Et styks surt løg

I det der indlæg, I blev snydt for, ville jeg have skrevet lidt om, hvor nem en dreng Elvis. Hvordan han ALDRIG er sur eller umulig. Men altså, man kan åbenbart jinxe ting, selv uden at sige det højt - for hold nu op, hvor er han blevet et surt løg i denne weekend. Jeg ved ikke, om det bare er The terrible two's, som er ved at kicke ind, eller om han bare savner sin far. Men alt er bare galt.

Jeg skal ikke komme og sige, hvad han skal have på af tøj. Eller at han i det hele taget skal have tøj på.

Jeg skal ikke prøve på at flytte noget legetøj. Eller et glas. Eller hvad end, jeg ellers kunne finde på at flytte.

Jeg skal ikke prøve at forklare ham, at man ikke må lege med vaskepulver.

Jeg skal simpelthen bare ikke bestemme noget som helst!

Men det gør jeg jo - og så bliver Elvis sur. Han vender mundvigene ned ad, brokker sig og græder så. Problemet er jo bare, at når man bliver ked af det, vil man gerne op til mor. Men det er jo også mor, man er sur på.

Når han hulker allermest, er jeg begyndt at spørge ham, om han er vred nu? Så får jeg et hikstende "JA!". "Er det mor, du er vred på?" "JA!"

Så får vi lige som det på plads.

Åhh, din lille møgunge. Dit sure løg, dit klisterdyr - din glade, fjollede, skønne unge (som heldigvis sover lur lige nu - pyyyh!)

Sådan skulle man altså se ud, mens der blev spist frokost. En frokost, som i øvrigt kort efter blev kastet væk, fordi der pludselig var "chaump" i!?