Hvorfor er vi så dårlige til at tilbyde at hjælpe?

Eller hvorfor er jeg i hvert fald?

Jeg er netop ankommet til Oslo Lufthavn for jeg-ved-ikke-hvilken-gang. Er ret meget i Oslo for tiden... Da jeg gik igennem security, udspillede der sig en scene, som jeg sådan ville ønske, jeg havde reageret på.

Jeg gik igennem Fasttrack. I god tid og rimelig afslappet - jeg er jo kun mig selv på denne her rejse. Ved båndet står dog en meget tydeligt oprørt kvinde. Hun har sin lille datter ved siden af i en klapvogn, spredt foran dem ligger en del ejendele. Inklusiv noget, der ligner et dropstativ med en pose med et børnemotiv på. Jeg ved ikke, hvad der udspiller sig, men kvinden siger noget med "Men så må du da hjælpe mig!" og råber til sidste "Jeg klarer det ikke", hvorpå hun vender hele sin kuffert på hovedet ud over hele båndet. Ud falder et kæmpe virvar af hvad, der tydeligt lignede medicin af alle mulige arter.

Jeg kender som sagt ikke situationen, men det virkede ret tydeligt, at her var en presset mor, som rejste med sit syge barn - og sikkerhedspersonalet har vist krævet (med rette), at hun sorterer alle sine ting frem og sikkert også slår sin klapvogn sammen og jeg-ved-ikke-hvad.

Jeg bliver guidet over til et andet bånd, kommer igennem kontrollen og ser på min vej væk, at hendes ting er blevet nogenlunde samlet sammen og at de vist er i gang med at få hendes klapvogn op på båndet.

Og så er det bare, jeg tænker - hvorfor tilbød jeg ikke at hjælpe? Jeg husker fint hvor besværligt det kan være at rejse alene med et lille barn med alt det habengut, der følger med. Og denne mor var tydeligt presset ud over det sædvanlige. Jeg kunne have tilbudt at holde hendes barn, eller slå hendes klapvogn sammen, - et eller andet. Givet hende det der ekstra sæt hænder, som hun tydeligt manglede. I stedet sidder jeg nu i gaten og har stadig rigeligt med tid...

Hvorfor reagerer jeg ikke? Pga. sproget? Det var altid min undskyldning i Paris, men det holder ikke helt i Norge... For ikke at blande mig? Mere sandsynligt. Fordi hun virkede lidt aggresiv og jeg er konfliktsky? Helt sikkert! Men det er fandme den dårligste undskyldning i verden.

Der er masser af undskyldninger - og det er ikke mit ansvar, og personalet gør bare sit job, og hun kunne have planlagt sin rejse bedre. Yada, yada, yada... Faktum er, at der var en presset mor og et grædende barn, og jeg kunne have tilbudt min hjælp. Og det gjorde jeg ikke. Øv.

En stille weekend

Det har vist været en af de mest ligegyldige, og samtidig dejligste weekender i lang tid. Ingen synderlige planer, ingen store events, men bare hygge.

I weekenden har jeg

• både fredag og lørdag aften betragtet et styks sovende Hippie fra kl. 21 og et styks sovende dreng fra kl. 22. Sådan kan man vel også få alenetid? #træthippie
• siddet på en café og drukket cider med min mand, fordi vi ikke måtte hente Elvis for tidligt fra legeaftale! #stordreng
• fået en god bunke ømme muskler, fordi samme cafébesøg bød på et fald ned i en (for mig) usynlig trappeskakt. Av! Og ja, det var altså før jeg nærmest overhovedet havde smagt på den der cider... #blindmor
• læst utroligt mange bøger med Elvis. I særdeleshed om egyptiske og nordiske guder - hvor er det fedt, at han er begyndt at få den slags interesser! Og genialt at tilbuddet om at læse bog med mor stadig kan hive ham væk fra ipad'en... #sejdreng
• badet og fanget fisk med Elvis - og kommet til undsætning, da han tabte sin spand ud i Københavns kanal. Han var sikker på, at den var tabt for evigt og var helt opløst i gråd. #lilledreng
• prøvet at nyde, at en defekt vaskemaskine også betyder, at man ikke skal bruge tid på at vaske tøj... #bunkernevokser

Nu er det mandag, arbejdsdagen er slut og jeg vil hente Elvis og tage ham med på brombærjagt! Hej hej...

Guldkorn #6

Lidt fra gemmerne fra de sidste 4-5 måneder...

E: "Mor, imponerende kan faktisk være både godt og skidt!"
Mig: "Arh, imponerende er faktisk altid godt."
E: "Jamen, nogle gange siger de voksne i børnehaven "Det var da imponerende" og så er det altså ikke godt".

Vi sidder og ser X Factor:
"Far, ham den mørke lærers hår ligner faktisk lidt de sorte prikker på et rundstykke."

Jeg er lidt stille under aftensmaden:
Hippien: "Er du okay?"
Mig: "Ja, jeg er bare træt. Jeg har ramt muren."
Elvis: "Nej mor. For det er når ens hår driller og man er rigtig sur, at man har ramt muren!"
(Gæt selv, hvem der havde det sådan en sen tirsdag aften...)

Elvis sidder og fortæller i bussen hjem fra børnehaven:
"Den, jeg mest frygter, er Cecilie. Hun er chefen over alle Kyssepigerne!"

Halvvejs inde i Elvis' "Ronja Røverdatter"-fase:
E: "Mor, ved du hvad "messi" betyder?"
Mig (tænker fodbold...): "Øhh, nej?"
E: "Det betyder prut! For i sangen synger de jo "... og slår en kæmpe messiiiii prutte-rutte-rut-fis-prut-trutterut!"

Fra børn og fulde folk...
"Mor, hvorfor er det kun dine baller, der ryster, og ikke mine?"

"Farmor er den bedste til at lege. For når jeg spørger "skal vi lege?", siger hun altid enten "ja" eller "når jeg har drukket min kaffe"."

En dag, hvor jeg har sagt nej til at lege:
"Mor, hvis du vil være en farmor engang, så bliver du altså nødt til at øve dig i at lege!"

Når man er meget glad for skæg og kigger med på det engelske prinsebryllup:
"Hvem er blevet gift? Er det den engelske prins, som har skæg? Har HAN skæg? Wow!"

"Mor, skal jeg sige dig, hvad jeg bedst kan lide at sige af "hold kæft" og "klap i"? Jeg kan bedst lide "hold kæft", for det gør jo ikke ondt lige som at klappe i!"
(Hvorefter han slår sig selv med et klap i hovedet...)

En aften ved middagsbordet:
E: "Mor, ved du hvad Ernst siger? Han siger, at når man bliver voksen, skal man putte sin tissemand ind i den man er forelsket i, og så laver man en baby. Er det rigtigt?"
Mig: "Ja, det er faktisk rigtig nok."
E: "Skal jeg så også gøre det med den, jeg er forelsket i? Adr, det vil jeg ikke. Så vil jeg bare adoptere."

En aften, hvor farmor er ved at putte Elvis:
E: "Farmor, vil du høre noget? Når man skal lave en baby, så skal faren putte sin tissemand ind i morens tissekone!"
Farmor: "Nå da, hvor ved du det fra?"
E: "Det har Ernst fortalt mig. Og jeg troede ikke på det, men så spurgte jeg min mor, og hun sagde, at det var rigtigt".

En aften har putningen været lidt langt, og jeg har talt med lidt store bogstaver om, at NU skal der altså soves. Da jeg så kigger ind lidt senere og igen siger "Godnat skat, jeg elsker dig", svarer Elvis:
"Ved du hvad, mor? Jeg synes faktisk, du er rigtig god til at være mor. For en mor skal både være sød og lidt streng..."

Om camping i stuen og en pludselig fridag

Jeg sidder i skrivende stund og putter Elvis - på en topmadras på gulvet i vores stue. Efter alt for mange kogende nætter og med udsigt til en rekordvarm én af slagsen, kapitulerede vi i går og hev vores topmadras ind i stuen, hvor vi så alle tre kan ligge på den “forkerte” led.

Det er genialt! Både Hippien og jeg sov helt fantastisk. Jeg elsker vores snørklede lejlighed med de skæve vægge, men de små soveværelser holder bare ikke i denne hede. Så hellere stuegulvet, hvor der er mere luft og mulighed for gennemtræk. Her er så godt nok ingen gardiner, så putningen trækker temmelig meget ud - men det må vi tage med.

Det har været en af de der op-og-ned dage i dag. For eksempel startede vores vaskemaskine med nu at stå helt af. Fejlkode F67 - jeg blev ikke klogere på, hvad den betød, af at ringe til teknikerne. Men jeg indså hurtigt, at prisen for et teknikerbesøg ikke var værd at betale. Så nu er der købt en ny vaskemaskine - med levering om en uge! Jeg tror ellers kun, Elvis har tre par rene boksershorts tilbage...

I den anden ende fik jeg lige sat en legeaftale op for knægten - på lørdag! En-to-tre vupti, og så har jeg pludselig en halv fridag for mig selv. Men hvad skal jeg bruge den på? Jeg har lyst til en frokostaftale, men det kunne også være, at jeg burde tage ud og købe nyt (læs: rent) tøj til den tid. Og der er jo nogle skabe der burde males... Men man kunne også gå i biffen? Eller til frisør? Aaargh, mulighederne er uendelige! Det er så uvant. Hvad synes I?

Elvis sover stadig ikke. Måske jeg også skulle bruge lørdag på at fikse ovenlysgardiner til stuen...

Sommerglimt

Det er svært at tage hul på bylden, når man ikke har skrevet noget i tre måneder. Tit og ofte har jeg tænkt ved mig selv, at nu burde jeg bare helt endegyldigt droppe den der blog. For jeg skriver jo ikke mere. Men så kommer jeg til at sidde og klikke tilbage i gamle indlæg og indser, at jeg kan ikke lukke denne her blog. For den er der for min skyld.

Forstå mig ret - jeg sætter kæmpe pris på jer, der læser med (hvis der da er nogen tilbage...), men jeg skriver for mig selv. For mine minder. For Elvis' minder. Det kan godt være, at hans "Barnets Bog" er så godt som tom, men hans barndom er dokumenteret. Og jeg elsker at læse tilbage i den.

Lige nu er der ekstremt stille på mit arbejde, så nu prøver jeg lige at tage en kaffepause med et blogindlæg - og uden kaffe. Det er simpelthen for varmt til at drikke kaffe.

Min sommerferie er faktisk allerede slut, men på grund af vejret føles det lidt som om, den stadig er der. Også selv om jeg er på kontoret hver dag. Her er stille og ikke et øje. Det er fedt. Jeg har altid godt kunnet lide at gå på arbejde, når alle andre er på ferie. Og i øvrigt får jeg selv en lille bonusferie i morgen, hvor Elvis og jeg tager til min mor i Tyskland for en weekend. Det bliver også dejligt.

Det har været  - og er! - en fantastisk sommer. Lige som sidste år har jeg holdt nogle uger fri med Elvis, mens Hippien har arbejdet. Og lige så tungt, jeg syntes det var sidste år - lige så fantastisk har det været i år. Jeg er fandme glad for, at vi ikke har været ude af rejse!

Sommeren har budt på:

• Vidunderlige sommerdage hos min far i Grenaa - for mit vedkommende mest i bikini, for Elvis' vedkommende i bar røv og morfars baret!
• Sommerhustur med veninderne, hvor de tre jævnaldrene unger nu hapsede et sørøverflag og forsvandt ind i skovområdet på egen hånd. Hvordan er de blevet så store??
• Første overnatningsdate for Elvis og hans bedste ven - hvilket i praksis betød at jeg sad ude i solen på altanen det meste af dagen. WIN!
• Tivoli, Tivoli og Tivoli...
• Copenhell med en meget stolt Snubs.
• Cykeltræning, gåture, koncerter, leg og hygge x 1000.

Intet fancy, men helt fantastisk. Jeg er så meget fan af sommer og Sydhavnen.

Mens jeg venter...

Det er solskin, og jeg sidder på en cafe og venter på en veninde, som jeg har inviteret på brunch. Hun har lige ringet og undskyldt, at hun har sovet over sig. Havde solen ikke skinnet på mit ansigt, kunne jeg godt være blevet irriteret - men hey, it’s all good...

Jeg ELSKER de her dage. Sådan helt ind i sjælen. Også selv om jeg har alt for travlt og har en lurende forårsforkølelse, som gør mit hoved tungt. Livet er smukt.

Denne uge har stået på alt fra barn syg og for meget arbejde til leg i gården med nye legekammerater og kaffe på altanen. Det er som om, balancen bare automatisk er bedre, når vejret er godt.

Og nu, nu er det brunch og i eftermiddag lidt mere arbejde. Forhåbentlig igen igen på altanen.😊

Rejsen hvor alt gik galt

Prøv lige at tænke lidt over det. Hvor mange ting kan egentlig gå galt, når man skal ud og rejse? Jeg har tidligere oplevet glemte tasker, hørt om mangle visa og dårligt vejr, men jeg har nu i det store hele været forskånet. Og så skulle vi så til Paris...

Det startede egentlig dagen før afgang. Jeg skulle være hjemme med Elvis hele dagen, samtidig med at jeg skulle arbejde og også afventede en stor IKEA-leverance. Og så bankede det på døren kl. 7. Eltavlerne i hele bygningen skulle skiftes, og de ville derfor tage strømmen frem til eftermiddagen. Indrømmet, det var vi jo blevet informeret om, men jeg havde ikke lige tænkt over, at det ville være en dag, hvor børnehaven var lukket og jeg derfor nok var hjemme. Det gik dog, og om eftermiddagen fik vi strøm igen. Strøm, som på en eller anden måde gjorde, at vores vaskemaskine sagde "ptjum" (hvordan skriver man lyden af en pære der går?...) og derefter var total død. Mega irriterende og åbenbart et forvarsel.

Kort efter indså jeg nemlig, at jeg ikke kunne finde Hippiens pas.

Vi brugte hele aftenen på at gennemrode alle (u)tænkelige steder, og næste dag tog han også ind i biksen og gennemrodede denne. Men nej, det var væk.

Men altså - Frankrig er jo med i Schenken, og vi plejer aldrig at vise noget som helst på de rejser. Så vi pakkede kørekort, scan af pas og dåbsattest på både dansk og fransk ned og tog i lufthavnen...

Flyet var forsinket, og der var stress ved gaten. Og så få minutter før, vi endelig skulle boarde, fik jeg en besked fra vores AirBnB host. Hun havde haft indbrud i lejligheden, og vi kunne ikke bo der allligevel. FUCK! Det ville sige at vi ville lande klokken halv ti og ikke have et sted at bo.

Og så blev "vi" pludselig én person mindre. For Hippien blev nægtet boarding grundet manglende pas af en sur og tvær Norwegian-ansat, der ikke gad at høre på os og ikke var til at hugge og stikke i. Total kaos. Vi besluttede trods alt, at min svigermor, Elvis og jeg skulle tage af sted alligevel, og efter noget kaos med ombytning af kuffert, manglende husnøgle, og den fortsat sure dame over skulderen "Skal I med, eller ikke med? For vi flyver altså nu!", kom tre af os på flyet.

Det næste halve døgn står som i et blur. Jeg brugte næsten al min vågne tid (og det inkluderede natten, for sove kunne jeg absolut ikke...) på at finde os et nyt sted at bo. AirBnB forsøgte at hjælpe, men der var jo intet at skaffe grundet Påsken og det korte varsel.

Well, long story short... Vi endte på et forfærdeligt hotel den første nat, et godt hotel den anden nat og så i en skøn lejlighed de sidste to nætter, som jeg fik tilbudt gennem vores netværk i Paris. Guld værd! Hvor kan folk dog være fantastisk søde ved hinanden...

Og Hippien? Han brugte hele den efterfølgende morgen på at skaffe et nødpas og kom ned med et fly om eftermiddagen fredag. Gæt selv, hvor mange gange han i øvrigt så skulle vise det der nødpas på sin rejse derned?...

Og hvad ellers? Lad os tage den i punktform:

• Min forudbestilte taxa aflyste sig selv, fordi den ikke havde taget hensyn til flyforsinkelse som ellers reklameret med. Så nu kører jeg mails frem og tilbage omkring det gebyr, de har opkrævet mig...
• Hæveautomaten åd mit franske hævekort, da dette åbenbart var udløbet og min franske bank havde glemt at sende mig et nyt.
• Min svigermor og Elvis oplevede den mest forfærdelige Uber-driver, som kørte dem til et forkert sted og ikke var til at kommunikere med.
• De var også lige ved at kalde en låsesmed til vores lånelejlighed, fordi "nøglen virker ikke". De stod så på den forkerte etage...
• Flyet hjem var en time forsinket - og jeg var et nervevrag, fordi navnet på Hippiens returbillet nu ikke længere stemte med hans pas, da vi jo begge har skiftet efternavn.

Men det gik. Vi kom hjem - og vaskemaskinen virker igen. Elektrikeren havde bare liiige sat en ledning forkert i...

Derudover var Paris et fantastisk hit - og det skal jeg nok komme ind på en anden gang, når jeg lige er kommet mig. :)

I øvrigt #18

... har vi nu boet i den nye lejlighed i små tre uger, og Nørrebro-lejligheden fremstår allerede som en vag drøm. Tænk, at vi levede på så lidt plads i et helt år.

... havde vi boet her i 16 dage, da den første naboklage kom for støj. Suk, det bliver vist opad bakke - Elvis hoppede bare lidt rundt, mens jeg lagde vasketøj sammen en søndag eftermiddag!

... fylder sådan en klage irriterende meget for mig, da jeg aldrig har fået én før i alle min år i lejlighed på hhv. Nørrebro, Vesterbro og i Paris. Det smitter også af på Elvis, som i går sagde "Mor, hvis der kommer nogen og siger, at vi larmer for meget, så må du bare sige, at jeg ikke gør det med vilje!"

... er jeg hjemme med Elvis i de her tre dage, da børnehaven er lukket. Mandag var han med på kontoret, mens planen har været at hygge og arbejde hjemme tirsdag og onsdag. I dag har de så lukket for strømmen. Hele dagen. Suk.

... venter vi på, at IKEA leverer vores nye skab i dag, så vi kan ikke engang lave om på planerne. Mere suk.

... er jeg helt vild med de tanker og spørgsmål, der rumsterer i Elvis' hoved for siden. I går alene bød på spørgsmål som "Mor, tror du på Gud?", "Hvorfor skal voksne egentlig i seng senere end børn?" og "Hvorfor er mit billede egentlig inde i spejlet?".

... har Hippiens butik nu været åben i et år. Det har været hårdt, men godt, og jeg er hammer stolt af ham.

... tager vi til Paris i morgen, og det bliver så godt!

Sådan overlever man seks timer på mors arbejde...

En søndag...

Klokken er lige omkring 7. Elvis vækker mig, og vil have mig med ind i stuen og læse "Find Wookien". Jeg tager min dyne med. Hippien og min far sover stadig i andre rum i lejligheden. Tænk engang, vi har andre rum i lejligheden! Nogle kan stå op og andre kan sove videre! Det er for vildt.

Efter lidt læsning går jeg ud i køkkenet. Laver boller af den dej, som jeg utroligt uvant har sat over dagen før. I ovnen med dem. Skærer frugt ud. Dækker bord. Og sætter et flag på bordet.

Søndag var min fødselsdag.

Engang betød fødseldage, at mine forældre og brødre sneg sig ind med flag og vækkede mig med fødselsdagssang. Så gik jeg ned til gavebord, croissanter (de der gode fra dåse...) og varm kakao med flødeskum. Senere blev jeg voksen, flyttede hjemmefra og var skræmmende ofte single på min fødselsdag. Det blev derfor oftest noget med at invitere veninder på brunch.

Men nu - nu er jeg den der mor, der nok lidt selv står for det hele (selv om Hippien altså HAVDE tilbudt at lave sin signatur English Breakfast) så det bliver, som jeg gerne vil have det. Og jeg har det helt fint med det. Så længe der er hygge - og gaver. 😉

Søndag var en virkelig dejlig fødselsdag. Vejret var flot og hyggen var intakt - også selv om dagen mest af alt blev brugt i IKEA. Men ærligt talt - det er da også et rent slaraffenland, når man har et nyt hjem og en masse ting, som skal på plads. Som Elvis sagde, da vi kom derud og han fik en seddel og en blyant "Hvad går det her ud på?". Det går ud på at skabe et hjem, og vi er godt på vej.

Sidste dag som 33-årig. Life only gets better...

10 hurtige om glæden ved nye omgivelser

• Når man pludselig har så meget plads, at den 4-årige flere gange må spørge "Øhm, moar... Hvor er det nu, man tisser henne?"
  


• Når man går fra lille vaskemaskine og koldt tørreloft til stor vaskemaskine og tørretumbler.
  


• Når det lykkes at få det tonstunge arvestykke op på tredje sal, og det nu står og er så gennemført flot i stuen.
  


• Når nabobygningen indeholder den hyggeligste café, som uden tvivl bliver det nye stamsted.
  


• Når man har opvaskemaskine igen.
  


• Når køleskab og fryser er så store, at man slet ikke kan forestille sig at få dem fyldt op.
  


• Når man finder et hemmeligt indbygget skab og ikke kan finde ud af, hvad man skal fylde derind.
  


• Når man går fra nul til TO altaner.
  


• Når alle 65 flyttekasser er tømt og afhentet tre dage efter indflytning.
  


• Når man endelig har værelser til alle, og alligevel sover alle tre i det mindste rum i lejligheden, bare fordi.💗

Nedtælling til flytning

Det er nogle pressede dage. Vi flytter på fredag, så den står på flytterod all over. Køkkenet er tomt bortset fra kaffemaskinen, salt og peber til at spice vores takeaway op med - og så selvfølgelig Nutella-glasset. Elvis bliver nok lidt forkælet på morgenmadsfronten for tiden... Til gengæld begynder det meste af hans legetøj at være pakket ned, så jeg tænker vi er ude i noget kompromis.

Det bliver SÅ godt at komme på plads! Altså, forstå mig ret - det er faktisk helt hyggeligt at gå og pakke ned. I går smed Hippien og jeg Oscars på fjernsynet, åbnede et par øl og pakkede løs i et par timer. Jeg fandt endda glemte chokoladefrøer i skabet! Hvornår sker det ellers? Men her er godt trængt, og kampen om pladsen kommer snart til at stå mellem kasserne og os. Så den helt store omgang bliver nok først torsdag aften/nat.

Jeg glæder mig simpelthen sådan til at flytte ind. Det virker så surrealistisk, at jeg kun har været der i 10 minutter af tre omgange, og næste gang står jeg der så med alle mine ting. Min svigermor har været der en del mere end mig, da hun brugte det meste af sidste uge på at male paneler og gøre rent derude. En ubeskrivelig hjælp. Hun er også ret vild med lejligheden, så det er vist et godt tegn.

Så flytning på fredag. Ny seng og nye spisebordstole i starten af april. Indretning, tilpasning og tilvænning. Det bliver godt. Jeg kan mærke det.

Dagens ups #27

Det er en af de dage, hvor jeg nærmest føler, jeg skal byen rundt. Eller nej - hvor jeg skal byen rundt.

Afsted hjemmefra på Nørrebro. På arbejde på Islands Brygge. Afhente Elvis på Vesterbro. Øjenlæge i Kbh K. Tilbage med Elvis til Vesterbro. Tilbage på arbejde på Islands Brygge. Til Sydhavnen og afregne med maler. Til Vesterbro og hente Elvis. Hjem til Nørrebro.

Det giver ikke mening med offentlig transport - i hvert fald ikke, hvis jeg også skal nå at arbejde lidt ind imellem.

Så jeg tog vores Københavner bil aka Christianiacyklen i morges og cyklede på arbejde. Med et gear, der var frosset fast i 2. gear........

Nogle gange gad jeg altså godt have en bil!

Så fik vi nøglerne

I går var Hippien ude i vores nye lejlighed og fik nøglerne - og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke kriblede i mig for at være med. Ååhh, jeg vil i gang! Men lige nu er Elvis og jeg hos morfar i Jylland, så jeg må nøjes med at indrette i mit hoved og på nettet.

Der er pludselig mange ting, der skal tages stilling til. Hvilken type madras skal Elvis have? Hvad skal vi gøre med stigen op til hans (alt for høje) nye seng? Hvor finder man et pænt, rundt køkkenbord, som ikke koster en formue når nu det bare er til køkkenet?

Første skridt bliver at få malet. Men hvilken farve? I hvilke rum? Elvis vil gerne have malet regnbuefarvet på sit værelse - det kan vi vist godt blive enige om ikke sker. Ellers skal det være en gul væg - men hvilken nuance gul er til at holde ud?

Og så er der det der med flytningen. Vi skal have flyttefirma på, tjek. Men hvilket? Dem, der var ude og se lejligheden og virkede super kompetente - men dyre? Eller et af de mere ukendte, som har givet en meget billigere pris over nettet?

Pyh, altså. Der er meget... Men det er godt. Det bliver SÅ godt at komme på plads i det nye hjem. I det nye liv. Det går bare aaaalt for langsomt, når man sidder og kigger ud på snevejret i Jylland.

Gode tips og tricks modtages gerne. Jeg har jo prøvet at flytte en del gange før, men jeg kan godt mærke, at det føles mere seriøst denne gang sådan ift. tidshorisont. Vi skal faktisk blive der, så jeg gider godt gennemtænke det hele lidt mere. Og så føles det lidt som bar bund igen. Så ja - jeg er åben for gode ideer. :)

Et forvirret pip

Klokken er over halv seks, og jeg sidder stadig på kontoret. Det er fandme mærkeligt! Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal gøre - jeg gider egentlig ikke arbejde mere, men jeg ved heller ikke, hvad jeg skal lave, hvis jeg tager hjem, og jeg føler også lidt, at jeg burde arbejde helt åndssvagt igennem, når nu jeg kan. Jeg kan slet ikke finde ud af at have valgfrihed.

Elvis er taget til Fyn. På vinterferie hos farmor. Der skal han være til på fredag, hvor jeg så kommer og hapser ham med til Jylland. På vinterferie hos morfar. Det er en god kombo. For ham. Nok også for os, men jeg savner ham altså allerede. Den lille baryl...

Jeg må dog være ærlig og sige, at det er SÅ FEDT ikke at have en bagkant på arbejdet! At for én gang skyld ikke skulle løbe ud kl. 16. Men der kommer til at være tomt, når jeg kommer hjem. Der skal ikke engang gøres rent, for det klarer vi jo løbende for tiden, så der altid er klar til de der potentielle købere, som ikke kommer... I går havde vi åbent hus uden én eneste fremmødte. Suk. Nå, men no stress yet. Det kommer, når det kommer. Jeg glæder mig bare sådan til at være rykket rigtigt videre. I går var vi ude og købe en rigtig seng, og nu tæller jeg så ned til, at den bliver leveret. Jeg kan næsten ikke vente.

Nå, jeg kan mærke, at jeg heller ikke rigtig kan finde ud af at afslutte det her. Jeg er nok bare i det hele taget uvant med situationen. Så I'm out. Lige om lidt...

Når legebarnet vinder...

Det var kun i et kort øjeblik, at jeg var hende den kedelige, alt for rationelle voksne. Kun et splitsekund, før barnet i mig bankede på og sagde ”Hallooooo”….

Det var lørdag eftermiddag. Elvis og jeg sad ved spisebordet og samlede et ”Byg-selv-skelet” fra en bog om kroppen. Det var noget med at klippe knogler ud og sætte sammen med kuvertklips. Vi manglede kun hænderne og fødderne, da vi kiggede ud af vinduet og så, hvor meget det sneede.

”Årh mor, det skal vi ud i! Jeg har nemlig kun prøvet én gang at få sne på tungen!”

Og så var det, at voksne-mor sagde ”Nu laver vi lige skelettet færdigt, og så kan vi gå derud”. God logik – og virkelig dårlig logik. For pludselig kunne jeg huske helt ind i maven, hvordan det føltes som barn, når det endelig sneede. Hvordan man bare ville derud NU! Og tænk nu, hvis det var stoppet med at sne, når vi var færdige med skelettet? Så ville der ikke være noget sne at fange med tungen.

Så jeg lagde saksen fra mig og sagde ”Skal vi ikke bare lade alt det her ligge og gå derud nu?”.

På med tøjet (og dragevinger og maske og dragehandsker selvfølgelig…) og ud i sneen. Ud og fange snefnug med tungen. Ud og lege sneboldkamp. Ud og få røde kinder.

Det varede ikke længe, før sneen stoppede med at falde, og nu er der kun sparsomme spor tilbage rundt om træer og under buske. Men hold nu kæft, hvor var det en dejlig vinterstund!

Syvsoveri

Klokken er 7.48. Jeg har siddet og arbejdet foran computeren de sidste tyve minutter - efter jeg opgav at vække Elvis. Jeg forsøgte både 7.15 og 7.30, og der var vitterlig ingen reaktion. Og så gav jeg op.

Vinteren er hård, også for en lille fyr, og han er tydeligvis træt. Helt busted. Så nu får han lov til at sove, til han vågner, og så må han komme senere i børnehave og jeg senere på kontoret.

Hold nu kæft, hvor jeg elsker, at mit job er fleksibelt nok til, at sådanne beslutninger kan tages!

Jeg selv er egentlig rimelig frisk - men jeg gik så også som forudsagt kold midt i Bones kl. 22.10. Jeg tror, at jeg nåede at følge med i ca. 10 minutter... Så mere end otte timers søvn til mig, wuhuuu!

Elvis og Hippien snorker stadig bag mig...

Nu vil jeg fange en ekstra kop kaffe!

Om sortsnak, logistik og lejlighedssalg

Shit, hvor er jeg træt i aften... Jeg er lige faldet i søvn 2-3 gange, mens jeg sad og læste bog for Elvis. Den ene gang registrerede jeg, at jeg midt i en bog om dinosaurer fik sagt noget med en søkaptajn, hvilket overhovedet ikke gav mening - hvis ikke jeg lige forleden havde hørt en episode af podcasten The Moth, hvor én fortalte om at ville have været "a sea captain" som barn, og jeg måske var røget lidt ind i en drøm om det. Klassisk mig egentlig at falde i søvn, men bare snakke videre...

Tirsdag er altid en tough dag for os, fordi Elvis går til musik på Frederiksberg og jeg derfor står for at holde ham kørende mellem børnehave og musik uden at tage hjem - og så efterfølgende tage med en træt dreng fra Frederiksberg til Nørrebro. Om vinteren, hvor vi er busafhængige, er vi først hjemme på den forkerte side af kl. 20. (Endnu en ting, der bliver bedre med den nye lejlighed - så er der pludselig kun én bus mellem musikskolen og hjemmet!)

I dag blev musik dog aflyst, men til gengæld havde jeg lagt en frisørtid til Elvis ind, så vi var først hjemme ved 18-tiden. Hurtig aftensmad og så sad jeg ellers bare og ventede på, at klokken blev puttetid...

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg er så træt. Efter en lang periode med monstertravlt, er jeg ikke så presset på jobbet for tiden, så jeg har faktisk sovet i nat. Men åbenbart ikke nok.

Aaanyways... Nu vil jeg nyde roen i huset. Hippien øver som altid denne tirsdag, så når jeg lige om lidt har betalt for tinglysningen af den nye lejlighed, så vi snart kan få nøglerne, så vil jeg kravle i seng. Men en tv-serie. Og nok falde i søvn. Aaaaaah.

Forresten - vores lejlighed er endelig kommet på nettet! Så giv den lige et kig og del med venner og bekendte, som måske kunne mangle en toværelseslejlighed i København. Selv om den er for lille til os, er det stadig en dejlig lejlighed. Den kan findes her.

Spot ét sted, hvor Elvis havde nået at lave om på min oprydning... Sådan er det, når man har sygt barn hjemme, mens der bliver taget billeder!

I øvrigt #17

... drømmer jeg næsten hver nat om Paris for tiden. Jeg savner den by så meget. Heldigvis har vi booket en tur derned i Påsken, og jeg GLÆDER mig!

... har jeg netop modtaget brev fra det franske skattevæsen om, at de gerne vil have første rate af min indkomstskat for 2017 nu. Selv om jeg forlod landet i 2016. Suk, det franske system savner jeg ikke... Men må vel hellere forsøge mig med at ringe til dem på mandag.

... udløber vores fortrydelsesfrist på lejligheden på mandag. Ikke at det nogensinde var på tale at udnytte den, men så er den da først reelt vores. Weee....

... har jeg været hårdt ramt af indekuller som reaktion på, at Elvis havde tre sygedage hjemme i sidste uge. Endnu en situation, hvor det bliver rart i det mindste at have lidt mere plads!

... har Elvis og jeg af samme grund i dag været til cirkusforestilling i en industribygning på Nørrebro. Det var overraskende sjovt og gennemført. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde de store forventninger - men ungerne havde en fest og jeg grinede faktisk også selv. Totalt overskuelig lille cirkusshow med Cirkus Big - det kan anbefales. De  spiller igen lørdag d. 3. februar og d. 3. marts.

... er det som om, jeg bliver mere dedikeret til at støtte de små lokale initiativer på Nørrebro, når jeg er på randen til at flytte væk. Måske er det en lidt dårlig samvittighed over ikke at have gjort nok, mens tid var? I hvert fald er der pludselig ikke grænser for, hvad vi skal se, prøve og deltage i.

... er min blog indirekte på BT i dag. Godt nok handler artiklen (selvfølgelig) kun om de nominerede realitybloggere, men det er da meget sjovt alligevel.

... har jeg fundet den bedste slankekur i form af tandretning med Invisalign. Det er så besværligt at skulle have skinner af og på, hver gang der skal spises, at al min mellem-snacking er stoppet. Nu er alle mine bukser for store!

... er jeg skide stolt og imponeret af min lille dreng, som kan stave alle ord og forleden skrev "Spinosaurus" helt selv ved at læse af fra en tekst. Han er altså kun 4,5!

... er jeg knap så stolt over, at jeg traumatiserede knægten i går. Note to self - bogen "Huset med de 100 vampyrer" er han ikke stor nok til... "Mor, jeg er så bange, at jeg næsten er ved at græde"...

Et indblik #3

Elvis og jeg er lige blevet færdige med at spille Ramasjang Mysteriet-brætspil. Elvis er begyndt dimse rundt med tingene henne ved køkkenbordet.

"Mor, nu skal du lige lukke øjnene. Og du må IKKE kigge før jeg siger til."

Jeg lukker øjnene og kan høre, at han kravler ned under spisebordet og over til kassen med tegneredskaber.

"Hvor er det dog henne? Hvor er det viskelæder?"

"Mor, du må stadig slet ikke kigge."

Han kravler op igen og op på sin stol. Jeg sniger mig til at kigge ud mellem fingrene.

Elvis er dybt optaget af at viske, viske, viske på den streg, han tydeligvis har lavet på køkkenbordet med sin farveblyant. Det går ikke af, og han bliver mere og mere desperat.

"Moooar... Der er altså sket noget vanvittigt. Du må godt kigge nu. Der har lige været tre superskurke, som har tegnet på køkkenbordet!"

"Elvis, tror du ikke, at det måske er dig, der er kommet til at tegne på bordet?"

"Nej nej nej! Det var altså tre superskurke! Helt ægte! Jeg så dem selv. Men du så dem bare ikke, for du havde jo lukkede øjne..."

Nice try, little one - nice try...

Jagten på drømmelejligheden

Lige siden Hippien og jeg kiggede hinanden dybt i øjnene engang i efteråret og nærmest i munden på hinanden sagde "Vi skal have mere plads, og det skal være nu", har jeg set frem til boligjagten med både gru og spænding. For ville vi kunne finde det, vi ledte efter? Og hvad var det i øvrigt lige?

Vi har været vidt omkring både i forhold til format og beliggenhed. Godt nok har vi fra starten været enige om, at vi ikke gik efter et hus, og at vores bolig skulle ligge i Københavnsområdet, men selv inden for det er der ret mange muligheder. Ejerlejlighed, andelslejlighed, villalejlighed, rækkehus? København N, København Ø, København V, Frederiksberg, Valby?

Min drøm har længe været en stuelejlighed i et baghus på Vesterbro eller Frederiksberg, hvor Elvis nemt og sikkert kunne løbe ud og lege. Faktisk har vi været så sikre på vores return to Vesterbro, at vi jo har sat Elvis i børnehave dér. Men så skete det københavnske boligmarked - og selv om jeg tjener godt nok til at holde vores familie kørende, så harmonerer det markedet overhovedet ikke med kun én indkomst. Så hej hej, Vesterbro. Det blev ret hurtigt tydeligt for os, at vi ikke ville kunne få råd til en ejerlejlighed på Vesterbro, hvis den også skulle have fire værelser - og en andelslejlighed skulle vi være mere end heldige for at falde over.

Vi ekspanderede på området og indsnævrede os på kvadratmetrene. Måske vi kunne leve med en stor 3-værelses? Måske 85 kvm var godt nok, hvis de var godt udnyttet? Måske kunne vi godt leve i ydre Valby eller i Ørestaden?

Nej.

Det kan vi ikke.

Det tog os faktisk kun én søndag at snævre os ind igen. Valby er ikke os. Perfekt på papiret, men helt uinspirerende for os begge - også selv om Elvis var vild med den første lejlighed, vi så på (eller måske mest det LEGO, der var på det ene værelse...) og hviskede til mig "Jeg synes, vi skal tage denne her!". Den var for lille og lå forkert.

Så barren blev sat anderledes. 100 kvm. Fire værelser. Et område med liv og sjæl, tæt på offentlig transport og i cykelafstand til Vesterbro. Vi tænkte Sydhavnen eller starten af Amager.

Den allerførste lejlighed, jeg var faldet over tilbage i november, lå i Sydhavnen. Vi havde faktisk sendt den som eksempel til vores bankrådgiver. Men så kom vi aldrig lige derud... Og så forelskede vi os i en andel på Frederiksberg, selv om den kun var 85 kvm. Og der var også den der andel på Christianshavn. Vi kagede rundt i det... Samme dag, som vi skulle til åbent hus på andelen på Frederiksberg, tog fanden dog i mig, og jeg bookede også et par fremvisninger i Sydhavnen. Inklusiv den der første.

Det var den. Det skulle være den. Hippien og jeg var helt enige - og Elvis flyttede nærmest direkte ind på den indbyggede hems. Vi så også en anden derude, men var igen enige om, at selv om den jo nok var mere praktisk og mere perfekt på papiret, så var der bare SÅ meget mere sjæl i den første. Samtidig var området virkelig lovende for os. Noget andet end både Nørrebro og Vesterbro, men med sjæl. Og liv - selv om det mest bestod af en bodega propfyldt søndag eftermiddag med handicapscooters og rolatorer parkeret ude foran. Jeg elsker det. Sådan helt seriøst. Det er autentisk. Og med Karens Minde og Børnenes Dyremark lige rundt om hjørnet, var jeg solgt. Det føltes så rigtigt i maven.

Så dagen efter bød vi på den - og efter lidt frem-og-tilbage rod den uge, lukkede vi købsaftalen fredag. Og nu har advokat sagt god for den, og udbetalingen bliver deponeret i dag. No way back... Jeg er SÅ glad!

Nu går vi så som sagt ind i fasen med at få solgt vores egen lejlighed. Altså alt det der med at skulle ud af huset hver søndag igen - denne gang bare efterladende et ryddet hjem. Det bliver lidt tough, specielt for Hippien, der jo ikke har andre fridage. Men vi tager det med og krydser fingre for et hurtigt salg. :) Vi er så meget mentalt videre.

Guldkorn #5

I min lange blogpause har jeg heldigvis fortsat noteret guldkorn på min telefon. Så I får lige lidt af de bedste fra 2017:

Under kommunalvalget delte Socialdemokraterne deres klassiske valggimmicks ud:
"Mor, så er vi to rige! For vi har fået en rose og en ballon!"

Elvis sidder og tegner med begge hænder i børnehaven. Pædagogerne spørger, hvad han egentlig laver?
"Jeg multitagis!"

En eftermiddag efter børnehave:
Elvis (glad): "Mor, ved du hvad jeg fik i dag nede i salen?"
Mig (entusiastisk): "Nej da, hvad fik du?"
Elvis (nu dystert): "Jeg fik skæld ud..."

Vi var på vej til min veninde og gik ned af en villavej og forbi et hus, der var til salg. Igennem vinduet kunne man se en ældre kvinde i køkkenet.
Mig: "Se, der er et hus til salg"
Elvis: "Ja, og så står der en bedstemor klar i det!"

Mig: "Hvad skal vi tage med i børnehaven på din fødselsdag?"
Elvis: "Noget de aldrig har! Hvad med pasta med ketchup?"

Ved opstarten af en ny leg:
"Ved du hvad, jeg er chefen og far er kaptajnen, og så er du den der ting, der siger "Hvad er klokken, hr. chef?""

Elvis og farmor leger i køkkenet:
Elvis (næsten råbende): "Saylater paro dic whattu saway!" (Eller noget i den stil...)
Farmor: "Hvad er det for et sprog?"
Elvis (undrende): "Det er da engelsk?"

Elvis er meget fascineret af, at hans far spiller poker på sin PlayStation (ikke med rigtige penge...)
"Jeg synes, at far skal have pengene i min sparegris, så han kan bruge dem til at vinde over alle sine venner!"

Dagen efter:
Elvis: "Hvorfor er sommerferien slut? Hvorfor skal du på arbejde?"
Mig: "Fordi jeg bliver nødt til at tjene nogle penge, så vi kan få mad og sådan noget."
Elvis: "Kan du ikke bare bruge et kort? For du kan altså ikke bruge pengene i min sparegris, de er til far!"

Klassisk Elvis-argumentation:
Elvis: "Hvorfor må man ikke spise papir? Kan man godt dø af det?"
Mig; "Nej, det kan man nu ikke"
Elvis: "Men hvad hvis man spiser papir og så bliver skudt? Så kan man godt dø!"

Vi sidder i solen ved Nørrebrogade, da en kvinde i burka går forbi:
"Ej, se hende! Hun er vist ninja!"

Inden vi skal til at skære græskar ud til Halloween:
Mig: "Vi skal først lave en skitse. Når man tegner noget, inden man gør det rigtigt, hedder det en skitse"
Elvis: "Ja, men jeg er Batman!"

Når udtrykkene driller:
"Så er vi færdige med at rydde op! Det var godt nok hurtigt! Det helt på da-det-kom-på-nummer-fem!"

Første december, da Elvis opdager, at nissedøren er kommet og han tjekker sin julestrømpe:
"Se! Der er noget i den! Nissen vidste godt, at en superhelt havde været artig!"

Under putning, hvor der måske er blevet talt med lidt store bogstaver inden da:
"Ved du, hvorfor INGEN skal på hovedet i seng? Fordi så får de hul i hovedet og skal på hospitalet HELE julen! Indtil det bliver forår!"

Engang i december:
Mig: "Hvad ønsker du dig allermest af julemanden?"
Elvis: "En fiskekrog, så jeg kan komme med min far ud og fiske!"
(Claus fisker ikke og har aldrig talt om det...)

Elvis i søvne:
"Der findes tre klubber - kysseklubben, krammeklubben og girafklubben..."

Og så gik der syv måneder...

Hej, kan I huske mig? Det er over syv måneder siden, jeg skrev mit sidste indlæg, men nu er jeg her så igen. Jeg håber, at der er bare nogle stykker tilbage?

Hvad skete der egentlig i sommer?
Livet. Livet skete. Jeg var under max pres på alle fronter og havde nok mit livs største personlige krise. Jeg vil ikke gå i detaljer, men faktum er, at jeg i en del måneder ikke havde det særlig godt. Og så gav det bare overhovedet ingen mening at bruge min sparsomme energi på at blogge. Jeg skulle bare overleve hverdagen og komme op over vandet igen.

Hvad sker der så nu?
Helt vildt mange ting! Gode ting! Det har vendt, og jeg virker igen. Og nu er jeg så tilbage.

Jeg har faktisk i et stykke tid overvejet at starte op igen, men har manglet en reel anledning. Well, i går modtog jeg så en mail om, at min blog er blevet nomineret til årets familieblog (!) på Aufini. Det er ikke en side, jeg overhovedet kendte til i forvejen, men det er åbenbart en side, der formidler kontakt mellem au pairs og familier - og de har så udvalgt min blog grundet mine erfaringer og skriblerier om at have au pair. Hvilket jeg jo sådan set stoppede med at have i 2016, men lad nu det ligge... Helt ærligt, så tager jeg det rimelig meget med et gran salt. Jeg har som sagt overhovedet ikke haft au pair i 2017 og min blog eksisterede også kun halvdelen af året. Men jeg gætter på, at der ikke er mange danske blogs, der handler om au pairs og det at have hjælp i hjemmet. Så fedt nok, at min popper op.

Hvad er der så ellers sket i livet?
Som sagt - mange ting. På godt og ondt. Jeg har arbejdet helt åndssvagt meget i efteråret, men det har heldigvis været sjovt. Det er altså lidt tosset, som nogle (dvs. mig) trives bedst med at have travlt på jobbet. Også selv om man kun kan holde til det i en vis periode. Hippien klør fortsat på med sin butik, og Ellerten trives i børnehaven. I efteråret mistede vi min fars kone - Elvis' Bedste - og det var og er en hård situation at acceptere. Så ja, det har været op og ned.

Hvad der dog fylder mest lige nu er, at vi har købt lejlighed! Eller, altså, nu skal jeg ikke jinxe det, for vi har stadig lige vores advokatforbehold i gang. Men alt tyder på, at vi per 1. marts flytter til noget større. Juu-freaking-huu! Det er SÅ tiltrængt. Et år med tre personer på 57 kvm er bare for lang tid. Det har tæret på kræfter og overskud. Men nu! Nu burde vi få os 100 kvm. Yes, please... Så skal vi bare lige have solgt vores lejlighed på Nørrebro, men altså - den er jo dejlig, så det burde kunne lykkes.:)

Jeg glæder mig helt vanvittigt. Nyt hood, nyt hjem. Til at indrette, skabe og leve. Endelig skal vi til en lejlighed, hvor jeg sådan helt reelt kan se os blive boende i 10+ år. Det bliver vildt. Og hey, jeg får et soveværelse igen! Så bliver det ikke større.

Nu skal handlen lige blive endelig, men ellers glæder jeg mig til at dele mere fra vores kommende liv i Sydhavnen.:)