tirsdag den 24. marts 2015

Om konceptet "chaump"

Kender du "chaump"? Jeg skal være ærlig at sige, at det gjorde jeg ikke for bare få uger siden. Men nu - nu støder jeg på chaump dagligt.

Man skulle måske tro, at chaump var champignoner. Det er det for så vidt også, hvis man sidder og kigger i bøger, hvor der er svampe med, eller hvis man leger med legemad fra IKEA. Men ellers gælder det ikke.

I aften var chaump for eksempel ikke champignoner. Champignonerne på den hjemmelavede pizza (tak, Sarah!) smagte nemlig helt okay. Næ, i aften var chaump rød og grøn peber.

Alt, hvad Elvis ikke kan lide, hedder chaump.

Chaump kan opstå ud af det blå. Den ene bid kan smage fantastisk, den næste kan være chaump og blive spyttet ud igen.

Chaump kan være en ting, en farve, en konsistens. Under putningen i aften var sutten faktisk chaump! Den var altså ny - og lidt kritisk. Heldigvis stoppede den med at være chaump igen efter et par sekunder.

Jeg elsker børnelogik! Chaump it is...

Hvad kalder jeres unger det? For jeg vil vædde med, at de har et tilsvarende begreb!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar