Et indblik #2

"Men moar, jeg er altså overhovedet slet ikke træt."


"Moar, da min børnehave skulle hjem til Bobby i dag, så spurgte jeg Alma, som var min gåmakker, om jeg havde trådt i en hundelort."

"Moar, da jeg blev tre år, var min børnehave så til min fødselsdag?"


"Men moar, hvorfor kendte de mig ikke dengang?"


"Moar, hvad er klokken nu?"


"Moar, hvorfor kan fætter Jeppe ikke komme til min fødselsdag?"


"Men moar, du skal skrive og spørge, hvad det er de skal. Jeg tror, at de skal ud på hans fars arbejde!"


"Moar, hvordan ser Midgårdsormen ud?"


"Moar, ved du hvad? De har bygget en slags karrusel på Skydebanen."


"Moar, hvem er det Annie Oakley er?"


"Moar, det rumler i min mave…"

Om at mærke sig selv

Det her indlæg fandt jeg i går gemt i en kladde fra for nogle måneder siden. Jeg ved ikke, hvorfor det aldrig blev udgivet, men mit bedste gæt er travlhed... Anyways, det er så fint, at det kommer af sted nu, selv om vi thank god ikke bruger flyverdragt mere!

------

Det der med ikke altid at kunne forstå de følelser, der rør sig i os, er vel noget, alle kan nikke genkendende til. Også det der med ikke altid at kunne rumme det hele. Nogle gange føler man bare for meget af det forkerte, og det hele driller og der skal ikke så meget til at vælte læsset.

Sådan har tre-årige det også, skal jeg hilse at sige!

Men jeg er simpelthen så stolt af, hvor god Elvis er til at håndtere det. Her i morges gjorde han igen-igen ikke, hvad jeg bad ham om. Der blev bare ikke taget tøj på. Og efter en længere kamp med at få ham i flyverdragt i går, først i børnehaven og senere efter hans musiktime, så havde jeg altså ikke overskud til endnu en kamp. Så jeg skruede lidt op for stemmen og sagde, at NU var det altså nok.

Og så blev Elvis gal. Så gal, at han hævede stemmen endnu mere og råbte, at hvis jeg talte sådan, så blev han altså gal og trampede rigtig hårdt i gulvet! Bum bum. Nu er det ikke lige den måde, vi accepterer at man taler til hinanden herhjemme, og vi har også været igennem snakken om, at trusler ikke er okay rigtig mange gange snart, så jeg tav bare og kiggede fast på ham. Og så forvred ansigtet sig lidt. Man kunne se, at tårerne var næsten på vej. ”Mor, det er bare fordi, at nogle gange bliver maskinen i min mave rigtig vred, og så kommer jeg til at sige sådan noget rigtig højt. Så kan jeg slet ikke slukke maskinen.”

Lille, store, skønne dreng. Jeg forstår 100%, hvad han mener, og jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg selv havde kunnet italesætte det så godt. Det er virkelig flot gjort.

Det må være hårdt at være tre år. Der sker så mange ting, og man kan så mange ting selv, men samtidig er man kun lille og vil gerne have, at andre gør tingene for én. Man vil gerne gå selv, men man vil også bæres. Man vil gerne selv bestemme over sit tøj, men man vil også gerne have hjælp til at tage det på. Det må da være forvirrende. Og det skal jeg vist lige huske en ekstra gang, når grænsen for min tålmodighed nås. For hvis jeg synes, det er lidt hårdt - hvor hårdt er det så ikke for Snubsen?

------

Min dejlige unge. Som bliver fire år om 10 dage. Det er for vildt!

Back from the dead

1,5 måned. Så lang tid skulle der gå, før jeg dels var kommet igennem den tidskonsumerende arbejdsopgave og dels fik kommet ovenpå og fik bygget et overskud op igen. Men nu er jeg her. Vi lever stadig, og vi har det godt. Det var bare lige markant vigtigere at bygge reserverne på familiefronten og det generelle socialliv op igen end at blogge.

I dag har været en af de anderledes dage. I går havde jeg egentlig foreslået Elvis, at vi skulle tage i zoologisk have og kigge på løveunger, men så var der lige en sommerfest i børnehaven om aftenen. Hvor jeg faldt over en gris.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Ja. Jeg faldt over en gris. En stor trægris, som står midt på legepladsen, og som jeg altså overhovedet ikke så (tak for det, øjne...) og derfor faldt head first over. Paptallerkener, spaghetti og mig selv i en herlig pærevælling i luften. Det har været ømt. Så kender alle mig da vist også i den børnehave...

Komisk scenarie til side, så var det virkelig ikke så fedt. Jeg slog mig. Ret meget. Eller i første omgang sagde jeg til alle, at jeg faktisk havde det helt fint. Jeg forsøgte vist (forgæves) at redde noget stolthed. Men jeg tog fra med hænderne og slog dem begge ret vildt. Det gik rimelig hurtigt op for mig, da jeg pludselig hverken
kunne bære en jakke, skubbe en gynge eller på nogen måde cykle hjem med den venstre hånd. Fuck mig.

Det var på ingen måde bedre i morges, så Elvis og jeg måtte en tur på skadestuen. Tre timer og et utal af røntgenbilleder senere var konklusionen, at der heldigvis ikke er noget brækket, men jeg er godt forslået og blev pakket ind i støttebind. I takt med, at smerterne i håndleddene også så småt er begyndt at aftage, kan jeg til gengæld mærke, hvor ondt resten af min krop gør. På en skala fra hård styrketræning til tæv ligger jeg vist et sted i midten (vil jeg tro - har thank god aldrig prøvet det sidste).

Så nu er opvask opvask. Tøjvask tøjvask. Jeg sidder her og har tænkt mig at slappe af. Hippie to the rescue! Jeg skal jo være fit for fight til Aerosmith på mandag.

Den Gule Hulk var også med til fest...

Om savn, om at dele og om at sidde tilbage alene

Jeg savner min Snubs. Så meget, at det gør næsten fysisk ondt. Det var sjovt nok en del nemmere, da jeg vimsede rundt i Sydfrankrig med min mand i hånden, end nu hvor jeg sidder i en tom lejlighed, omgivet af ungens legetøj og er meget bevidst om, at han ikke er her og først kommer igen lørdag.

Men det er sundt at savne. Er det ikke? Ej, det er jo vitterlig helt okay. Specielt fordi ungen har det herligt! Det vidner de skønne billeder, som min far sender mig, fuldt ud om. Han kigger på frimærker med morfar, graver i sandet på stranden og plasker glad i badet. Alt er godt. Og jeg elsker jo at vide, at han har kvalitetstid med sin morfar og bedste. Det gør mig glad at vide, at to af de vigtigste mænd i mit liv (den ældste og den yngste) får lov til at skabe minder sammen. Når jeg tænker tilbage på min barndom, står dagene med min farmor meget, meget højt på listen over gode minder - og nu får jeg lov til at give min far og min søn det samme, samtidig med at det hjælper Hippien og mig ud i denne her travle uge. Det er da optimalt.

Det er bare også lidt ensomt. Lige nu har jeg lukket arbejdscomputeren ned (og fundet den private computer frem - crazy liv...), og så er her ekstra stille. Hippien er stadig på arbejde. I går aftes kom han slet ikke hjem, men ringede hjem ved en halv et-tiden for at spørge mig, om det ikke var ok, at han bare crashede i studiet, så han kunne nå hurtigt ind i biksen næste morgen. Jo jo, zzzzz.... Jeg sov. Men det var sært at falde i søvn i går alene i lejligheden, og det var endnu mere sært at vågne her til morgen alene i lejligheden. Og jeg er stadig alene. Jeg vil have mine mænd hjem!! (Denne gang den mellemste og den yngste - sorry dad...)

Det bliver nok ekstra sært af, at vi bor i denne her lejlighed. Den lejlighed, som jeg jo boede alene i, før jeg mødte Hippien. Så sidder jeg pludselig her alene igen. Var det hele bare en drøm? Haha, guess not - jeg gik i hvert fald lige før ind i et piratskib, og sådan et boede her altså ikke for seks år siden!

Nå, men det handler om at vende det til noget positivt, ikke? Sååeeeh, hej Marabou og rødvin...

En påske på fransk...

I går aftes landede Hippien og jeg i Kastrup igen efter 4 dages fantastisk ferie i Sydfrankrig. Klar til at komme hjem til en lille fyr, som overhovedet ikke har savnet os, men som dog samme aften ved puttetid havde givet udtryk for at "Nu vil jeg faktisk gerne have at min mor og far kommer hjem". Selvfølgelig, my love...

Det kunne ikke være bedre. Han har storhygget sig med farmor, og Hippien og jeg har haft fire meget tiltrængte dage i hinandens selskab. Solskin, 25 grader, uanede mængder god mad og vin, spritz på skæve tidspunkter af døgnet og uendelig tid til bare at være. Det har været den vildeste genopladning af batterierne. Jeg har (næsten...) slet ikke tjekket mine mails.

Vi startede med to nætter på et gammelt kloster i Avignon, som hurra, hurra viste sig at ligge nærmest midt inde i byen. Vores ellers meget fine fabriksnye røde Fiat 500 (total girly dream come true!) blev derfor parkeret ved hotellet og ikke flyttet igen, så vi kunne være kulturelle med alle de restaurantpauser, vi kunne drømme om. At vi så begge aftener trillede i seng senest omkring midnat, ignorerer vi lige lidt... Det var et virkelig fint hotel med et meget sødt personale - og så ser vi lige bort fra, at fjernsynet faldt ud af væggen den første morgen. Jeg greb det heldigvis, og de fik da repareret væggen og efterladt os en undskyldningsgave...

Lørdag formiddag kørte vi sydpå igen med et stop ved noget, der hed Carrières de Lumières. Det er et gammelt stenbrud, der ligger midt i bjergene og som vi nåede gennem de vildeste hårnålesving, som er blevet lavet om til en form for multimedie kunstudstilling. Ved hjælp af projektører vises kunstværker fra den kunstner, der nu er udstilling med på det tidspunkt, på stenvæggene i et avanceret lysbilledeshow, mens der kører et soundtrack af klassisk og moderne musik til. Det er svært at forklare, men det var SÅ vildt. Total overload på sanserne. Er man i området, kan det virkelig, virkelig anbefales.

Efter bjergturen og et stop i en random by, hvor vi fandt en über-lokal og helt fænomenal frokostrestaurant, vendte vi snuden mod Cannes, hvor vi havde fundet et fire stjernet hotel næsten helt nede ved vandet til en meget rimelig pris. Vi spiste middag i den gamle bydel og fandt bagefter en irsk pub, hvor vi hørte virkelig ringe livemusik og drak henholdsvis Guiness og Cosmopolitans. Fandme en mærkelig og meget ufransk combo, men det var herligt.

Søndag skulle vi så hjem, men først klokken 18.30, så der var fin tid til at nyde lidt mere af byen og ikke mindst stranden. Mens det øsede ned i København, gik jeg rundt med tæerne i Middelhavet... På det punkt var det altså lidt surt at skulle hjem igen - men da i dag har stået på uendelige mængder kram og putten med min Super Snubs, er det alligevel bedre at være hjemme igen. Vi har bare brugt dagen på at lege, kramme og være sammen. Det var vist tiltrængt for alle. I morgen tager Ellerten nemlig af sted igen - denne gang over til morfar og Bedste, fordi både Hippien og jeg har en stram arbejdsuge foran os. Det bliver så hjernedødt hårdt - men jo nok mest for os. Jeg er sikker på, at han får en fest.

PS. Hippien er dejlig. Det krævede han, at jeg skrev. I det mindste er det ikke løgn.

Avignon - virkelig smuk by!

Avignon

I kø til Palais des Papes i Avignon - jo jo, vi var kulturelle!

Carrières de Lumières - så svært at fange på billeder, men måske I så lidt videoklip på Snapchat?

Carrières de Lumières - overvældende!

Cannes

Cannes 

Et sted langs Côte d'Azur

Lige nu...

... sidder jeg i min meget tomme lejlighed i min nu-fuldkommen-defekte-sovesofa, som selv om den er uholdbar at sove på trods alt stadig er ok at sidde i. Mere om det en anden gang... Her er stille. Kun lyden af en vaskemaskine og lidt råben udefra.

I formiddags sendte jeg Snubsen til Fyn med farmor, fordi Hippien og jeg har kæresteplaner de næste par dage. Det er et win for alle parter. Originalt havde jeg så forventet at skulle arbejde igennem i dag, men der er kommet nogle komplikationer op, som gør det umuligt. Så nu sidder jeg altså her. Og har fri. Jeg har lige støvsuget hele hytten og burde måske nok gøre mere hovedrent. Vinduerne er i hvert fald nærmest mere grå end gennemsigtige. Men jeg gider ikke. Jeg har ferie.

Efter tre dages fri sammen er det helt mærkeligt, at Elvis ikke er her - selv om det nu ikke er fordi, her mangler tegn på hans eksistens. Der står blandt andet "Grenus" ude i entreen, som er en fin gren fundet i gården, som Elvis har knyttet sig stærkt til, og som jeg derfor absolut ikke tør smide ud. "Ballonni" er dog lige blevet smidt ud - den fandt jeg glemt i et hjørne og ret flad for helium. Beklager, Ballonni... Det er sjovt med det der personificering - det er simpelthen ikke til at stå for, men ærligt talt også lidt sært. Men so be it, Grenus er here to stay for now...

Jeg burde stryge noget tøj. Burde-smurde. Jeg tror i stedet, at jeg vil lave mig en kop kaffe, smække benene op og se tv-serier. Bare i en time... Eller to....

God påske!

Fra ugens anden Tivoli-tur. Det har været nogle hit-dage!

Et indblik #1

"Mor, når jeg bliver voksen, så skal jeg faktisk være politibetjent. Det er fordi, at jeg gerne vil fange forbrydere".

"Så skal jeg køre i en politilastbil. Eller det er faktisk en politibus. Det skal være sådan én, hvor der er forbrydere omme bagi som i et fængsel."

"Aaaaarj, det kan da ikke hedde et salatfad. Nu er du godt nok fjollet, mor. Det må da hedde en politibus. Eller måske en forbryderbus?"

"Ham, der kører, han er chefen. Når jeg bliver voksen, så vil jeg også være politichefen. Så skal jeg køre ud og fange forbrydere, og så siger jeg bare til de andre politimænd, at de bare skal blive på stationen. Så skal jeg nok klare det hele."

"Årh, er fars kusine næsten blevet en politibetjent? Skal hun så lære at køre i en politibil? Jeg vil også køre i en politibil."

"Er hun så mega stærk? Når jeg bliver voksen, så skal jeg faktisk også være megastærk. Faktisk, så skal jeg være et Hulk-politi. Så skal jeg tale sådan her: (med meget dyb stemme) "Hulk ikke Banner". Og så skal jeg fange ALLE de onde, også Jokeren!"

En klam start på dagen

Det er ikke første gang, det er sket for mig. At jeg har stået i en bus indsmurt i bræk. Sidste gang var en mandag morgen for 14 år siden, hvor jeg havde fået lidt for mange margaritas aftenen før i forhold til, at jeg skulle være til forelæsning klokken otte dagen efter. Not my proudest moment... Jeg gennemførte så vidt jeg husker en enkelt time med pænt nasty pletter på mine bukser, inden jeg indså, at det nok var bedre at tage hjem igen.

I dag var det så ikke min skyld. Eller det var det jo indirekte, for jeg kunne bare have reageret på tegnene. En Snubs, der ikke rigtig var til at få op af sengen. Som absolut ikke ville have morgenmad eller noget at drikke - ikke engang hans vitaminvingummi kom indenbords. Og som klagede over ondt i maven og bare lå helt flad på vores seng og så Ramasjang. Men altså - han påstår tit, at han har ondt i maven, og der var ingen feber. Og klokken var en del tidligere end normalt, så jeg tænkte, at han bare var træt. Og børnehaven skulle til Den Blå Planet i dag, og det skulle han da ikke gå glip af!

Vi tog af sted med bussen, fordi Christianiacyklen er til reparation. Jeg lovede, at jeg ville komme og hente ham, hvis han blev ved med at have ondt i maven. Men så langt nåede vi så ikke. Lige efter Nørreport Station lød det "Jeg skal kaste op, mor". Og det gjorde han så. Udover sig selv. Udover mig. Udover bussen. FUCK!

Vi klarede det med hjælp fra et par søde medpassagerer, der donerede papirlommetørklæder og plastikposer. Jeg havde nemlig intet med andet end et stofnet med et par tøjdyr. Det blev så også ofret.

Nu sidder vi hjemme i sofaen og ser Ramajetterne. Den Blå Planet bliver en anden dag - jeg har lovet at tage ham på en erstatningstur på søndag. I dag hedder det ro på og en spand inden for rækkevidde.

Ahh, the joys of being a mum...

Hippiens nye projekt

Jeg har hintet lidt til det herinde. At Hippien havde gang i noget særligt i forhold til arbejde. Og nu kan jeg endelig løfte sløret:

Hippien åbner sin egen pladebutik!

På lørdag holder han stor åbningsfest for hans nye sted, Vinyl - The Hangout. Konceptet er enpladebutik inde i den allerede etablerede Zeppelin Rockbar, som er en bar / spillested på Vesterbro. I dagstimerne vil den nu også huse Vinyl - The Hangout, hvor man kan købe lp'er i stor stil, samtidig med at man også kan drikke en øl eller en kop kaffe og bare, ja, hænge ud.

Det er Hippiens sted, men på mange måder er det vores projekt som familie. Og jeg er så sindssygt stolt af ham! Han arbejder i døgndrift og brænder så meget for det. Der er kommet en helt anden glød i hans øjne igen. Og lige præcis dérfor skulle vi hjem fra Paris. Fordi han skulle have sin glød igen, og fordi det kunne ske med det her. A dream come true...

Derfor - hvis der skulle være andre derude, som er musik- og særligt vinyl- entusiaster, så er Vinyl - The Hangout stedet for jer. Kig forbi, få noget at drikke og nørd igennem sammen med min søde, seje og dygtige Hippiemand. Han er virkelig rart selskab.

Der er som sagt åbningsfest på lørdag fra 14-18 med gratis fadøl og livemusik fra Den Syvende Søn og Tue West. Kig endelig forbi! :)

(c) Bjarke Ahlstrand

Tiden løber...

... og jeg halser efter den for at følge med. Men det går ikke så nemt. Det går så stærkt! Der ligger 100+ ulæste blogindlæg på min Bloglovin' og jeg er mindst tre afsnit bagud på Girls. Mindst. Måske burde jeg bare opsige det der HBO-abonnement og så prøve igen om nogle måneder. I går aftes faldt jeg i søvn klokken lidt i ti, så nu er der også endnu en halv film på to-do listen.

Men livet er fint. Dagene er bare for korte. Jeg laver jo nok alt for mange planer. Men det er gode planer! I weekenden havde jeg fødselsdag (hurra for mig!), og selv om jeg først havde tænkt bare at forbigå den af mangel på overskud, endte jeg alligevel med at invitere en håndfuld venner forbi. For det var jo en lørdag, og vi er jo for filan endelig hjemme fra Paris! Så i stedet blev det noget med at bage kage amok både torsdag og fredag og så have huset fuldt lørdag. Og det var SÅ hyggeligt! Det kunne faktisk godt lade sig gøre at presse 16 mennesker ind i vores lille lejlighed... Fantastisk dag, som gik over i en fantastisk aften. De sidste gik først ved halv ti-tiden, og Snubsen kom alt for sent i seng. Men det var det hele værd.

For at det ikke skal være løgn, skal jeg faktisk i gang med at bage igen om lidt. Jeg er vist kommet til at love kollegerne hjemmebag... Men SÅ er det også slut. Pause. Der er også stadig næsten en halv cheesecake i køleskabet som skal kværnes. Af mig, siden Hippien og Elvis ikke kan lidt cheesecake. Tough luck...

Sidste uge bød også på lægebesøg med Snubsen. Han var jo syg for nogle uger siden, som så viste sig at være fire uger siden. Og han har hostet lige siden da. Hovsa. Der løb tiden igen... Det viste sig, at han har astmatisk bronkitis, så nu kører vi på med inhalator morgen og aften. Vi kalder det superheltespray, og Den Gule Hulk er simpelthen verdensmester til den. Han er altså en champ. Jeg håber, at det hjælper snarest, for det er godt nok ved at være tungt med den hosten.

Nå, men en sludder for en sladder. Jeg vil løbe igen - de der kager bager ikke sig selv!

Om en dejlig dag trods drama, døde dyr og dårlig musik

Hold nu op, hvor har det været en skøn dag i dag. Det der vejr! Det er så vildt, så meget lidt solskin kan gøre. Jeg elsker det.

Jeg startede morgenen med at tage til yoga - noget jeg ellers faktisk forsøgte at framelde i går aftes, da jeg sad til vinsmagning med arbejdet og pludselig tænkte, at det nok var en lidt for optimistisk idé. Men så kunne jeg ikke få bookingsystemet til at virke over telefonen, og så tog jeg det som et tegn på, at jeg skulle holde fast i min tid og i stedet gå lidt tidligere hjem fra festen. En meget voksen, kedelig og fornuftig beslutning - men jeg er så glad for, at jeg tog den! I stedet for at være tømmermandsramt og flad i dag har det været en dag med overskud og god samvittighed. Yoga og så hjem i bad, pakke en madpakke og så tog Snubsen og jeg i zoologisk have for at udnytte vores årskort. Hippien har igen-igen arbejdet dagen lang, så den stod på fri leg for den gule og den lyserøde hulk.

Der var som forventet ret mange mennesker i zoo i dag, men det var stadig til at holde ud. Vi tog det i Snubsens tempo, så vi så kun lige de dyr, vi gad, og så brugte vi ellers en masse tid på legepladserne og hos klappegederne. Sidstnævnte var dog lidt dramaagtigt - der var en dreng, der væltede ned med hoved forrest fra det stenbjerg, som en masse børn kravlede rundt på. Og jeg stod som den nærmeste voksen - og jeg reagerede slet ikke godt nok. Jeg så det, jeg gav lyd fra mig, men jeg frøs helt ift. at flytte mig over og gribe ham. Det var der så heldigvis en mand, som var bedre til at reagere end mig, der gjorde - og drengen slog sig ikke. Han blev bare forskrækket. Det gjorde jeg jo nok også, men derfor er jeg stadig ærgerlig over min reaktion eller mangel på samme. Hvorfor kastede jeg mig ikke intuitivt efter ham? Jeg tror det skyldtes mit dårlige syn og mit manglende synsfelt - jeg havde en følelse af selv at falde over en masse sten, hvis jeg skulle bevæge mig hurtigt. Men det er sgu stadig en dårlig undskyldning.

Nå, men udover det var det en god dag. Også selv om den også indeholdt en masse snak om liv og død. Der var nemlig en bavianmor, som for tiden bærer rundt på sin døde unge. Og der er altså ingen tvivl om, at den der unge er meget død. Det åbnede logisk nok for en masse spørgsmål fra Elvis. Men jeg synes faktisk, at det er rigtig fint. Det eneste, der kan retfærdiggøre zoologiske haver, er hvis de fungerer så meget som muligt på dyrenes præmisser og så absolut med uddannelse og viden som første mål, og derfor rystede jeg ærligt talt på hovedet af den curlingfar, som jeg overhørte sige til en dyrepasser, at der altså var en død abe, og om de ikke fjernede den snart, for hans datter blev altså ked af det. Come on, altså... Dyrepasseren forklarede heldigvis meget sagligt, at nej, det havde de ikke tænkt sige, for det er abernes naturlige måde at tage af sked med døde unger på. De må have fået uddannelse i at håndtere de der forældre, for jeg tror ikke, at jeg kunne have været lige så tålmodig.

Nu er Snubsen forlængst puttet, og jeg sidder og ser Gaffaprisen og må indse, at jeg er virkelig træt af den danske musikbranche og dens rygklapperi. Det er jo de samme kunstnere, der vinder igen og igen? Enten har jeg aldrig hørt om vinderne eller de optrædende før (hvem er Sulejma og Katinka??) eller også er det evigt og altid Mads Langer og Dizzy Mizz Lizzy. Jeg bliver træt.

Måske er jeg bare en lidt sur gammel dame, som lidt for ofte tænker "Verden nu til dags...". Jeg er ellers i rigtig godt humør i dag, så måske er det bare på tide at lukke computeren ned og lade fjernsynet tage over. :)

Guldkorn #4

Syv hurtige fra Snubsens mund - jeg elsker hans logik, hans eftertænksomhed og hans meget avancerede trusler!

Elvis om hvordan tingene hænger sammen i vores familie:
"Engang så købte jeg dig. Så gik jeg ned i en mor-butik og købte dig. Og så lavede mig og far dig. Og så engang lavede fars mor og far far. Og så lavede du og far mig. Og selv når jeg bliver voksen, så er I stadig min mor og far."
Hmm, tæt nok på, I guess..

Elvis har travlt med at klippe og klistre, mens jeg er optaget i køkkenet:
"Ej, jeg skulle lige til at klippe et sejt skib, men så kom jeg lige til at klippe en giraf."

"Mor, du kan ikke arbejde i Deloitte, for Deloitte er den onde i Ninjago!"
Det er så Lloyd, han mener...

Under et sjældent indkøbssammenbrud, hvor vi sagde nej til at lade ham få M&Ms:
"Hvis ikke jeg får, hvad jeg peger på, så hoster jeg på dem, der ikke allerede er syge!"

Elvis har slået sig og sidder og bliver trøstet:
"Mor, kan man også græde, når man er otte år?"

Midt om natten, hvor Elvis er vågnet stortudende og hikstende forklarer mig, hvad der er galt:
"Jeg drømte, at du sagde, at jeg ikke måtte få noget slik!"
efterfulgt af
"Nu vil jeg faktisk gerne være færdig med at sove - jeg synes, at det er en rigtig, rigtig dum nat".

Efter han er væltet med en barstol, som han absolut skulle dreje hurtigt rundt på, udbryder Elvis tørt:
"Det var da godt nok en dårlig idé, jeg lige fik der..."

10 år

I dag er det ti år siden, at Ungdomshuset blev ryddet. 10 år. Det føles både som lang tid, og som ingen tid overhovedet.

Jeg kom kun selv i Ungdomshuset en enkelt gang, og det var ærligt talt slet ikke noget for mig. Jeg følte mig slet ikke tilpas. Måske havde det så også noget at gøre med, at jeg kom direkte fra en dag på gymnasiet i Rungsted, og var iklædt bl.a. et fint Burberry-tørklæde - men lad nu det ligge... Det var bare ikke et sted for mig. Men i løbet af mine mange år som en del af den alternative musikscene i København (årh, det lyder fancy... Jeg kunne bare godt lide metal og goth-musik, ikke?), lærte jeg rigtig mange mennesker at kende, som kom der, ja nærmest boede der - på godt og ondt.

Jeg glemmer aldrig den dag, Ungdomshuset blev ryddet. Dengang boede jeg på Rigshospitalets Kollegium på Jagtvej, og jeg husker at vågne til lyden af en helikopter, som nærmest lød som om, den var på vej ind på mit værelse. Det var den så næsten også, for helikopteren fløj ret lavt nede hele vejen op af Jagtvej - andre af mine kollegiefæller, som boede højere oppe end min 3. sal, havde kunne kigge direkte ud på helikopteren.

Og så eksploderede København. Nørrebro nærmere betegnet. Området var en krigszone, og mange af mine venner og bekendte blev både velfortjent og ufortjent tilbageholdt af politiet. Den fyr, jeg så dengang, var på et tidspunkt på vej hjem fra mig, og endte med at blive jagtet ned af en sidegade ved Skt Hans Torv. Han lignede nu nok også lidt en autonom med sin tight jeans, sorte hættetrøje og kasket - men han havde altså bare været på kollegiebesøg. En anden fyr, jeg kendte fra LA, var på besøg i København, og da jeg mødte ham til en øl, gav han udtryk for sin forfærdelse og sammenlignede det med de værste områder i LA - Inglewood for eksempel. Men sådan føltes det også lidt i de dage.

Ti år. Det er vildt. På sin vis føles det som om, det var i går - på den anden side er der siden da sket rimelig mange ting i mit liv. Færdiguddannet. Gift. Mor. Er flyttet fire gange - to gange internationalt. Så egentlig kan jeg godt se, at der må være gået ti år.

I aften var der så gang i gaderne på Nørrebro igen. Vores gade. Hippien og jeg grinede lidt af det, da han ikke kunne få en bus hjem ad Nørrebrogade pga. "demonstrationer" kl. kvart i seks. På det tidspunkt var Elvis og jeg lige cyklet hjem ad samme gade, og der havde ingen tegn været på noget. Da jeg tog til ballet ved halv syv-tiden var der ikke noget. Og så sad jeg i toget hjem fra ballet klokken lidt i ni og læste om, hvad der var foregået. Kiggede på billederne. Billeder, som var taget lige ude foran vores lejlighed - på det tidspunkt, hvor Hippien har været i gang med at putte Snubsen.

Det var en mærkelig følelse.

Det var også en mærkelig følelse at stå af på Nørrebro St. Kigge sig omkring - se efter tegn på uregelmæssigheder. Alt var fredeligt. Normalt. Og Hippien og Snubsen havde intet hørt - vores lejlighed ligger trukket tilbage fra Nørrebrogade, så de havde været helt isoleret. But still.

Nørrebro. Et område af diversitet. Og sådan er mine følelser også omkring det. Jeg elsker det. Men jeg hader det også lidt. Men jeg kan ret godt forstå det. Men samtidig forstår jeg det overhovedet ikke.

Ti år.

Her bor vi. Lige dér, hvor fotografen må have stået.

Down in a hole - og op igen

Jeg har været lidt forsvundet fra radaren den sidste uges tid. Snubsens sygedage i sidste uge fik mig ned i et hul, jeg slet ikke kunne komme op af igen. Jeg var fuldkommen udmattet, drænet, brugt op. Det er heldigvis vendt igen gennem en kombineret indsats af et ordentligt boost vitaminpiller, en masse søvn og en god gang viljestyrke, men det var godt nok en nasty omgang. 4-5 dage med nul energi og en virkelig tung sindsstemning. Føj for filan.


Jeg kan jo godt se, at det ikke er så mærkeligt, at jeg ramte bunden. Vi har været igennem en hektisk flytning; en børnehaveindkøring; et nyt job for mig; og en meget krævende projektopstart for Hippien, som jeg snart skriver mere om. Jeg har kørt på pumperne længe, og til sidst var der ikke rigtig mere at give af. Jeg var flad. Træt hele tiden, både fysisk og psykisk.


Det var en skræmmende følelse – jeg satte spørgsmålstegn med alle mine seneste valg. Mit karrierevalg, helt tilbage til mit uddannelsesvalg. Vores flytning tilbage. Og ikke mindst mig selv. Er jeg god nok? Kan jeg leve op til det kæmpe ansvar, jeg har på min skuldre i forhold til økonomi? Familie? Kan jeg overhovedet tillade mig at overveje et karriereskift? Og er der overhovedet andet, jeg kan finde ud af? Adr, dumme tanker.


Det er mit nok tætteste encounter med stress/depression/whatever. Det kan jeg altså ikke lide. Der vil jeg ikke hen igen. Det var lidt et wakeup call. Jeg skal passe på mig selv.


Så det gør jeg nu. Tager mine vitaminer. Får jern nok (ikke kun gennem rødvin…). Får (næsten) søvn nok. Og i aften står den på sushi og vin sammen med Hippien, hvilket jeg glæder mig som en gal til. Ungen bliver spist af med pasta og fredagsslik, så han klager nok heller ikke. Han har været Hulk hele dagen i børnehaven i dag, og ser endda ud til at være blevet kattekonge, så jeg forestiller mig, at han ikke er til at skyde igennem, når jeg henter ham om en times tid. Det kan kun blive godt.

Barn syg...

Da jeg vækkede Elvis mandag morgen, fandt følgende udveksling sted:


Mig: Du er da en værre syvsover...
Elvis: Nej. ved du hvad, jeg er faktisk en TYVEsover!


Det var virkelig sødt sagt - men det blev sagt uden nævneværdig stemme. Og var der ikke også noget med, at han om natten havde vækket mig, og havde raspet "Mor, der er et hår i min hals". Et hår. Som jo nok bare var ondt i halsen...


Ungen fik lov til at lægge sig ned igen, og jeg sendte beskeder til børnehaven og arbejdet. Barn syg. Dammit altså!


Vi er nu på anden dagen med nattøj, YouTube og tegnefilm. Og alt for lidt arbejde fra min hånd. Selv om humøret er højt, ligger drengens temperatur stadig lunt omkring de 38. Der hostes. Og timingen kunne bare ikke være værre! Hippien er i gang med et større ombygningsprojekt, der betyder, at han er afsted fra 9 til 21 hver dag; svigermor, som ellers var i København hele sidste uge, er optaget af at holde vinterferie med et andet kuld børnebørn; og morfar og bedste er på ferie. Der er bare kun mig til at være sammen med Snubsen.


Jeg vil jo gerne være sammen med ham, men jeg ser bare arbejdstimerne gå alt for hurtigt i nedadgående retning. Stress! Han SKAL altså være rask i morgen - pretty pleeeeease... Lige nu er han den der svære mellemting - for syg til børnehave, men for rask til sådan rigtigt at blive pacificeret (okay, det lyder værre end det er ment...), så jeg få lidt arbejde for hånden, selv om jeg er hjemme.


Jeg er også seriøst ved at få kuller. Vejret er så smukt uden for min rude, men jeg har kun lige været nede med skrald. Ungen kan ikke overskue at gå ud, og jeg kan ikke blame ham. Men i går var jeg slet ikke udenfor, og i søndags blev det også til minimalt, fordi vi holdt "hygge-inde-dag". Altså - det var rigtig tiltrængt på det tidspunkt, men lige nu kunne jeg måske godt have ønsket, at vi i stedet havde fået noget luft.


I det mindste fik vi leveret fra Aarstiderne i går, så der er god aftensmad på lager. Og så igen - havde vi ikke fået det, havde jeg jo været nødt til at gå ud. Så havde der ikke været et valg.


Nå, it is what it is. Vi hygger os. Men jeg krydser godt nok fingre for fremgang nu. Som i NU!

Guldkorn #3

Lidt fra mine noter på telefonen fra de sidste par måneder. Det er lidt langt, men bær over med mig - jeg synes, det er så hyggeligt.

Elvis kigger over på bogreolen og peger på Metalhåndbogen 2 med King Diamond på coveret:

"Der er en bog der med heksemanden på. Er det nogen af dine venner, far? Er det din bror?"

Hjemme hos farmor, hvor vi skal vælge en godnathistorie:

"Vi skal læse den med Franske-Stein"

Elvis engang i december:

"Jeg vil gerne være julemand, når jeg bliver stor. Eller hans chauffør! Når jeg bliver fire år. Det siger jeg til ham."

Elvis til mig:

"Du er faktisk lidt en dame. Men meget en pige. Og mest en mor."

Elvis under en tegnefilm:

"De går i en rabylint!"

Elvis til mig under en leg:

"Nu kan du sidde der og lege med tingene. Så går jeg. Du skal nemlig lære at lege selv!"

På juleferie hos morfar:

Onkel HG: "Vi skal have ild i pejsen..."

Elvis kigger op: "Skal vi sætte ild i præsten?"

Vi hører julemusik og Elvis udbryder fortørnet:

"Ej, hvorfor kysser mor julemanden??"

Elvis vrisser "Aaarh, aarh" igen og igen inde fra børneværelset.

Hippie: "Hvad sker der, Elvis?"

Elvis: "Ved du hvad, jeg bliver bare mega gal over, at jeg hele tiden skal tisse!"

Vi er på vej hjem fra børnehaven:

Mig: "Var Luna der i dag?"

Elvis: "Ja, men hun sagde, at hun ikke var min kæreste. Hun sagde, at Alba Mimi var hendes kæreste. Men det kan de jo ikke, for de er jo to piger!"

(Det var så her vi begyndte en meget tidlig og forsimplet version af bierne og blomsterne, og at to piger altså godt kan være kærester...)

Elvis inde i abehuset i zoologisk have:
"Hvad er det der for én?" - det var så om en dame iklædt pels...

Sagt til mig ud af det blå:
"Derinde, der elsker mit hjerte dit hjerte!" <3

Mig: "Iiih, hvor du synger højt!"
Elvis: "Det er fordi, jeg er en høj-taler."

Mandag morgen kl. 7.15:

Mig: "Elvis, det er vågnetid..."

Elvis: "Ellers tak!"

I øvrigt #16

... er jeg stadig syg og dermed stadig hjemme. Jeg er dog nået så langt, at jeg har ryddet sovesofaen fra seng til sofa i dag, så der er fremgang.

... var selvsamme sovesofa selvfølgelig semi-defekt, da vi endelig modtog den. Den sidder ikke korrekt sammen nu - men den sidder sammen, og den er der, og jeg sover fantastisk hver nat. Bortset fra den stoppede næse, altså.

... har jeg lige fundet en besked i min skjulte Facebook-indbakke fra d. 25. december, hvor der står: "Si je paie pour lecher tes chaussures, ca pourrait te tenter?" Altså et tilbud om at betale for at slikke mine sko. På fransk. De er stadig skøre, de franskmænd!

... er jeg, apropos skøre franskmænd, faktisk lidt nervøs for, at det her er min skyld. Hippien og jeg spiste der nemlig i november (super lækkert at tænke på, når man så læser artiklen...), og jeg tog et par billeder af udsmykningen og sendte til min meget Asterix-glade franske kollega. En kollega, som også var sådan en meget regelret nørdetype. Så altså, han kunne godt have sendt mine billeder videre til en eller anden instans...

... har jeg et meget problematisk forhold til interiøret på mit arbejde. Dels sparker jeg til skraldespandene mindst tre gange dagligt (den ene gang så voldsomt, at den fløj gennem lokalet og mit skinneben blev blåt), og dels er jeg allerede én gang gået ind i en glasdør, som altså ikke plejer at være lukket. En anden gang undgik jeg lige akkurat, fordi en anden åbnede døren foran mig. Det ender galt en dag...

... faldt jeg lige over en note, jeg har lavet i min telefon om den gang, Hippien vækkede mig med et sæt ved at tale i søvne. Eller, han råbte faktisk "Så siger det eeeen, tooo, baaargh!". Hold nu kæft, det var sjovt.

... har jeg fået Hippien med på SKAM-bølgen. Det tog ret meget overtalelse, men jeg VIDSTE, at det kunne lade sig gøre. Vi er lige gået i gang med tredje sæson.

... skal jeg forresten nok tilbringe en del af det her år i Norge med arbejdet. Kan man så trække tiden brugt på SKAM ud som studietid? For det har godt nok hjulpet på mit norske sprog!

... glæder jeg mig som en gal til i aften - Disney Sjov og X Factor! Ja, vi er blevet til Familien Danmark...

Weekend - og tid til det her! <3

Til fare for omverden...

Jeg er hende den nederen i bussen lige nu. Hende, der sidder og snøfter, nyser og pudser næse. Hende, der sikkert smitter de omkringsiddende - men som sikkert også er blevet smittet i selvsamme bus tidligere på ugen.

Jeg er syg i dag. Snotforkølet. Det startede i går, hvor det begyndte at dryppe ukontrolleret fra min næse, mens jeg sad på kontoret (charming, I know...) og som i dag har resulteret i at timerne er blevet tilbragt under dynen med en bog. Ret tiltrængt, faktisk, hvis ikke der lige var den konstante pudsen næse...

Og så er der jo det der med at have børn. Bare fordi man selv kan melde sig ud af dagen, fortsætter deres. Og de skal jo altså hentes (og bringes, men den klarede Hippien) lige meget, hvor sølle man føler sig. Så derfor sidder jeg og agerer smittekilde i bussen. So sorry...

Om ét stop er jeg der, og så er der kun samme tur hjem igen. Direktion sofa og tegnefilm!

Vi er hjemme nu, og denne her Hulk sidder og hygger ved siden af mig. Aaaah!

Weekend < 3

Åhh, hvor har det været en dejlig weekend! En af dem, hvor Hippien lettere bekymret spørger fredag aften "Hvad var det nu, vi skulle i denne weekend?" og jeg kan svare "Ingenting!". Vi havde vitterlig ingen planer, og det har været så rart.

Pludselig var der tid til en spontan tur i zoo med vores tidligere barnepige i går, og i dag fik Snubsen lov til at holde "nattøjsdag" indtil kl. 13, hvor jeg så tog ham på legeplads, så Hippien kunne bore et par huller i væggene. Ellers alt været i lavtempo i dag - jeg har dog fået bagt fastelavnsboller, som jeg mistænker, at jeg (igen-igen) kommer til at blive ene om at spise. Hippien har ikke haft lyst til at smage dem endnu, og Snubsen tog to mikroskopiske bidder, sagde "Mmmm" og ville så ikke have mere. Og nej, det er ikke mine fastelavnsbollers skyld. De to er bare ikke rigtig til bagværk.

Sidste uge var hård. Hippien havde en masse bump i vejen for sit kommende projekt, jeg er stadig ved at vænne mig til jobbet, og Snubsen synes, det er hårdt at gå så meget i børnehave. Han efterspørger ofte en "mellemlang" eller "rigtig kort!" dag, og det er bare ikke rigtig muligt. Men jeg prøver. Prøver at hente tidligt mindst én gang om ugen og så arbejde videre hjemme fra sofaen. Stadig væk var ugen også hård for husets mindste beboer - han faldt i søvn i bussen hjem fredag, og vågnede kun lige op til dåd under Disney Sjov, for derefter at sove igen. Til gengæld mente han så, at det var morgen i dag kl. 06.42. Det bliver et nej herfra.

I morgen bliver en vigtig dag - vi får nemlig leveret en sovesofa! Jeg opgav at finde en brugt, fordi det med afhentning bliver ret besværligt, når man ikke har adgang til en bil. Så det blev noget med at udnytte et godt Bilka-tilbud. Jeg håber, den er god at ligge på - og lige meget hvad, glæder jeg mig som en gal til at kunne ligge i ske med min mand igen. Det har altså været savnet! Efter 1,5 måned hver for sig kan jeg vist bekræfte, at separate soveværelser ikke er noget for os.

I sidste uge tog jeg også spontant til The Flaming Lips-koncert på Vega. Camille fra clamour4glamour satte sine billetter til salg, og så slog jeg til. Dog alene, fordi vi ikke kunne nå at skaffe pasning med en dags varsel. Det var SÅ fedt!! Jeg var helt overvældet. Egentlig ville jeg havde skrevet et helt indlæg om det, men jeg tror i stedet, at jeg vil citere den email, jeg sendte til Camille, da jeg kom hjem fra koncerten:

Hej Camille,

Jeg er lige kommet hjem fra koncerten, og jeg bliver lige nødt til at skrive til dig. Det var så vildt!! Jeg er helt blæst væk. Jeg har måske nok lyttet til Flaming Lips on/off i takt med, at du har mindet mig om dem, men de har aldrig ramt mig sådan helt ind i hjertet. Det gjorde de så i aften. Jeg grinede mig igennem det meste af koncerten i takt med det ene skøre påfund efter det andet, men endte med tårerne trillende ned af kinderne til "Do you realize?" Now I get it... Jeg har ikke været så grebet af en første-gangs-koncert siden, nå ja, Libertines i Paris, hvilket du jo så nok også havde inspireret til. Så TAK for at jeg fik den oplevelse - også selv om du absolut burde have været der selv!:)

/Caroline

Selv om det måske nok ikke hjalp på trætheden torsdag, så var det sådan et godt valg at tage til den koncert. Jeg trængte til det. Som altid, når jeg er til koncert alene, fik jeg en masse gode ideer til blogindlæg, så forhåbentlig kan det også få lidt indflydelse på frekvensen herinde. Jeg vil i hvert fald gerne. :)

Kan I have en dejlig søndag eftermiddag og nyde resten af weekenden!

Lidt fra ugen i en herlig pærevælling...

En stille lørdag

Jeg sidder alene i sofaen for tredje aften i træk. Hippien har været fuldt booket med musikken og med at sælge merch for Savage Rose på Det Kongelige Teater. Jeg gad virkelig godt have været til en af sidstnævntes koncerter - det må være en for vild setting til en rockkoncert! Anyways, det er super for ham, men også lidt tungt. Onsdag var det mig, der var ude, da jeg startede til ballet igen (fan-freaking-tastisk!!), så det føles som en meget anti-parforholdsuge. Det er nu nok bare hverdag.

Men det er all good. Jeg har rødvin. Har fået tømt min sidste flyttekasse, og ser lige nu Buffy; verdens bedste nostalgi! Snubsen sover tungt og faldt i søvn på ti minutter.

Jeg fatter stadig ikke, hvor nemt det har været med at droppe sutten. Den eneste downside ved det er, at Elvis mener, at man kun kan "pille fingre" og holde i hånd, når man har sut. Så dét er altså slut nu. Okay, så jeg savner ikke fingre-pillingen - den har altid drevet mig lidt til vanvid. Men håndholdningen er nu ellers rar. Den er heldigvis ikke helt gone, men den er væk i forbindelse med putning. Det betyder så også, at han falder i søvn på max ti minutter, så-erh...

I dag var vi i biografen for første gang. Eller - det ved jeg faktisk ikke, om man kan kalde det. Vi var jo i en form for biograf på Malta, hvor der var en rimelig lang gennemgang af Maltas historie. Og Snubsen var med på det. I dag ville vi så tage ham rigtigt i biografen, men ud fra filmvalg endte vi i Planetariet, som i min verden ikke er en helt "rigtig" biograf. Snubsen kunne da heller ikke holde sig 100% fokuseret under hele filmen, på trods af at den handlede om dinosauer. Jeg blamer ham ikke - jeg kunne slet ikke overskue det. Men det var nu nok mest pga. mit syn - jeg kunne slet ikke orientere mig og dermed ikke følge med. Så det var sidste gang med iMax. I forhold til Elvis, så tror jeg, at vi venter et par måneder og så prøver igen med en rigtig, über-kommerciel biograf. Selv om jeg elsker ideen om Planetariet.

Selv om han ikke kunne overskue hele filmen, så var det fantastisk at opleve ham se introfilmen i 3D om universet. "Vi flyver!". "Hov, der kommer stjernerne" - og så sad han ellers og prøvede at fange dem med hænderne. Søde knægt...

I morgen skal vi til en fernisering på Østerbro og så ellers bare hygge os. Måske få ordnet lidt mere herhjemme - vi er SÅ langt nede af min to-do liste. Det er fedt!!

Nu vil jeg tømme mit rødvinsglas og nyde, at jeg bare kan slappe af. Jeg elsker seriøst vores hjem. Det er småt og temmelig proppet, men her er altså død hyggeligt. Det virker sgu.

Man skal holde, hvad man lover!

Jeg følte mig lidt som en rigtig lortemor i går, da jeg hentede Snubsen i børnehaven. Jeg var blevet forsinket fra arbejdet, så jeg fløj ind i børnehaven kl. kvart i fem, hvor der kun var to andre børn tilbage. Elvis var sådan set glad nok, men så da vi sagde farvel til en af medhjælperne, som vi mødte på vejen ud, fik hun lige sagt "Elvis fortalte mig ellers, at han havde lavet en aftale med sin mor i dag om, at det kun var en mellemlang dag". Auch.

Jeg ved ikke helt, hvad hun ville opnå med den kommentar andet end at give mig dårlig samvittighed, men ja, det havde jeg sagt til Elvis. Om morgenen havde han sagt, at det kun måtte være en mellemlang dag, og så havde jeg sagt "Okay, så siger vi det". Og ikke overholdt det. Og faktisk ikke haft intentioner om at overholde det. Jeg troede jo for filan, at drengen ville komme fra det igen!

Men han er stor. Og han husker alt. Og det må jeg simpelthen ikke undervurdere! Så i morges, da han bedyrede, at det skulle være en rigtig, rigtig kort dag i dag, sagde jeg, at jeg ville hente ham tidligere, hvis vi så kunne aftale, at vi tog hjem og hyggede i sofaen med tegnefilm til ham og arbejde til mig. Den blev godtaget.

Så det gjorde jeg. Han blev hentet kl. 14.30 midt i eftermiddagssnack og Prop og Berta på lydbog (jeg havde seriøst lyst til at blive hængende og lytte med - total nostalgi!), og så tog vi hjem og slappede hele eftermiddagen. Ham med tegnefilm og jeg med arbejde - men ofte med en lille hånd i min. Det var godt for begge parter.

Den knægt er så dygtig, og det kan ikke være nemt at være ham lige nu. Først en flytning med alt, hvad det indebar af afsked og omvæltning, så en ny børnehave og så farvel til sutten. Og han er så sej til det hele! Så er det mindste, jeg kan gøre, da at lytte til ham, når der er tegn på overload. Men den er også svær, når man samtidig har travlt på jobbet. Jeg skal finde den der gyldne mellemvej, den må være der et sted
.

Suttestoppet går i øvrigt for sindssygt! I går sagde han to gange på vejen hjem "Jeg vil gerne have min... Argh, nåhr nej!" og så var det det. I dag kom den én gang. Ingen søvnproblemer. Og i øvrigt gider han ikke alligevel at tage til suttetræ på lørdag - de sutter skal bare blive i den pose, jeg har lagt dem i. Så basically kan jeg altså smide dem ud. Det er vildt.

Jeg havde aldrig gættet, at det skulle gå så let. Det skræmmer mig faktisk lidt. Projekt af-med-bleen - piece of cake. Projekt falde-i-søvn-selv - piece of cake. Projekt farvel-sut - piece of cake. Det er da ikke meningen, at det skal være så nemt!? Enten har vi været svinedygtige til at ramme den helt rigtige timing for drengen, eller også for vi fire fold igen, næste gang der skal ske en stor udvikling. Jeg kan vel lige så godt forberede mig på det.

Overvejer stadig lidt det der suttetræ - om ikke andet så for min skyld! Jeg kan da ikke bare smide dem ud...

Moviestar?

I dag delte en af mine veninder ovenstående opslag med mig med ordenen "Det er da Elvis!". Jeg vendte det senere på aftenen med Hippien, som også havde set det på Facebook - og nu har vi altså sendt et par billeder af Elvis af sted.

Det var dog ikke en udpræget let beslutning. Vi diskuterede det en del frem og tilbage og prøvede at se det fra alle sider. For vi vil ikke være de der forældre, der presser vores dreng ud fra vores ambitioner eller romantiske drømme. Han skal selv vælge, hvad han vil, og hvad han synes er sjovt. Men samtidig er han jo så skide charmerende, at jeg virkelig godt kan se ham for mig på skærmen. Så vi sendte billeder og udskød dermed beslutningen om, om det nu virkelig er en rigtig, rigtig god idé. Måske kommer han slet ikke til betragtning, og så er den potte lige som ude helt af sig selv. Worst case kan en casting vel aldrig skade til lige at mærke efter, hvad drengen egentlig synes om det.

Jeg spurgte ham i dag, om han egentlig godt gad være med i en film, hvor han skulle lege, at han var en dreng, der hed Lasse? Han svarede, at han godt gad være med i en film, men kun hvis han måtte hedde Den Gule Hulk. Det var nemlig hans navn i dag. Da jeg hentede ham i børnehaven og ikke lige kunne finde ham på nabostuen, hvor de var samlet i den sidste time, spurgte jeg, om de havde Elvis? Og nej, det havde de ikke - men de havde Den Gule Hulk. Til info er Den Gule Hulk den gode Hulk, mens Den Grønne Hulk er den onde Hulk... Gul er har nemlig for længst overtaget som yndlingsfarve frem for grøn.

I dag er i øvrigt en stor dag. Hippien var til tandlægen med Snubsen i morges, og selv om han fik stor ros for sine fine bisser, fik vi også besked om begyndende suttebid, og at NU skulle den sut altså væk. Så det skete. Sutten røg i samme sekund på hylden - og Snubsen accepterede det uden at kny. Da jeg hentede ham fra børnehaven, gik vi i BR, hvor han fik lov til at vælge en "Stor dreng gave" helt frit. Han valgte så et skumgummisværd til 50 kr... Bare jeg kunne være lige så økonomisk!

Under busturen hjem sagde han én gang "Jeg vil gerne have min sut! Eller, nårh nej...", og det var det. Ved aftentid spurgte han efter den, da han slog sig, men han accepterede med det samme, da jeg sagde, at de jo var væk. Og til putning lagde han sig bare ned, sagde godnat og faldt i søvn på 15 minutter. For real. Det er jo sindssygt!

Jeg skal ikke jixe det. 7-9-13, knock on wood og alt det der. Men det er altså for vildt. Jeg håber virkelig, at det holder ved - og at natten ikke bliver slem, hvis han pludselig vågner op. Og med de ord må jeg hellere se at komme i seng. Just in case...

I øvrigt #15

... har jeg på ingen måder luret endnu, hvordan jeg skal finde tid til at have en blog, nu hvor jeg også selv står for barneafhentning, indkøb og rengøring i lejligheden. Jeg savner vores au pair!

... savner jeg ærligt talt også Paris. Altså byen. Stemningen. Men derudover er jeg ret lykkelig for at være i København.

... synes jeg, det er ret hårdt pludselig at skulle op kl. 6.15 om morgenen. På det punkt savner jeg franske arbejdstider - you can't win 'em all...

... faldt jeg af samme grund i søvn i 5A i morges på vej til børnehaven med Elvis og midt i, at jeg sad og fortalte historier om Bambi og Stampe. Jeg vågnede af drengens "hvorfor sidder du og sover, mor?" og jeg tror ikke, han nogensinde fik en slutning på historien.

... er vi nu nede på to flyttekasser, som jeg ikke helt kan gennemskue, hvor vi skal gøre af indholdet af.

... modtog jeg forleden mit første brev videresent fra Paris - noget, jeg har betalt i dyre domme for. Det var et håndskrevet brev, personligt stilet brev. Fra Jehovas Vidner.

... har vi haft nogle skønne weekender i København med det fedeste besøg på zoologisk museum i forrige weekend og en længere tur til Nordsjælland i går, hvor vi først besøgte min farmor og efterfølgende var på Ordrupgaard og se en virkelig fin udstilling.

... prøvede vi i samme omgang konceptet Din Bybil af. Hold nu kæft, det er smart! Jeg er så meget fan.

... var jeg i fredags til generalforsamling / gallafest med min brancheforening for første gang i fire år, og det var simpelthen så fedt at se folk igen. Jeg mistede stemmen og var helt smadret af træthed lørdag, men det var det hele værd.

... dansede jeg dermed også Les Lanciers for første gang i fire år, og jeg må indrømme, at jeg faktisk havde glemt et par af trinene. Der røg min dansestolthed.

... starter jeg til ballet igen på onsdag. Efter 2,5 års pause. Der ryger min dansestolthed sgu nok også.

Elvis og en "enanderthaler"

Vralten forude...

Kan I huske de der tossede gæs fra Aristocats? Dem, som går en meget markant gåsegang? Det bliver helt sikkert mig i morgen!

Jeg har været til crossfit her til aften. Ja, crossfit! Jeg vandt et 2-måneders prøveabonnement her i december, og så er der lige som ikke nogen undskyldning for ikke at prøve det af. Så det gjorde jeg. Og nu gør det ondt.

Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg synes om det. Det var - som forventet - svinehårdt, og jeg kan mærke, at det giver noget. Men jeg tror ikke helt, at det er mig.

Problemet er, at jeg snyder! Jeg snyder i stor stil. Når der kun er mig selv til at holde styr på, om jeg får lavet alle de krævede gentagelser, så forsvinder der lidt for ofte 2-3 (okay, måske endda fem...) gentagelser i farten. Jeg ved godt, at det kun er mig selv, jeg snyder, men det gør ingen forskel. Jeg stinker til at presse mig selv på den måde.

Så-øhh, det taler lige som lidt imod crossfit, ikke? Jeg tænker, at jeg mere er til at begynde til ballet igen (jaaaaaaa!!) og så måske noget Fitness World 1-2 gange om ugen. Når der engang er ro på rutinen herhjemme. Det passer vist bedre til mig og os.

Men indtil videre har jeg 1,5 måned tilbage med crossfit, så det får en chance igen i næste uge. Og nu vil jeg så ellers nyde min post-træning rødvin og mine chips. Man skal vel ikke lægge for hårdt ud med sundhed...

Jeg har trods alt ingen træningsbilleder, men her er to søde mænderikker, som ikke gør det vildt nemt for mig at komme ud af døren... <3

Endelig weekend

Jeg sidder i sofaen med et tiltrængt glas vin. Egentlig burde jeg gå i seng, men skæbnen vil, at min seng i aften også er sofaen. Hippien vandt sengen, fordi han for en sjælden gangs skyld var træt tidligere end mig.

Ej, det er løgn. Jeg var vist lige så træt som ham, da han gik i seng. Men jeg sad lige og arbejdede...

Jeps, første arbejdsuge, og jeg måtte arbejde til kl 23.30 en fredag aften. Fuck, hvor er det nederen at være voksen! Det er altså hårdt.

Jeg hader at være ny i job, og det bliver ikke bedre af, at forventningerne til mig lige som stiger hver gang. Der skal laves meget fra day one, og alt tager bare ekstra lang tid, når man er ny. Jeg er fandme allerede stresset!

For at det ikke skal være løgn, så tog jeg lige opvasken, da jeg endelig havde afsendt min opgave. Det skal jo også gøres. Men jeg drikker som sagt også vin og spiser de vingummibamser, som jeg sagde til Elvis, at man kun måtte få en håndfuld af. Så er det pludselig ok at være voksen.

Hippien snorker, men indtil videre brokker Snubsen sig ikke over det. Han var nu også helt smadret i dag - det har været nogle hårde dage for ham også. Så da jeg hentede ham og Hippien var kysset af sted til studiet, røg mobilen og arbejdet helt på hylden, og i stedet puttede vi til Sværdet i Stenen og lavede rødspættefileter sammen, og det var mildest talt perfekt. Nærvær. Tiltrængt.

Nu er det weekend, og i morgen vil jeg sove længe og kysse på min mand og mit barn og købe en støvsuger. Det glamourøse liv fortsætter...

En ny hverdag

Vi er blevet ramt af hverdagen. Benhårdt. Dagene flyver, og vi kommer overhovedet ikke nærmere i forhold til at få styr på lejligheden. Der står tre kasser stablet, som egentlig skal på loftet. Der er boret en masse huller i væggene, men tingene er ikke kommet op endnu. Vi har stadig ikke internet.

Pyh, det er altså hårdt at flytte og starte nyt job på samme tid! Jeg har så svært ved at finde ro i mit hoved, fordi min mentale to-do liste er alt for lang, når hovedet samtidig skal processere en masse nye indtryk. Det er næsten for meget af det gode.

Elvis startede ny børnehave i dag. Hippien står for indkøringen, og da han endnu ikke har telefon (der var den igen...), måtte jeg vente hele dagen på at få en status. Men det gik så godt! Min lille seje Snubs. Hippien fortalte, at under morgensamlingen havde de talt om, hvilken årstid og hvilken dag, det var i dag - og da pædagogen havde spurgt Elvis, om han vidste, hvilken dag det var, havde han svaret "I dag er det mercredi!". Lille, søde dreng. Han endte med allerede at blive alene i et par timer i dag uden problemer, så det er jo en kanon start.

I det hele taget klarer Von Snubs det genialt. Han er faktisk i bedre humør for tiden, end han har været i månedsvis - jeg tænker, at det er en kombination af at have haft juleferie; at vi pludselig bor så småt, så vi er tæt sammen hele tiden; og så at pre-move tensionen endelig er ovre. For ham er der kommet ro på. Munden står ikke stille på ham, og han er simpelthen helt overgearet. Det er lidt for meget af det gode, når man selv er ved at brænde sammen, men det er selvfølgelig aldeles positivt.

Så ja. Vi er i gang. 2017 Copenhagen-style.

Jeg glæder mig nu til, at der bliver styr på lidt mere. At vi får internet og ikke mindst telefon til Hippien. At vi får fikset vores meget uholdbare sovesituation (Hvad tænkte jeg på, da jeg troede, at vi kunne leve med en enkeltseng og en madras? Jeg savner min mand!! Så nu leder vi efter en brugt sovesofa...). At vi får fat på vores spisebord fra opbevaring og ikke mindst vores Christianiacykel fra svigermor. At vi får en freaking støvsuger! Men det kommer, det kommer...

Godt nytår derude!

Snubsus med årets julegavehit - Playmobil!