mandag den 29. september 2014

Flytning - om nedbrudte biler, forsinkede fly og syge børn


Det er allerede en uge siden nu, at vi flyttede ind i vores lejlighed. Der er stadig mange kasser og store mangler på overblik, men vi er virkelig kommet lang. En stor tak til min svigermor, som hver dag havde tømt 3-4 ekstra kasser, når jeg kom hjem fra arbejde. Det er hendes skyld, at vi har en funktionel stue!

Flyttedagen i sig selv var lidt en farce. Altså – det gik jo alt sammen og vi kom på plads, men der var godt nok nogle udfordringer undervejs.

Først var der selve overdragelsen af lejligheden. Kontrakten er i mit firmas navn, så egentlig er jeg uden betydning i forhold til det. Alligevel valgte vi dog at være der under gennemgangen – og heldigvis! Hende fra udlejningsfirmaet fattede nemlig så godt som ingenting, og krævede en masse ekstra underskrifter fra mig – også selv om vores agent prøvede at forklare hende, at de var totalt uden betydning, da det ikke var mig, der stod som lejer. Men jaja, hun fik sine (unødvendige og muligvis ugyldige) underskrifter, og vi kunne komme videre.

Så var der flytningen. Flyttemændene skulle komme kl. 10, men kort inden ringede de og erklærede forsinkelse – flyttebilen var brudt sammen! Koblingen var gået, så de var nødt til at bære alle vores ting ud af vognen igen og ind i en ny – en mindre vogn, som så krævede, at de kørte 4-5 gange. Jeeesus altså. Stakkels mænd. Det gav lige lidt flere udfordringer for dem, og det hele tog lidt længere tid. Vi kunne i og for sig være ligeglade, da det jo var deres ansvar, men jeg havde nu stadig ondt af dem. De kom til lejligheden ved 10.30 tiden og var færdige ved 18-tiden, og jeg så dem ikke holde pauser undervejs...

Midt i flyttedagen var det så meningen, at min svigermor skulle komme. Hun skulle lande ved halv fire-tiden, og så skulle vi have en hyggelig aften sammen. Men nej. Easyjet mente (som det eneste selskab...), at vejret var dårligt i Danmark, så hun blev tre timer forsinket. Dermed smuttede Hippien til lufthavnen midt i ulvetimen, og jeg sad alene med flytterod og en baby. Som i øvrigt selvfølgelig havde fået høj feber midt i det hele og var meget lidt værd...

Jeg har sjældent været så træt, som da Hippien og svigermor endelig kom ind af døren. Men det gik jo. Drengen blev båret ind i seng, vi fik hentet noget mad fra en nærliggende italiensk restaurant, og der stod senge klar til alle at kollapse i. Jeg kan ikke understrege nok, hvor godt det føltes at sove i sin egen seng! Det var virkelig som at komme hjem - selv om i praksis var det mit hjem, der kom til mig.  

fredag den 26. september 2014

Når franskmænd taler engelsk pt I

Grundet mine manglende franskkundskaber får jeg jo lov til at høre rigtig meget engelsk talt af franskmænd, og det giver altså nogle gode grin engang imellem. Den der tykke, franske accent ind over det engelske sprog kan godt være temmelig udfordrende.

Nogle af de bedste eksempler på, hvad det lyder som om folk siger, kommer her:

"Thank you for taking time for this ketchup."

"This is a long term Johnny."

"We need to choose our bottles."

"You will be taxed for salad sauce."

Kan I gætte meningen? Når man ser det på skrift, er det nok ikke så svært igen, men med et træt hovede efter en lang arbejdsdag kan det altså godt give nogle "Undskyld, hvad siger du??"-situationer her og der... Med én af dem har jeg stadig ikke fundet ud af, hvad der blev sagt, men den sætning var også krydret med, at det var en ekstremt stammende franskmand!

Der skal nok komme flere - stay tuned!:)

torsdag den 25. september 2014

Hvad skete der lige der?

Elvis er verdens gladeste dreng. Elvis græder ikke. Han kan brokke sig og blive pjevs, men han skriger aldrig. Han puttes relativt nemt, og når han sover, sover han hele natten plus/minus en sut hist og pist.

Men så var der lige i går. Elvis var svær at putte, og da det endelig lykkedes, vågnede han efter 1½ time. Og skreg. Skreg, skreg, skreg og skreg. Han var helt hysterisk. Hippien er i Danmark, så det var mig og farmor, der stod med ham, og vi anede ærligt talt ikke vores levende råd.

Han hev hele tiden benene op mod hagen, så måske havde han ondt i maven? Han skreg kun, når han lå ned – ellers legede han glad. Så måske havde han ondt i ørerne? Jeg aner det ikke. Jeg ved bare, at hver gang jeg forsøgte at lægge ham ned for at putte, skreg han og fægtede og slog med arme og ben. Han kunne falde i søvn og så 30 sekunder efter begyndte han igen.

Til sidst ringede jeg til min far i Danmark. Hurra for lægefamilie! Jeg havde brug for en, der lige kunne strege farlige ting over. For nej, det var vist ikke noget. Det var nok bare en overtræt reaktion på flytning, savn af far og lidt små-sløjhed. Men føj da, hvor var det ubehageligt! Til sidst lykkedes det mig at putte ham inde hos mig – jeg tror, at klokken var halv et, før han sov ordentlig.

Det er vist på tide, at vi får fundet en børnelæge og får styr på den franske lægevagt. Bare sådan just in case...

onsdag den 24. september 2014

En lørdag i Paris


Åhh, hvor jeg dog elsker weekend! Weekend betyder tid med min familie, og en dag som i lørdags kan jeg leve længe på... Særligt i en uge, der ellers står på flytterod, far-missing-in-action og begyndende sygdom.

Allerede fredag aften opstod der en burgercrave i min mave, så lørdag valgte vi at tage ud til Strasbourg-St Denis, hvor burgerrestauranten Paris New York bl.a. ligger. Jeg havde set et billede derfra på Fierce og Fattigs instagram, og de burgere så helt vanvittig gode ud, hvilket de også viste sig at være. Muuuuuums! Grease x 1000, men det var det værd.

Bagefter puttede vi Elvis til lur i klapvognen, og så gik vi ellers bare gennem byen. Vi skulle i retning af Pigalle for at finde guitarbutikker, men vi havde ikke nogen klar ruteplan. Derfor fór vi så også en smule vild omkring Stalingrad, men pyt med det. Så fik vi også set udkanten af Paris og de mere ghetto-agtige områder.

Jeg elsker at gå rundt i Paris. Betragte forskellene. Dreje rundt om hjørnet og finde noget nyt og spændende. Denne tur bød både på den første pladebiks, vi er stødt på (så Hippien var GLAD!), hyggelige legepladser og ikke mindst gaden Rue de Douai med de første 15 guitarshops. Nøøøøj! Så var mine to drenge lige i himlen. Elvis vågnede inde i en stor guitarbutik på Boulevard de Clichy, og det var simpelthen så kært måden, hvorpå han missede med øjenen, spærrede dem ordentligt op og råbte "gaaaaaar"! Det var vist et rigtig dejligt sted at vågne - omgivet af guitarer. Vi endte med at bruge lang tid i alle butikkerne, og den eneste, der til sidst ikke gad mere, var mig. De to andre kunne vist være fortsat. Så nu ved jeg da, hvor jeg kan finde dem, hvis de en dag mangler.

Det eneste ærgerlige ved dagen var, at vi tabte frontbøjlen til klapvognen. Vi tog den af, da Snubsen skulle sove, fordi han ellers ligger og sparker benene op over den, og så er den faldet ud af kurven under vognen. Et eller andet sted i Paris. Crap... En ny koster op imod 60€ med levering - vi gav 100€ for hele vognen brugt (incl. barnevogsdel). så det føles pænt latterligt. Men hvor der handles, der spildes - right?

Vi er i øvrigt flyttet ind i vores lejlighed (og den flyttedag skal jeg nok skrive mere om - crazy stuff...) og har ikke internet før fredag. Så opdateringerne her bliver nok lidt minimale i denne uge.

 

fredag den 19. september 2014

Paris - min by

På toppen - på alle måder

Okay, så i dag var en noget bedre dag end i går. Jeg spiste frokost med et par piger på kontoret, jeg havde en hyggelig samtale med en anden kollega på vej fra et møde og ikke mindst fik jeg weekend. Så er det jo bare et hit!

Jeg valgte at gå turen hjem fra arbejde. Normalt benytter jeg mig af en Velib ("normalt" - hør mig lige! Normalt som i de her tre uger, ikke?), men i dag havde jeg lyst til bare at slendre hjemme og nyde byen. Jeg skynder mig for det meste hjem til min Snubs, men i dag havde jeg brug for bare at trække vejret og tage det i roligt tempo og nyde sensommervarmen, som stadig er ekstremt tilstedeværende klokken seks om aftenen.

Det. var. så. rart. Igen slog det mig, hvor smuk en by Paris er. Både bogstavligt talt og gennem sin ånd.

Eiffeltårnet, der lige titter frem rundt om hjørnerne. Turisterne, der står i kø foran Louis Vuitton-butikken. Den lokale businessmand, som springer ud af døren med slipset flagrende og nonchalant svinger sig op på en motorcykel. De små piger i ballettøj, som tripper ned af gaden. Lydene. Duftene.

Paris - jeg er altså fan af dig. Også selv om du nogle gange er en hård nyser at prøve kræfter med.

Den store badedyst

En noget mindre Snubs, dengang anden var det bedste badelegetøj. Nu er det en spand og en skovl.

Jeg forstår altså ikke børn. Det gør jeg vitterlig ikke. De skifter jo mening, som vinden blæser! Tag nu konceptet: At gå i bad. Det kender vi alle sammen, og det er da en dejlig ting. Det kan rangere fra meget rart til helt fantastisk, men det er vel så også det. (En sjælden gang er det måske helt forfærdeligt, men så er det fordi, der ikke er mere varmt vand, og det er en helt anden sag...)

Men nej. Ikke for børn, eller i hvert fald ikke for Snubsen. Da han var helt lille, betød bad skrig og skrål. Det kunne han tydeligvis ikke lide. Indtil han pludselig kunne, og så var det deeeeeejligt. Indtil badekaret pludselig igen var fjenden, og kun et sjældent brusebad på mors arm var ok.

Så lærte han at sidde selv, og så blev det ret sjovt at sidde og plaske. Indtil han pludselig kunne stå op, for så var det sjoveste faktisk til mors store gru at rejse sig op i badekaret h-e-l-e tiden.

I sommer blev han så opereret og måtte ikke komme i karbad i en periode, og derfra har det bare været ulogisk. Det blev selvfølgelig ikke bedre af, at han brændte sig så grumt under en badesession på Tunø... I lang tid derefter var bad lig med gråd, gråd, gråd, og det var hårdt for alle parter. Det krævede lange og mange plaskesessioner i gården med Snubsen uden for karret, før det pludselig begyndte at være sjovt igen.

Og nu? Nu er bad bare det bedste. Ser han et billede af en pool i en bog, råber han ”Ba, ba, ba” og stopper ikke igen, før han får lov til at komme ind under bruseren (som er det eneste vi pt har...). Bliver vi fanget i regnvejr, peger han op mod himmelen og råber ”Ba, ba, ba”. Tillader jeg mig at gå i bad uden ham, står han uden for bruseren og banker på glasdøren i et væk – og når han så får lov til at komme med i bad, så gud nåde og trøste den, som beslutter sig for, at nu er badet altså slut. Han bliver rasende!

Det er ekstemt kært, skørt og irriterende på samme tid. Og lad os nu se, hvad der sker i den nye lejlighed, hvor vi får badekar. Så står det hele sikkert på hovedet igen.

torsdag den 18. september 2014

Om sprogkvaler og ensomhed

Nu har jeg arbejdet i Paris i næsten tre uger. Tre uger som eneste ikke-fransktalende på et fransk team. Og det går da godt, helt sikkert. Men det er hårdt. Det er ensomt.

Det er ikke fordi, jeg ikke har gode kolleger - det har jeg virkelig. Og de gør meget for at huske at tale engelsk, når det er vigtigt. Men jeg savner at kunne følge med, når det ikke er vigtigt. Jeg savner small-talk. Jeg har altid været meget socialt anlagt, og det betyder meget for min trivsel, at der er plads til småsnak på kontoret. Her småsnakker man ikke. Eller måske gør man - jeg kan i så fald bare ikke forstå det.

Det er også et issue, når det er arbejdssnak. Jeg har fuld forståelse for, at de ikke kan/skal tage alle deres samtaler på engelsk kun af hensyn til mig. Særligt, når jeg ikke er en del af samtalerne. Men når der står tre personer i vores lille kontor og har en 45-minutter lang diskussion på fransk hen over hovedet på mig, der forsøger at arbejde, så føler jeg mig altså pænt meget udenfor og ligegyldig. Så er det faktisk respektløst. Come on - diskussionen var med vores øverste chef, og han har sit eget kontor. Så tag den dog dernede! Jeg burde nok have sagt noget, og havde jeg forstået sproget, havde jeg gjort det - men det er altså ekstra svært at bryde ind, når man er helt udenfor.

Men det sværeste er altså manglen på social omgang. Jeg kan virkelig mærke, at de gode dage er dem, hvor jeg får mit sociale boost ved frokosttid i det mindste. Men der er som sagt det der med frokost - enten skal mine kolleger hive fat i mig (hvilket de ikke gør sååå tit igen - de har jo deres faste rutiner) eller også skal jeg hive fat i dem og spørge, om vi skal spise sammen. Og det er jeg bare ikke god til - jeg føler mig mega til besvær. At spise frokost med mig betyder, at de skal komme med forslag til, hvor vi skal spise (for jeg har altså ikke overblik over de gode steder endnu) og at de skal tale engelsk. Det har jeg ikke lyst til at bebyrde dem med for tit. Plus mine to nærmeste kolleger har ofte så travlt, at de spiser ved deres skrivebord...

Det føles lidt som 2.G all over again. Dengang sad jeg også alene hver freaking eneste frokostpause. Efter eget valg, sure, fordi jeg brugte tiden på at lave mine lektier, så jeg kunne være sammen med min soldatkæreste om aftenen (ja, jeg var så nederen...), men derfor var det altså også ensomt, og det var et dårligt valg. I dag, da jeg sad og spiste min frokostsushi by myself, blev jeg helt glad, da jeg spottede vores cykeltaxachauffør fra i lørdags. Jeps, så sølle...

Nej, helt ærligt - det går rigtig godt med jobbet, og jeg skal nok naile det for vildt. Men det har overrasket mig, at sprogbarrieren alligevel er så tung. Særligt når der er masser af andre ikke-fransktalende - de er bare ikke i mit team, og så hjælper det ikke så meget. I dag er lidt hård at komme igennem, men hey, det er næsten weekend! Og så må jeg vel i øvrigt bare se at få lært det sprog... Merde...

onsdag den 17. september 2014

Date night in Paris + anbefaling

Parbillede med snyd - med dyr fadøl og dyr g&t på Avenue Kléber

Sidste weekend var min mor på besøg, og udover at vi havde en skøn dag sammen alle fire med laaaang gåtur gennem byen, en lækker frokost og som altid utroligt megen pegen på duer, hunde og ikke mindst politiheste (som siger pfffff så spyttet står til alle sider - det er da klart!), så betød det også, at Hippien og jeg fik chancen til at gå ud sammen - bare ham og mig. Det var der kun et svar til - ja tak!!

Jeg var egentlig ikke klar over, hvor tiltrængt det var. I hverdagen mærker jeg mest savnet til Snubsen i løbet af de lange arbejdsdage, og vi er jo også sammen som familie hver aften. Men så snart vi gik hen af Avenue Kléber hånd i hånd og uden en klapvogn, kunne jeg virkelig mærke, hvor meget jeg har manglet det. Den sidste tid i Danmark gik meget op i planlægning, så det er virkelig længe siden, at vi bare rigtig har slappet af i hinandens selskab - bare os to. At det så også var i Paris på en lørdag aften, gjorde selvfølgelig ikke værre.

Vi valgte at være über-turister, så først drak vi en latterlig dyr drink lige over for lejligheden, og så hankede vi ellers op i to dåse-Carlsberg og tog en cykeltaxa op til Montmartre. Seriøst - en lun sommeraften gennem Paris med en kold øl i hånden og David Bowie i cykeltaxaens højtaler - det var altså alle pengene værd, også selv om det kostede næsten 20 x så meget, som hvis vi hver havde taget en Velib (en parisisk bycykel - sådan kommer jeg på arbejde hver morgen pt) i stedet.

Vi blev sat af ved Pigalle og gik så en smule opad - og så skete det helt utrolige. Vi fandt faktisk den lille, italienske restaurant, som vi fandt ved et tilfælde for to år siden, og hvor vi spiste det bedste måltid, vi fik på den ferie. Klart nok var vi friske på runde to, og vi blev heller ikke skuffede - det var sindssygt godt! Hippien fik noget kalvekød med frisk pasta til; jeg fik en gang tortellini med et tons kammuslinger på. Mmmmm! Derudover drak vi en virkelig god flaske rødvin og delte en lækker chokoladedessert - og så blev det stadig kun 64€! Det er ca. 480 kr - det er altså vildt for Paris.

Restauranten hedder Piccolo Caratello og ligger i rue Audran i det 18. arrondissement. Der er småt, men vildt hyggeligt, og så åbner de hele facaden ud mod gaden, som i øvrigt er en lille hyggelig en af slagsen. Da vi var der for to år siden var menuen kun på fransk; den er så blevet oversat nu, men stadig var der kun et andet udenlandsk par udover os den aften - alle andre var franskmænd.

Jeg er helt vild med stedet og kan kun anbefale det på det kraftigste! Virkelig lækkert og aldeles til at betale. Der er seriøst ikke en ret på kortet til over 20€.

Hippien på Picolo i 2012 og i 2014 - han var endda lige ved at tage 2012-skjorten på igen!

Efter middagen smuttede vi ind på en lille lokal bar og fik to små fadøl (5 € i alt) og bagefter gik vi ned på et af de mere turistede steder på Boulevard de Clichy (lige ved siden af Moulin Rouge - der havde vi i øvrigt også været før...), hvor man kunne høre livemusik. Her kostede to små fadøl så 10€ - men så var der som sagt også musik, og de satte ild i baren (hvilket jeg har vist på Instagram...). Mindre kan vel ikke gøre det. Lidt efter midnat hoppede vi på en metro hjem, hvor mormor og Snubsen havde haft en herlig aften. Så bliver det altså ikke bedre. :)

Pariserlivet er godt, og det bliver kun bedre og bedre. Lejlighed på mandag, au pair ankomst på næste søndag. Så er vi vel også ved at være ude i det der helt rigtige hverdag. Nu vil jeg vende tilbage til mit mærkelige blandingsprodukt - rosévin med grapefrugtjuice. Købt ved en fejl af Hippien, men det smager faktisk ganske udmærket - særligt på en varm aften som denne.

tirsdag den 16. september 2014

Flytning på plads - hurra!


Hurraaa, så ser det ud til, at tingene falder på plads! På mandag kl. 8.30 får vi nøglerne til vores nye lejlighed, og kl. 10 kommer flyttefolkene med vores ting. Vores ting!! Nøøøøøj, hvor jeg glæder mig!

Ikke mere pizzaspisning i sengen (medmindre vi har lyst til det, altså...)

Ikke mere sovende barn i stuen...

Ikke mere rotation mellem fem sæt tøj...

Hej igen til sofa, seng, DYNE, tøj, muligheden for at lave ordentlig mad, hårprodukter, parfume, legetøj, vinyler...

Jeg er en meget happy buddha i dag!

:)

mandag den 15. september 2014

Tordensnak - om livet i det franske

 
Bonjour tout les monde!

Der er simpelthen sket så mange ting på det sidste – det vildeste er, at jeg har lært at gå og nå ja, så er vi også flyttet til et nyt, mærkeligt land. De taler et meget mærkeligt sprog, men heldigvis har det vist sig, at de sagtens forstår mig – de klapper, vinker og peger nemlig også.

Nå, men først og fremmest – det der med at gå. Det er faktisk meget sjovt, men det går altså stadig lidt langsomt. Så egentlig kravler jeg stadig mere. Men hvis nu man har en sut i hver hånd, så er det alligevel nemmere at gå, så jeg gør det faktisk mere og mere. Man kommer også højere op af at gå i stedet for at kravle, så man kan se meget mere. Det er ret fedt. Særligt her i weekenden har jeg flere gange glemt at kravle, fordi jeg lige gik så godt.

Lige nu bor vi i en meget lille lejlighed, og jeg har ikke særlig meget af mit legetøj. Det er faktisk lidt strengt, synes jeg. Jeg har dog fået et Barbapapa-tog og et par nye bøger hernede (jeg elsker bøger!), så det går nok alligevel. Det allerbedste er faktisk heller ikke at lege med legetøj – det er at stå ved vinduet og kigge efter busser. Der kører rigtig mange stooooore busser forbi; nogle af dem er i to etager, og når der sidder folk på den øverste etage, vinker de nogle gange til mig. Det er simpelthen så hyggeligt. Man kan også se rigtig mange gok-gok’ere og vov-vov’ere fra min plads i vinduet, så jeg hygger mig rigtig meget med bare at stå der. Engang imellem sidder min farf på bænken nedenfor vinduet og ryger, og så leger jeg borte-tit med ham oppe fra min plads. Det er virkelig skægt.

Jeg snakker rigtig meget. Folk siger, at det er noget, jeg har fra min mor. Nogle gange forstår mor og farf stadig ikke helt, hvad jeg siger, men vi er ved at blive mere og mere enige om et sprog. Det er specielt ord som ”kuk-kuk”, ”bu” (bus), ”bo” (bold), ”baba” (Barbapapa), ”farf”(far), ”ba” (bad), ”ki” (kiks) og ”fu”(sut), som de er ved at få på plads. Det er også på tide – det går altså meget nemmere på den måde.

Det bedste ved at være hernede – udover de maaaaange hunde og duer og det mega seje, kæmpestore tårn, som tit dukker op rundt om hjørnet – er, at jeg er rigtig meget sammen med min farf. Jeg elsker min farf. Han er helt klart verdens bedste lige for tiden, men jeg er også rigtig glad for min mor. Det allerbedste jeg ved, er når mor og far krammer. Så skynder jeg mig over til dem, og så tager de mig op, og så krammer vi alle tre. Det er bare det bedste. Jeg krammer og kysser dem også tit hver for sig – det er så hyggeligt.

Her i weekenden kom mormor på besøg, og i næste uge kommer farmor! Det er godt nok pænt af dem (og lidt på tide...), at de sådan kommer ned til mig. Og så bagefter kommer der en pige, som hedder en au pair. Det skal nok blive spændende.

Vi ses snart igen - bisous bisous!

/Elvis

mandag den 8. september 2014

Ting jeg har lært, pt. III – Special edition

Mig og min Snubs på toppen af L'Arc de Triomphe

Nu har jeg arbejdet i Paris i over en uge, og jeg har lært, at ved frokosttid drejer byen fuldstændig rundt. Hvor der de fleste timer i døgnet er virkelig mange turister, og det kan være helt svært at spotte de lokale i mængden, så sker der noget særligt omkring kl. 12.30 i hverdagene. Alle de lokale myldrer ud fra deres forskellige kontorer, som små arbejdsmyrer fra en myretue. De zig-zag'er ind og ud mellem hinanden, mens de taler højlydt sammen og gerne gestikulerer med en cigaret, som selvfølgelig er blevet tændt det sekund, de er kommet udenfor. De er målrettede, og der er ingen betænkningstid – der er én klar mission, og det er hen til deres favoritfrokoststed.

Køerne er lange og går helt ud på gaden hos diverse sandwichsteder, salatsteder, sushisteder og what not. Det er effektivt, og alle ved med det samme, hvad de skal have. Undtagen mig. Jeg er overhovedet ikke myldreklar endnu, og jeg står totalt rundforvirret og udstråler kun ”Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvad skal man? Hvad betyder det? Hjælp, skal jeg nu igen tage stilling til, hvad jeg vil spise? Aaaargh, stress!”. Jeg bremser det hele, og der bliver kigget skævt til mig af både resten af køen og dem, der ekspederer de forskellige steder. Oplagt giver det kun mere stress...

Suk, altså. Jeg elsker konceptet i, at man kan få forskellige frokost hver dag, men jeg savner nu alligevel den trygge firmakantine, hvor der ikke var så meget at vælge mellem. Det der faste mønster. Og jo, vi har også en kantine her, men det virker som om, det er lidt kikset, hvis man går derhen. Så det gør jeg ikke. I hvert fald ikke, når jeg spiser alene, hvilket indtil videre er sket to gange og hvilket nok vil ske flere gange fremover. Man skal nemlig også sætte frokostaftaler op med folk, hvis man vil have selskab! Ej men altså – hvad er der galt med altid at spise med de samme kolleger?

Haha, hej rutine – jeg savner dig lidt... Men det er sgu nok meget sundt!

Pause


Fantastisk weekend. Tiltrængt. Masser af tid med lige præcis de to her - det vigtigste i verden.

Nu: Back to work.

fredag den 5. september 2014

Endelig weekend!

Det her er en af de vigtigste weekender nogensinde. Ikke fordi vi skal noget særligt, men fordi jeg virkelig, VIRKELIG trænger til den. Det har været en sindssyg hård uge, og jeg har virkelig kæmpet for at komme igennem torsdag og fredag. Forstå mig ret – jeg synes helt klart, at mit nye job er spændende, men det er bare hårdt. Meget hårdt. Jeg trænger så meget til bare at slå hjernen fra igen og ikke være på i et par dage; til bare at være sammen med min Hippie og vores Snubs. Han har ellers taget det rigtig pænt og har gjort sin mor virkelig glad ved bare at være i hopla hver aften, når jeg er kommet hjem. Vi har næsten leget mere aktivt sammen i disse dage end normalt – det har været ren terapi for mig. Hippien har været verdens bedste hjemmegående husfar i denne uge, og der har været mad planlagt hver aften. Det har været så god en støtte – men nu vil jeg gerne også selv tage del. Bare lidt.

Vi har ikke de store planer for weekenden – heldigvis. Vi ville egentlig have været ude at købe en mindre klapvogn i morgen, men da vi stadig bor i vores mini-lejlighed, er det måske en bedre ide at udskyde det. Her er ikke rigtig plads... Så det hedder nok bare turist- og familieliv. Der er ikke så meget andet, vi kan gøre. Vi har nemlig godt nok fået den lejlighed, vi gerne ville have – men vi kan først overtage den omkring d. 22. september. Shiiiit, der er lang tid til! (Og så er det også mega dårlig timing, da det er lige oveni, at Hippien tager til Danmark i en lille uge...) Så indtil videre handler bare om at komme ud af den skotøjsæske, vi bor i  – de 35 kvm begynder virkelig at være klaustrofobiske! Åhh, hvor jeg drømmer om plads og mine egne ting. Og lidt større variation på madfronten – det er altså begrænsende kun at have en stegepande, en gryde og en mikroovn at gøre godt med! Jeg vil have mit hjem... Pweeease!

(Nå ja, og så kunne det være, at jeg skulle prøve at få taget nogle billeder. Jeg har nemlig ikke rigtig noget at krydre dette indlæg med...)

tirsdag den 2. september 2014

Ting Jeg Har Lært pt. II

Vi fortsætter lige med rækken af kulturforskelle - nu også præget af jobstart:

  • Der er den franske uhøflighed, og så er der de situationer, hvor franskmændene mener, at man er uhøflig. Da vi var ude at se på lejligheder, sagde vi det eneste sted ret utvetydigt på engelsk til vores agent, at det ikke var vores stil og ikke det, vi ledte efter. Det viste sig så, at udlejningsdamen talte engelsk og åbenbart fandt det ekstremt uhøfligt. Vi skulle tilsyneladende have smurt det ind i høflighedsfraser og dermed have spildt alles tid. At hun så - på trods af at hun åbenbart kunne engelsk - hele tiden kun kommunikerede på fransk og igennem vores agent, var til gengæld helt acceptabelt...
  • Det franske metrosystem er på ingen måder lavet til klapvogne. Trapper og smalle udgange overalt. Men til gengæld findes der virkelig mange flinke franskmænd, som gerne hjælper med at bære - så fedt. Vi skal dog stadig have købt en handy paraplyklapvogn asap!
  • Franskmænd holder mange reelle kaffepauser - også gerne inden arbejdsdagen overhovedet er startet. Til gengæld drikker de intet ved deres skrivebord hele dagen. Hvordan de når de 2 l væske om dagen, er mig en gåde!
  • Man kan blive virkelig træt i hovedet af at stirre på sandfarvede vægge, sandfarvede døre og sandfarvede lofter en hel dag. Memoen om, at frisk luft og masser af dagslys er sundt, er vist aldrig nået til Paris. Åhh, hvor jeg dog på det punkt savner Ørestad og min hin lyse arbejdsplads med udsigt over det halve af Amager!

I morgen har jeg planer om at afprøve Paris' bycykler til arbejdet - det skal nok blive interessant med mig i Paris-trafikken...

Træt, men glad. Paris er pæn.

mandag den 1. september 2014

Hverdag i Paris

 Tænk at man kan savne en lille trold så meget på bare én dag...

Så så man lige mig kollapse på sengen med et glas rødvin... Yikes, hvor er jeg træt! Det er altid hårdt at starte nyt job, men det er nu ekstra hårdt, når det er i et nyt land, på et nyt sprog og med nye arbejdstider. Jeg mener - jeg var en af de første til at gå hjem, da jeg gik klokken lidt i seks! Jeg fik helt dårlig samvittighed, men samtidig kunne jeg bare ikke mere. Og jeg savnede min Snubs. Daaaamn, hvor jeg savnede min Snubs. Heldigvis kom jeg hjem til en storgrinende dreng med kødsovs i hele fjæset. Det var herligt. :)

I dag har jeg læst så mange dokumenter, at jeg er helt ør i hovedet; skiftet mit tastatur fra fransk til engelsk et utal af gange (det er altså svært at skrive sit password, når tastaturet pludselig skifter sprog og et a pludselig er et &!); talt alt for meget engelsk og lyttet til alt for meget fransk-volapyk; og kysset min kæreste og min dreng alt for lidt. Velkommen til hverdagen. Men hey - jeg går ned af Champs Élysées på vej til arbejde om morgenen, og det er da alligevel pænt sejt.

Det skal nok blive godt det her, men først skal det også nok blive hårdt. Særligt mens vi bor på kun 30 kvm, og vi er forvist til soveværelset, når Snubsen er lagt i seng. Det sætter altså nogle begrænsninger for, hvad man så kan nå!

Den næste tids store spørgsmål er som følger:

  • Hvad er det bedste middel mod at gå sukkerkold klokken halv fem?
  • Hvornår mon jeg ser et supermarked indefra igen?
  • Hvordan i alverden skal jeg få weekenderne til at være lange nok, når alt praktisk skal klares der (køb af vintertøj til Snubs, arbejdstøj til mig, telefon, forsikring, flybilletter and whatnot...), og jeg ikke mindst skal hygge med ham den lille bavian (og helst også med ham den store!) så meget, at lageret bliver fyldt op til ugen efter. Nå ja - og butikkerne i øvrigt er lukket om søndagen. Argh, logistik-amok!
  • Hvordan og hvornår skal jeg dog få lært det dersens fransk?

Uhh, cliffhangers! Det er spændende...