Denne her graviditet er fløjet væk. Simpelthen. Jeg er nu kun et par uger fra termin og er derfor langt om længe gået på barsel. En barsel, som ærligt består af noget mindre Netflix, end jeg havde håbet på, og en hel del mere hjemmeskole. Når det så er sagt, så nyder jeg helt vildt de her dage med Elvis. Han er så mega sej til skolearbejdet, og vi hygger os med at få det lavet. Han er totalt selvkørende, og jeg kan bare sidde og betragte ham, mens han løser de vildeste regnestykker og overhovedet ikke har brug for min hjælp. Det er så fedt.
Vi har givet ham en enkelt klassekammerat i "boblen", så 2-3 dage om ugen bruger de dagen sammen på at lave skolearbejde og lege. Det er genialt. I starten af barslen, hvor jeg nok havde lidt svært ved at lukke ned for arbejdet, var det en kæmpe hjælp at kunne sende Elvis rundt om hjørnet et par dage om ugen, og nu kan jeg så gøre gengæld til hans kammerats forældre, som får mulighed for at arbejde uforstyrret, mens jeg bare hygger mig med drengene. Det spiller sgu. Jeg klager heller ikke over at få et par egodage en gang imellem.
Men det er vildt at tænke på, at jeg har haft en hel graviditet i Corona'ens tegn. Det betyder også, at jeg har veninder, som jeg slet ikke har set i en hele min graviditet. Det giver lidt anderledes perspektiv på tiden.
Det har også været en vild gravididtet. SÅ anderledes end den første - i hvert fald i forhold til, hvad jeg kan huske fra for 8 år siden... Jeg har haft markant mere kvalme, har været markant mere træt og har været ramt af (trods alt milde) bækkensmerter og lignende komplikationer. Der har været dage, hvor jeg næsten ikke har kunnet gå. Men det er også en anden situation end for 8 år siden. Dels er det jo et andet barn - og en pige, hvilket mange giver skylden for kvalmen. Hvad ved jeg... Dels er jeg blevet 8 år ældre og har også et mere krævende job end for 8 år siden - nå ja, og et barn i forvejen, selv om han nu altså ikke skal beskyldes for at være krævende. Dels har der været Corona-situationen, som klart har gjort alting på hovedet. Det er nok et sammensurrium af det hele, som gør sig gældende.
Ift. mine nuværende bækkensmerter, så er jeg ikke i tvivl om, at det også skyldes, at denne her baryl ser ud til at té sig bedre end Elvis. Hun ligger nemlig med hovedet nedad og borer sig godt og grundigt ind i mit bækken. Så alt tyder på, at det kan blive en naturlig fødsel denne gang. Det er jeg altså glad for, selv om min oplevelse med kejsersnit jo var god, så jeg er rimelig afslappet omkring det, hvis vi ender der igen. Men jeg gad godt prøve det andet.
Jeg håber lidt at få livet denne her blog lidt op igen under min barsel. Om ikke andet, så for Blobbys skyld (ja, det har Elvis døbt hende...). Jeg er virkelig dårlig til at få udfyldt den der Barnets Bog, men med Elvis har jeg i det mindste min bloghistorik, jeg engang kan give ham. Jeg vil gerne give hende her noget tilsvarende. Men nu må vi se. Jeg er også blevet mere privat, så måske kommer det ikke til at føles rigtigt. Time will show... Indtil videre afventer vi bare ankomst.
