New York rundt om hjørnet

Med alt det arbejde, jeg fyrer af for tiden (i fredags var det f.eks. 14 timer - fra 07-21!), er behovet for en lidt længere pause end bare end weekend ved at være stort. Heldigvis venter sådan en pause liiiiige rundt om hjørnet. Jeg gav nemlig Hippien den (hvis jeg selv skal sige det) ultimative julegave - en forlænget weekend til New York, bare ham og mig!

Hippien har aldrig været i USA, men har altid talt om gerne at ville til New York. Jeg har rejst meget i USA og har også været i NY to gange før, og altså - jeg gør det gladeligt igen. Og nu så jeg pludselig, at hovedrolleindehaveren fra en af mine yndlingsfilm, Hedwig and the Angry Inch, vender tilbage til rollen på Broadway. Skulle man så ikke? Jo, det skulle man!

Så her i midten af Februar tager farmor en flyver til Paris og hygger sig med Snubsen, mens Hippien og jeg stikker til det store æble. Bare os to. I fire dage.

Jeg glæder mig vanvittigt! Alene til den otte timers flyvetur derover - hallo, vi kan snakke sammen uforstyrret, se en film, drikke rødvin, whatever. (Sove...) Det lyder helt ok med mig.

Udover at vi skal i teateret, har vi planer om at drikke drinks på små, skæve spillesteder; spise god mad; gå tur over Brooklyn Bridge (det har jeg ikke gjort før); besøge Ground Zero; chille i Central Park; tage et boattrip rundt om Manhattan og så ellers bare tage det helt stille og roligt. Gode tips modtages gerne, men vi skal ikke have for pakket et program. Det skal være afslapning.

Vi skal bo her - et hotel, som en bekendt anbefalede for år tilbage, og som jeg altid gerne har villet besøge. Nu bliver det endelig!

Fire nætter væk fra Snubsen - det er lidt syret. Men altså - han er sammen med sin farmor og vores aupair; han kommer til at hygge sig vildt.:)

Billeder fra min sidste tur til New York i september 2008. Her 6,5 år senere og på en anden årstid kommer både byen og jeg til at se anderledes ud, men det giver alligevel kilder i maven at se tilbage.

Lidt franskerbrok

Forestil dig, at du har vovet dig ind i et storcenter. Et storcenter i fire etager. På en lørdag. Under januarudsalget. Med en klapvogn.

Okay, jeg kan godt høre, hvor dumt det lyder. Hvorfor gør man sådan noget? Men det var ikke desto mindre hvad, vi gjorde i lørdags.

Sjældent har jeg oplevet så mange latterlige, hensynsløse mennesker. (Og sjældent har Hippien og jeg brokket os så meget... Nøj, hvor var alt bare for galt!) Det her nærliggende storcenter, Beaugrenelle, er en ren fransk version af Fields eller Fisketorvet. Mange etager, mange butikker - og selvfølgelig mange rulletrapper! Derudover er der så kun to elevatorer, som ligger lige ved siden af rulletrapperne, og hvor der højt og tydeligt står, at de er forbeholdt kørestole og klapvogne.

I praksis er de proppet med luddovne franskmænd, der ikke gider gå de sidste 20 m hen til rulletrapperne. Jeg troede engang, at det var slemt på de danske togstationer, men det her tog alligevel prisen.

På de 5-6 gange, vi var tvunget til at gå til elevatoren, ventede vi vel i snit på tre elevatorer, før vi kom med. Fordi de alle var proppet med sunde og raske, velgående mennesker. Og det virkede ikke engang som om de var klar over, at de var totalt hensynsløse!? Havde jeg kunnet sproget, havde jeg skældt ud! Nøj, hvor var jeg irriteret.

Jeg tror egentlig, at det er hele pointen. Franskmændene tænker ikke over det, når de er hensynsløse. De er så vant til, at folk selvfølgelig kræver sin ret, at det er helt naturligt. Som i metroen, hvor man snildt maser sig ind foran alle andre og også gerne oveni alle andre. Sådan gør man bare. Og hvis alle gør det, så er det vel ikke hensynsløst?

Well, jeg bliver aldrig fan... Jeg brokker mig bare videre - forhåbentlig en dag på et sprog, som de forstår!

(Vi købte i øvrigt ingenting... Så måske havde vi faktisk mindst ret til de elevatorer!)

Snik snak a la 1,5 år

Det her indlæg er ekstremt stolt-mor-agtigt - nu er I advaret! Men se lige det videoklip - han er sgu da så sød, at det må være okay!?

Det er nemlig SÅDAN, Bruce Springsteen gør! #minlillerockstar #elvisallerbedst #supercharger #superchargerdk @superchargerdk

En video slået op af Caroline (@carolinecalov) den Jan 17, 2015 at 3:49 PST

Elvis er jo nu engang min søn, så det kommer ikke som nogen overraskelse for mig, at han er et værre sludrechartol. Han plidrer, pladrer og pludrer dagen lang, og det er simpelthen så sjovt! Det er helt klart med til at gøre den alder, han har nu, til den sjoveste so far. Der sker så meget med hans sprog næsten dagligt, og jeg kan ikke få nok af at lytte til ham.

Hans glansnummer lige for tiden er at løfte rundt på ting. Gerne på ting, som er alt for store for ham. I julen gik han konstant ind i motionsrummet hos min far og løftede på håndvægte, og når det så alligevel ikke gik, blev det akkompagneret af et frustreret "Tund! Tund!" Det ord har han taget med sig hjem, og vi får dagligt at vide, at diverse bøger, puder, glas, you-name-it er tunge.

Han har også fået helt styr på det der med, at der er forskel på mennesker, så alle, vi passerer på gaden, får et tilhørende "Mand", "Daa" eller "Piiiii" efter sig - sidstnævnte til både drenge og piger. Efter julen har de fleste familiemedlemmer også fået navne - "mofaaaa" eller "fafaaa" alt efter humør om morfar, "be" om bedste (mest udtalt som bææ - sorry, bedste...), "momor" om mormor, "Tdoor" om fætter Theodor, "Å-G" om onkel HG - og så selvfølgelig helt klokkeklare "far", "Sarah" og "mor". Smelte, smelte...

I forhold til legetid, så har vi utrolig ofte en "baaaah-buuuuh", også kendt som en "bandbi", rendende rundt i huset, og så er yndlingssangen lige blevet til "Jens Hansen havde en bondegård", hvilket demonstreres med en masse "Iii-aiii-iii-aiii". Det er også en stjernegod sang - dog knap så meget efter 5 x repeat på youtube. (En eller anden link mig lige til en god version af den sang - de er virkelig rædselsfulde alle dem, jeg har fundet på enten dansk eller engelsk!). En anden sjov leg er at lægge alle ting til at sove. Det betyder basically at lægge dem ned på gulvet og sige "dove-dove" - uafhængigt af, om det er en bamse, en legetøjselefant eller en bus. Dove-dove.

Når det kommer til mad, hedder alt stadig "mam-mam", og vi skal ikke prøve at kalde det andet. Så bliver det bare til "mam-MAM". Enkelte differentieringer er der dog, som "æææ" (æg), "brø", "baban" og så selvfølgelig "gugurt", som i øvrigt dækker over både yoghurt og havregrød... Er vi lidt langsomme med maden, bliver der sagt "mam-mam" meget insisterende mange gange. Vi skal ikke være i tvivl om, hvad der ønskes... Drikkevarerne går det lidt bedre med. Der har vi både "fand" (han åbenbart skabstysker og udtaler generelt v som f...), "mæ" og "duus".

Nå ja, og bedst af alt kommer der altid et meget glad "Taaaaaak", når han er færdig med at spise. Han er sgu godt opdraget! (Det er ikke mig, der har lært ham det, så det må jeg godt sige...)

Om franskmænd og papir

En ny ting, jeg har lært. Franskmænd eeeeelsker papir. Jeg ved ikke, hvad det er, regnskoven har gjort dem, men åbenbart skal ALT printes på den ene eller anden måde.

Tag nu for eksempel checks. Et uddødt fænomen i Danmark, men yes - jeg har fået et checkhæfte. Mit livs første. For i Frankrig er det begrænset, hvor meget man kan betale med kreditkort, og fordi checks jo er sååå meget sikrere!? Og så er det i øvrigt et checkhæfte, som fylder mere end mine normale tasker. Næsten. Det kan i hvert fald på ingen måde være i min pung. Hvorfor??

Så er der supermarkederne. I vores tilfælde i særdeleshed Carrefour. De kaster simpelthen kuponer efter én i så stor stil, at vores køkken er ved at svømme over med dem. For helt ærligt - man glemmer jo at tage dem med derned igen! Åhh, hvor jeg savner Coop og deres nemme måde at styre rabatter med medlemskortet. Vi har også et fint kort til Carrefour, men det mindsker så absolut ikke kuponerne. Tværtimod. Forleden afleverede jeg 10 kuponer i en shopping for at få en rabat på 2,5€ og så et-eller-andet på min fransksprogede Carrefour-konto, som jeg ikke kan finde ud af at tjekke. Stakkels regnskov...

Så er der den delvist-firmabetalte frokost. Den styres ved, at jeg hver måned får et kuponhæfte, som jeg kan bruge til betaling. Og okay - det er faktisk en okay løsning. Det fungerer og giver valgmuligheder - men altså; mere papir at slæbe rundt på!

Endelig var der den årlige julegave. Der tages så fint hensyn til forskellig smag, så vi fik: Et kuponhæfte! Fordi jeg har barn, fik jeg også et mindre hæfte til ham. Jeg kan da godt se, at det giver bedre mulighed for at vælge noget helt rigtigt, men altså - hvad er der nu galt med at samle en masse muligheder online? For nylig forsøgte vi så at uden held at bruge det i fnac, og lige siden har jeg slæbt rundt på: 1 x checkhæfte, 2 x cheque cadeau og 2 x cheque restaurant. Og nej, der er ikke plads til andet i min taske...

Sorry skat, mor har ikke snacks med, men du kan få en check!

Når arbejdet tager over

*Puf* Så har jeg igen lige været i en anden dimension og dermed fraværende fra denne... Sidste uge var om muligt endnu hårdere end den forrige, i hvert fald ud fra et arbejdsperspektiv. Over 60 timers arbejde, som enten gjorde, at jeg ikke så Snubsen vågen (situationen mandag til onsdag...) eller først lukkede computeren ved 2-tiden for lige at få lidt tid med bavianen i tidsrummet 19-21. Det var hårdt. Det var hjernedødt hårdt.

Men for nu at være helt ærlig, ikke? Da jeg kom hjem fredag eftermiddag, stokket op på succesoplevelser og en masse ros, så føltes det SÅ godt. Det var faktisk det værd. En uge, hvor jeg arbejde r**** ud af bukserne, men samtidig virkelig leverede og lærte vildt meget. Det var sgu cool - særligt da det var overstået. Og så var det fredag, og vi begyndte en fantastisk weekend med overskud på kærestefronten (gamenight og bobler til klokken alt for sent den ene aften, biftur og bar den anden), masser af snubsefjol og ikke mindst snubsekram og ren afslapning. Ahh, det ladede lige energidepoterne op igen.

Og nu er jeg her. I gang med en ny uge, som også bliver travl, men som forhåbentlig bliver lidt mere moderat i tidsforbruget, og som forhåbentlig overlader bare lidt tid andet. Det ville nu være rart.

En kæresteselfie fra vores første parisiske biografbesøg. Vi så sidste del af Hobbitten - med engelsk tale. Mega smart, bortset fra når der blev talt elvisk eller ork. Så var der kun liiiige de franske undertekster - ups! Sidst vi var i biffen var i øvrigt for at se den forrige Hobbit-film - hovsa...

Hov - og se mine fine øreringe fra Zarah Voigt! Julegave fra Hippien - de er fantastiske, men meget lidt børnevenlige, og derfor er de først kommet på nu.

Weekend // Om hvor hurtigt og langsomt en uge kan gå

Jeg brokker mig. Det må man kun, hvis man lægger billeder op af søde børn samtidig.

Klokken er 00.30 og NU har jeg sendt den sidste email af sted og lukket computeren ned. NU er det weekend. Og hold nu op, hvor er det tiltrængt...

Det har været den mest syrede uge i lang tid. Chokket og frustrationen over verdenen. Savnet af Hippien. Og forsøget på bare at holde mig selv nogenlunde stående i det her arbejdspres.

Det har været sindssygt. Intet mindre. Jeg har vitterlig ikke holdt en pause i dag før nu - og dagen startede altså klokken syv i morges!

Siden Hippien tog af sted tirsdag aften har jeg brugt ca. 36 timer på at arbejde, 4 timer på transport, 3 timer på at gøre mig klar til at tage på arbejde, 4,5 time på at putte Elvis (du driver mig til vanvid, dreng!), 3,5 time på faktisk at hygge mig med Elvis og 21 timer på at sove. Og så gik den uge. Som i slow motion, men stadig meget hurtigt.

I dag sluttede min chef et møde af med ordene "Okay, I think they are all dead now" og i min arbejdshjerne forstod jeg slet ikke, hvad han mente, og hvordan det passede ind i vores kontekst. Men nej. Han var selvfølgelig tilbage i den virkelige verden og hentydede til gidselsituationen nord for Paris. Jeg havde helt glemt den virkelige verden - og det skræmmer mig lidt, når den virkelig verden ellers om noget var vigtig i dag for en (wannabe-)Parisienne.

Men nu! Nu er jeg tilbage i den virkelig verden for et par dage, og den skal nydes. Med Snubsen og med Hippien, når han altså kommer hjem søndag. Det bliver rart.

Godnat og god weekend.

And Paris wept...

Det her er et svært indlæg at skrive. På den ene side føler jeg mig helt tom for ord; på den anden side føler jeg mig nødsaget til at sige noget.

I går var en meget svær dag i Paris. I dag var ikke meget bedre. Jeg er rystet over verden. Jeg er bange for verden. Og mest af alt er jeg vred på verden. Det skulle ikke være sådan.

I går var også en mærkelig dag at være udlænding i Paris. Ikke at være i tvivl om, hvilket emne alle talte om, men alligevel ikke helt forstå detaljerne. Og ja - jeg havde det faktisk også skidt med at være dansker. Vi startede jo Muhammed-krisen. Og selv om jeg går ind for ytringsfrihed, så betød det lige dér, at vi havde været med til at starte det, der denne dag betød usigelig sorg i så mange familier. Så mange familier så tæt på.

I praksis var jeg langt væk fra angrebet, da min arbejdsplads ligger i den helt anden ende af byen. På samme måde er vores lejlighed langt væk derfra, og det prisede jeg mig lykkelig for - men jeg bad stadig vores au pair om at blive hjemme og indendøre med Elvis. Kombinationen af at være langt fra sin søn og vide, at der var sindssyge, utilregnelige og farlige mænd på fri fod et sted i Paris gader, var næsten ikke til at holde ud.

Jeg kan ikke beskrive stemningen i Paris i går. Jeg var jo spærret inde på kontoret hele dagen. Men selv på min arbejdsplads, hvor der som hovedregel tales meget lidt om andet end arbejde, kunne det mærkes. Der var snak på gangene, på kontorerne. Den ene af dobbeltdørene ud til gaden blev lukket til, og i dag var der sat ekstra sikkerhedsvagter på. I metroen kommer der flere sikkerhedsudkald over højtalerne. Men ellers? Eiffeltårnet glitrer, franskmændende haster gennem gaderne med en viftende cigaret, og Paris lever videre - and thank god for det!

I dag blev jeg og alle mine kolleger kaldt til et minuts stilhed i vores store forhal i hovedbygningen. På vejen derover øsede det ned, og det virkede egentlig ganske passende. Selv himlen græd. Lige dér til samlingen slog det mig rigtig hårdt. At se sådan et kæmpe millionfirma stå sammen mod sindssyge på den måde. At se alle skærme i forhallen vise et budskab - Je suis Charlie. Det var stærkt og meget virkningsfuldt.

For ja. Je suis Charlie. Nous sommes Charlie. Paris står stadig.

Tilbage til hverdagen, en hård uge og juleferie i Danmark

Aaand I'm back. Både på bloggen og i hverdagen. Ansigtet er blevet normalt igen, sygdommen er 7-9-13 stukket af igen, arbejdet kører på i fuld fart og Hippien er taget til Danmark. Business as usual...

Men før det skete, havde vi en pause. En tiltrængt pause med en skøn ferie i Danmark efterfulgt af en lang weekend i Paris. Og ja, der var sygdom. Og Shrek-face. Men det var stadig helt fantastisk! Jeg savner det faktisk ganske forfærdeligt.

Den næste uge her bliver hård. Jeg skal arbejde rigtig meget, og timingen er forfærdelig med Hippien i Danmark. Derudover er Elvis meget morsyg og tager en krig at putte, så der er ingen tvivl om at jeg (og derfor nok også bloggen - nu er I advaret) kommer i sidste række. Jeg har allerede nu på fornemmelsen, at døgnet ikke kommer til at have nok timer. Men sådan er det. Life as we know it. Og heldigvis er der nogle dejlige billeder at kigge på og drømme sig tilbage til ferien med...

 Morfar-hygge. Vi boede hele julen hos min far, og det var virkelig dejligt med én fast base denne gang!

 Juletræet hos morfar - med den mest spændende Ho-ho-ho og Gok-gok, som Elvis skulle ind og hilse på mange gange dagligt!

 Når man ser en bænk, skal man kravle op på den. Gerne med en dinosaurus i hånden.

 Der kigges på plader med far. Generelt var Elvis virkelig svær at få billeder af, da blitzen konstant buggede hans øjne eller hans næse - jeg ligger inde med et utal af billeder med sammenknebne øjne og/eller en hånd foran næsen.

 Juleaften - morfar, Elvis og fætter-stor

 Årets juleportræt - det bedste, Elvis kunne præstere (se fraklip længere nede...)

 Julemanden og en meget forventningsfuld fætter-stor!

 Elvis' møde med julemanden. Dét var spændende - og han sagde heldigvis "Ho-ho" som han skulle.

 Gaver!!

 Når en onkel bliver angrebet...

 Tredje juledag - ligger lige og chiller på køkkengulvet, godt ramt af røde øjne, hoste og snotnæse

Heldigvis var han ikke mere syg, end at han kunne jagte sin fætter-stor rundt i laaang tid for at kramme ham. Så sødt!

-------------------

Og så et fraklip som lovet... Han er sgu stadig skide sød!

(Gårs)dagens ups no. XV

Klokken nærmer sig halv ti om aftenen. Hippien har været inde og putte Snubsen i lidt over en time, og da jeg går forbi døren til soveværelset, hører jeg højlydt snorken. Cool nok - de er begge faldet i søvn. Men altså, jeg går da liiige ind og vækker Hippien, så vi kan få lidt aften sammen.

Inde i soveværelset ligger Hippien og snorksover, og Snubsen? Han ligger lysvågen og leger med sine fødder... Han ser mig, og så råbes der ellers bare "Mooooooooaaaaaar!" til den store guldmedalje. Hippien sover fra det hele.

Fair nok - med så lange putteseancer, som vi stadig kører, så kan man godt nogle gange komme til at putte sig selv i stedet.