var okay sjovt, omend det endte med kun at være Hippien, der reelt cyklede, fordi Snubsen insisterede på at sidde på mit sæde. Diskussioner med en treårige midt på en kanal - not cool...
... var Hippien og jeg også ved Quai de la Loire i fredags og betragtede salsa i det fri. Endnu et punkt at tjekke af på listen - og min sommerferie er ikke engang begyndt endnu!
... vendte vi også tilbage til Paris Plage ved Seinen i søndags, så Snubsen kunne danse med en storm trooper. Det havde han så i sidste ende overhovedet ikke lyst til. Typisk.
... har han til gengæld rigtig meget lyst til at se LEGO Bionicle hele tiden, så nu skal jeg konstant lege enten "Makuta" eller "Umarak" - og det er altså ret svært, når man overhovdet ikke kan finde hoved og hale i konceptet. Så var det altså nemmere at immitere Hanne Riffel!
... mangler Snubsen tydeligvis nogle legekammerater. I hvert fald kom han hen til mig i går, mens jeg lavede aftensmad, og sagde "Far har lige sagt noget rigtig DUMT". Jeg spurgte, hvad det dog var, og han svarede "Han sagde, at jeg skulle lege lidt selv! Men det vil jeg bare slet ikke!".
... kæmper vi virkelig med at få knækket den sidste kode i forhold til de store toiletbesøg. Der nægtes... Gode ideer modtages gerne - jeg har forsøgt at lokke med både sut, chokoladekiks, is og iPads, og det virker ikke. Så vil han hellere undvære og have en ble på, tak. Jeg hader at presse ham, men skolestart er jo lige om lidt. Så hvad gør man?
En aften af de usædvanlige
Efter denne meget syrede weekend kan vi tilføje et nyt kapitel til nabofarcerne. Et meget spøjst kapitel, der endte i en smadret vandpibe, et stort brandsår på Hippien og et meget ufrivilligt tungeslik! Nogle af jer fulgte måske med i det på SnapChat, mens det foregik, men ellers kommer der et recap her.
Først lidt baggrund: I vores underetage bor en marokkansk familie. Far, mor og to børn. Vi har haft snakket en smule med datteren på 12, som er virkelig sød og taler imponerende godt engelsk. Moderen har også altid været sød til at give Elvis små kager og sådan noget - og så er der faderen. Han har altid været lidt spøjs. Med begge vores to første au pairs har han ud af det blå inviteret dem på drinks på hans vandpibebar lidt længere nede af gaden, og én gang har han endda fulgt efter en af dem op i vores lejlighed, hvor han så stod og flagrede i stuen, mens min svigermor sad og legede med Elvis og ikke kunne kommunikere med ham, da han kun taler fransk. Mærkeligt. Men han har også været ekstrem flink og kom bl.a. ud og bød Elvis og mig på marokkanske småkager en dag, hvor vi legede i soppebassinet i gården. Så alt i alt er jeg kommet frem til, at han af kulturelle årsager bare er mere nabovenlig, end vi er vant til. Min underbevisthed har ligget og ulmet lidt og hvisket "han har skumle bagtanker", men jeg har haft slået den væk.
I lørdags, da jeg kom hjem fra supermarkedet, stod han så igen i opgangen og sagde, at han gerne ville invitere os på en drink. Nu ville det altså være uhøfligt at undslå - så vi accepterede. Vi skulle ellers til stranden, men stoppede så på hans bar inden og blev overøst med øl, vodka og en vandpibe. Der var ikke grænser for, hvad vi kunne få. Det viste sig, at hans familie er i Marokko i tre måneder, så han er alene i Paris indtil september - og så gav det jo god mening, at han måske var lidt ensom og havde lyst til at omgås med naboer. Super hyggeligt i hvert fald. Han spurgte så, om vi havde lyst til at holde en fest lørdag aften, og da vi lidt tøvende takkede ja, løb han straks over i Carrefour og købte champagne og whiskey. Pyh altså.
Det blev aften, og Elvis faldt i søvn. Vi havde faktisk sagt til manden, om ikke han kunne komme til os, da vi jo havde Elvis, men på en eller anden måde var jeg ikke helt vild med tanken om at invitere ham op til os. Det føltes ikke rigtigt. Så da vores barnepige kom hjem, spurgte vi om ikke hun ville lytte efter Elvis, og så gik vi i stedet hen på vandpibebaren.
Det var en syret aften. Han gjorde basically alt for at drikke os under bordet (og det lykkedes...). Jeg fik næsten drukket to hele flasker champagne alene plus røget vandpibe for første gang i mit liv. Det var hyggeligt nok, men også meget spøjst, for samtalen var begrænset. For det første var det på fransk alt sammen, så mine evner blev virkelig sat på prøve, og for det andet virkede han bare ikke som den talende type. Han var ærligt talt mest typen, der skulle vise sine store armbevægelser som chefen.
Efter nogle timer prøvede han at overtale os til at tage med på diskotek. Jeg afslog - jeg havde virkelig ikke lyst. Jeg brugte Elvis som undskyldning, men han begyndte straks at sige, at han bare kunne betale for vores barnepige en ekstra dag. Til sidst trak jeg mor-kortet og sagde, at Elvis var "un peu malade" - lidt småsyg - og derfor ville jeg altså ikke. Han gav mig stadig lidt forkerte vibes.
I takt med at den første flaske whiskey også var blevet tømt, blev det hele lidt blurry, og aftenen endte med, at Hippien kom til at vælte en vandpibe ned, hvor kullene så gav ham en kæmpe brandvabel. Piben gik i stykker og en af de andre marokkanere på caféen foreslog mig diskret at følge Hippien hjem. Jeg var helt enig og så lidt en oplagt udvej! Men nej. Vores underbo fulgte med os og blev ved med at insistere på, at alt var fiiiiint - han var jo chefen - og i øvrigt skulle vi da bare fortsætte festen derhjemme nu! Hippien tumlede op af trappen - og så fik jeg bekræftet mine ubevidste anelser. Jeg prøvede at være fransk og sige godnat med en gang kindkys, da underboen blev meeeeeget kærlig og begyndte at slikke mig op og ned af kinden og prøvede at hive mig med ind i sin lejlighed. Jeg kom fri, takkede bestemt for aftenen og sagde godnat, men han fulgte stadig efter op af trappen. Jeg har seriøst aldrig låst en dør op så hurtigt - Hippien blev skubbet ind og så smækkede jeg.
Jeeeeeeesus!
Man skal stole på sine instinkter.
I går havde vi begge monster-tømmermænd, og jeg havde / har det ærligt talt også stadig lidt skidt over den afslutning. Det var så ubehageligt, og det gør det bare så akavet nu. Jeg kan slet ikke overskue at rende ind i ham igen. Puh.
Det går bare ikke godt med at skabe naborelationer - jeg tror, at jeg giver op nu. Track recorden hedder indtil videre: En russisk underbo, som er i familie med ejeren af lejligheden og som er vores officielle handyman, men som brænder os af HVER gang han har lovet at komme og fikse noget - og som i øvrigt skændes EKSTREMT højlydt med sin kone. En reserveret franskmand, som har givet os vandskade. En gammel gris, som ikke kan håndtere, at hans familie er væk. Just peachy... Jeg tør slet ikke overveje, hvem der bor på de øverste etager!
Men hey, i det mindste fik jeg trænet mit fransk mere end nogensinde! Always look on the bright side, right?
Abonner på:
Opslag (Atom)