tirsdag den 26. januar 2016

Gøg og Gokke i sneen

Stilheden herinde skyldes, at vi i skrivende stund befinder os i en hytte i Norge - 8 voksende og 3 børn! Vi er af sted med mon bror og hans familie, min far og så min svigerindes brødre og en veninde. Det er så hyggeligt, omend også noget af et gedemarket at holde styr på...

I går gik det faktisk overraskende nemt. Alle fik lejet skigear, og både Hippien og Elvis havde en rigtig fin første dag på ski nogensinde! Jeg brugte hele formiddagen sammen med Snubsen på børnebakken, men om eftermiddagen fik jeg så mulighed for at stå lidt selv. Helt super.

I dag var dog mildest talt en farce - det er åbenbart meget svært at holde styr på 11 par støvler og ski! Vi nåede i hvert fald langt om længe ned til foden af pisterne, da det så går op for mig, at jeg ikke har taget Elvis' støvler med, men i stedet hans ni måneder yngre fætters. Der er kun en størrelses forskel, men det gør altså alverden til forskel. Suk... Så min far måtte køre op til hytten igen og bytte over.

Efterfølgende lykkedes det os at komme med gondolen og op på toppen af bjerget. Mine støvler generede mig så en del, og da jeg så ikke kunne få mine ski til at klikke på, blev jeg overbevist om, at jeg havde fået taget min svigerindes støvler på i stedet. Så min bror tog turen ned af de sorte pister tilbage til hytten, hvor han hentede det andet par støvler og så tog op til os igen. I mellemtiden legede jeg med Elvis på et legestativ og var pænt bitter på situationen.

Da min bror så endelig kom tilbage, fandt jeg ud af, at jeg havde haft de rigtige støvler på hele tiden... Jeg tør godt sige, at jeg skylder en kvajebajer!

Resten af dagen var nu kanon. Hippien forbedrede sig markant og kastede sig ud på en blå pist i dag, og jeg stod slalom ned igennem nogle fine kegler med Snubsen højt hujende mellem mine ski. Mine lår piver nu, men mit hjerte bruser over af glæde over sådan nogle oplevelser.

Nu er det slappetid med en kold øl og så prøver vi en gang til i morgen. Denne gang har jeg nøje samlet vores gear ét sted...


tirsdag den 12. januar 2016

I øvrigt #4

... er jeg begyndt at holde møder på fransk! Som i at min chef taler fransk hele mødet og jeg svarer på en blanding af fransk og engelsk. Vi prøvede det første gang i går og igen i dag, og det fungerer sgu! Jeg er altså stolt.

... har jeg det så svært ved de franske manerer i professionelle situationer. Mine mandlige kolleger insisterer på at holde alle døre for mig, og jeg bliver for det første altid totalt forvirret over det, fordi det ikke falder mig naturligt, og for det andet irriterer det mig faktisk lidt, fordi jeg ikke vil ses som "en kvinde" på arbejdet, men som "en ligemand".

... er jeg ret spændt på Snubsen og Hippiens første skitur her i slutningen af måneden. Jeg frygter brækkede ben på Hippien, som aldrig har haft et par ski på før i sit liv, og en rasende Snubs, som i hvert fald ikke vil have støvler, ski, maske, hjelm etc. på. Men hyggeligt skal det nu nok blive...

... glæder jeg mig til venindebesøg i weekenden. Mon ikke hun kan lokkes til lidt udsalgsshopping?

... tog det mig kun to forsøg at lægge en fin ny fuge rundt om vores badekar. Lige så bitter jeg var over det første resultat, lige så stolt er jeg af det andet.

... har jeg kastet mig ud i at lære mig selv tunesisk hækling. Indtil videre er det nu kun resulteret i alt for fluffy garn, fordi jeg har pillet op og er startet forfra lidt for mange gange...

... er jeg vild med Snubsens måde at sige "Jeg elsker dig" på. Det siges med den mest drævende amerikanske accent - "Jaig aeeeeelsker deeeej".

... har jeg lige booket flybilletter til Danmark igen, da vi skal til bryllup i februar. Jeg elsker bryllupper, så jeg glæder mig - men auch, det bliver altså en dyr omgang.

... er jeg overraskende påvirket af Lemmy Kilmister og David Bowies død. Enough, already!

Mig i 2006 - good times... Jeg foretrækker nu mit udseende og min tøjstil i dag!

søndag den 10. januar 2016

Juleglimt

Som I nok kunne fange af stilheden herinde, var vi i Danmark i julen på juleferie - med tryk på ferie. Jeg havde ikke computeren med, og jeg nød det! Bortset fra et par lettere hektiske, men stadig hyggelige dage på Sjælland holdt vi til på Fyn hos svigermor hele tiden, og det betød rig mulighed for at få slappet af i bund. Jeg elsker det og Elvis elsker det!

Jeg har endelig fået kigget billederne igennem, så her følger en række af højdepunkterne. :)



Vi lod julen starte d. 22. december om morgenen, da vi gerne ville give Elvis et flygel. Han ELSKER det, og vi skal helt sikkert til at lave retningslinjer for, hvornår man må spille på det - for naboernes skyld.



Vel hjemme hos farmor var der tid til at gå på opdagelse i haven, lege med nyt legetøj og spise en masse rugbrødsmadder.:)


Elvis' første "Disneys juleshow" - han vågnede fra lur lige i tide. Selve showet gad han dog kun spendere fem minutter på, derefter var de nyligt opdagede Brio-tog altså sjovere.





Årets julefotos - jeg er vild med min lille mand med slips på! ("Det er lige som Siguuuurd")











Og så kom julemanden! Elvis var først lidt skeptisk, men så overgav han sig ellers. Hver gang der blev hevet en gave op af sækken, sagde han lykkeligt "Det er til Elvis!". Men nej, hans gave var den sidste, og han var så tålmodig. Jeg er sgu stolt af den lille fyr. Midt i det hele faldt julemanden så i søvn i stolen, og så fik Elvis travlt med at vække ham igen. Det taler han stadig om...




Det fine juletræ og en lille fyr med gaver. Han var som forventet ret vild med at få gaver, men også med at give gaver og hjælpe med at pakke ud - og det bedste af det hele var altså dansen om juletræet. Hver gang vi skulle starte en sang, skulle han lige tælle til 10, og efter hver sang klappede han højt og råbte "Den var gooooood!". Pludselig giver julen  meget mere mening.


Efter et par hektiske juledage, som sluttede af med julefrokost med morfar og Bedste, var der én som trængte til en pause med iPad'en - og nu med sine nye Minion-høretelefoner.


Og så tog vi til København... Det var et par travle dage, hvor vi nåede at se min bror og min farmor, samt ses med 5 af mine veninder. Fordi vi havde været så heldige at kunne låne en bil, var det ikke engang for hårdt. Den hyggeligste stund for Elvis var dog uden tvivl aftenen hos hans jævnaldrende kammerat Villum. Alt det legetøj!! Fiskespillet var vores gave til Villum, men Elvis blev så vild med det, at jeg denne weekend har måtte købe et til ham også.




Tilbage hos farmor, hvor der blev bagt boller og hygget til den store guldmedalje. Det betød også, at Hippien og jeg fik en hel dag sammen i Odense, bare os to. Det var simpelthen så perfekt!


Og så blev det nytår... Jeg hoppede i min nyindkøbte glimmerkjole (til 170 kr!), som var mildest talt perfekt - festlig, men samtidig ekstremt behagelig. Elvis var vild med "fyrmærkeri" og i særdeleshed knaldperler. Han fik lov til at blive oppe til kl. 12 og var ude og se på raketter med mig - efter en stund bad han dog om at komme ind igen, og SÅ blev han lagt i seng. Perfekt og hyggelig aften.

fredag den 8. januar 2016

Bonne année et bienvenue à 2016!

Det er det samme hver gang. Jeg ELSKER når det er tid til en rigtig ferie i Danmark, og jeg nød hvert sekund af vores juleferie - men hvor er det dog hårdt at komme hjem igen! Der ligger lige tusind praktiske ting og venter, arbejdet presser på igen, ungen er totalt søvnforvirret, og oveni det hele er Hippien så allerede taget tilbage til Danmark igen for at arbejde. Pyh, der er altså lidt stress på!

Men om nogle timer er det weekend, og jeg glæder mig til at hygge med Snubsen og forhåbentlig også finde tid til at få kigget på alle vores billeder fra Danmark og få skrevet lidt mere herinde. Derudover skal jeg også lige et skridt dybere ned i de praktiske ting - der er bl.a. to pladeanmeldelser, som forlængst har overskredet deadline. Jeg lærer det tydeligvis aldrig...

Januar bliver (/er) hektisk, februar bliver noget af det samme, men i det mindste er det fordi, der er en masse gode ting at se frem til - venindebesøg i Paris, skiferie i Norge, bryllup i Danmark og nå ja, så lige en tur til Schweiz med arbejdet også. We can do it!

Anyways, her mens jeg lidt taber kapløbet med tiden, vil jeg stadig lige skynde mig at sige: GODT NYTÅR!

(Eller måske nærmere "BONNE ANNÉE!" og så lige et par af de obligatoriske kindkys, som jeg har uddelt i hobetal på arbejdet i denne uge. Det er altså et mærkeligt koncept, men jeg er langsomt ved at blive fan...)

Preview af julebilledet 2015.