Eller hvorfor er jeg i hvert fald?
Jeg er netop ankommet til Oslo Lufthavn for jeg-ved-ikke-hvilken-gang. Er ret meget i Oslo for tiden... Da jeg gik igennem security, udspillede der sig en scene, som jeg sådan ville ønske, jeg havde reageret på.
Jeg gik igennem Fasttrack. I god tid og rimelig afslappet - jeg er jo kun mig selv på denne her rejse. Ved båndet står dog en meget tydeligt oprørt kvinde. Hun har sin lille datter ved siden af i en klapvogn, spredt foran dem ligger en del ejendele. Inklusiv noget, der ligner et dropstativ med en pose med et børnemotiv på. Jeg ved ikke, hvad der udspiller sig, men kvinden siger noget med "Men så må du da hjælpe mig!" og råber til sidste "Jeg klarer det ikke", hvorpå hun vender hele sin kuffert på hovedet ud over hele båndet. Ud falder et kæmpe virvar af hvad, der tydeligt lignede medicin af alle mulige arter.
Jeg kender som sagt ikke situationen, men det virkede ret tydeligt, at her var en presset mor, som rejste med sit syge barn - og sikkerhedspersonalet har vist krævet (med rette), at hun sorterer alle sine ting frem og sikkert også slår sin klapvogn sammen og jeg-ved-ikke-hvad.
Jeg bliver guidet over til et andet bånd, kommer igennem kontrollen og ser på min vej væk, at hendes ting er blevet nogenlunde samlet sammen og at de vist er i gang med at få hendes klapvogn op på båndet.
Og så er det bare, jeg tænker - hvorfor tilbød jeg ikke at hjælpe? Jeg husker fint hvor besværligt det kan være at rejse alene med et lille barn med alt det habengut, der følger med. Og denne mor var tydeligt presset ud over det sædvanlige. Jeg kunne have tilbudt at holde hendes barn, eller slå hendes klapvogn sammen, - et eller andet. Givet hende det der ekstra sæt hænder, som hun tydeligt manglede. I stedet sidder jeg nu i gaten og har stadig rigeligt med tid...
Hvorfor reagerer jeg ikke? Pga. sproget? Det var altid min undskyldning i Paris, men det holder ikke helt i Norge... For ikke at blande mig? Mere sandsynligt. Fordi hun virkede lidt aggresiv og jeg er konfliktsky? Helt sikkert! Men det er fandme den dårligste undskyldning i verden.
Der er masser af undskyldninger - og det er ikke mit ansvar, og personalet gør bare sit job, og hun kunne have planlagt sin rejse bedre. Yada, yada, yada... Faktum er, at der var en presset mor og et grædende barn, og jeg kunne have tilbudt min hjælp. Og det gjorde jeg ikke. Øv.
