I øvrigt #3...

... har jeg ingen anelse om, hvordan vi skal få både julegaver OG tøj til os alle tre med hjem til Danmark. Gaverne fylder en hel kuffert!

... er jeg faktisk en smule træt af, at Elvis altid vil se tegnefilm forfra. Jeg vil vide, hvad der sker med de nederdrægtige Dieseler, som har overtaget stålværket i Thomas Tog! Jeg bliver jo helt perpleks.

... har jeg i samme omgang ødelagt Peppa Pig for Hippien for good, fordi jeg nævnte, at jeg altså kun kan se grisenes hoveder som, nå ja, peniser. Kig her og bedøm selv!

... sagde Elvis i lørdags for første gang "jeg elsker dig" til mig. Og ja, jeg smeltede i stor stil. Min søde, store, lille dreng.

... er jeg ret stolt over, at jeg klarede både indskrivningen af Elvis i skole og den efterfølgende bookning af besøg på skolen over telefonen helt selv. På fransk. Det kører!

... fyrede Elvis for første gang et "Ça va?" af i sidste uge. Han er virkelig ved at blive en lille, fransk levemand.

... havde jeg faktisk planer om at klippe mit hår af i søndags. Men så kom der lige de grummeste tømmermænd i vejen og jeg måtte aflyse tiden. Så nu har jeg givet det en ny omgang lilla farve i stedet.

... lavede David Guetta åbenbart en gæste-appearance på klubben i lørdags. På sin vis fedt nok - det er bare ærgerligt, når man er så uhip, at man overhovedet ikke kan høre forskel på ham og any other dj...

... glæder jeg mig helt usandsynligt meget til at komme hjem på juleferie. Jeg har ikke været i Danmark siden juli! Det er altså for længe...

... har jeg lige en enkelt arbejdsdag tilbage i morgen. Jeg kommer dog nok til at være stort set alene på kontoret, så jeg forudser at den bliver ganske stille og rolig - og ganske kort!

Det var så her, mit tøj også skulle have været. Og Elvis'. Crap...

Den aften jeg dumpede i Paris

... Altså som i faget "Paris", ikke?

I lørdags var jeg på min første rigtige bytur i Paris (og i årevis i det hele taget...) sammen med min kusine, min fætters kæreste og min kusines veninde. En gruppe smukke, blonde kvinder midt i tyverne og så lige mig, den gamle, kiksede mørkhårede kusine. Nu overdriver jeg selvfølgelig lidt, men en snert af sandhed er der nu i det. Jeg havde en fantastisk aften (og en knap så fantastisk søndag - pyyyh altså...), men jeg var simpelthen så meget ude af min comfort zone. Så meget, at jeg faktisk fandt det ganske underholdende.

Jeg er bare ikke skabt til natklubber. For det første er der jo min øjensygdom som gør, at jeg slet ikke kan orientere mig og følge med. For det andet er musikken og hele konceptet bare ikke rigtig mig, og har aldrig været det.

Vi startede med drinks og hygge på pigernes hotelværelse, hvorefter vi fangede en Uber til Maison Blanche - en meget upper class natklub på Avenue Montaigne. Min kusines tyske veninde kendte en af promoterne derinde, så det var noget med, at vi kom uden om køen, kom op i VIP-afdelingen og fik et bord og gratis drinks hele natten. Så har man da prøvet det med. Men ja - jeg dumpede tydeligvis...

Jeg havde hvidt tøj på! Oh shit, ingen lille sort kjole... Jeg følte mig ellers ganske fin i min silkekjole fra Storm og Marie, men det var altså en fejlvurdering. I Paris SKAL man jo gå med sort. My bad...

Jeg havde flade sko på! Den var endnu værre... Vi havde været ude at shoppe tidligere på dagen, hvor jeg havde haft hæle på, så jeg var træt i fødderne, da jeg listede ud igen om aftenen, mens Hippien puttede, og derfor var jeg hoppet i ballerinaer. Well, big mistake. Den eneste anden, som havde flade sko på den aften, var klubbens husfotograf. Ups. I'm such a rookie.

Det er altså en mærkelig verden - overfladisk og fjollet. Så står man der omgivet af smukke kvinder (70% af selskabet) og med enkelte suits-fyre siddende rundt omkring, og det hele handler om at se godt ud og skaffe sig selv gratis drinks. I don't get it. Men mit selskab var fantastisk, og vi havde det super sjovt sammen, hvilket trods alt var pointen. Jeg foretrækker nu stadig de hjemlige aftener med god vin og mulighed for at snakke sammen. Det er det, jeg siger - jeg ER blevet gammel!

Min smukke, svenske kusine - det er vildt, som dørene åbner sig, når man siger, at der kommer en gruppe svenske piger! Jeg holdt lav profil med min danske baggrund...

"Godnat mor"

Så skete det igen. Bedst som jeg har gået og grublet over, hvordan vi dog skulle støtte Snubsen i at blive lidt mere selvstændig, tager han bare beslutningen helt selv. Det er ikke første gang, det er sket, men det imponerer mig stadig. Verden er godt nok smart skruet sammen!

Denne gang drejer det sig om søvn. Det sidste år eller mere har vi hver aften puttet Snubsen ved at blive siddende og holde ham i hånden, indtil han sov. Men for ca. en uge siden tog det så lige lidt for lang tid, så Hippien gav op, sagde godnat og gik ud af værelset. Og så faldt barylen sgu i søvn af sig selv! Den stil har vi så fortsat, og det holder 9 ud af 10 gange - og i går tog drengen det så selv et skridt videre. Vi havde læst historier inde i dobbeltsengen og gik derefter ind på hans værelse for at læse en lille bog til, synge et par sange og så sige godnat. Troede jeg. Men i praksis valgte Elvis en bog ud på hylden, viste den til mig og sagde "Den vil jeg gerne læse. Godnat mor!". Og så blev jeg ellers smidt ud af værelset...

Woooow, hvad skete der lige der? Hvordan er min dreng lige blevet så stor?

Da jeg kiggede ind til ham et kvarter senere, så han med lyset tændt og bogen i hånden og var ret tæt på at falde i søvn. Så jeg slukkede lyset, sang en lille sang alligevel og gik ud. Fem minutter senere sov han.

Jeg elsker denne her udvikling! Også selv om jeg lige skal lære at have aftener igen - det er helt vildt mærkeligt...

1-2-3 og så var Snubsen stor. For lige at understrege det, skal vi faktisk i dag ned på rådhuset og skrive ham op til skole til efteråret! Og nej, det er selvfølgelig ikke skole som i dansk forstand - det er nærmere børnehave, men i Frankrig hedder det altså Ecole Maternelle, og kræver en vis mængde selvstændighed og bl.a. renlige børn. Auch altså! Men så er missionen for foråret da lagt - der er en ble, der skal smides. Det virker uoverskueligt nu, men hey - Snubsen overrasker mig sikkert igen og styrer det helt selv. :)

Jaja, der er også en sut, der skal droppes. Én ting af gangen...

Vores historie

Dengang jeg bad om inspiration til nye indlæg, var var nogle, der efterspurgte historien om dengang Hippien og jeg mødte hinanden. Den har jeg nu delt som en del af Tre Gode Grundes julekalender, så hvis I har lyst til at læse den, synes jeg I skal smutte herover.:)

Jeg håber, I har en dejlig søndag - vi har hygget maksimalt med leg og afslapning, så Hippien og Elvis kan komme ordentligt på højkant igen. Det går heldigvis fremad. Derudover har jeg fået lavet en umiddelbart ret vellykket risalamande. Bare ærgerligt, at jeg faktisk ikke selv bryder mig synderligt om risalamande...

Nissen havde i nat holdt chokoladefest med alle bamserne - det var altså helt for galt! "De har taget alle kopperne!" Heldigvis havde de været søde og gemt et stykke chokolade til Snubsen...

Dis-NO-land

Øv bøv. I dag skulle vi have været i Disneyland, og jeg havde som sagt glædet mig helt vildt. Men så var der lige en Snubs, som har haft høj feber i 2 dage og stadig hoster og er godt snottet, og en Hippie, som har fået lov til at tage næste runde og ligger derhjemme og har det skidt, så nu sidder jeg her på kontoret og har aflyst min fridag. Well, you can't win them all...

Vi må tage revanche efter jul. Det bliver så godt nok ikke med julestemningen, men mon ikke det er magisk alligevel?

I det mindste er det weekend lige om lidt, og mine eneste planer er at få købt de sidste 3-4 julegaver og få lavet risalamande. Den skal med på arbejde på mandag, hvor alle skal have noget typisk julet med fra deres land. Jeg har faktisk aldrig lavet risalamande før, men mon ikke det går, så snart jeg har fundet alle ingredienserne. Kirsebærsovsen er i hvert fald købt - hurra for den danske kirke! De holder børnegudstjeneste i morgen med luciaoptog, så måske tager vi også der forbi, hvis alle er blevet raske igen.

Rigtig god weekend til alle derude - tænk engang, under to uger til jul! Åhh, hvor jeg altså glæder mig.:)

Jeg overlevede!

Og ja, det lyder faktisk helt åndssvagt - for selvfølgelig gjorde jeg det. Men I ved, hvad jeg mener. 11 dage væk fra min familie, og vi klarede det allesammen. Det var en sindssygt spændende tur, men det bedste var nu stadig at komme hjem igen. Årh, hvor jeg savnede til sidst. Det var særligt hårdt, da mine chefer tog hjem efter seks dage og jeg i stedet tog videre til Shanghai. Pyh altså. Men det gik. :)

Hvis vi lige ser bort fra det der savn, så var der jo altså også lyspunkter ved at være af sted. Jeg fik trænet rigtigt for første gang i tre år, og jeg nød det! Avenged Sevenfold i ørerne, nyt træningstøj på og udsigt over hhv. Hong Kong og Shanghais mange lys. Det var fedt! Det gad jeg altså godt gøre mere af i min hverdag igen...

Meget mod min vilje endte vi jo med at tilbringe weekenden i Shanghai (i gråvejr med regn og 10 grader...)  i stedet for Hong Kong (med solskin og 25 grader...). Jeg har været i Shanghai før, så jeg ville hellere have set lidt mere af Hong Kong. Men sådan var det nu engang. I weekenden tog vi derfor på sightseeing i Hong Kong og jeg tog nogle fine billeder fra den gamle by, bl.a. af en flot stendrage. Da jeg senere var tilbage på hotellet tjekkede jeg så mine billeder tilbage fra 2007, og ja - jeg havde fotograferet samme drage før. Flot altså...

Kina er virkelig et anderledes land også arbejdsmæssigt, men det var ekstremt spændende at få lov til at interagere med dem. Det er der ikke mange i mit firma, som har haft mulighed for. Jeg fik heldigvis lidt ekstra point, da det gik op for mine kinesiske kollegaer, at jeg ikke bare var delvist kinesisk (via min oldemor), men også kunne svare positivt på spørgsmålet, om vi stadig opretholdt kinesiske traditioner i familien - de havde vist aldrig før mødt en vesterlænding, som spillede mahjong! Det var alligevel pænt sejt.

Men nu - nu er det Paris igen og lige om lidt er det juleferie. Jeg glæder mig helt vildt! Vi tager forskud på ferien på fredag, hvor jeg tager fri og vi skal i Disneyland. Jeg tror muligvis, at jeg glæder mig mere end Elvis, selv om han nu også er ret hooked på at se, hvor Mickey Mouse bor!

Og ja - som I vist kan fornemme, så prøver jeg at genoplive bloggen lidt. Noget positivt er der altså kommet ud af, at Paris blev udsat for terror, og jeg derfor følte mig nødsaget til at skrive lidt. :)

Shanghai by night - jeg synes, Eiffeltårnet burde kopiere de fine farver!

Hej fra Hong Kong!

Lige nu sidder jeg på mit hotelværelse på 11. sal. Klokken er lige om lidt 23, så det er ved at være sengetid - men ærgerligt nok er jeg ikke træt endnu. Damn you, jetlag! I morges lå jeg vågen fra 4.30-5.30 - men samtidig kæmpede jeg mig igennem mit 15-16 møde, hvor trætheden var ret dominerende. Heldigvis er der rimelig god forståelse for det her.

Hele min dag er blevet tilbragt på vores regionskontor på 66. etage. Udsigten var så smuk, omend her er ret meget smog. Jeg er heller ikke helt god til de der højder - havde lige et tidspunkt, hvor jeg blev lidt for bevidst om det og blev helt svimmel og med vaklende knæ. Super kikset - og aldeles morsomt for min chef!

Det er ikke meget, jeg får set af byen. Da vi ankom i går, var det mørkt, og da vi forlod kontoret i dag, var det mørkt. Men hey - Hong Kong by night er aldeles farverig og minder mig en del om Las Vegas. Nå ja, og så har mit hotel en udendørs pool, og at ligge og svømme rundt efter en lang arbejdsdag, under åben himmel og i 25 grader, er ærligt talt helt okay.:)

Men altså - jeg savner min Snubs! Ham, som lige har skudt mig utallige gange med en pind over FaceTime og fortalt mig, at nu skulle jeg altså ikke være i Kina mere, men komme hjem i aften. Suk... Well, 10 dage to go! I det mindste er jobbet altså spændende.

Nu vil jeg kravle i seng og krydse fingre for, at wifi'et virker godt nok til at jeg kan streame en film. I morgen er første møde først kl. 10, så forhåbentlig kan jeg nå forbi det lokale shoppingcenter og købe noget træningstøj - totalt rookie mistake ikke at tage træningstøj med, når nu der er et døgnåbent træningscenter på hotellet!

Hej hej. :)

Væk fra familien

Det har været en travl tid med én ting for øje for mig arbejdsmæssigt - i morgen tager jeg nemlig 11 dage til Asien, nærmere betegnet Hong Kong og Kina.

11 dage. ELLEVE DAGE!!

Det bliver helt rædselsfuldt. Indtil nu er det maksimale, jeg har været væk fra Elvis, været min og Hippiens tur til New York i februar, altså fire dage. Der er langt fra fire til elleve, og jeg kommer til at være væk fra både Hippien og Snubsen. Når man så også tager den ustabile situation i Europa og særligt Paris i betragtning, så er jeg ærligt talt ikke meget for at efterlade min familie.

Men det bliver også super spændende! Spændende og hårdt med en masse nye arbejdsmæssige input og oplevelser. Den del af det bliver uden tvivl interessant. Og det er jo ikke fordi, det er en kæmpe overraskelse, at jeg skal ud og rejse med jobbet - jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til, da jeg takkede ja til jobbet. Vi vidste det godt.

Det skal nok gå alt sammen. Snubsen og Hippien kommer til at få dejlig far-og-søn-tid sammen, og så findes der jo altså Skype og FaceTime. Tiden kommer til at gå hurtigt, og helt dårligt bliver det da ikke med lidt egotid om aftenen på hotellet og en weekend med sightseeing i Shanghai. Og vupti, så er jeg hjemme igen og så er det december og næsten juleferie. :)

Det er bare en mærkelig følelse at dels være spændt og dels absolut slet ikke gide af sted.

Sidste rejse var til Frankfurt med ham her - det er nu altså lidt at foretrække...

Banditter

I dag tog vi forbi Bataclan. Vi havde behov for at se området. Det var en meget speciel oplevelse, særligt fordi alt virkede normalt. Altså bortset fra omkring det afspærrede område, hvor folk stimlede sammen og der lå blomster. Det afspærrede område er forståeligt nok ret stort, så jeg troede egentlig ikke, at vi ville kunne komme til at se stedet.

Men det kunne vi. Vi gik langs en tom, lukket park, da det pludselig dukkede frem på den anden side. En markant bygning, der i forvejen skiller sig ud på vejen, og som nu endnu mere trak øjnene til sig. Det gav altså en klump i halsen. En tom bygning med åbne, sorte vinduer på overetagen. Hvide afspærringer foran indgangen og en efterladt tourbus. Billboardet, der annoncerer Eagles of Death Metal stadig fremme. Alting tomt og forladt.

Følelserne og tankerne kørte igennem mit hoved - også de helt absurde som "det ser ud til at være et fedt spillested". Man kan ikke altid styre sin tankestrøm. Og så lød det pludselig fra Elvis "Det var der, banditterne var".

Vi har ikke talt som sådan med ham om det, for han er kun 2,5 år. Men i går sad vi og sammen med vores au pair og talte lidt om, hvordan hun og vi havde det, og da hun nævnte noget med at være ked af det, spurgte Elvis "Men hvad sker der?". Så må man jo sige noget, så vi fortalte, at der havde været nogle banditter, og det havde været lidt farligt. "Men nu er det godt igen!" sagde han, og så vendte han tilbage til iPad'en.

I dag blev det dog klart, at han virkelig opfanger meget og også var lidt betuttet og berørt. "Det var der, banditterne var", "det var lidt farligt", "mor skal passe på Didi", "nu er de her ikke mere" og så "i morgen kommer de igen" - den sidste skyndte jeg mig dog at afkræfte, og sige at de var væk nu, og det var ikke farligt. "De er taget hjem i deres hule", mente han. Godt så. Måske endnu et af mange begreber fra Sigurds Bjørnetime - han er stor fan for tiden, og vi leger meget "bjørneteater", hans bamse har skiftet navn til Bjørnen Bjørn, og han har lært hvad cowboys og togbanditter er for nogle.

Det var mærkeligt at se omgivelserne, men det var vigtigt. Det gjorde mig godt. Da vi gik derfra, var den største frustration fra Elvis' side, at legepladsen ved siden af var lukket. Uskyldige problemer inden for hans referenceramme. Sådan må det gerne fortsætte!

At være under angreb

Der er stille omkring mig. Elvis sover lur, Hippien er nede på en café for at tale med TV2 Fyn, og sirenerne og helikopterne er forstummet. For nu. De kommer nok til at vende tilbage løbende i den næste tid.

I går var en normal aften som så mange andre. Vores au pair var i byen, mens Hippien og jeg hyggede hjemme med tv-serier og Elvis sov. Pludselig fik jeg en sms fra vores au pair. Hun ville lige lade mig vide, at hun var ok, selv om hun godt nok var i området omkring angrebene. Hun var kommet i sikkerhed i en lejlighed hos nogle franske piger sammen med sine to veninder.

WHAT? Lige dér ændrede vores aften sig, lige dér ændrede verden og vores liv sig. Igen. Resten af natten fulgte vi intenst med i, hvad der foregik. Var skræmte, rystede, målløse.

Da det gik op for mig, at den angrebne koncert på Bataclan var med Eagles of Death Metal, blev jeg fysisk dårlig. Jeg elsker EODM, og havde jeg vidst, at de spillede i Paris, havde jeg været der. Sammen med Claus. Min travlhed og mit manglende overblik har altså redet os og har redet Elvis fra potentielt at være blevet forældreløs. Dér kom det lige for tæt på. Og jeg siger ikke, at man kun skal bekymre sig, når tingene rammer en selv. Selvfølgelig ikke!! Men der er ingen tvivl om, at når det rammer inden for ens egen privatssfære, så slår det lige en tand hårdere.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv i dag. Da vi flyttede til Paris, var jeg godt klar over, at vi ville være mere udsatte end i "lille" København. At Paris er et større mål for de sindssyge. Men jeg er alligevel chokeret over, hvor meget det har vist sig at være sandt.

Ændrer det noget for os? Jeg ved det ikke. Jeg prøver at fokusere på det positive - på at pariserne står stærkt og støtter hinanden, og på at ånden allerede nu er tilbage i gaderne. Der lyder børnestemmer uden for - livet går videre. Men det kan ske igen; det vil ske igen, og lige nu mærker jeg en stærk frygt for hvornår. Jeg håber, at den vil forsvinde - ellers har terroristerne vundet!

Paris - Peace, Love and Death Metal!

For at være ærlig...

... så gider jeg ikke rigtig mere. Bloggen altså. Jeg er fed up med at sidde foran en skærm dagen lang, og det sidste jeg har lyst til når jeg endelig er hjemme er at sidde mere foran en skærm. Jeg er kommet over det punkt, hvor bloggen var et stressmoment, fordi jeg aldrig opdaterede. I stedet har jeg accepteret, at jeg ikke gider.

Jeg kommer sikkert til at fortryde, at jeg ikke skriver mere om vores tid i Paris. Sådan en gang i fremtiden. Men sådan må det være - lige nu er overskuddet og behovet der bare ikke. I stedet er jeg begyndt at lave manuelle notater i en fin lille notesbog, og det er altså meget hyggeligere! I hvert fald for nu.

Så ja. Der går lige pausefisk i den herinde. Forhåbentlig vender jeg tilbage på sigt med ny lyst og energi. Indtil da så følg endelig med på Instagram - min profil er godt nok sat til privat, men jeg godkender alle, som ikke er robotter. :) Der er et link derovre til højre ---->

Bumle og batterier løser alt

Snubsen er syg. Sådan rigtig syg med feber og gråd. Det sker godt nok ikke tit, så jeg kan ikke på nogen måde tillade mig at klage. Altså udover at jeg selvfølgelig synes, at det er synd for ham. Men vi har godt nok ikke været særlig meget ramt i hans snart to og et halvt år, så det må være som det er.

Han er ved godt mod - i hopla i perioder og så helt flad i andre. Næsen løber konstant, øjnene er betændte særligt om morgenen, og nu er ørerne begyndt at drille. Jeg elsker dog hans Snubselogik!

"Mor, øret gør ondt! Mor puste. Elvis gerne have Bumle plaster på det!"

Som ønsket, så gjort. Ét styks alt for stort Bumle-plaster sat på kinden og en lille smule op på øret, og så var han glad igen. Så glad man altså kan være, når man er syg.

Vi kommer nok ikke uden om et besøg hos lægen i morgen. Øjnene begynder at være røde og med ørersmerter er det vist bare om at få enhver infektion slået ned. Så i morgen må jeg ringe og håbe, at det er til at få en tid akut. Til en pris på 80€ per konsultation burde det kunne lade sig gøre!

Det ville dog være nemmere, hvis man bare kunne bruge den løsning, Elvis plejer at stile mod, når der er noget, der ikke virker. Som i går da han sad og nussede sin fars underarm med synlige blodårer:

"Fars arm er lidt gået i stykker. Mor sætte nye batterier i!"

Helt ærligt, hvor sød kan man være??

Med Snubsens nuværende tilstand i mente er det måske meget godt, at mit planlagt besøg på Musée d'Orsay med arbejdet på torsdag er blevet udskudt - fordi de museumsansatte strejker! Så bliver det simpelthen ikke mere fransk... :D

Min lille verdensmand - ingen sammenhæng til teksten bortset fra, at han OGSÅ er skide sød her!

Zzzzz.....

Som jeg har skrevet om før, har Hippien et problem med søvngængeri, og jeg har fra starten været lidt bekymret for, om Snubsen måske kunne komme til at arve det. Det er jeg stadig - og måske nu med god grund!

Den seneste uge har Elvis nemlig sovet inde i vores soveværelse, fordi vi har haft besøg fra Danmark. Han har ligget på en madras ved siden af vores seng, og det har fungeret nogenlunde. Men én aften vågnede jeg så ved, at han stod lidt forvirret ved siden af sengen - og jeg havde en mærkelig fornemmelse af, at han da egentlig var kommet ind ude fra gangen og altså ikke bare havde rejst sig op! Det blev forstærket af, at vi ikke kunne finde sutten - og han midt i eftersøgningen siger til mig "Måske den er inde i stuen".

Den nat fandt vi bare en anden sut, og så lod vi det være ved det. I går var det så tid til at vinke farvel til gæsterne og dermed også pakke den midlertidige Snubseseng væk, og nej. Sutten fra den omtalte aften var der stadig væk ikke. Den var ikke bare faldet ned i mellem madras og dyner - den er væk. Jeg har så meget drengen mistænkt for at være stået op, gået ind i stuen eller køkkenet og lagt sutten et eller andet ukendt sted.

Den er altså ny - hvad filan gør vi så nu? Nu er han jo tilbage på sit eget værelse, og jeg ville elske, hvis han bare kunne gå ind til os af sig selv om natten, når han pludselig mangler mor - men jeg har knapt så meget lyst til at have ham vandrende rundt i lejligheden, mens vi sover! Der er nemlig også kommet en lille tendens snigende med at tegne på væggene og lignende...

Første skridt er, at vi nu sørger for at låse vores hoveddør. Vi har nemlig fået ny lås, og i samme
omgang har vi fået et "rigtigt" håndtag, som Elvis altså meget nemt kan åbne selv. Det kunne han ikke med den gamle "krog". Så det er helt sikkert - han skal ikke have mulighed for at kunne forlade lejligheden i søvne! Men hvad med resten af lejligheden - skal vi virkelig i gang med at barikadere alle døre hver aften? Aaargh!

Jeg havde altså foretrukket, hvis han havde holdt sig til at arve sin fars musikalitet...

Med den nu meget savnede yndlingssut med "søstjernen" til venstre.

Dagens ups no. 23

I sidste uge spottede jeg det nye interiørkatalog fra Søstrene Grene, og der var godt nok mange fine ting! Særligt var jeg vildt med sengetæppet, som i grå/mint virkelig ville pifte vores soveværelse op. Og nu er det jo sådan, at der faktisk ligger en Søstrene Grene i Versailles - en time med offentlig transport fra vores lejlighed.

Problemet er så bare, at jeg er alene med Elvis denne weekend. Men altså - hvor svært kunne det være at hoppe med lidt bus og tog og så tage en hyggetur til Versailles? Weeeell...

Først og fremmest havde hverken han eller jeg sovet særlig meget i nat, da han er snotforkølet og det holdt os begge vågne. Måske ikke verdens bedste udgangspunkt, men det havde jeg selvfølgelig ikke tænkt på. Hallo, sengetæppe!! Jeg pakkede en lille rygsæk med knækbrød og iPad og så af sted med os.

Turen gik sådan ca. sådan her:

• Først med bus. Elvis brokkede sig stort over, at "hans" plads ikke var ledig, og i al utilfredsheden kom vi af et stop for sent.
• Så hen til stationen, som selvfølgelig var af den slags uden elevatorer. En flink mand hjalp mig ned med klapvognen til sporet - som så viste sig at være det forkert. Så det blev noget med at bære Elvis op igen af trappen, så hente klapvognen og så det samme i omvendt rækkefølge ned til det andet spor.
• Så kom toget, og jeg tænkte fint, at Elvis kunne gå ind i toget og så kom jeg med klapvognen. Men så var der lige pæn stor afsats mellem tog og perron, og toget havde pænt travlt, så det endte med at være noget med en mand, som hapsede Elvis, mens to andre nærmest flåede mig og klapvognen ind, mens dørene lukkede. Totalt stress!
• Så kom vi til Versailles, og det var fint. Jeg fik shoppet igennem, fandt sengetæppet og alt var godt. Tilbage til toget med os...
• ... og så kom regnen. Meget regn. Meget mere end jeg havde forventet. Elvis havde godt nok regnjakke på, men det holdt slet ikke. Værst blev det, da vi skulle fra toget og til bussen - og gæt hvem der så IKKE kunne finde busstoppestedet? Et kvarters hvileløs gang rundt, og så var vi vist begge pænt gennemblødte og trætte!

Vi kom da hjem, fik det våde tøj af og tørt på. Men behøver jeg så lige nævne, at jeg har fået købt sengetæppet i størrelse enkeltseng og ikke dobbeltseng, som selvfølgelig var meningen?

Når det hele giver mening - lidt om rockmusik

Dengang jeg var ung teenager, drømte jeg om en dag at blive musikanmelder. Det lød så glamourøst og privilegeret - sådan at få adgang til alle de kendte bands plader før alle andre! I 2005 startede jeg så med at skrive for Antenna og senere hen for Metalized, og i praksis viste min forestilling sig måske nok også at være rigtig en gang imellem. Men at være anmelder indbefatter også at bruge uendeligt meget tid på at høre et utal af ukendte bands, hvoraf mange af dem måske godt kunne have tålt et par år mere i øvelokalet. Efter ni år har jeg ikke længere tal på, hvor meget tid jeg har dedikeret til bands, som ikke sagde mig det mindste, men som stadig fortjente et grundigt review, fordi man ikke kan gøre forskel i sådan en situation. Men det er meget - skræmmende meget, hvilket også var en medvirkende grund til, at jeg trak stikket i forbindelse med flytningen til Paris.

Og alligevel var det det hele værd, fordi nogle gange - bare enkelte gange poppede der et for mig ukendt band op, som tog mig med storm. Det skete bl.a. en tilfældig dag i oktober 2010, hvorfor jeg pludselig blev presset til at lytte til norske Audrey Hornes tredje album. Det slog benene væk under mig, og selv i dag, hvor det meste musik på min iPhone har måtte lade livet for at skabe plads til mere Ramasjang og Rasmus Klump, ligger der stadig fire album med dem på min iPod.

I lørdags fik jeg så endelig chancen for at se dem live. Sammen med Hippien drog jeg direkte fra en tre års børnefødselsdag til Divan du Monde på Montmartre, hvor Audrey Horne spillede sammen med to support bands. Et fedt spillested, som jeg indtil nu kun har set udefra. Det mindede mig meget om hedengange The Rock i København, og det er positivt ment. Jeg har tilbragt nok størstedelen af mine gå-i-byen-aftener i 20'erne på The Rock, og jeg har set mange fede koncerter der. Koncerten var som at være tilbage igen. Det var SÅ fedt! Fra første nummer havde jeg et smil klistret fast til mit ansigt, og det blev ikke mindre i løbet af koncerten - særligt ikke da de spillede mit yndlingsnummer "Bridge and Anchors". Lige dér kunne jeg huske, hvorfor jeg plejede at gå til 100+ koncerter om året. Jeg følte mig som en ung studine igen, hvis største bekymring var, om hun nu kunne komme op og stå forrest til næste koncert, og det var liiiige før jeg kastede mig ind i mængden for at fange mig en trommestik eller et plekter. Og så alligevel ikke - der var også ret fint at stå tæt på baren og med Hippien i ryggen. Men you get the point.

Tak, Audrey Horne - tak for at leve op til alle mine forventninger, og tak for lige at minde mig om, at der stadig ligger et metalhoved gemt inde i mig. Jeg skal virkelig huske at pleje den del mere. Det var så befriende. Det var mig - det havde jeg bare lidt glemt.

Billede fra Audrey Hornes koncert i København tidligere samme uge - foto lånt af John-son.:)

Apropos anmeldelser, så har jeg faktisk hele to foran mig til levering på søndag. Jeg har nemlig lavet en freelanceaftale med Metalized, hvor jeg en gang imellem bidrager med en anmeldelse eller et interview. Så Chris Cornells nye soloalbum og det nye Mustasch-album ligger klar og venter på, at jeg kan sende arbejdscomputeren på weekend. Perfekt timing!

Tour de France - Bourgogne og Loire

Den der sommerferie - den var altså god. Jeg har villet skrive om den hele ugen, men så var arbejdsstarten alligevel lidt hård, så i sidste ende gad jeg ikke sidde foran computeren, da jeg endelig kom hjem. Hurra for at kunne vælge selv! Nu er det weekend, så nu skal det være! Det bliver et lidt tekst- og billedtungt indlæg, men jeg har haft svært ved at begrænse det - bloggen er jo som tidligere nævnt også min måde at holde familien derhjemme opdateret, og det kræver nogle gange lidt flere detaljer.:)

Jeg viste jo vores rute her, og den viste sig at være helt perfekt afstemt. Lidt mellemstore byer, lidt ren natur og begrænset med kørsel hver dag. Elvis klarede køreturene fint, men han startede hver dag med at sige "Ikke køre bil!", så det var godt, at vi ikke havde påregnet at køre helt til Sydfrankrig!

Dag 1-2:

Vi startede ferien med et lille bump på vejen, da vi fik en anden bil, end vi umiddelbart havde lejet. En rigtig lækker Audi med automatgear, så jeg var egentlig ganske tilfreds, da jeg hentede den. Meeeen så var den jo altså lige kun en 2-dørs og ikke en 4-dørs, og det tog kun et enkelt forsøg med bagagen at indse, at vi aldrig kom til at kunne være i den. Så tilbage til udlejningsstedet med mig og bytte bilen om - temmelig frustrerende. Det endte dog med kun at forsinke os en time, og vi fik i stedet en helt fin lille Renault, hvor vi sagtens kunne være. GPS'en indstillet til at undgå betalingsveje (og dermed stort set også motorveje - super fedt!) og så af sted. Vi kom igennem den smukkeste natur og de fineste små byer, som så også var fuldkommen øde pga. sommerferien. Det var meget vildt.

Vores første destination var dette AirBnB - et helt fantastisk sted i en lillebitte by, som udover at være lille så også var så godt som mennesketom. Der var dog en rigtig god restaurant, som vi spiste på søndag aften, og her var der dog mennesker. Stedet, vi boede, var kæmpe stort og med de vildeste stuer og den lækreste pool - og vi havde det helt for os selv. Det var skønt og sært på samme tid.

Den første dag ankom vi relativt sent, så der hoppede vi bare i poolen og slappede af resten af aftenen. Dagen efter kørte vi så til Beaune, som var en virkelig fin by. Der gad jeg godt hen igen. Om eftermiddagen kørte vi dog tilbage til vores 'domaine' og slappede af og fik badet en hel masse - Elvis var SÅ fan! Poolen var omkring 25 grader, men det var ret køligt i luften, så Elvis blev helt blå og tænderklaprende på ingen tid, og alligevel nægtede han at skulle op. Det var som at se mig selv barn.:) Det var det i øvrigt også på madfronten - når nu vi var i Bourgogne, skulle Elvis selvfølgelig smage sine første escargots, og han elskede det! Mors dreng!

Beaune

Beaune - i køen til Musée de l'Hôtel-Dieu. Cornflakes er den bedste snack!

Beaune

Beaune

Domaine de Serrigny

Domaine de Serrigny

Domaine de Serrigny

Dag 3-4:

Efter to nætter var det tid til at rykke videre - denne gang til det her sted. Vi kunne dog først få adgang til stedet sidst på eftermiddagen, så vi tog et smut forbi Autun, som også var rigtig hyggelig. Vi spiste frokost og så tog vi et lille tog rundt i byen - Elvis var ellevild i det kvarter, han kunne holde sine øjne åbne - så faldt han i søvn henover mig.:)

Hytten, som vi skulle bo i, lå vitterlig in the middle of nowhere. Man skulle køre ud til den mindste by midt i bjergene og så op af en stejl grusvej og så videre ud i landskabet derfra. Det var ret syret, men super fedt! Værten var ekstremt sød, og fordi vejret var så fint, tilbød han os at benytte deres private pool. Yes, mand! Så det blev lidt samme koncept dagen efter, som ved det forrige sted - ud og se en fin by om formiddagen - denne gang Saulieu - og så hjem til poolen om eftermiddagen.

Autun

Blanot

Blanot

Blanot

Blanot

Parc Natural Regional du Morvan

Blanot

Dag 5-6:

Tredje sted var dette her, hvilket altså fik os fra Bourgogne til Loire. Stedet var mest valgt, fordi det lå passende på vejen mellem nationalparken og Tours, men det viste sig også at være rigtig fint. Det var en hyggelig B&B, hvor vi havde et helt lille anneks for os selv, og hvor der var pool, fritgående høns og katte - og en gynge! Elvis var i himlen. Stedet i sig selv lå ikke sååå interessant, men ejeren fik tippet os til nogle fine restauranter i området (bl.a. en farm, hvor vi fik den skønneste middag bestående af and i alle afskygninger, mens der gik påfugle og andre dyr rundt omkring os. Betjeningen var diskutabel - ventetiden mellem retterne var uacceptabelt lang - men omgivelserne og maden var helt i top!), og da vi derudover mest trængte til at slappe af og tage dagen i Elvis-tempo, gjorde det ikke så meget.

La Pouillyzotte, Pouilly-sur-Loire

La Pouillyzotte, Pouilly-sur-Loire

La Pouillyzotte, Pouilly-sur-Loire

Dag 7-8:

På vejen videre tog vi et stop i Bourges, hvor vi fik set Jaques Coeurs imponerende hjem, samt den virkelig smukke katedral. Det var en rigtig fin by, som jeg egentlig godt kunne have udforsket mere, men det blev kun til et kort stop, da vi havde et pænt stykke vej foran os. Vi skulle nemlig hen og bo her!

Det var et rigtig fint chateau, som vi skulle bo på - bare ikke på selve slottet, men oppe i toppen af et træ på grunden! Det skulle simpelthen afprøves. Stedet lå 10 minutter i bil fra Tours, men vi var trætte af at køre bil og valgte derfor bare at lave picnic på stedet - der var alligevel så smukt. Igen var vi stort set alene der. Der var lige et bryllupsselskab, da vi kom, men de smuttede efter få timer. Vi var stort set overladt til os selv hele tiden, hvilket var udmærket, men også lidt sært og lidt problematisk, da jeg egentlig skulle spørge om vej til et supermarked.

Om aftenen skulle vi så have Elvis op i trætoppen og nej, det var ikke nemt. Mørkt og svært. Men op kom vi, og jeg sov himmelsk (høhø...) den nat! Hippien knap så meget - det blev nemlig virkelig meget regnvejr, hvilket larmede en del. Næste dag var det så endnu sværere at få Elvis ned fra træet igen, da rebet nu også var glat, så da vi indså, at det ville regne igen den efterfølgende nat, og vores vært tilbød os et værelse inde på slottet i stedet til den anden overnatning, slog vi til. Nu havde vi lige som prøvet det andet - en nat var helt fint.

Dagen efter den første nat blev vi enige om at lave en lidt mere Elvis-venlig dag ift. sightseeing - så vi kørte til det virkelig fine akvarium i nærheden, Grand Aquarium de Touraine. Det var overraskende nok et af de flotteste akvarier, jeg nogensinde har besøgt! De havde virkelig gjort meget ud af at indrette de enkelte akvarier flot, og så var der et rigtig imponerende udvalg af fisk. Det endte med at være lige spændende for os alle tre.

Som man kunne se på min Instagram fandt vi om aftenen (okay, blev tippet om...) en lille restaurant nede ved Loirefloden, hvor der var helt fantastisk stemning med livemusik og dans. Elvis var helt vild, og jeg kunne så godt have hængt ud der hele aftenen, hvis vi havde været af sted uden barn og hvis vi i øvrigt ikke havde skulle være hjemme inden mørkets frembrud, da det var mig, der kørte... Men hyggeligt var der altså!

Bourges

Fondettes

Fondettes

Fondettes

Grand Aquarium de Touraine

Grand Aquarium de Touraine

Grand Aquarium de Touraine

Grand Aquarium de Touraine

Grand Aquarium de Touraine

Dag 9-10:

Da vi forlod Tours tog det dårlige vejr til. Det regnede og blæste temmelig kraftigt - faktisk fandt jeg senere ud af, at der have været stormvarsler og problemer med springfloder den dag! Vi lod os inspirere af dagen før og kørte derfor til Frankrigs mest fantastiske zoologisk have, ZooParc de Beauval. Altså - de har pandaer og koalabjørne - vi havde ikke noget valg! Det var en lidt kold fornøjelse, men det var virkelig fedt. Elvis' mest sagte sætning den dag blev "Den der <indsæt dyr> meeeeeeget farlig!" - det gjaldt alt fra hvide tigre til skildpadder.

Vi var der i mange timer, men så stadig kun måske halvdelen af den zoologiske have - den er virkelig stor og virkelig flot! Til sidst var Elvis dog helt segnefærdig, så vi vendte kursen mod det her sted. Det viste sig at være meget anderledes end vores andre "hoteller", da det vitterlig var et værelse i et privat hjem. Vi havde overetagen, men var i det her franske pars hus. De var dog helt vildt søde, og stedet var lækkert. De havde også en skøn hund, som Elvis blev helt vild med. Han løb rundt efter den, klappede den, aede den og snakkede om den hele tiden. Faktisk løsnede han mere op det her sted end nogen af de andre steder - på hele turen havde han været ekstremt genert, men her tonsede han bare løs. Det var ret sødt at se.

På vores sidste feriedag var det også ret trist vejr, så det passede med, at vi endelig kunne få sat kursen mod et slot. Man kan jo ikke tage til Loire uden at se et chateau! Så vi kørte til Chateau Chambord, som vi dog valgte kun at se udefra, da det endte med at passe meget dårligt med Elvis' lur, og han simpelthen var for træt. Det var stadig rigtig fint. På vejen hjem til Paris næste dag glemte vi også en hurtig sightseeing af Chateau de Chamerolles ind, og så følte vi også, at vi havde gjort vores pligt.:)

ZooParc de Beauval

ZooParc de Beauval

ZooParc de Beauval

Chateau de Chambord

Villermain

Turen var som sagt et stort hit, og jeg er allerede klar på at gøre det igen. Næste år vil jeg dog længere sydpå!

Dagens ups no. 22

Det er jo super godt, når man beslutter sig for at tage sin blog lidt ekstra seriøst og opretter en dedikeret emailadresse til den. Det er også super godt, at man får sat en kontaktside op på bloggen og alt muligt.

Det er knap så godt, når man så 1) glemmer at sætte adressen op til at videresende eventuelle mails til ens private adresse, og 2) ikke tjekker adressen en eneste gang siden.

Der skulle lige en manglende ordrebekræftelse til for at jeg fik logget ind. Hej mails, som er over et år gamle. Hej tilbud om samarbejder! Og øhh, undskyld au pair-ansøgere, som jeg vist aldrig har svaret.

Flot, Caroline. Virkelig flot. Men nu er der da styr på det.

(Det der samarbejde-tilbud var langt fra noget stort, og jeg havde nok takket nej, hvis jeg havde set det i tide - men hey! Det var da egentlig meget fedt alligevel - også selv om jeg sikkert er blacklistet nu for aldrig at svare...)

Meget mere end bare en Didi

På en af aftenerne i vores ferie var Snubsen i et helt specielt humør. Han fjollede som aldrig før og fandt på helt nye lege. F.eks. sad han hele vejen i bilen til restauranten og talte "Eeen, tooo, trefirefemsekssyvotteniti" efterfulgt af en omgang "bll-bll-bll" - I ved, den der lyd af en finger på underlæben. Det fik han op imod en halv time til at gå med uden stop. På turen hjem besluttede han sig for, at nu var han altså en indianer! Ikke mere forklaring eller leg end det - han var bare en indianer.

Næste morgen spurgte jeg ham så, om han stadig var en indianer, og så kom det stille svar, som fik mig helt i knæ.

"Nej, Didi bare en Didi".

Min lille, skøre unge - der er intet "bare" over at være en Didi! Jeg ved stadig ikke, hvor navnet Didi kommer fra, men det er også lige meget. Elvis er en Didi, og Didi er bare en Didi, og det er det allerbedste en Didi kan være.

Til gengæld var mor så i øvrigt en indianer den morgen...

Der er ikke noget "bare" over denne her lille gut - se ham lige!

10 forskelle på en dansk og en fransk festival

Baseret på Roskilde Festival vs. Rock En Seine er mine observationer følgende:

1. På franske festivaler kan folk faktisk finde ud af at bruge toiletter! Ingen stiller sig bare op af et træ og tisser!
2. ... Og det endda selv om de på franske festivaler stadig ikke hart hørt om reelle toiletvogne og derfor stadig sværger til festivaltoiletter.
3. På franske festivaler rydder folk op efter sig - brugte tallerkener smides ud og selv cigaretskodder samles (stort set) op.
4. På franske festivaler kommer folk for at høre musik og ikke bare for at te sig tosset og drikke sig fulde. Derfor er mængden af ligegyldigt lir også begrænset.
5. På franske festivaler er man ret ligeglad med, at det er 30 grader og folk bør huske at drikke vand. Der er kun enkelte vandposter, og de er som oftest løbet tør for vand. Men det er da også lige meget, når man kan købe vand til 3€ flasken!
6. På franske festivaler er der (selvfølgelig) et fint udvalg af rød-, hvid- og rosévin, og festivalkopper i vinglas-style.
7. Til gengæld kan man på franske festivaler ikke købe cigaretter - og det selv om størstedelene af de franske gæster jo ryger! De må have et bedre forberedelsesgen end danskere (*host* Hippien *host*)...
8. På franske festivaler må der ikke spilles højt musik...
9. På franske festivaler slutter koncerterne senest lige over midnat.
10. På franske festivaler råbes der rigtig meget "Ça va, Paris?" og meget lidt "Hva' så, Roskilde?"

Det var en fed weekend. En super festival og SKØNT at være ude og høre musik igen! Særligt er jeg dog blevet fan af det der med at komme hjem i min egen seng hver nat og dermed også starte hver morgen med et bad i mit eget badeværelse. Jeg er blevet sådan et gammelt luksusdyr, og jeg elsker det!

Nu er ferien definitivt slut og arbejdsugen er begyndt for fuld drøn, men det er nu også okay. Det har været fantastisk.

Tilbage fra ferie

Det var egentlig ikke med vilje, at der sådan blev flere ugers radiotavshed herinde. Men dagen inden vores store Tour de France, valgte Snubsen altså at blive syg. Han gik fra glad og legende til at sætte i gråd og være helt pjevs og slap i det. Så dagen, som jeg ellers havde sat af til pakning og blogning, endte med at blive brugt på at gå rundt i cirkler i stuen med et lille hængetræ på armen. Min lille Snubs, altså... Efter en laaang lur og senere en god nats søvn var han dog helt frisk og klar på vores ferie dagen efter. Heldigvis.

Så ja, vi er lige kommet hjem igen efter 10 fantastiske dage. Jeg skal nok skrive en masse mere om det herinde med anbefalinger til lækre områder og gode AirBnbs, men det bliver ikke lige nu. I aften skal jeg nemlig slappe af med min svigermor og min mand og så ellers glæde mig til, at Hippien og jeg i morgen tager til Rock En Seine og altså ENDELIG kommer på festival. Hurra! Det ser endda også ud til, at vejret er med os - i dag har det været 19 grader og heldagsregn, men i morgen skulle det stige til 25 grader og så op mod 30 grader i weekenden. Helt perfekt, hvis du spørger mig.:)

Så vi skrives ved på den anden side! Indtil videre er der et lille sneak peek her.:)

London, baby!

Forrige weekend var vi som sagt et smut i London. Det tager kun 2 timer og 17 minutter (meget præcist...) med toget, og så er man jo vitterlig kommet fra centrum af Paris til centrum af London - altså ikke noget med langvarig transport til og fra lufthavne. Det skulle altså prøves - særligt da mit arbejde tilbød en rabatkode! Så vi inviterede vores au pair med, bookede en lejlighed over AirBnB og smuttede til England.

Det var simpelthen sådan en dejlig tur - selv om der var lidt forsinkelse i starten, gik togturen virkelig nemt (og jeg rendte ind i bassisten fra Dragonforce på toget - hvad sker der lige for det? Stor forvirring fra os begge to, men hyggeligt!). Det var så meget mere komfortabelt end at flyve, og vi var så heldige at få et ekstra sæde til Elvis, så han ikke skulle sidde på skødet hele vejen - bonus!

Vi havde booket denne her lejlighed i Bayswater, og den var helt fantastisk! Den havde alt det, vi havde brug for, og ejeren var simpelthen så sød. Han startede med at give os en køretur rundt i området for lige at udpege de gode steder, og så sørgede han for både juice og brød i lejligheden til os. Så godt altså. Kvarteret var også ekstremt hyggeligt, så den lejlighed kan virkelig anbefales!

Fredag brugte vi tiden på at gå et smut i Hyde Park og så ellers vandre gennem byen ned til Piccadelly. Hippien ville så gerne vise os det sted, han boede for 17 år siden - men han kunne selvfølgelig overhovedet ikke finde det. Så komisk, altså! Til gengæld fik vi så set en masse af byen.

Lørdag brugte vi hovedsagligt i Notting Hill, hvor vi tog på Portobello Market og brugte overraskende mange timer. Der var bare så hyggeligt. Senere fik vi forvildet os ned i Chelsea, hvor der dog var pænt kedeligt, og til sidst tog vi en taxi tilbage til Bayswater og spiste på en hyggelig pub deroppe, inden Sarah overtog Elvis-duty og puttede ham, mens Hippien og jeg gik på pub og snakkede med de lokale og bankede dem i pool (kun Hippien). Det var så hyggeligt og så tiltrængt!

Søndag spiste vi morgenmad på et fantastisk, organisk sted, som hed The Village. Maden var super, og de var simpelthen SÅ søde derinde, og helt vilde med Elvis. Helt klart et sted, jeg gerne kommer igen - og nu er anbefalingen altså også givet videre. Bagefter tog vi igen et stop i Hyde Park på den fantastiske Princess Diana Memorial Playground, hvor Elvis fik gynget igennem, og så tog vi ellers en bus ned mod Westminster Abbey og Big Ben and such. Vi ville lige lege en smule turister. I praksis var byen dog godt spærret af pga. en eller anden cykelevent, så bussen kørte kun til Victoria, og så måtte vi gå derfra. Lidt ærgerligt, da det tog en stor del af vores sidste tid i London.

Efter et sidste stop på en pub (en af dem, som tillod børn...), fandt vi tilbage til St. Pancras og hoppede på toget til Paris. Igen fik vi en ekstra plads i toget, og Elvis sov liggende hen over mig hele vejen hjem. Helt perfekt!

Jeg er virkelig fan af den slags afbræk, og jeg kunne godt forestille mig, at vi kom til at gøre det igen en anden gang - måske bare mig og Hippien næste gang. Det var jo så nemt og så hyggeligt. 

Første pub-stop af mange

Elvis' første billede af sine forældre - det gjorde han da meget godt (med kun lidt hjælp)

Notting Hill

Portobello Market

Portobello Market

Portobello Market

En lille legepause - sand, sut og den nye røde bus

Sikkert den mest fotograferede pub i London - men den var altså også flot!

En stille gade og et stooort kram

Far og Elvis kører dobbeltdækkerbus

Ja, der var også seværdigheder...

Og så lige dagens fjollede indslag - Hippien in a nutshell!