Om at leve op til forventningerne

Der er rigtig mange skriverier i pressen for tiden om, hvilket pres småbørnsfamilier er under, og hvor svært det er at opretholde arbejds-/familielivsbalancen. Og gud, hvor kan jeg skrive under på det!

Ikke at jeg troede, det ville blive det - men alligevel må jeg virkelig sige, at det ikke er nemt. Det er ikke nemt både at være den mor, jeg gerne vil være, og samtidig være den professionelle karrierekvinde, jeg også gerne vil være. For ja, jeg vil gerne begge dele. Jeg vil faktisk gerne mit job - men jeg vil egentlig også gerne være hjemmegående husmor. Nej, stryg det. Jeg vil gerne have dobbelt så mange timer i døgnet, så jeg både kan være karrierekvinde og hjemmegående husmor. En smule problematisk, måske?

Jeg troede egentlig ikke, at jeg ville blive sådan én. Sådan én, som har vildt dårlig samvittighed over at hente sent og aflevere tidligt. Altså bare det var inden for åbningstiden, så var det vel fint? Men nej. Jeg. Hader. Det. Og jeg tager mig selv i at undskylde og undskylde. I institutionen, på arbejdet og over for min søn.

I går havde jeg sagt, at jeg ville hente Elvis kl. 16.30, men fordi den offentlige transport kørte på hovedet, blev den kvart i fem. Elvis var sidste barn i institutionen, da jeg kom, og selv om han var i højt humør og kunne lege med to pædagoger og to bolde, undskyldte jeg højlydt over, at jeg kom så sent. Pædagogerne var søde, og svarede smilende, at der var jo åbent. Men det var stadig en fiasko for mig.

Det var det samme i morges. Der afleverede jeg Elvis kl. kvart i otte - godt en halv time tidligere, end jeg plejer. Og jeg undskyldte højlydt over for Snubsen (så pædagogerne kunne høre det - selvfølgelig...), at han blev afleveret tidligere, men at han så til gengæld ville blive hentet kl. 16.

Og så er der ude på arbejdet - jeg undskylder over for kollegerne (som ellers nok er ligeglade...), at jeg må gå lidt tidligere, fordi "Elvis er lidt pjevs for tiden" eller kommer senere, fordi "Vi havde en lidt hektisk morgen". Det er så dumt - jeg er så TRÆT af at høre mig selv undskylde. Problemet er bare, at jeg ville have det klart bedst med, at Snubsen kun var i vuggestue fra 8-16, men det hænger bare ikke rigtig sammen med en 37 timers arbejdsuge. Og så kommer den konstante "Jeg lever ikke op til forventningerne"-tanke - om det så er mine eller andres forventninger er lige meget.

Nemmere bliver det så heller ikke af, at drengen græder og græder, når jeg går fra ham for tiden. Han vil bare ikke afleveres. De siger, at han bliver god igen på få minutter, og jeg tror også på det. Og for det meste er jeg heller ikke så sensitiv omkring lidt barnegråd - han skal nok klare det. Men efter fire dage ud af fire, hvor Snubsen har klamret sig til mig og været dybt ulykkelig, når jeg alligevel har givet ham til en pædagog, så begynder den at trække tænder ud. Så er tårekanalerne alligevel ved at være fyldt op til randen.

Lige nu gruer jeg virkelig for, hvordan det bliver, når jeg skifter til franske arbejdstider. Når jeg skal til at leve med, at jeg først er hjemme ved 19-tiden om aftenen. I teorien skal det jo nok gå, men jeg aner ærligt talt ikke, hvordan jeg kommer til at have det med det sådan inderst inde. Og det skræmmer mig.

You and me, baby. You and me.

Dagens ups no. XI

Hmm, er det et tegn på, at ens dreng er meget sulten, når han nærmest maver sig ud af den høje stol og op på bordet for at række ud efter havregrøden, mens munden står på vid gab?

Det kunne måske godt være derfor, at han sov så djævelsk dårligt i nat og vågnede og græd så mange gange. Der kom jo faktisk heller ikke særlig meget aftensmad indenbords og slet ingen aftengrød... Og sutteflasker er vi jo helt stoppet med.

Jeeesus altså - så så man lige mig sulte min søn. 

Hvor ville det dog være nemmere, hvis han bare kunne sige, hvad der var galt! Og helt ærligt - han har helt styr på at sige "ki-ki", når han får en kiks. Så kunne han ikke bare have fyret det af i nat i stedet for?

Træt mor er træt.

Ikke engang broccoli er et hit i denne varme - det er altså lidt svært!

Tordensnak - om musik og dyr

Jeg tror, at mor synes, jeg er blevet en stor dreng. Hun går i hvert fald ikke så meget op i mine månedsdage længere. Men hvis det er sådan, vi leger - og jeg elsker at lege! - så snupper jeg bare computeren, når jeg har noget at sige. Basta!

I dag vil jeg snakke om mine to yndlingsting - dyr og musik.

Er I klar over, hvor søde dyr er? De er bløde og søde og man kan kysse dem på snuden. Eller i hvert fald prøve. De stikker ret tit af fra mig, når jeg gør det... Jeg elsker alle dyr! Særligt hunde - hunde er det bedste. Nogle gange glemmer jeg helt, at jeg er sur eller ked af det, hvis der kommer en hund. En vo-vo-vo! For det meste får jeg lov til at komme hen og sige hej til den, og så bliver jeg så glad. Desværre skal de altid videre eller vi skal hjem eller sådan noget andet dumt, og så går hunden. Øv, hvor kan jeg blive trist. Jeg vil allerhelst have den med hjem, men det må jeg åbenbart ikke.:(

Ellers kan jeg ret godt lide go-go-go'er (høns...), mmmm-mmm'er (køer...), pffff'er (heste...) og geder. Allesammen dyr, som jeg har fået lov til at lege med i sommerferien. Det er så fedt! Hvis jeg kunne vælge, så var jeg helst uden for heeeele tiden sammen med en masse dyr, et par gyng-gang'er og en bold. Så behøver jeg ikke mere.

Eller nårh jo... Musik! Jeg elsker musik! Det har jeg faktisk altid gjort. Vi har rigtig mange gar'er (den seneste version af ordet guitar) derhjemme, og jeg har også min tromme, så jeg har lavet min egen musik altid. Men jeg er virkelig begyndt at sætte pris på andres musik. Det er så dejligt at danse til! Nogle gange glemmer jeg helt den leg, jeg er i gang med, hvis fjernsynet er tændt, og der kommer en reklame med god musik. Mine yndlingsreklamer er derfor den der bil-reklame og den der hotel-reklame. Mor siger, at sangene hedder "Gunshot" med Lykke Li og "Never" med All The Luck In The World. I går aftes, da jeg skulle have aftengrød - som jeg i øvrigt altså overhovedet ikke gad spise - fik jeg lov til at se de to musikvideoer i stedet for Big Bugs Band eller de andre børnevideoer, jeg plejer at se. Det var så fedt! Så fik jeg lige de fulde sange. Så i stedet for at spise grød, sad jeg og rockede, indtil jeg blev ret træt. Det var faktisk en ret dejlig måde at falde til ro på.

Far siger altid undskyld til mor, når jeg flipper allermest ud over noget musik. Jeg tror nok, han er bange for, at jeg bliver musiker lige som ham. Jeg kan ikke se problemet (og det kan mor heller ikke!) - min far er sej, og musik er sejt, så alt er godt.

Kan I have en dejlig dag!

//Hr. Snubs

En mandag i forklædning

Jeg troede egentlig, at jeg var så smart, sådan at lade hverdagen begynde igen en torsdag. Så ville det være knap så hårdt at starte igen efter tre ugers ferie. Haha, wroooong! Sig hej til torsdagen, som viste sig at være en mandag i forklædning.

Det startede sådan set ok med, at Snubsen sov til halv ni (!), og jeg snildt kunne liste af sted på arbejde i fin tid. Og arbejdet var da også okay, selv om jeg sad og drømte mig lidt ud i sommersolen.

Men så kom den sene eftermiddag. Sig hej til en lille, pjevset, træt og sulten dreng, som i dag til fulde demonstrerede begrebet ulvetime. På de tre timer, der gik til Hippien kom hjem, var vi igennem følgende situationer:

• Skrigende unge, som bare ikke er tilfreds med, at vi skal op fra gården og ind i lejligheden. Gråd, gråd, gråd - og en mor, der leder forgæves efter en sut. Seriøst, lejligheden var som støvsuget for dem! Hårnålemonsteret, lightermonsteret og plektermonsteret har tydeligvis fået selskab af suttemonsteret... Til sidst fandt jeg en sut i tasken, som jeg jo godt vidste lå der, fordi den havde været på gulvet lidt for mange gange og skulle skoldes. Weeeell... Plop! Så kom der prop i.
• Pjevset unge, som ikke rigtig gider spise sin mad. I hvert fald ikke majsene, som derfor endte over hele stuen.
• Stadig pjevset unge, som nu står inde i stuen, mens mor rydder majs op. Og som vælter et glas vand (og ja - lige der tænkte jeg bare 'fuck det - det kan jeg tørre op senere'). Og som efterfølgende tyrer glasset i gulvet. Og ja - det smadrede. Det kunne jeg tydeligt høre ude i køkkenet. Så mig i fuld spring ind i stuen for at redde ungen fra glasskår. Ind i tremmesengen med ham - vræl, vræl, vræl. Frem med støvsugeren - som så går i stykker. Hele overstykket går af, og jeg kan bare ikke få den samlet igen. Alt sammen fortsat akkompagneret af vræl, vræl, vræl. Til sidst gav jeg op, lukkede døren ind til stuen, satte ungen ind foran Bamses Billedbog og kæmpede videre med støvsugeren i et mindre hektisk tempo. Og ja - den blev da fikset, så jeg kunne støvsuge. Til lyden af vræl, vræl, vræl, for støvsugeren er åbenbart også farlig...

Da Hippien kom hjem, var der ro på. Det lignede godt nok, at der var faldet en bombe, men der blev ikke vrælet. Succes. Nu sover drengen, og vi kan få aftensmad. En kedelig frysepizza. For nå ja - som kronen på værket valgte Aarstiderne da lige at brænde os af i dag med vores måltidskasse. Tal lige om et antiklimaks.

Mandag - jeg kan ikke lide dig. Og slet ikke, når du snyder mig med at kalde dig selv torsdag!

Det man giver videre

Som jeg lige kort nævnte i mit sidste indlæg, så er jeg den "heldige" ejer af en øjensygdom kaldt Retinitis Pigmentosa. I korte træk går den ud på, at min nethinde forfalder over tid, og det medfører i første omgang mørkeblindhed, senere hen tunnelsyn og i værste fald kan det føre til blindhed. Æv bæv. Relativt set er jeg dog heldig, da den udvikler sig meget langsomt hos mig, men jeg er mørkeblind, og jeg har begyndende tunnelsyn. Heldigvis er det dog indtil videre kun i den øverste del af synsfeltet, så det er kun, hvis en syg due beslutter sig for at angribe mig, at jeg først opdager det, når det er for sent.;)

I det store hele tager jeg rimelig let på det. Hvad andet kan man gøre? Ja, det er da pisse irriterende og ja, det er også begrænsende og sætter mig nogle gange i nogle rigtig ærgerlige situationer. Jeg kan f.eks. ikke rigtig lide at gå ud mere, da jeg simpelthen ikke kan orientere mig i nattelivet. Men så igen - det kunne være så meget værre, og jeg har det jo ganske fint.

På et område rammer det mig dog. For det er en arvelig sygdom. Og jeg vil så nødigt, så nødigt give det videre. Jeg ved, at jeg vil gå med en fast følelse af skyld resten af mit liv, hvis Elvis eller eventuelle andre fremtidige børn også får den sygdom.

Men så igen - skal man undlade at få børn, fordi man måske kan give nogle dårlige gener videre? Jeg ved det virkelig ikke. Der er helt sikkert nogle sygdomme, hvor jeg kan forstå overvejelsen - de meget alvorlige sygdomme. Men det må være SÅ svært et valg. En ting er, at man resten af livet skal leve med et kæmpe ansvar alene gennem, at man former et andet menneske og tager kloge/dumme beslutninger på deres vegne - men hvis man også på forhånd ved, at man kan være medskyldig i et mindre godt udgangspunkt, hvad gør man så? Er der overhovedet et rigtigt svar på det?

Det var tanker, jeg gjorde mig meget, dengang vi talte om at skulle til at have børn. For burde vi vente bare lidt længere, så der måske var kommet en behandling til sygdommen? Sådan i tilfældet af det værste. Svaret blev tydeligvis nej, og det er jeg selvfølgelig glad for i dag. Resultatet blev jo Elvis!

I forhold til alt det her er i dag dog en stor, stor dag. Efter at have været tilknyttet forskning, siden jeg var ti, og efter at have været i USA for at få taget tests for 3-4 år siden og efter en masse tests i Danmark, har jeg endelig fået svar på mine prøver. De har fundet min mutation! Og det ser ud til, at jeg bare har været en meget uheldig fisk, og at sandsynligheden for, at Elvis eller fremtidige børn vil bære sygdommen, er minimal. Nu skal mine forældre og Hippien lige testes, så vi er helt sikre, men det ser alt i alt godt ud.

For at være helt ærlig - jeg kan næsten ikke være i min krop i dag af glæde og lettelse. HURRA!

Jeg har ikke noget rigtig godt billede fra i dag - men her er et gammelt et af Snubsen. Sådan føler jeg mig lidt i dag!

Paris - getting closer

Uhh, hvor blev her stille. Jeg har lige afleveret Snubsen i vuggestue, selv om vores ferie faktisk først slutter på torsdag. Men jeg skal til en vigtig rådgivningssamtale ude på Kennedy Centret (jeg lider af en dødssyg øjensygdom, som jeg nok skal skrive mere om en anden gang...), og det er altså nemmere uden en 1-årig på skødet. Det er dog først kl. 13, så nu sidder jeg helt alene i en helt stille lejlighed. Meget mærkeligt efter tre ugers ferie med en lille bandit.

Nå, men det var jo slet ikke det, det skulle handle om. Det var jo Paris! Det skrider fremad, og jeg er ved at være lige dele skræmt og spændt. Det bliver så vildt - og det er altså lige om lidt. Om en måned plus/minus.

Status pt:

• Au Pair forhåbentlig fundet - vi skal i hvert fald tale med en på søndag.
• Lejer til lejligheden fundet - det føles rigtig godt at leje ud til gode venner.
• Flytning planlagt - d. 22. august tømmer de vores lejlighed, og så er det farvel til Vesterbro. (Piv - bare lidt piv.)
• Flybilletter købt - vi flyver d. 26. august! One way tickets - det har jeg altså aldrig prøvet før.
• Lejlighedsfremvisninger i Paris er booket - d. 29. august finder vi forhåbentlig vores nye hjem.
• Elvis' vuggestue er afmeldt - det gjorde faktisk lidt ondt. Vi er så glade for det sted!
• TV er afmeldt - mildest talt ikke en let proces med YouSee. Hvem sagde kundeservice?

Af udeståender har jeg stadig:

• Afmelding af forsikring, gas og el, licens og lignende.
• Oprydning i kælder - meget uoverskueligt!
• Gennemgang af ALT vores indbo i forhold til forsikring af flytningen - hvordan fastsætter man lige værdien af alle ens ting??
• Udarbejdelse af lejlighedskontrakt.
• Udarbejdelse af testamente - Hippien og jeg er ikke gift, og nu hvor han opgiver sit job og alting for at tage til Paris med mig, er det endnu vigtigere end nogensinde, at han er sikret i tilfældet af, at der skulle ske mig noget. 
• Finde et sted at bo fra d. 22-26. august. Hvem inviterer?:)

Prøv at se - der er flere punkter på check-listen end på listen af udeståender. Det er helt rart at se! We can do it.:)

Det sker faktisk. Det begynder at gå op for mig. Vi flytter. Og jeg skal til at arbejde i et helt nyt land på et fremmed sprog i et helt nyt firma. Hvis ikke jeg lige havde fået et barn, ville jeg kalde det mit livs udfordring! Men jaja, det med barnet gik jo meget godt, så mon ikke også det her gør?

 Paris for ca. to år siden - kort før jeg blev gravid med Hr. Snubs.

Roskilde Festival 2014

Kjole - feriekøb // Jakke - Muubaa // Taske - Alexander Wang // Sko - Nike // Øl - Tuborg

 

Jeg lovede vist at knytte et par ord på vores Roskilde Festival i år. Eller min, i hvert fald - Hippien var der jo alle dage.

Vi tog derud relativt tidligt og brugte et par timer på at gå rundt i campingområdet. Vi fandt vores gamle lejr, men de var alle hjemme i bad. Så gamle og sarte, vi er blevet.... Så vi slog tiden ihjel med at finde noget mad og nogle øl, og til sidst dukkede der så folk op. Det var fedt at kunne sidde der og bare slappe af og spille Bakke (et meget kompliceret terningsspil, som vi virkelig suckede til i år!) som for to år siden. Før der var tænkt på Elvis. Åhh, hvor jeg nød det - selv om jeg tænkte på Elvis.;)

Da pladsen åbnede gik vi op og så noget mærkeligt koreansk noget, som jeg stadig ikke kan navnet på. Det var nu ret cool! Ellers blev det kun til Outkast og Rolling Stones for vores vedkommende, da vi jo også skulle have tid til bare at gå lidt omkring. Det var så fedt. Lækkert vejr og god tid til bare at snakke. Vi mistede de andre fra den gamle lejr, men det var egentlig ok - det var Hippien, jeg gerne ville være sammen med.

Vi endte med at se Stones fra Pitten, hvilket var helt vildt fedt. Vi stod nede i bagerste del, så vi ikke blev for mast - men vi var stadig tæt på. Hippien syntes ikke, at bandet var synderligt musikalsk imponerende, men det var nu altså en fest, og jeg er vildt glad for, at jeg endelig fik dem at se. Endnu et hak på den mentale liste. Så mangler jeg snart kun Bowie...

Efter Stones fandt vi mod udgangen og efter megen besvær kom vi på en bus hjem til København. Vi var hjemme kl. lidt i tre - og lidt over fire begyndte Snubsen at øffe. Velkommen tilbage til virkeligheden.;)

 Netop ankommet og i højt humør

 I pitten lige inden Stones. Lettere sløret, men meget sigende.

På bondegårdstur i byen

Når nu jeg har en uge fri herhjemme med Hr. Snubs, har jeg besluttet mig for, at vi skal på nogle nye eventyr. Det er ikke meget tid, vi har til sådan noget for tiden, fordi der er så meget at gøre i forbindelse med Paris, men lidt har også ret.

I går tog vi derfor ud på Legepladsen Bondegården i Remiseparken på Amager. Og det var så cool! Snubsen har fået en meget stor kærlighed for dyr den seneste tid, så at få lov til både at klappe geder og gyng-gange er det samme som at komme i himlen for ham. Udover gederne hilste vi på høns, en ko, nogle ponyer, grise, og kaniner. Elvis havde meget travlt med at stikke blade ind til ponyen, og så kom pylremoderen godt nok op i mig - jeg var hunderæd for, at han ville blive nappet i fingrene!

Vi havde et par hyggelige timer derude, og han var ikke helt tilfreds med, at vi skulle hjem. Men vi kommer helt sikkert igen - helst med far næste gang.

Danmark rundt

Hej hej - vi er her stadig! Vi har bare haft så travlt med det dersens ferie, at computeren har samlet støv. Og hvor har det været tiltrængt!

Vi har tilbragt en dejlig uge på Tunø sammen med Hippiens brødre og deres familier. Vejret var jo helt fænomenalt, så det der camping gik fantastisk. Først den sidste nat kom regnen, så vi måtte pakke alt ned i øsende regnvejr næste morgen, men det var lige til at leve med, når nu det havde været så lækkert alle de andre dage. Vi badede (okay, kun mig. Hippien er en tøs med koldt vand, og Snubsen måtte ikke bade pga. sit operationssår), grillede, legede og slappede rigtig godt af. Så skønt! Elvis var helt i hopla - der var hunde, som man måtte hilse på; fugle, man kunne pege på; bolde, man kunne kaste; sand, man kunne grave i. Det bliver helt sikkert ikke bedre i hans verden.

Snubsen og jeg tog i sommerhus hos min far i nogle dage efterfølgende, mens Hippien tog hjem for at gå på arbejde. Nu er Hr. Snubs og jeg hjemme igen og holder ferie i København indtil på torsdag. Det skal man altså heller ikke undervurdere - vi hygger os helt vildt!

Der er faktisk ikke så meget mere at skrive - det må være et godt tegn. Vi har vitterlig lavet så godt som ingenting. Men lidt billedspam kan det vel blive til.:)

 På færgen på vej til Tunø. Duplo!

 Mine to vindblæste mænd

 Vores hjem i fem dage. Det gik - men næste gang vil jeg have et større telt!

Kærlighed

 

 Agurk i solskinnet

 Gyng gang med kusinerne

 Elvis' yndlingssted - under bordet!?

 Mmmm, friske, lune fiskefrikadeller på Røgeriet. Et stort hit!

 Sovende kærlighed

 Og så kom vi i sommerhus med fætrene

 I Munkholm Zoo

 Grise!

 Hjemme igen - på Skydebanens legeplads

En eftertænksom pause i skyggen med en kiks

Ferie i Danmark

Endelig blev det min tur til ferie - tre hele uger med Hr. Snubs. Hippien joiner os desværre kun i den ene uge, men det er bedre end ingenting.:)

Vi startede ferien med Roskilde Festival i torsdags, og det var fantastisk! Intet mindre. Men det kommer der sit eget indlæg om, så snart jeg får tid.

I weekenden var Snubsen og jeg i sommerhus med tre af mine veninder + familie, og det var indbegrebet af hygge. Dejligt vejr, strandture, god mad og tre 1-årige, der tullede rundt. Åhh, hvor var de kære - også selv om det selvfølgelig også gav en del skrål og skrig hist og pist, når en af dem ville kysse den anden, og den anden ikke lige var klar på det. Verden i en nøddeskal.;)

Snubsen havde sit første rigtige besøg på en dansk strand, og det var meget populært. Han sad i laaang tid og kastede sten i vandet - meget af tiden endda uden mig ved sin direkte side. Det var så sjovt bare at betragte ham, han var virkelig i sit es.

Nå ja - og så har han satme godt udviklede smagsløg! Vi spiste rigtig god middag lørdag aften med hvidvinsdampede muslinger med saffran og chili til forret - og Snubsen var helt på. Han spiste faktisk de fleste af mine muslinger. De to andre unger var mere skeptiske - den ene spyttede direkte muslingerne ud. Men ikke Snubsen - han er åbenbart skaldyrsfan lige som sin mor.:)

I næste uge smutter vi på campingferie, hvilket jeg er meget spændt på! Særligt nu, hvor de lover regn noget af tiden. Men altså - come what may! Jeg bliver derfor i øvrigt også lidt missing in action, da vi skal pakke virkelig effektivt, når vi skal af sted med tog og med klapvogn, så det bliver en tur uden computer. Der er vist heller ikke internet der, hvor vi skal hen...

Rutine - snydt igen!

Hallooo...

Det har sgu været en lidt tung tid herhjemme i forhold til putning på det sidste. De der dage, hvor vi kunne lægge Snubsen kl. 19.20 og kl. 19.30 sov han, er long gone. I stedet har vi haft en lille dreng, som bare ikke kunne finde ro, og som derfor har været aaaalt for længe oppe og også sovet dårligt efterfølgende. Vi har lavet så mange krumspring for at få ham til at sove - det må have set helt latterligt ud udefra.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har sunget "Elefantens Vuggevise". Hvor mange gange, vi har sagt godnat til guitarerne, billederne og hele verden. Hvor mange gange, vi har givet op og har taget ham ind i sofaen igen. Hvor mange gange han til sidst er faldet omkuld på en af os og er blevet båret i seng - ofte på den forkerte side af kl. 22.

Det er noget være sjusk for at sige det lige ud. Jeg bliver sgu en dårligere mor af slet ikke at have noget tid om aftenen til mig selv og min kæreste! Og Snubsen bliver en mere utilpas dreng af at komme så sent i seng.

Men det er har nok været vores egen skyld, for rutinerne er nu engang røget sig en tur, og så bliver Hr. Snubs forvirret.

Så fra i går skulle det være slut! Der skulle nye rutiner på bordet.

Fælles aftensmad kl. 18 efterfulgt af badetid, stille legetid, aftengrød til Big Bugs Band (verdens bedste YouTube-videoer - se dem!), lidt mere stille leg, natflaske og putning til stille musik og så ind i seng.

Og det virkede! Skide godt, faktisk. Drengen sov fem minutter i otte, og der havde ikke været noget brok. Yes, mand!

Så det skulle da afprøves igen i aften. Troede jeg. I praksis gik lillesnubsen omkuld på mig kl. 18.30 lige efter aftensmaden. Det havde vist været en lidt lang dag med vuggestue og vaccination...

Vi prøver bare igen i morgen, ikke? Også selv om det derefter bliver sommerferietid og alle rutiner ryger en tur igen-igen.