søndag den 24. juli 2022

1,5 år

Så er det halvandet år siden, at vores lille starut joinede os. Det føles både som meget kort tid og meget lang tid. Men når man kigger på, hvilket lille individ der hopper gennem livet ved siden af os, så er det alligevel den lange tid, der vinder.

Som halvandet årig…

- siger Indie “hej” hele tiden. Ved middagsbordet, hvor hun kigger rundt på os på tur og siger “hej” - igen og igen og igen, i søvne, når hun vågner fra lur og mest af alt om og om igen under putningen. Hej!

- skåles der hele tiden. Mest med glas, men også med sin knytnæve mod mors kindben under putningen…

- slår hun rigtig meget. Mest mor og storebror. Faktisk så meget, at jeg leder efter en god tilgang til at stoppe det.

- elsker hun at hoppe. Her til aften - mens vi sad og så Vingegaards sejr i Tour de France og drømte os tilbage til Paris - holdt hun hoppefest. Det var noget med at hive i os tre én efter én, pege på hvor vi skulle stå på gulvet og så hoppe amok og storgrine, når vi alle hoppede med.

- har hun godt styr på navnene. Vi hedder henholdsvis “Baaar”, “Maaar”, “Æ-ihh” og “In-ihhh”.

- fatter hun ALT hvad vi siger. Beder jeg hende hente noget, gør hun det. Beder jeg hende gøre noget, gør hun det - eller også gør hun ikke med et hovedrystende “eeej”, fordi det gider hun ikke.

- elsker hun hunde (“vov vov”), biler (“vrum vrum” - og det er i øvrigt dét “Baaar” åbenbart gør hele tiden, fordi han kører på arbejde om morgenen), at gå i skraldespanden med sine brugte bleer (ve den, der forsøger at gøre det for hende!) og at fortælle alle, at far smed en død fugl i skraldespanden (“piiip piiip piiip”).

- er hun generelt særlig, sød og sjov - og desværre stadig dårlig til at sove om natten.

Så nu vil jeg gå i seng. Vi bor i vores nye sommerhus (se “Beliggenhee, Beliggenhed, Beliggenhed” på TV2 - der er en grund til at jeg har holdt lav profil med det…) på anden måned, fordi vi har renoveret badeværelse og så holdt ferie. Så i aften sover Hippien i hytten med Elvis og jeg har æren af Indie - samt er helt smadret efter at have klippet hæk for første gang i mit liv. Så godnat!