Godt nytår!

Et stort godt nytår herfra. Jeg håber, at I alle får en dejlig og sjov aften.:) Selv er jeg blevet ramt af en allergisk reaktion og ligner en blodrød Shrek i ansigtet - knap så sjovt. Jeg ærgrer mig pænt meget over, at jeg tog de anti-cold piller i forgårs "for ikke at lade sygdom ødelægge min nytårsaften"... Men sådan er det. Det får ikke lov til at ødelægge aftenen - der er for meget champagne på køl (the joys of living in France...) til at det kan ske!

Pas på jer derude, og nyd fyrværkeriet lidt ekstra for mig - der er nemlig ikke noget i Paris.

En bloganbefaling: Mit liv som pendler

Kuk kuk - vi lever stadig! Og det har været en fantastisk jul, som dog desværre er blevet sluttet af med monster-forkølelse over hele fronten. Elvis er på vej opadgående efter at have været helt nede med falsk strubehoste; jeg ligger rimelig stabilt på et øv-niveau og Hippien er lige gået ned. Just fab... Så stilheden herinde fortsætter nok en stund endnu. Jeg håber, at I alle har haft en skøn jul!

Imens jeg ikke er i stand til at underholde, vil jeg dog lige smide en bloganbefaling. Kender I Mit liv som pendler? Som navnet antyder handler den om livet som pendler med DSB, og den er hamrende underholdende! Jeg kender forfatteren perifert, og han er præcis lige så mavesur, som han med stor selvtilfredshed udtrykker på bloggen (med en god portion selvironi, selvfølgelig) - og så skriver han altså genialt om sine betragtninger. Den kan virkelig anbefales!

Et uddrag:

Bjørnen med den stærke ost  får serveret sit rundstykke. Nu åbner Bjørnen med den stærke ost den lille plastbøtte. Jeg elsker virkelig ost. Stort set alle typer ost. Men der er noget i den lugt, som Bjørnen med den stærke ost’ stærke ost udsender, som bare er for voldsom på det tidspunkt af dagen. En sælsom blanding af gødning, børneprut og svovl.

Meget omhyggeligt smører Bjørnen med den stærke ost et tykt lag smør på rundstykket og lægger omhyggeligt det stærke stykke ost på. Efter at have observeret Bjørnen med den stærke ost’ rutine i noget tid, lægger jeg mærke til en ting. Bjørnen med den stærke ost piller rigtig meget ved det stærke stykke ost. Retter på det. Nuldrer det i hjørnerne. Og så dufter Bjørnen med den stærke ost til sine fingre. Og det står på helt indtil Sorø.

Den store hvem-hvad-hvor

Hvilken sang mener Elvis, når han insisterende siger "Gok gok" ved sengetid og vi skal til at synge en sang? Det er ikke "Jeg ved en lærkerede" og det er kun nogen gange "Hør den lille stær". Vælger jeg forkert, ryster han meget opgivende på hovedet, kigger indtrængende på mig og siger "gok GOK!"

Hvordan balancerer man en 45-50 timers arbejdsuge med at have et familieliv og samtidig få nok søvn?

Hvad gør man, når IKEA har oplyst om forventet levering i mandags, og der intet er sket, og man ikke forstår deres hjemmeside, og de ikke svarer på ens email?

Hvem har bestemt, at chokolade skal fede? Det er da noget pjat!

Hvor mon min kæreste sover i nat? Hold nu kæft, jeg savner ham...

Hvorfor er jeg ikke gået i seng endnu?

--------------------

I morgen er min sidste arbejdsdag inden juleferie (yay!). På fredag hedder det "af sted til Danmark - mig, Elvis, en klapvogn og en kuffert fyldt med julegaver". Det skal nok blive underholdende. Min plan er at holde rigtig meget FRI i juledagene, så jeg forventer at være ret fraværende både her og på Instagram. Bare så I ved, at her nok bliver stille herinde - men det er altså kun midlertidigt. Jeg trænger bare lige til at puste ordentligt ud.

December flyver af sted...

De seneste dage er fløjet af sted. Først med en travl, travl arbejdsuge i sidste uge; så med et skønt besøg af min mor hele weekenden, og nu er det mandag - Hippien er taget til Danmark for julen, og jeg har fire arbejdsdage tilbage, inden Snubsen og jeg følger efter. Og så er december gået! Det er jo helt vildt...

Det har været en måned, hvor...

• ... jeg er blevet vækket om morgenen af, at Snubsen kommer kravlende og giver mig et stort kys på munden, med kysselyd og det hele.
• ... jeg også er blevet vækket af, at Elvis satte sig på mit hovedet og pruttede. Tak, skat - så sødt af dig!
• ... jeg om natten er vågnet let og har registreret, at jeg var fanget i den ultimative kærlighedssandwich med Hippien som stor ske, mig som mellem ske og Snubsen som lille ske. Ubeskriveligt.
• ... jeg har købt færreste julegaver nogensinde pr. d. 15. december - og jeg aner ikke rigtig, hvornår jeg skal få rettet op på det. Hmmm...
• ... jeg har indtaget mindst 16 østers - først til champagneaften hos en kollega, og så til frokost på julemarkedet i La Défense med min mor.
• ... jeg har givet en person den mest arrige fuckfinger nogensinde - nemlig en af sigøjner-snyderne, der vil have ens underskrift og penge. På trods af, at jeg stod i en tydelig kamp med en modvillig Elvis om at få ham til at sove lur, simultant syngende, nussende og vippende klapvognen, kom hun over med en insisterende banken med sin kuglepen for at forstyrre mig. Årh, hvor blev jeg gal!
• ... jeg har arbejdet alt for meget. Nu er det begyndt sådan rigtigt - nu er det virkelig svært at komme af sted inden 19. Yikes!

Men lige nu er jeg hjemme - Snubsen sover, og jeg skal til at netshoppe lidt julegaver, mens der er Love Actually i fjernsynet - med engelsk tale! Så går det altså lige.:)

Sidder lige på min motorcykel og kigger på dvd'er...

Fra ekstrovert til introvert

I I aften begik jeg endnu et networkingselvmord. Det gør jeg faktisk rimelig tit - sandheden er, at jeg hader at smalltalke! Hvad skal man spørge om, hvordan finder man et interessant emne? Tilføj så sprogbarrieren, og så er jeg dømt til at fejle! I dag havde jeg ikke engang overskuddet til at prøve, så her klokken lidt i ni er jeg på vej hjem fra det, der ellers var min eneste julefrokost i år.

Det er nu ikke kun min skyld. Det er også på grund af den der dumme øjensygdom. Tag en aften som i aften - et kæmpe stort, proppet rum med dæmpet belysning, alt for høj musik og en masse ukendte mennesker. Jeg er helt lost. Jeg har intet overblik, jeg kan ikke orientere mig. Jeg stiller mig bare i et hjørne og kigger mig forvirret omkring.

Møder jeg så nogen, jeg kender, hjælper det ikke engang. Jeg forsøger at snakke med dem, men jeg kan stadig ikke overskue det. De forstyrrende omgivelser dræner mig helt. Jeg - den ellers aldeles ekstroverte - bliver ekstremt introvert!

Så ja - efter mindre end to timer, to glas champagne og alt for mange kedelige kanapeer senere sidder jeg i linje 80 på vej forbi Eiffeltårnet og på vej hjem. Og det passer mig faktisk fint. Jeg vil så meget hellere hjem til min familie. Jeg gider ikke prøve mere - når det kommer til store sociale samlinger, er mine dancing days done, og det gør ikke noget.

Om det at lære fransk

Tilbage til fransklektierne - denne gang dog med et glas vin til. Det var der ikke i syvende klasse.

Det var i femte klasse, at jeg første gang fik muligheden for at lære fransk. Vi skulle vælge mellem tysk og fransk, men fordi jeg tænkte, at tysk både var meget lettere og meget mere brugbart for mig, valgte jeg tysk. Stræber som jeg var, havde jeg det dog ikke så godt med at have valgt noget fra, så jeg var ret nysgerrig omkring mine veninders fransk undervisning og fik derigennem lært mig selv en masse "sava" og teksten til "Allouette, gentille allouette".

I syvende klasse kom valget så igen. Denne gang mellem tysk, fransk, spansk og italiensk. Og denne gang valgte jeg fransk! Jeg var godt forberedt til første time - min bror var begyndt på faget året før med samme lærer, og han havde allerede lært mig den vigtigste frase - "Je m'excuse d'être en retard". Fransklærerinden var nemlig ingen ringere end skolens boginspektør, og hun var sådan én, som kunne få én til at ryste i bukserne, hvis hun opdagede blyantstreger i bøgerne, og sådan én, som krævede undskyldningerne leveret på fransk lige meget, om det var éns første time. Hun kunne nu godt lide mig, men hun holdt mig også nede. Jeg glemmer aldrig min frustration, da hun engang havde spurgt ud i klassen, hvad en sygeplejerske hed, og da jeg så efter kort betænkningstid rakte hånden op, ignorerede hun mig alligevel. Fordi jeg "havde jo bare nået at se det i bogen". SÅ URETFÆRDIGT! Jeg var nemlig kommet i tanke om, at det hed infirmier, fordi det mindede mig om min fars kone, som var sygeplejerske og arbejdede på et infirmeri. Uhh, sådan en behandling gik mig vildt på dengang.

I ottende klasse lavede de om på mine fransktimer - det blev med en ny lærer og sammen med elever fra den internationale afdeling. Problemet var bare, at de elever tit kom ind på skolen drypvist gennem året, og hver gang, der kom en ny elev ind, startede vi nærmest forfra på fransk. Så det var et lang begynderår, og jeg møgkedede mig og lærte meget lidt.

Så blev det niende klasse, og det betød endnu et valg. Pludselig blev latin en mulighed; en mulighed, jeg tog imod. Men som sagt - jeg var møg-stræber, og jeg havde det ikke godt med at vælge noget fra. Så min fantastiske rektor oprettede et særligt ekstra franskhold, hvor vi var to elever, som fik undervisning 1-2 timer om ugen. (Et godt eksempel på alt det gode og ekstraordinære, denne mand gjorde for sine elever - så nej, jeg er ikke fan af heksejagten!) Det blev mest til turistfransk, og jeg gik aldrig til afgangseksamen i det, da min lærerinde vurderede mig til at kunne bestå med et 8-tal, og det var for lidt til mig. Haha, hvor var jeg dog egentlig ulidelig...

Og hvad så nu? Nu bor jeg i Paris, arbejder i et fransk firma og er omgivet af franskmænd dagen lang. So much for "tysk er mere brugbart for mig". Men det går - selv efter 15 år husker jeg faktisk overraskende meget, og det er kun blevet bedre efter tre måneder hernede. Det kommer stille og roligt tilbage, og mere kommer til. Nu er jeg så også begyndt at få privatundervisning 1-3 timer om ugen, og det hjælper selvfølgelig også. Jeg mestrer nu "futur proche" (fremtidsbøjning af en art) sådan nogenlunde. Jeg har kun fået bevilliget 20 timers undervisning som udgangspunkt, men jeg regner med at presse på for at få mere. Det er vist i alles interesse - i fredags sad mine kolleger og talte om noget, som jeg hørte som croissanter, men som faktisk var voksende kurver (croissant som verbum)...

Et hjem // Sådan bor vi

Jeg har længe skyldt et indlæg om, hvordan vi egentlig bor hernede, og sidste søndag fik jeg så endelig taget nogle billeder! Men så kom ugen imellem mig og bloggen, og derfor får I dem altså først nu - lettere forsinket. Det bliver altså et af de (sjældne) billedtunge indlæg - nu er I advaret.

Vi bor i selve Paris, tæt på Montparnasse og en halv times gang fra Eiffeltårnet. Lejligheden er dejligt stor sammenlignet med de 75 kvm, vi havde før - hele 115 kvm! Det hele er dog ikke lige fotovenligt, så I må nøjes med billeder af stuen, vores soveværelse og Elvis' værelse - derudover har vi et knap så kønt køkken, et lækkert badeværelse med badekar, et separat toilet og så en hel underetage med endnu et badeværelse, et opbevaringsrum og et værelse. Det er vores au pairs domæne - og bortset fra, at hendes varmeapparat ikke virker, så er det vist en løsning, alle er rigtig glade for.:)

Ellers vil jeg lade billederne tale for sig selv med enkelte små kommentarer tilknyttet. Bemærk i øvrigt, at så godt som alle billeder har en eller anden lille sjusketing - jeg er og bliver ikke en perfektionist-blogger, og det har jeg det egentlig rigtig godt med!

Vores soveværelse - nu incl. tremmeseng. 
(Det er faktisk en god løsning - Elvis kravler selv over til os, når han har brug for det, men han ligger ikke og fylder hele tiden.)

Midt i min photo session kom Elvis lige gående med en bold i munden!?

Elvis' legeværelse - som altså i en kort stund også indeholdt hans seng. It will be back - someday.

Ballonkanin courtesy of DitteK

Stuen, incl. hjemmestudie i hjørnet og med et pizzeria nedenunder - her lugter af brændt brød hver aften!

En af de aftener...

Jeg ville egentlig have blogget her til aften, men efter at have brugt 1,5 time på at putte efterfulgt af en times arbejde (fordi jeg ikke nåede nok i dag, da jeg jo "allerede" gik klokken halv syv...), som på en eller anden mærkelig måde kulminerede i, at jeg bankede computeren op i hovedet på mig selv og nu sidder med en hævet læbe, tror jeg bare, at jeg tager et glas rødvin og læser den sidste Game Of Thrones-bog færdig i stedet.

Fuck it...

Jeg er fuldkommen gennemsyret træt.

Elvis siger 'fuck it' og kører sin vej fra det hele. Sådan har jeg det også lidt lige nu.

Dansk julemarked i Paris

I lørdags var vi til julemarked i den danske kirke i Paris. Det er noget, kirken afholder hvert år, og det giver muligheden for at få købt ind til en "rigtig" dansk jul - der var nemlig alt fra flæskesteg og rødkål til kransekage til nytårsfesten! Vi kom da også til at købe lidt forsyninger hjem - herunder en meget værdsat tube remoulade, en pose saltbomber og en pose guldkarameller. Man kender vel sine svagheder.;)

Som det første, da vi kom ind af døren, kastede Snubsen sin kærlighed på en gul tøjand, der kunne sige rap, i børnetombolaen. Så ja. De første euros blev doneret dér, og ungen fik sin and. Rap rap rap... Ellers blev vores penge vist mest brugt på de kolde fadøl ude i det opvarmede telt - det var så hyggeligt at sidde der og snakke og hygge. Vi mødtes med det dansk/franske par, som vi havde legedate med for et par weekender siden, og Elvis var heldigvis allerede meget mere tolerant over for deres søn - denne gang måtte den anden dreng faktisk godt se hans and! Men kun se - det er klart... Det var simpelthen så dejligt at bruge et par timer på at drikke øl, spise æbleskiver og se på de to små fiduser tumle rundt på gulvet. Meget tiltrængt og meget julet! Så overlever jeg lige uden en rigtig julefrokost i år...

 Snubsen ser så stor og seriøs ud på det her billede - det er næsten skræmmende.

 "Mmmm, fars øl. Spændende..."