tirsdag den 26. april 2016

Mit barn taler med træer...

... og det er min skyld. I et af mine mange forsøg på at få ham til at gå lidt mere selv, foreslog jeg nemlig for nogle måneder siden, at han liiige skulle løbe over til det næste træ i parken for at se, om der måske gemte sig nogle løveunger? Og det gør han så nu hver gang. Fra træ til træ. "Goddag Hr. Træ, har du set nogle løveunger?".

Jeg kan ikke rigtig beslutte mig for, om det er godt eller skidt, at han taler dansk til træerne? For på sin vis er det et virkelig fjollet spørgsmål, han konstant stiller træerne - på den anden side giver det måske en smule mere mening for forbipasserende, når man kan følge med i legen. Who knows... Faktum er i hvert fald, at det ser pænt tosset ud med en næsten 3-årig, som tonser hen til træerne, stiller sig helt op af dem og snakker til dem.

Men helt ærligt? Jeg elsker det faktisk! Jeg håber, at han bibeholder sin fantasi, også selv træerne aldrig rigtig svarer, og hvis de endelig gør, er det med min stemme. Det er stadig super hyggeligt. Og det virker! Det er meget nemmere at få ham til selv at gå igennem parken, hvis vi snakker med træer imens.

Apropos det med at gå, så var vi i dag et sidste smut på hospitalet for at kigge på Snubsens fødder og gang. Konklusionen er klar - il marche bizarrement - men de mener, at han vil vokse fra det, og når han ikke længere klager over ondt, så skal vi ikke gøre noget ved det nu og her. Godt så. Dejligt at få det afklaret.

Så Elvis halter videre, og jeg humper med. Vi er et kønt par. Om noget inspirerer jeg da kun drengen til at gå sært, når jeg sådan stavrer af sted. Han er i hvert fald begyndt at forsigtigt sparke til væggen for derefter at påstå, at nu er hans tæer altså også brækket. Aaah, efterligningens kunst. :)

Dette Hr. Træ er blevet fældet, så der er nok ikke nogle løveunger...

onsdag den 20. april 2016

Change of plans...

Så blev det også til et lille indlæg fra hotellet i Bruxelles - noget, der overhovedet ikke var meningen. Planen var nemlig, at jeg skulle have nydt denne dejlige forårsaften med at gå på opdagelse i byen, som jeg kun har været i to gange før, og som jeg ærligt talt ikke husker noget fra.

Men så var det jo lige, at jeg havde de der par timer hjemme i lejligheden i eftermiddags... Dem ville jeg jo rigtig gerne bruge på bl.a. at ringe til Snubsen... Men så tog min svigermor ikke lige telefonen, så jeg bad hende ringe tilbage inden for et vist tidsrum... Og så var jeg jo lige ude i køkkenet, da hun ringede tilbage over computeren, som stod inde i stuen... Og så fik jeg jo virkelig travlt med at vaske avocado af hænderne og nå opkaldet... Og så hamrede jeg min højre fod så voldsomt ind i væggen, som jeg aldrig har prøvet før (og tro mig, jeg gør sådan noget skræmmende ofte...), i min iver for at løbe ind til stuen...

Og nu er jeg ret sikker på, at jeg har brækket lilletåen. Den sagde knæk, er hævet og gør SÅ ondt! Og jeg havde jo ikke lige tid til at tage på skadestuen, da jeg skulle nå et tog. Så nu sidder jeg her på hotellet og hviler foden og krydser alle fingre (men ikke tæer, for det gør ondt...) for, at det bare er en forstuvning.

Jeg må nu nok indse, at mine nøje udvalgte stiletter til fredagens bytur kommer til at forblive i kufferten... Men hey, jeg fik talt med min Super Snubs, så jeg fortryder faktisk ikke engang. Jeg føler mig måske bare pænt dum...

Room service og karbad - så må det blive sådan...

Paris pit stop

Jeg er midt i forårets Extreme Travel Week, og lige nu er jeg lige hjemme og vende i Paris. Landede fra New York for tre timer siden og skal med et tog til Bruxelles om to timer. Tjuuuuhej! Men det er fint. Jeg fik sovet 6 timer på flyet fra New York til Paris (seriøst - hurra for business class! Også selv om det er lidt grænseoverskridende sådan rigtig at lægge sig til at sove midt i mellem en masse fremmede. Intimsfære sat på prøve!), jeg har lige været i et tiltrængt bad hjemme hos mig selv, kufferten er pakket om og nu er jeg egentlig klar til næste skridt af eventyret. Solen skinnede i New York, solen skinner i Paris og solen forventes at skinne i Bruxelles. Det er smukt.

De tre dage i New York var fantastisk. Hold nu op, hvor jeg elsker den by! Jeg kunne seriøst godt bo der, og jeg lægger allerede skumle planer... Godt nok savner jeg på mange måder Danmark, men hvis det kan kringles med et kortere eller længere ophold på New York-kontoret, så siger jeg altså ikke nej.

Det var 22 grader, da jeg ramte byen i søndags, og da jeg har været der en del gange før nu, valgte jeg bare at bruge dagen på at gå. Gå ned gennem Midtown, vandre The High Line og gå på opdagelse i Chelsea og Meat Packing District. Årh, det var fedt. Jeg mødtes også med en kollegas datter til en kop kaffe, og vi endte med bare at sidde og snakke i to timer. Det var så hyggeligt. Mandag morgen vågnede jeg kl. syv af jetlag, men det betød bare, at der var tid til en løbetur i Central Park og bad og morgenmad i ro og mag, inden arbejdet begyndte. Det var simpelthen optimalt. Jeg kunne ikke tænke mig et job, hvor jeg rejste hele tiden, men de her 1-2 gange om året synes jeg er helt perfekt. Det er SÅ spændende at få indsigt i nogle af de andre afdelinger af mit firma, og når det så kan kombineres med lidt eventyr, så bliver det ikke bedre.

Vidste I forresten, at Leonardo DiCaprio har en yngre og måske lidt mere klassisk amerikansk lillebror, som arbejder for mit firma? Haha, det var for vildt - jeg havde møde med en ung finance-gut, og han lignede Leo så meget, at jeg slet ikke kunne abstrahere fra det. Han faktisk både lignede og lød som DiCaprio. Crazy...

Nå, det var et sidespor... Nu står den som sagt på et par dage i Bruxelles på konference, og så bliver det Danmark! Jaaaaa! Bytur med veninderne fredag og så ENDELIG genforening med min Snubs og min Hippie lørdag. Jeg savner dem altså pænt meget...

mandag den 11. april 2016

I øvrigt #5

... er foråret kommet til Paris, og i går tilbragte vi derfor dagen i bare arme i parken omkring Versailles. SÅ skønt!

... var vi selvfølgelig også på tur rundt på selve "kongeslottet". Elvis var meget fascineret af alle statuerne omend han mente, at alle de franske konger faktisk var Hanne Riffel fra Ramasjang Mysteriet pga. deres fine, krøllede hår. Nå ja, og halvdelen af dem var i øvrigt drenge og ikke mænd, fordi "de har jo ikke noget skæg, mor!"

... har Snubsen og jeg en on-going konflikt omkring farven gul. Elvis mener, at alt hvad der er gult, er grønt. Jeg starter altid med at tage kampen op, men ender så ud i "Du får ret og jeg får fred". Det betyder blandt andet, at der under højtlæsning af "Mis med de blå øjne" konsekvent skal korrigeres, så de andre katte har GRØNNE øjne og ikke gule. Men okay, Hippien er jo farveblind, så måske er der sket en sporadisk nedarvning...

... måtte jeg i samme spor fornyligt acceptere et nederlag omkring en GRØN (gul) bil. Jeg så åbenbart lidt trist udover nederlaget, for Elvis klappede mig på hovedet og sagde "Så så, tag det nu ikke så tungt, lille mor!"

... har jeg lige smidt min MacBook ned over min egen fod. AV for s**an!

... brugte vi i sidste uge en hel dag på skadestuen med Snubsen, som klagede over ondt i benet og nægtede at gå, men i stedet kravlede af sted eller krævede at blive båret. Når han endelig gik, haltede han markant, og det har han faktisk gjort i 2-3 uger nu. Well, seks timer, en blodprøve og en scanning senere var vi ikke det mindste klogere, men kan i det mindste udelukke infektion og større fraktur. På onsdag tager vi så en anden type scanning, og så må vi se, om det giver noget. I det mindste klager han ikke over ondt mere, men han halter stadig.:(

... var jeg i dag på den danske ambassade for at bestille nyt pas, fordi er ved at planlægge endnu en tur til Kina med arbejdet i næste måned, og det kinesiske visum kræver, at passet er gyldigt i seks måneder. Om ti dage har jeg derfor pas med mit "nye" efternavn. Uhh, det er altså lidt vildt!

... rejser jeg på søndag til New York med arbejdet. Det bliver en lyntur, hvor jeg har søndagen for mig selv i NYC, arbejder mandag og tirsdag og så flyver med midnatsflyet tilbage til Paris, hvor jeg derefter har et stop på 5 timer inden jeg skal fange et tog til Bruxelles. Nå ja, og to dage efter igen går turen så til Danmark! Tjuhej.

Louis d. et-eller-andet vs. Hanne Riffel - Elvis har jo faktisk lidt ret!

mandag den 4. april 2016

Guldkorn #1

Det her indlæg har været undervejs længe - så længe at en del af disse guldkorn faktisk allerede har maaaange måneder på bagen. Men nu får I dem altså alligevel. (Hvis man virkelig ikke gider børnecitater, så er det her tidspunktet at lukke ned!)

Vi gik tur i en af Paris' gader, mig foran far og Elvis:
Elvis: "Elvis har en tissemand. Mor har en tissekonemand. Mor har en stor numse!"

På restaurant:
Mig: "Hvad skal vi have at drikke?"
Elvis: "Jeg vil gerne bede om vodka".

I Fnac. Elvis har lige hapset en ting fra selvbetjeningsbetaleren, så den nu er gået i fejl, og jeg har skældt ham lidt ud, fordi jeg havde sagt, at han skulle lade den ligge. Det bliver fikset, og da vi går derfra, kommer det helt stille fra Elvis "Undskyld, mor." Årh, smelte, smelte. (Det var første gang, han opfangede konceptet selv med at undskylde)

På Musée d'Orsay. Elvis har fået lov at få sin dinosaur med:
Mig: "Så skal du huske at fortælle dinosauren om alle de ting, du ser!"
Elvis stille hviskende: "Og der er et bord. Og der er nogle trapper. Og der er nogle mennesker".

Under aftensmaden sidder jeg og fortæller Claus om noget, der havde været meget besværligt på arbejdet. Elvis vil tydeligvis gerne deltage og bryder ind:
Elvis: "Det er strengt forbudt!"

Elvis er i bad og har lige fået vasket hår, hvilket han er meget utilfreds med. Han er heller ikke glad for ideen med efterfølgende vådt hår.
Elvis: "Jeg ser helt forkert ud!"

Elvis sidder ved middagsbordet og begynder spontant at sige "Da-da-da-da-da-da-da-da".
Mig: "Hvad søren, er du en baby? Du taler jo babysprog!"
Elvis: "Neeeej.... Jeg taler ikke babysprog, jeg taler drengesprog! Og Dory taler hvalsprog!"

Denne weekend, hvor jeg vist får sagt, at jeg er lidt træt.
Elvis: "Men du er ikke syg, du er græsk!"

Vi er til skattejagt i parken, og et af spørgsmålene, vi skal finde svaret på, er hvilken farve teaterets markise er. Elvis løber over med far og kigger, og vender så tilbage med svaret:
Elvis: "Farven på den store maracas er rød!"