mandag den 6. august 2018

En stille weekend

Det har vist været en af de mest ligegyldige, og samtidig dejligste weekender i lang tid. Ingen synderlige planer, ingen store events, men bare hygge.

I weekenden har jeg

  • både fredag og lørdag aften betragtet et styks sovende Hippie fra kl. 21 og et styks sovende dreng fra kl. 22. Sådan kan man vel også få alenetid? #træthippie
  • siddet på en café og drukket cider med min mand, fordi vi ikke måtte hente Elvis for tidligt fra legeaftale! #stordreng
  • fået en god bunke ømme muskler, fordi samme cafébesøg bød på et fald ned i en (for mig) usynlig trappeskakt. Av! Og ja, det var altså før jeg nærmest overhovedet havde smagt på den der cider... #blindmor
  • læst utroligt mange bøger med Elvis. I særdeleshed om egyptiske og nordiske guder - hvor er det fedt, at han er begyndt at få den slags interesser! Og genialt at tilbuddet om at læse bog med mor stadig kan hive ham væk fra ipad'en... #sejdreng
  • badet og fanget fisk med Elvis - og kommet til undsætning, da han tabte sin spand ud i Københavns kanal. Han var sikker på, at den var tabt for evigt og var helt opløst i gråd. #lilledreng
  • prøvet at nyde, at en defekt vaskemaskine også betyder, at man ikke skal bruge tid på at vaske tøj... #bunkernevokser
Nu er det mandag, arbejdsdagen er slut og jeg vil hente Elvis og tage ham med på brombærjagt! Hej hej...


onsdag den 1. august 2018

Guldkorn #6

Lidt fra gemmerne fra de sidste 4-5 måneder...

E: "Mor, imponerende kan faktisk være både godt og skidt!"
Mig: "Arh, imponerende er faktisk altid godt."
E: "Jamen, nogle gange siger de voksne i børnehaven "Det var da imponerende" og så er det altså ikke godt".

Vi sidder og ser X Factor:
"Far, ham den mørke lærers hår ligner faktisk lidt de sorte prikker på et rundstykke."

Jeg er lidt stille under aftensmaden:
Hippien: "Er du okay?"
Mig: "Ja, jeg er bare træt. Jeg har ramt muren."
Elvis: "Nej mor. For det er når ens hår driller og man er rigtig sur, at man har ramt muren!"
(Gæt selv, hvem der havde det sådan en sen tirsdag aften...)

Elvis sidder og fortæller i bussen hjem fra børnehaven:
"Den, jeg mest frygter, er Cecilie. Hun er chefen over alle Kyssepigerne!"

Halvvejs inde i Elvis' "Ronja Røverdatter"-fase:
E: "Mor, ved du hvad "messi" betyder?"
Mig (tænker fodbold...): "Øhh, nej?"
E: "Det betyder prut! For i sangen synger de jo "... og slår en kæmpe messiiiii prutte-rutte-rut-fis-prut-trutterut!"

Fra børn og fulde folk...
"Mor, hvorfor er det kun dine baller, der ryster, og ikke mine?"

"Farmor er den bedste til at lege. For når jeg spørger "skal vi lege?", siger hun altid enten "ja" eller "når jeg har drukket min kaffe"."

En dag, hvor jeg har sagt nej til at lege:
"Mor, hvis du vil være en farmor engang, så bliver du altså nødt til at øve dig i at lege!"

Når man er meget glad for skæg og kigger med på det engelske prinsebryllup:
"Hvem er blevet gift? Er det den engelske prins, som har skæg? Har HAN skæg? Wow!"

"Mor, skal jeg sige dig, hvad jeg bedst kan lide at sige af "hold kæft" og "klap i"? Jeg kan bedst lide "hold kæft", for det gør jo ikke ondt lige som at klappe i!"
(Hvorefter han slår sig selv med et klap i hovedet...)

En aften ved middagsbordet:
E: "Mor, ved du hvad Ernst siger? Han siger, at når man bliver voksen, skal man putte sin tissemand ind i den man er forelsket i, og så laver man en baby. Er det rigtigt?"
Mig: "Ja, det er faktisk rigtig nok."
E: "Skal jeg så også gøre det med den, jeg er forelsket i? Adr, det vil jeg ikke. Så vil jeg bare adoptere."

En aften, hvor farmor er ved at putte Elvis:
E: "Farmor, vil du høre noget? Når man skal lave en baby, så skal faren putte sin tissemand ind i morens tissekone!"
Farmor: "Nå da, hvor ved du det fra?"
E: "Det har Ernst fortalt mig. Og jeg troede ikke på det, men så spurgte jeg min mor, og hun sagde, at det var rigtigt".

En aften har putningen været lidt langt, og jeg har talt med lidt store bogstaver om, at NU skal der altså soves. Da jeg så kigger ind lidt senere og igen siger "Godnat skat, jeg elsker dig", svarer Elvis:
"Ved du hvad, mor? Jeg synes faktisk, du er rigtig god til at være mor. For en mor skal både være sød og lidt streng..."