Hej fra Hong Kong!

Lige nu sidder jeg på mit hotelværelse på 11. sal. Klokken er lige om lidt 23, så det er ved at være sengetid - men ærgerligt nok er jeg ikke træt endnu. Damn you, jetlag! I morges lå jeg vågen fra 4.30-5.30 - men samtidig kæmpede jeg mig igennem mit 15-16 møde, hvor trætheden var ret dominerende. Heldigvis er der rimelig god forståelse for det her.

Hele min dag er blevet tilbragt på vores regionskontor på 66. etage. Udsigten var så smuk, omend her er ret meget smog. Jeg er heller ikke helt god til de der højder - havde lige et tidspunkt, hvor jeg blev lidt for bevidst om det og blev helt svimmel og med vaklende knæ. Super kikset - og aldeles morsomt for min chef!

Det er ikke meget, jeg får set af byen. Da vi ankom i går, var det mørkt, og da vi forlod kontoret i dag, var det mørkt. Men hey - Hong Kong by night er aldeles farverig og minder mig en del om Las Vegas. Nå ja, og så har mit hotel en udendørs pool, og at ligge og svømme rundt efter en lang arbejdsdag, under åben himmel og i 25 grader, er ærligt talt helt okay.:)

Men altså - jeg savner min Snubs! Ham, som lige har skudt mig utallige gange med en pind over FaceTime og fortalt mig, at nu skulle jeg altså ikke være i Kina mere, men komme hjem i aften. Suk... Well, 10 dage to go! I det mindste er jobbet altså spændende.

Nu vil jeg kravle i seng og krydse fingre for, at wifi'et virker godt nok til at jeg kan streame en film. I morgen er første møde først kl. 10, så forhåbentlig kan jeg nå forbi det lokale shoppingcenter og købe noget træningstøj - totalt rookie mistake ikke at tage træningstøj med, når nu der er et døgnåbent træningscenter på hotellet!

Hej hej. :)

Væk fra familien

Det har været en travl tid med én ting for øje for mig arbejdsmæssigt - i morgen tager jeg nemlig 11 dage til Asien, nærmere betegnet Hong Kong og Kina.

11 dage. ELLEVE DAGE!!

Det bliver helt rædselsfuldt. Indtil nu er det maksimale, jeg har været væk fra Elvis, været min og Hippiens tur til New York i februar, altså fire dage. Der er langt fra fire til elleve, og jeg kommer til at være væk fra både Hippien og Snubsen. Når man så også tager den ustabile situation i Europa og særligt Paris i betragtning, så er jeg ærligt talt ikke meget for at efterlade min familie.

Men det bliver også super spændende! Spændende og hårdt med en masse nye arbejdsmæssige input og oplevelser. Den del af det bliver uden tvivl interessant. Og det er jo ikke fordi, det er en kæmpe overraskelse, at jeg skal ud og rejse med jobbet - jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til, da jeg takkede ja til jobbet. Vi vidste det godt.

Det skal nok gå alt sammen. Snubsen og Hippien kommer til at få dejlig far-og-søn-tid sammen, og så findes der jo altså Skype og FaceTime. Tiden kommer til at gå hurtigt, og helt dårligt bliver det da ikke med lidt egotid om aftenen på hotellet og en weekend med sightseeing i Shanghai. Og vupti, så er jeg hjemme igen og så er det december og næsten juleferie. :)

Det er bare en mærkelig følelse at dels være spændt og dels absolut slet ikke gide af sted.

Sidste rejse var til Frankfurt med ham her - det er nu altså lidt at foretrække...

Banditter

I dag tog vi forbi Bataclan. Vi havde behov for at se området. Det var en meget speciel oplevelse, særligt fordi alt virkede normalt. Altså bortset fra omkring det afspærrede område, hvor folk stimlede sammen og der lå blomster. Det afspærrede område er forståeligt nok ret stort, så jeg troede egentlig ikke, at vi ville kunne komme til at se stedet.

Men det kunne vi. Vi gik langs en tom, lukket park, da det pludselig dukkede frem på den anden side. En markant bygning, der i forvejen skiller sig ud på vejen, og som nu endnu mere trak øjnene til sig. Det gav altså en klump i halsen. En tom bygning med åbne, sorte vinduer på overetagen. Hvide afspærringer foran indgangen og en efterladt tourbus. Billboardet, der annoncerer Eagles of Death Metal stadig fremme. Alting tomt og forladt.

Følelserne og tankerne kørte igennem mit hoved - også de helt absurde som "det ser ud til at være et fedt spillested". Man kan ikke altid styre sin tankestrøm. Og så lød det pludselig fra Elvis "Det var der, banditterne var".

Vi har ikke talt som sådan med ham om det, for han er kun 2,5 år. Men i går sad vi og sammen med vores au pair og talte lidt om, hvordan hun og vi havde det, og da hun nævnte noget med at være ked af det, spurgte Elvis "Men hvad sker der?". Så må man jo sige noget, så vi fortalte, at der havde været nogle banditter, og det havde været lidt farligt. "Men nu er det godt igen!" sagde han, og så vendte han tilbage til iPad'en.

I dag blev det dog klart, at han virkelig opfanger meget og også var lidt betuttet og berørt. "Det var der, banditterne var", "det var lidt farligt", "mor skal passe på Didi", "nu er de her ikke mere" og så "i morgen kommer de igen" - den sidste skyndte jeg mig dog at afkræfte, og sige at de var væk nu, og det var ikke farligt. "De er taget hjem i deres hule", mente han. Godt så. Måske endnu et af mange begreber fra Sigurds Bjørnetime - han er stor fan for tiden, og vi leger meget "bjørneteater", hans bamse har skiftet navn til Bjørnen Bjørn, og han har lært hvad cowboys og togbanditter er for nogle.

Det var mærkeligt at se omgivelserne, men det var vigtigt. Det gjorde mig godt. Da vi gik derfra, var den største frustration fra Elvis' side, at legepladsen ved siden af var lukket. Uskyldige problemer inden for hans referenceramme. Sådan må det gerne fortsætte!

At være under angreb

Der er stille omkring mig. Elvis sover lur, Hippien er nede på en café for at tale med TV2 Fyn, og sirenerne og helikopterne er forstummet. For nu. De kommer nok til at vende tilbage løbende i den næste tid.

I går var en normal aften som så mange andre. Vores au pair var i byen, mens Hippien og jeg hyggede hjemme med tv-serier og Elvis sov. Pludselig fik jeg en sms fra vores au pair. Hun ville lige lade mig vide, at hun var ok, selv om hun godt nok var i området omkring angrebene. Hun var kommet i sikkerhed i en lejlighed hos nogle franske piger sammen med sine to veninder.

WHAT? Lige dér ændrede vores aften sig, lige dér ændrede verden og vores liv sig. Igen. Resten af natten fulgte vi intenst med i, hvad der foregik. Var skræmte, rystede, målløse.

Da det gik op for mig, at den angrebne koncert på Bataclan var med Eagles of Death Metal, blev jeg fysisk dårlig. Jeg elsker EODM, og havde jeg vidst, at de spillede i Paris, havde jeg været der. Sammen med Claus. Min travlhed og mit manglende overblik har altså redet os og har redet Elvis fra potentielt at være blevet forældreløs. Dér kom det lige for tæt på. Og jeg siger ikke, at man kun skal bekymre sig, når tingene rammer en selv. Selvfølgelig ikke!! Men der er ingen tvivl om, at når det rammer inden for ens egen privatssfære, så slår det lige en tand hårdere.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv i dag. Da vi flyttede til Paris, var jeg godt klar over, at vi ville være mere udsatte end i "lille" København. At Paris er et større mål for de sindssyge. Men jeg er alligevel chokeret over, hvor meget det har vist sig at være sandt.

Ændrer det noget for os? Jeg ved det ikke. Jeg prøver at fokusere på det positive - på at pariserne står stærkt og støtter hinanden, og på at ånden allerede nu er tilbage i gaderne. Der lyder børnestemmer uden for - livet går videre. Men det kan ske igen; det vil ske igen, og lige nu mærker jeg en stærk frygt for hvornår. Jeg håber, at den vil forsvinde - ellers har terroristerne vundet!

Paris - Peace, Love and Death Metal!