Dagens ups(er) nr. 29

Ja, så er jeg da klar til at genoplive dén serie... I dag er seriøst en dag, hvor jeg bare burde være blevet i sengen. Jeg turde faktisk næsten ikke tænde computeren, for så ville jeg sikkert bare få tastet forkert password for mange gange eller sådan noget. Taget i betragtning, at jeg skal tilbage på arbejde på mandag, er det sgu lidt sent at ammehjernen sætter ind!

Nå, men det startede i morges, da jeg tjekkede min konto og så, at jeg havde fået min løn og bonus. Fedt, så nu skulle vores drømmerejse her til efteråret betales. Jeg logger ind på ordren - og ser at den skulle have været betalt senest i går. Total panik. Men jeg fik lavet en straksoverførsel efterfulgt af en halv times ondt i maven indtil deres kundeservice åbnede, et kvarter i telefonkø og så endelig en beroligende dame som sagde, at det ville hun bare lige notere og så var alt fint.

I den halve time med ondt i maven prøvede jeg så at være konstruktiv (Indie sov...), så jeg gik ud på loftet for at lede efter noget tøj, jeg havde solgt på Reshopper. Det ene par bukser var virkelig svære at finde, så jeg måtte lægge nøglen fra mig og tage hele kassen ud. Lede og lede. Ind og tjekke, om de alligevel var i lejligheden. Tilbage til loftet. Dér var de! Kassen på plads, ud af rummet, låse låsen - og netop, da den sagde klik, sagde min hjerne "Nøglen!". Som ja, stadig lå ude på loftsrummet.

Jeg satte i gang i en hel masse. Skrev i vores lokale Facebook-gruppe og fandt faktisk en flink mand, som gerne ville hjælpe med en vinkelsliber. Han kom her kl. 11. Skar låsen over. Jeg satte en ny i, som vi heldigvis havde på lager, og gik så ind for at skifte nøglerne om i bundet. Det mindede mig om, at vi havde en udefineret nøgle liggende i skuffen, så jeg tjekkede den lige.

Ja, den passede til låsen. Låsen, som lige var blevet skåret over, fordi jeg ikke havde nogen nøgle.

Hold nu kæft, hvor føler jeg mig dum...

6 måneder

Og så nåede vi et halvt år. Et helt halvt år. Det er vildt. Vi fejrede det med at have Elvis hjemsendt til isolation pga. Corona i klassen, så vi har ikke været uden for en dør hele ugen, undtagen til test. Jeg er ved at blive sindssyg.

Men det går - jeg har søde unger. Indie er en lille temperamentsfuld unge, så engang imellem råber hun meget vredt, men for det meste er hun glad. Hun vil bare gerne snakkes med og underholdes. Og så er hun virkelig træt af ikke at kunne komme frem og rundt. Hun kan rulle sig og rotere om sin akse, men hun kan ikke komme frem.

Maden går så som så. Nogle dage sluger hun det hele, andre dage gider hun næsten ikke. Hun har også set sig sur på mit venstre bryst, som KUN duer, hvis hun er startet på det højre og stadig er lidt sulten. Det er lidt frustrerende for mig - i nat kunne jeg ikke engang snyde hende som jeg plejer. Sutteflasken er til gengæld altid et hit, så hun får fast en flaske inden sengetid. Så sover hun bedst og så sover jeg bedst...

Hun har lært at lege "borte-tit-tit". Det var fandme sjovt! Under putningen i går måtte jeg droppe godnatsangene, fordi hun begyndte at hive dynen op over sit hoved og så tage den væk med et frækt smil og kæmpe glimt i øjnene. Så absurd nuttet! Så lå hun og spiste sine fødder lidt, og så faldt hun heldigvis i søvn. Hun viste mig også i går, at hun kan snorke. Omkring midnat klynkede hun, så jeg gav hende sutten, og så kvitterede hun med et kæmpe snork - så højt, at jeg nærmest følte behov for at tænde lyset og sikre, at der ikke lå en anden i sengen hos hende! Det var så syret.

Hun er blevet rigtig glad for at sidde i sin barnevogn eller bæresele og kigge på verden. Så nu ligger indkøb og lignende i hendes vågne tid i stedet for når hun sover - når vi altså ikke er i isolation...

Hvad ellers? Tja, hun kan næsten sidde helt selv; hun er en lille charmetrold over for alle, når hun lige får set dem an; og så er hun begyndt at give mig verdens største kys med åben mund på kind og hage. Jeg elsker det. Jeg har simpelthen verdens bedste baby...

Når barslen slutter

Barselslivet går på hæld. Om under en måned er jeg tilbage på kontoret. Så venter en hverdag med nyt arbejdsliv som partner og mor til to. I det mindste skal Indie stadig være hjemme med sin far en fire måneder endnu, så vi venter lidt med at kaste os ud i koordineringen med to institutioner, hente og bringe. Men alligevel. Det bliver vildt.

Jeg har elsket hvert sekund af denne barsel. Virkelig. Også de dage og nætter, hvor Indie har haft glemt hvordan man sover, og hvor jeg har været alene med begge under og tingene ikke er gået op i en større helhed. Jeg har stadig elsket det. Heldigvis glæder jeg mig til at komme tilbage til mit arbejde, for det er spændende og fedt - men jeg glæder mig altså ikke til at undvære Blobsen. Auch.

Det har været den barsel, hvor jeg har gjort mindst. Hvor jeg oftest har praktiseret "Hvis jeg ikke når det i dag, når jeg det nok i morgen". Og nu er det snart slut og jeg har ikke nået det halve, af det jeg ville - og det er så lige meget! Jeg har været sammen med Indie og det var det vigtigste.

De første par måneder, hvor vi lå hud mod hud i flere timer om dagen. Hvor jeg lå i sofaen og skiftevis ammede og sov med baby på maven, mens drengene sad på gulvet og spillede Minecraft. De lange gåture i Valbyparken med lydbog i ørerne og sovende baby i vognen. De utallige grin og fjollerier. Og senest de spændende udfordringer med mad og skeer, som flyver i alle retninger. Det har været guld værd.

Elvis er tilbage i skole (hurra! Må man ikke godt sige det?), og derfor skal den sidste månedstid her bare stå på hygge, gåture, leg og afslapning. Så når jeg sgu nok ikke at fikse stigen til Elvis' seng. Eller rydde mere op i skabene. Eller... Pyt pyt pyt. :)

Og så bliver det hverdag. En hverdag, hvor Hippien er på barsel og jeg arbejder - dog kun 4 dage om ugen i første omgang. En hverdag, hvor jeg har planer om at finde noget tid til mig selv igen. Komme i gang med at træne. Nyde cykelturen alene frem og tilbage. Det bliver nu også godt. For måske er jeg nu partner og mor til to - men jeg skal også lige huske at være Caroline.

Baden-Baden baby

Ja, det er Indie. Lige som Elvis var som baby, så har Indie lige været med min mor og mig i Baden-Baden. Det er ellers en børnefri tur - bortset fra når man stadig bliver ammet. Og det var så hyggeligt! Elvis var kun tre måneder, da vi var af sted, så Indie var selvfølgelig markant mere på og charmerede alle og enhver.

Vi kørte derned i min mors bil med en overnatning i hendes hus i Kappeln den første dag. Det var dog stadig 830 km på én dag bagefter, fra Kappeln til Baden-Baden, men det gik så godt! Indie er virkelig god til at køre bil, på trods af at det ikke er noget, vi gør meget. (Det var også derfor, at jeg vurderede det til at være ok med mange timer i autostol, for det sker så godt som aldrig ellers).

På turen derned stod vi op kl fem og kørte inden trafikken blev tæt. Dermed fik vi også et par timer af Indies nattesøvn klemt med ind. Men det blev stadig 10 timer i alt med gode pauser til spisning, skiltning og på-ryg-ligning lagt ind. Havregrød kan sagtens spises på en rasteplads! På turen hjem kom vi senere af sted og ramte også noget stau, så der tog det 12 timer. Men stadig ingen brok fra Pipsen.

Det var i det hele taget en fantastisk og tiltrængt tur. Ingen spa (fordi baby…), men ansigtsbehandlingm rygmassage, god mad, baby-bonding for mormor, første løbetur siden fødslen og shopping. Jeg købte bl.a. en fantastisk vinterfrakke og en lækker blazer i Escada - begge sat ned med 80%! Så kan det der partnerjob bare komme an om en måned.

Jeg glæder mig til næste år at være af sted igen uden baby, men jeg må sige, at Indie er bestået som rejsebaby. Mere af det, tak!

5 måneder

Ja, faktisk 5½ måned nu. Det har været sommerferie, så det har været så som så med computertid. Men fem måneder - hvor er det vildt! Om en måned skal jeg tilbage på arbejde...

Der er sket sindssygt meget på den seneste måned. Altså, søvn er blevet en by i Rusland, men humøret er højt og babyen er dejlig.

• Hun har fået to tænder. To fine bisser i undermunden. De var lidt hårde at få frem.
• Hun er begyndt på rigtig mad - startende med sveskemos grundet ondt i maven, og nu grød med frugt om morgenen og grøntsagsmos om aftenen. Stort hit.
• Hun er begyndt at blive suppleret med modermælkserstatning (max. en flaske om dagen), så nu kan jeg bevæge mig lidt mere væk.
• Hun har fundet sine fødder, og så er legetøj faktisk ret ligegyldigt.
• Hun rækker ud efter alt - legetøj, vandstråler, fars næse, storebrors hår...
• Hun ruller rundt som en gal. Konstant fra ryg til mave nogle gange videre igen. Hun er meget utålmodig efter at kunne komme frem. Hun brokker sig meget højlydt, når hun bare ligger og ikke kan det, hun vil.
• Søvnen er som sagt udfordret og tryghedsbehovet er stort. Men det er ok. Vi sover bare tæt og ammer løs.
• Hun snakker, råber, griner, laver spytbobler - og så smiler og griner hun til alt og alle, allerhelst storebror og baby-i-spejlet.
• Det eneste, der kan holde hende fra baby-i-spejlet, er guitaren i gæsteværelset. Den skal røres ved og spilles på.
• Hun er generelt vild med musik, og det kan altid give ro på at lytte til plader med far.

Hun er sgu sød... Og nu vågner hun så også. Suk...

Om natten...

Dette indlæg fandt jeg lige som en kladde fra starten af juli. Det kan vist godt tåle at blive postet, for det viser bare, at natten er en verden for sig... I nat sov jeg for eksempel på sofaen, fordi Indie kun ville sove i slyngevuggen. Og så er der de nætter, hvor enten Hippien eller jeg er i en helt anden dimension...

--------------

Det er nat. Indie skal have mad, og jeg kæmper med at vække Hippien, så han kan løfte hende fra babysengen og over til mig. Det lykkes, og jeg sidder og ammer. Pludselig begynder Hippien at lede panisk i dynerne.

Mig: “Hvad laver du?”

Ham: “Hvor er Blobs?”

Mig: “Hun er her - jeg sidder jo og ammer”.

Ham: “Hvor er den anden Blobs? Har vi ikke to?”

Næste nat kæmper jeg igen med at vække ham, så jeg kan få den brokkende baby.

Mig: “Skat, jeg skal have babyen. Du skal give mig babyen”

Ham: “Du skal bare søge efter hende i søgefeltet…”

Mig: “Du skal give mig hende. Jeg kan ikke nå hende”

Ham: “Jojo, bare giv mig din hånd!”