Et indblik #2

"Men moar, jeg er altså overhovedet slet ikke træt."


"Moar, da min børnehave skulle hjem til Bobby i dag, så spurgte jeg Alma, som var min gåmakker, om jeg havde trådt i en hundelort."

"Moar, da jeg blev tre år, var min børnehave så til min fødselsdag?"


"Men moar, hvorfor kendte de mig ikke dengang?"


"Moar, hvad er klokken nu?"


"Moar, hvorfor kan fætter Jeppe ikke komme til min fødselsdag?"


"Men moar, du skal skrive og spørge, hvad det er de skal. Jeg tror, at de skal ud på hans fars arbejde!"


"Moar, hvordan ser Midgårdsormen ud?"


"Moar, ved du hvad? De har bygget en slags karrusel på Skydebanen."


"Moar, hvem er det Annie Oakley er?"


"Moar, det rumler i min mave…"

Om at mærke sig selv

Det her indlæg fandt jeg i går gemt i en kladde fra for nogle måneder siden. Jeg ved ikke, hvorfor det aldrig blev udgivet, men mit bedste gæt er travlhed... Anyways, det er så fint, at det kommer af sted nu, selv om vi thank god ikke bruger flyverdragt mere!

------

Det der med ikke altid at kunne forstå de følelser, der rør sig i os, er vel noget, alle kan nikke genkendende til. Også det der med ikke altid at kunne rumme det hele. Nogle gange føler man bare for meget af det forkerte, og det hele driller og der skal ikke så meget til at vælte læsset.

Sådan har tre-årige det også, skal jeg hilse at sige!

Men jeg er simpelthen så stolt af, hvor god Elvis er til at håndtere det. Her i morges gjorde han igen-igen ikke, hvad jeg bad ham om. Der blev bare ikke taget tøj på. Og efter en længere kamp med at få ham i flyverdragt i går, først i børnehaven og senere efter hans musiktime, så havde jeg altså ikke overskud til endnu en kamp. Så jeg skruede lidt op for stemmen og sagde, at NU var det altså nok.

Og så blev Elvis gal. Så gal, at han hævede stemmen endnu mere og råbte, at hvis jeg talte sådan, så blev han altså gal og trampede rigtig hårdt i gulvet! Bum bum. Nu er det ikke lige den måde, vi accepterer at man taler til hinanden herhjemme, og vi har også været igennem snakken om, at trusler ikke er okay rigtig mange gange snart, så jeg tav bare og kiggede fast på ham. Og så forvred ansigtet sig lidt. Man kunne se, at tårerne var næsten på vej. ”Mor, det er bare fordi, at nogle gange bliver maskinen i min mave rigtig vred, og så kommer jeg til at sige sådan noget rigtig højt. Så kan jeg slet ikke slukke maskinen.”

Lille, store, skønne dreng. Jeg forstår 100%, hvad han mener, og jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg selv havde kunnet italesætte det så godt. Det er virkelig flot gjort.

Det må være hårdt at være tre år. Der sker så mange ting, og man kan så mange ting selv, men samtidig er man kun lille og vil gerne have, at andre gør tingene for én. Man vil gerne gå selv, men man vil også bæres. Man vil gerne selv bestemme over sit tøj, men man vil også gerne have hjælp til at tage det på. Det må da være forvirrende. Og det skal jeg vist lige huske en ekstra gang, når grænsen for min tålmodighed nås. For hvis jeg synes, det er lidt hårdt - hvor hårdt er det så ikke for Snubsen?

------

Min dejlige unge. Som bliver fire år om 10 dage. Det er for vildt!

Back from the dead

1,5 måned. Så lang tid skulle der gå, før jeg dels var kommet igennem den tidskonsumerende arbejdsopgave og dels fik kommet ovenpå og fik bygget et overskud op igen. Men nu er jeg her. Vi lever stadig, og vi har det godt. Det var bare lige markant vigtigere at bygge reserverne på familiefronten og det generelle socialliv op igen end at blogge.

I dag har været en af de anderledes dage. I går havde jeg egentlig foreslået Elvis, at vi skulle tage i zoologisk have og kigge på løveunger, men så var der lige en sommerfest i børnehaven om aftenen. Hvor jeg faldt over en gris.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Ja. Jeg faldt over en gris. En stor trægris, som står midt på legepladsen, og som jeg altså overhovedet ikke så (tak for det, øjne...) og derfor faldt head first over. Paptallerkener, spaghetti og mig selv i en herlig pærevælling i luften. Det har været ømt. Så kender alle mig da vist også i den børnehave...

Komisk scenarie til side, så var det virkelig ikke så fedt. Jeg slog mig. Ret meget. Eller i første omgang sagde jeg til alle, at jeg faktisk havde det helt fint. Jeg forsøgte vist (forgæves) at redde noget stolthed. Men jeg tog fra med hænderne og slog dem begge ret vildt. Det gik rimelig hurtigt op for mig, da jeg pludselig hverken
kunne bære en jakke, skubbe en gynge eller på nogen måde cykle hjem med den venstre hånd. Fuck mig.

Det var på ingen måde bedre i morges, så Elvis og jeg måtte en tur på skadestuen. Tre timer og et utal af røntgenbilleder senere var konklusionen, at der heldigvis ikke er noget brækket, men jeg er godt forslået og blev pakket ind i støttebind. I takt med, at smerterne i håndleddene også så småt er begyndt at aftage, kan jeg til gengæld mærke, hvor ondt resten af min krop gør. På en skala fra hård styrketræning til tæv ligger jeg vist et sted i midten (vil jeg tro - har thank god aldrig prøvet det sidste).

Så nu er opvask opvask. Tøjvask tøjvask. Jeg sidder her og har tænkt mig at slappe af. Hippie to the rescue! Jeg skal jo være fit for fight til Aerosmith på mandag.

Den Gule Hulk var også med til fest...