onsdag den 29. juli 2015

Dagens ups no. 21

Vi sidder og spiser aftensmad, og Elvis snakker som sædvanligt fanden et øre af. For jeg-ved-ikke-hvilken-gang kredser hans enetale omkring konceptet, at mor er nødt til at gå på arbejde.

Elvis: "Mor går. Didi ked af det, når mor går".

Mig: "Ja, men mor kommer jo igen!"

Elvis: "Mor kommer igen, jaaaaa."

Mig: "Og hvad skal mor i aften?"

Her forventede jeg det sædvanlige svar "Mor putte!", men nej...

Elvis: "Mor drikke!"

........

Jeg ved alså ikke lige, hvor det kom fra, vil jeg skynde mig at sige! Det plejer at hedde "Mor putte og far rydde op mens mor putter" eller omvendt. Men det var godt nok svært at finde en passende grimasse - vi var mildest talt flade af grin.:D

mandag den 27. juli 2015

Sikke en dag...

Jeg holder det næsten ikke ud - så er det sagt! Arbejdet altså. Holder det ikke ud - sådan helt fysisk.

For en måneds tid siden flyttede vi kontor. Fra en lille, mørk 70'er beige bygning til en stor, lys bygning. Helt sikkert - troede jeg. Og ja, vi har fået mere plads; et stort, åbent kontor. Og ja, vi har fået adgang til tilstrækkeligt mødelokaler, hvilket har været tiltrængt. Men jeg savner godt nok det gamle nu!

Det er noget så basalt som defekt air condition, som ødelægger det hele. Da der for et par uger siden var 40 grader i Paris, virkede air conditionen ikke, så vi havde 40 grader på kontoret. Nu er temperaturen faldet til 19 grader udenfor, men air conditionen virker og kan åbenbart ikke slukkes. Så i dag var der - og jeg overdriver ikke - 15 grader og stærkt træk på kontoret.

Jeg har frosset som en gal hele dagen. I et par timer satte jeg mig et andet sted, men jeg manglede mine ting ved mit bord, så måtte vende tilbage. Det var rædselsfuldt.

For varmt eller for koldt - begge dele er simpelthen uforligneligt med at sidde og koncentrere sig i 9-10 timer foran en computer. Det er da også et under, at jeg ikke er blevet syg!

Da jeg kom fra arbejdet i dag, var jeg helt stivfrossen og i åndssvagt dårligt humør. Bare sådan rigtig ubehageligt tilpas. Heldigvis hjalp et varmt karbad og et koldt glas hvidvin, og nu går det ok igen. Hippien er ved at putte Snubsen, og snart skal vi forhåbentlig se et par afsnit Orange is the New Black. Jeg er endda blevet varm nok til at overveje lidt Ben & Jerry's senere, så det går jo alt sammen. Jeg skulle bare lige brokke mig!

Men helt ærligt, brok til side - er det ikke lige absurd nok? Det er da ikke acceptable arbejdsvilkår? I morgen tager jeg vintertøjet med på arbejde, for jeg klarer det vitterlig ikke én dag til. Danish viking eller ej.

lørdag den 25. juli 2015

Om at være langt fra familien...

En af de ting, jeg har tænkt meget over i forbindelse med, at vi er flyttet herned, er hvordan det vil påvirke Elvis' forhold til hans familie. Vil han kunne skabe bånd, når vi er så langt fra dem i hverdagen?

Indtil videre har svaret været klart JA! Kombinationen af faste Skype-aftaler, flere besøg fra både farmor og mormor og så det mere intensive samvær, når vi bor hos familien, når vi er i Danmark, har gjort, at han har helt og aldeles styr på sin familie og ofte taler om dem. Det er rigtig dejligt.


For at støtte endnu mere op om det, har jeg fået lavet en personlig familiebog til Elvis med billeder af hans forældre, bedsteforældre, oldeforældre, onkler og tanter, fætre og kusiner. Jeg fandt den på Etsy og betalte aaaalt for meget for at få den sendt fra USA, men den er så fin og i virkelig lækker kvalitet.

Elvis er allerede rigtig glad for den og bladrer meget i den og taler om, at "faos finger gået i stykker" og peger på "onkel Doffen". Det er en fornøjelse og en fin måde for os at tale om dem derhjemme.

Som sagt var leveringen på denne her lidt pebret, men hvis I kender til noget tilsvarende produceret i Europa, må I endelig sige til! Det kunne være så fint med flere af den slags bøger.


----------------

Lige nu nyder vi en stille lørdag morgen. Hippien sover ovenpå en bytur, og Elvis og jeg sidder hånd i hånd og ser Løvernes Konge. Vi har lige spist morgenmad, hvor Elvis ved hver skefuld havregrød kiggede forsigtigt over på mig og spurgte "Denne her god?" for at sikre sig, at den ikke var varm. Det er sådan nogle småting, som bare får det til at boble over med kærlighed i mig. Han er simpelthen så skide sød!

I dag skal vi ud og leget turister i byen sammen med nogle venner, og i morgen skal vi op til Champs Elysees og se Tour de France-afslutningen. Jeg er ikke fan som sådan, men det bør man næsten ikke gå glip af. Heller ikke selv om de lover regn.

tirsdag den 21. juli 2015

Om en to-årigs udvikling

Elvis - min store lille dreng og min lille store dreng. Ham, som kan så meget selv, men som samtidig kalder på mor, når han vågner om natten og har drømt om en "stor farlig hund som spiste Elvis' sut!". Jeg er helt vild med denne her proces, det er at følge med i hans udvikling. Dog har jeg for længst opgivet at få opdateret hans "Barnets Bog", så nu bliver det herinde, at jeg får skrevet nogle af vendepunkterne ned.


Om at blive selvstændig:
Der er sket SÅ meget på det punkt den seneste tid. Et af det største vendepunkter er, at han er rykket tilbage på sit eget værelse. Hans seng er blevet lavet til juniorseng og hans værelse er blevet opdateret med natlampe og boghylder, og nu nægter han simpelthen at sove andre steder. Hvor er det sejt! Han kommer kun ind i vores seng, hvis der er problemer tidligt om morgenen, ellers sover han hos sig selv. Et par aftener har han endda også taget det sidste skridt ind i drømmeland uden os ved sin side - meeen der er nu stadig et stykke vej til, at vi bare kan lægge ham ind og så gå ud med det samme. Tingene tager sin tid.

Om sprog:
Hans sprog er blevet helt fænomenalt, og det er simpelthen en fornøjelse at lytte til! Det bliver mere korrekt hver dag. Han taler stadig i det store hele kun dansk, men han kan tælle til ti på engelsk (og til 15 på dansk) og sige ”Bonjour”, ”Au revoir” og ”Merci” på fransk. På dansk får vi de helt store udfoldelser:

”Skelettemanden bor der!” – som forklaring på, hvorfor han ikke ville rutsche ned af den sorte, mørke rutschebane på Post og Tele-museet. Der var heldigvis ikke andre børn, som overhørte det og blev traumatiserede...

”Vil du spise hvidløg?” – hans eksempel til mig på, hvilke spørgsmål man kan bruge svaret ”nej tak” til.

Han taler stort set rent, men har alligevel de sødeste små fejl – f.eks. ”sæbeblobber”,  Onkel Thomnas”, "flojjet" i stedet for fjollet og ”nupse” i stedet for numse.

Udover at tale meget, synger han også en masse. I går overraskede han mig med at kunne hele teksten til "Jeg gik mig over sø og land" - vi foretrækker klappeland, hoppeland, krammeland og soveland herhjemme. Det er nemlig yndlings godnatsangen for tiden. :)

Om at vokse op i Frankrig:
Okay, indrømmet. Det er stadig begrænset, hvor meget Snubsen reelt mærker, at vi er i Frankrig. Men der er jo vuggestuen, som det går virkelig godt med, og så spottede jeg i går den ultimative blanding af dansk og fransk kultur. Snubsen er et dansk barn, så han krammer. Men han er også i Frankrig, hvor de dobbelte kindkys er overalt. Så når Elvis skal kramme, så skal vi kramme først til den ene side og så til den anden side.

Om at være kærlig:
Elvis er en utroligt kærlig og hensynsfuld dreng. Han er ekstremt fokuseret på, hvis han kan høre et grædende barn, og da vi for nylig besøgte min farmor på hospitalet, blev han ved med at gentage ”Oldefao lidt syg. Vi skal trøste.” En morgen i Danmark, hvor jeg var ved at rydde hans legetøj op, fløj han hen og tog en traktor ud af hånden på mig, holdt den op til kinden og sagde ”Såå, såå”, efterfulgt af ”Traktor ligge og sove der!”. Han er også meget fokuseret på, om ting er gået i stykker, og i perioden, hvor han havde et sår på knæen, hørte vi mange gange dagligt ”Elvis’ ben er gået i stykker”, og så satte han sig på hug og pustede på sit eget knæ.

Hver dag sker der noget nyt, og jeg er totalt splittet imellem at have lyst til at bremse tiden og samtidig være spændt på, hvad der venter rundt om hjørnet. Det er vist ret klassisk.:)

søndag den 19. juli 2015

Siden sidst...

Vi er her stadig, men bloggen kører lige på lidt lavt blus, og det samme gælder faktisk også min Instagram. Når jeg er i Danmark, foretrækker jeg nu engang at fokusere mest på det, og så halter de sociale medier efter. Det er faktisk også helt okay, men det giver selvsagt nogle stille perioder herinde.

Lige nu er vi dog tilbage i Paris, men vi er lidt ramt af, at 3/4 af husstanden har fanget et eller andet virus-noget, som giver ufattelig træthed, hvilket selvfølgelig lammer det hele lidt. Jeg er selvfølgelig ikke syg nok til ikke at gå på arbejde, men jeg er fuldkommen baldret, når jeg kommer hjem. Selv weekenden her har været lidt tung - i dag sov jeg lur med Elvis, og vi vågnede helt fortumlede klokken kvart over seks! Nej, det er løgn - jeg vågnede og måtte efterfølgende vække drengen. Det var kun meningen, at det skulle have været en kort pause...

Nå, men siden sidst har jeg...

... brugt uforholdsmæssigt meget tid på at surfe efter sutter på nettet! Damn you, Mam, for at anbefale udskiftning af sutter hver anden måned - når man så ikke har skiftet ud i halvandet år, får man lidt dårlig samvittighed! Derudover findes der pludselig en str. 16+ måneder - burde vi så skifte til dem, selv om Elvis er glad for sine 6+ måneder? Og hvorfor skal der lige være latterlig høj fragt på sutter? Ja - som man kan fornemme, så har jeg ikke bestilt nogle endnu - kun brugt tid og kræfter på det. Suk...

... klippet min søn i øret. Av i samvittigheden! Det var måske heller ikke smart at give sig selv en saks i hånden, når man egentlig har det skidt. Undskyld, min lille snubs. Heldigvis hjalp et Cars-plaster på armen lidt...

... fået Netflix til at køre på vores PS3 - yeah! No more Orange is the New Black på den lille computerskærm. Hvorfor det så lige har taget op imod et år at fikse, skal jeg ikke kunne svare på.

... været i et lille mini-tivoli med min familie og kørt i rutschebane med Elvis. Årh, det har jeg glædet mig til, lige siden jeg blev gravid! Det var sååå fedt. Jeg elsker at kunne gøre sådan noget med ham - og han var helt vild med det. Generelt ville han gerne prøve ALT, selv de ting, som hans far ikke turde. "Elvis gerne prøve den der!" Mors dreng, definitely!

... været ude at dykke! Sidste år fik jeg et prøvedyk i fødselsdagsgave, men det lykkedes os først at arrangere det i år. Det var SÅÅÅÅ fedt! Det vil jeg altså gerne prøve igen - næste gang med Hippien. :)

... fået mere grønt/blåt hår end lilla. Suk, det der med farvet hår er jeg altså ikke så god til at holde. Nå, men nu er en ny type farve bestilt hjem, og så håber jeg på, at jeg kan få det lilla igen.

... drukket alt for meget vin, set en masse Netflix, bandet over varmen i Paris og kysset en hel masse på min mand og min store, store dreng. Åhh, hvor jeg dog glæder mig til den sommerferie!

En karrusel med en gravko - det bliver ikke bedre!

torsdag den 2. juli 2015

Sommerferieplaner

Så! Mens Hippien sidder og streamer koncerter fra Roskilde Festivalen og heden stadig bager udenfor (op til 39 grader denne uge), så vi har både åbne vinduer og gang i blæseren, har jeg fået styr på det sidste til vores sommerferie. Overnatningerne har været booket i et stykke tid, men nu har jeg så også fået billejen på plads. Yes mand!

Vi har talt meget om, hvad vi skulle gøre mht. sommerferie i år. Skulle vi tage til Danmark og se familien - måske endda camping på Tunø igen? I sidste ende kom vi dog frem til, at det ville være decideret fjollet ikke at udnytte ferien til at få set lidt af Frankrig. Danmark løber jo ingen vegne, men det ville være rigtig dumt at flytte tilbage til Danmark om et par år og indse, at vi slet ikke havde været på opdagelse i Frankrig!

Vi har derfor booket 10 overnatninger, fem forskellige steder i omegnen af Paris. Vi vil selvfølgelig gerne ud af byen, men vi gider ikke at bruge al tiden på at køre fra sted til sted. Så hellere kun have kort mellem stederne, men så have tid til at udforske området på vejen. Vores rute kan ses nedenunder - fra Dijon til Tours og så hjem igen. Jeg glæder mig sådan til at opleve Loiredalen - de fine slotte og den gode vin.


Noget af det, jeg dog glæder mig mest til, er til at overnatte de forskellige steder. Vi er gået lidt amok på AirBnB og har booket de særeste steder - fra en bjælkehytte i en nationalpark over små bed and breakfasts in the middle of nowhere til en mærkelig kugle oppe i en trætop! Det bliver godt nok interessant - især det sidste og især at få Elvis med op af net"stigen". Vi bliver hvert sted to nætter, så der burde være tid til bare at slappe af ved de tilhørende pools (alle steder undtagen nationalparken) og opleve området. Det bliver så godt!! Nu må det bare gerne snart blive slut-august.


Inden vores Tour de France tager vi dog også lige en smuttur til London for en weekend - mit arbejde kunne skaffe billige togbilletter, og når det kun tager to timer fra Paris, ville det jo være dumt at lade være. Det glæder jeg mig godt nok til! Der tager vi Sarah med, så Hippien og jeg også kan tage på pub om aftenen.

Nå ja, og så smutter vi i øvrigt til Danmark i næste uge. Elvis skal have nyt pas, og det kombinerer vi med en uge på besøg. Jeg er lidt ærgerlig over, at det betyder, at vi misser Bastilledagen d. 14. juli, men det er der ikke noget at gøre ved. Det var nu engang smartest at udnytte de to fridage til at rejse.

Det bliver en god sommer. Det er en god sommer! Men det er godt nok varmt...