mandag den 31. marts 2014

Og så gik den weekend...

Det er ikke fordi, jeg ikke havde intentioner om at blogge denne weekend. Men så skete der så meget, og jeg fik så travlt med bare at nyde den, at jeg kom fra det igen. Sådan må det gerne være. Mine planer om at tage spejlreflekset med på tur røg også i vasken, så det må nøjes med at blive et Instagram-recap.

1. Snubsen har haft nogle rigtig gode nætter på det nye værelse, hvor vi ikke har hørt fra ham fra 19.30 til 06.00. Så mor har været frisk!

2. Smukke roser i min stue - fra mig til mig.

3. Jeg har brugt flere timer på at kigge på denne lille babyfod. Jeg elsker de stille timer, hvor begge mine mænd sover.

4 + 5. Efter en tur ud og købe de første sko til vores Tordenbaby (de blev lilla - sådan en drengemor er jeg nemlig!), brugte vi resten af lørdagen på cafebesøg og afslapning i solen.

6 + 7. Det blev også til et besøg på Vesterbros nye rockbar, Zeppelin. Fedt sted! 

8. Søndag morgen er det bare ikke muligt at være frisk, så så må man godt se Ramasjang - også selv om man kun er ni måneder.

9. Vi brugte resten af søndagen i Zoologisk Have og hilste bl.a. på denne giraf. Hr. Snubs var som forventet mest oppe at køre over klappegederne - særligt den, der snusede til hans fod. Det medførte et stort grin! Han var også lidt bange for dem, men ikke mere end, at han ikke var helt tilfreds, da jeg tog ham ud derfra igen.

Nu er der startet en ny uge, og den står bl.a. på vuggestuestart i morgen, interview med Soundgarden og bryllup på lørdag. Pfffieeew, det går så stærkt for tiden!

onsdag den 26. marts 2014

Børneværelset // tema

Her i weekenden overdrog vi soveværelset til Snubsen. Vi har længe haft problemer med, at vi forstyrrede hinanden, og ærligt talt, så trængte vi til at få vores eget rum at sove i. På grund af vores lejligheds indretning betyder det så, at vi er rykket ind i spisestuen, men det fungerer faktisk overraskende godt.

Nu er det så også tid til, at jeg kan gå amok i indretning af Snubsens værelse - og jeg glæder mig!! Selv om vores tøjskab stadig er derinde, og puslebordet også fylder en del, er der god mulighed for at skabe noget hygge. Umiddelbart tænker jeg på et lidt luftigt tema, og her kommer nedenstående ting så ind i billedet.



Hylden er rigtig sød og vil passe fint ind på den meget tomme, hvide væg, der lige nu er overfor hans seng.

Jeg er meget i tvivl om de ellers søde wallstickers, som jeg også har vist før. Altså - de er jo fine, men de er ikke lige i øjet. Jeg tror, at jeg må i gang med at søge lidt mere på Etsy...

Sengeranden er rigtig fin og den grå farve gør den jo smart unisex.;) Men jeg er ikke sikker på, at den fungerer til hans Kili-seng? Designet gør, at man kun kan binde sengerande fast på langsiderne, og det fungerer slet ikke med den sengerand, vi har i dag. Jeg gider ikke lave et fejlkøb, så indtil videre er den ikke røget i kurven. Men samtidig er den et af de eneste design, jeg har fundet, som jeg kan lide. Iiiih...

Lampen fra Ferm Living er pt. ikke til at opdrive, da der har været en eller anden fejl med produktionen, men den skulle komme igen, og den er altså stadig virkelig fin. Den MÅ han have.

Luftballonen har Snubsen i forvejen i blå, og den er så fin. Det vil kun være hyggeligt med en rød også. Faktisk har vi lige nu hans blå hængende i stuen, og jeg har slet ikke lyst til at tage den ned.;)

Min eneste overvejelse lige nu er, om det er lidt for meget af det gode. Om det bliver for meget med det hele på samme værelse. Men altså - skyer kommer jo altid mange af gangen, ikke?


tirsdag den 25. marts 2014

Lidt om venskaber

Hvis jeg fik spørgsmålet, hvem der er min bedste veninde, ville jeg ikke kunne svare. Der er for mange vigtige til at differentiere og sætte i rangorden. Selv spørgsmålet om, hvem der er min ældste veninde, ville jeg være i tvivl om. Er det studieveninden, som jeg har kendt i snart 12 år, eller er det hende, som jeg gik i folkeskole med, men som jeg først blev veninder med i 2006? Det må vel nok være den første, men samtidig føles min historik med den anden længere, fordi vi deler baggrund. Så ja, det er lidt svært.

Jeg er så spændt på, hvordan Snubsens venneliv bliver. Finder han tidlige venner, som bliver venner for livet? Eller bliver han lige som mig, der havde dejlige venner som barn, men som senere har fundet nye venner som voksen? Bliver hans bedste venner mon mine to veninders børn, som han har været nyfødt sammen med? Eller bliver de lige som med mine forældres venners børn - altså aldrig rigtige venner, men mere sådan nogen, som man legede med, når nu de var der, men ellers ikke havde det store forhold til. Eller værre endnu - forelsker de to drenge sig begge i pigen og bliver dermed direkte uvenner. Uha, det ville være et uheldigt setup! Personligt håber jeg på, at de ender som en ren omgang Harry, Ron og Hermione, men det er jo altså ikke op til mig...

Det vigtigste er selvfølgelig, at han får gode venner, og så er det knap så afgørende, om der kommer udskiftning i dem over årene eller ej. Jeg er selv lidt ked af, at jeg har mistet kontakten (udover FB) til mine bedste veninder fra folkeskolen, men samtidig er jeg lykkelig for de skønne kvinder, jeg har fået ind på livet sent. Så længe man har gode mennesker omkring sig, så skal alt nok gå!

Foto af Michael Thomas

mandag den 24. marts 2014

Tordenbaby har ordet - pt III

Aaargh, mor og hendes dumme blitz!


Hej med jer!

Så er jeg blevet hele ni måneder - og det er allerede næsten en uge siden. Hende der min mor har lidt rigeligt travlt for tiden, så det har været ret svært at finde et tidspunkt, hvor jeg kunne snuppe hendes computer. Men nu skal det være.

Jeg synes selv, at jeg er blevet ret stor på det sidste. Jeg kan alt muligt! Jeg kan vinke, jeg kan klappe, og jeg har fundet ud af at bevæge mig rundt i stuen. Det er bare lidt irriterende, for når jeg vil fremad, så ender jeg med at ryge baglæns ind i en krog. Det brokker jeg mig altså lidt over - så meget, at mor og far nu kalder mig Hr. Brok. Nogle gange kalder de mig også Baby Gaga, fordi de synes, jeg er lidt gak. De skulle ærlig talt bare kigge på dem selv!

Jeg har fået en hel masse nye tænder - hele FIRE i overmunden. De klør helt vildt, og det er SÅ irriterende, når mor vil børste dem. Nu har jeg lige som givet hende lov til at styre de to i undermunden, kan jeg så ikke have dem her for mig selv? Ellers er det meget godt med tænder - det er blevet lidt nemmere at spise ting selv. Så nu er mosen altså lagt på hylden - det er for kedeligt. Næ, giv mig blomkål og broccoli i uanede mængder, så kan vi snakke om det.

Verden er blevet ret spændende - særligt ledninger, potteplanter, antennestik og alt det andet, som mor og far prøver at holde fra mig. Jeg forstår ikke problemet - jeg vil jo bare lige spise det lidt og pille lidt. Forleden havde vi en rigtig god arbejdsfordeling - mor støvede af, far støvsugede og jeg smed jord på gulvet. Far havde jo fjernet alt skidtet, så måtte jeg da skaffe noget nyt, ikke?

I sidste uge fejrede min mor noget, der hedder fødselsdag. Hun påstod, at det var hendes dag, men jeg er altså sikker på, at det var min. Jeg mener - det var MIG, der kom på legeplads og prøvede noget helt vildt sjovt noget, de kaldte en gynge. Det var MIG, der fik lov at være sammen med både mor og far hele dagen. Og det var MIG, farmor kom og hyggede med. Så jeg tror altså, hun har misforstået noget...

Jeg skal til at begynde i noget, der hedder vuggestue. Det er efter sigende noget med børn - og så bliver det godt! Jeg elsker børn! Jeg vil helst både spise dem og klappe dem i hovedet, men mor hiver mig altid væk fra dem. Jeg tror ikke, hun har forstået, at vi jo bare leger? Nu skal jeg til at være sammen med dem hver dag, og det glæder jeg mig til.

Kan I have det dejligt!

Hej hej fra Tordenbaby

søndag den 23. marts 2014

Ugen der gik

I denne uge...

... har jeg forladt 20'erne, og det gjorde kun en lille smule ondt. I hovedet, dagen efter. Men det var altså også en god rødvin, og øl, og øl, og øl...

... har jeg følt mig som en rigtig Vesterbro-mor, da jeg tog på legeplads med min søn og genkendte et af de andre børn og hans mor fra det generelle barselsliv i området. Plus jeg anede ikke, hvad moderen hed, men kunne selvfølgelig sagtens huske drengens navn.

... har jeg rigtig nydt at klæde mig pænt på i ikke-jeans og høje hæle og først sidst på aftenen opdaget, at bukserne var revnet. To steder.

... har jeg været lektiehjælp for nogle børn i 0.-1. klasse og kunnet totalt se mig selv i en syv årig pige. Skræmmende, men også lidt herligt.

... har jeg for første gang overtrukket min konto. To gange endda. Min madkonto - og så var det pludselig knap så spændende, men til gengæld noget nemmere at rette op på.

Hvad er der sket i jeres uger?


lørdag den 22. marts 2014

Fantastisk fødselsdag

Som sagt havde jeg fødselsdag i tirsdags, og det var en af de dage, hvor alt bare spiller og er helt perfekt. Så gider jeg altså godt fylde 30!

Jeg havde fri fra arbejde, så vi startede dagen med ren hygge inde i sengen. Snubsen havde en fest, når han sådan kunne sidde og lege imellem sin mor og far, mens vi lå og puttede os lidt. Derefter lavede Hippien morgenmad til mig, og så hyggede vi os ellers bare derhjemme. Senere kom farmor over, og så tog vi på legeplads for første gang med Snubsen. Det var et hit! Han var helt oppe at køre - dels over gyngen og dels over de andre børn (selv om der kun var to).

Om aftenen tog farmor over, og så gik Hippien og jeg ellers ud og spise, bare os to. Vi tog på Cafe Viggo på Værnedamsvej - et sted, vi har talt om mange gange. Det var virkelig godt. Lækker mad, en god flaske vin og fantastisk betjening. Bagefter svang vi lige forbi den lokale bar, hvor vi sad og snakkede med bartenderen over en øl eller to. Så dejligt og afslappet! Sådan nogle aftener har jeg manglet.

Jeg havde fundet mine Chanel-stiletter frem til anledningen, og jeg er meget stolt over, at jeg holdt dem ud hele aftenen incl. gåtur til og fra restauranten. Jeg tør næsten ikke sige det højt, men de er altså blevet lidt små i det. Eller altså - mine fødder er vist blevet et halvt nummer større efter graviditeten. Så helt behagelige var de altså ikke... Men det kommer - det SKAL det. Jeg nægter at opgive de sko, basta.

Lige lidt ringe iPhone-billeder. Sådan er det - jeg gad ikke slæbe kameraet med, men jeg ville samtidig gerne lige vise, at jeg faktisk havde pææææænt tøj på.:) Nå ja, og så er der jo min Boyy i aktion!

fredag den 21. marts 2014

Den store anmelder

Der er ingen tvivl om, at der er et stort fokus på musik her i huset. Hippien er musiker, og jeg er musikanmelder, og vi har spillet musik for Snubsen, siden vi opdagede hans eksistens i min mave. Jeg spillede bl.a. hver aften det samme af Hippiens numre for maven, og den dag i dag bliver Snubs helt stille, når det nummer kommer på. Jeg bilder mig ind, at han kan genkende det og sin fars stemme.

I dag valgte Hippien så at spille sin nye plade for Snubsen som den første. Han blev helt stille og eftertænksom, og faderen nåede at tænke, om han virkelig også kunne genkende den? Han har jo inddirekte været med til at høre den undervejs i processen.

Men nej.

Han var bare lige i gang med at fylde sin ble. I stor stil. Hele vejen op af ryggen.

Er det mon hans måde at sige på, at fars musik er noget lort??




onsdag den 19. marts 2014

Oh, Boyy!

Så blev den endelig min! Jeg har drømt om denne her pung i lang tid nu; jeg har ærgret mig over, at jeg ikke fik købt den dengang, og jeg har søgt på den regelmæssigt for at se, om jeg kunne finde den et andet sted. Nu bor den hos mig som min 30 års fødselsdagsgave fra min kæreste og min baby. Kunne det være bedre??

Jeg er SÅ glad for den. Den er i det lækreste skind, og jeg synes faktisk, at slangeprintet er pænere i denne version end i den version, jeg originalt kiggede på. Derudover betyder den bare så meget mere, fordi det er en gave og ikke bare en pung, jeg har købt til mig selv.

Dermed er min slidte Louis Vuitton-pung også blevet sendt på pension. Den har ellers tjent mig godt, siden jeg fik den i 18 års fødselsdagsgave. 12 år - så har den vist også tjent sig ind!

Udover at jeg fik min helt perfekte gave, havde jeg en helt fantastisk fødselsdag i går, og jeg kommer helt sikkert til at skrive mere om den, men først måtte jeg lige dele den nye dreng i mit liv. Er den ikke bare smuk?

mandag den 17. marts 2014

En ny tid

Wow, hvor er det sindssygt! Et lille gæsteindlæg hos Emilie om Hr. Snubs' ankomst, og pludselig er mine følgere på Bloglovin' fordoblet. Det er helt vildt fedt - velkommen til! Forhåbentlig kan det give mig et ekstra skub mod at få skrevet mere regelmæssigt.

Det er en stor dag i dag - vi har nemlig takket ja til vuggestueplads. Så d. 1. april starter Snubber i vuggestue. Det er lidt skræmmende, for det er jo lige om lidt, men han er bare SÅ klar. Vi var forbi i dag for lige at tjekke, at mavefornemmelsen stadig var god, og han var i højt humør og totalt nysgerrig. Han kiggede ind mod alle stuer og vinkede og rakte ud efter alle, som gik forbi. Senere mødtes han og jeg med et par fra mødregruppen, og man kunne mærke, at han var vild med de andre børns tilstedeværelse. Det kan altså kun blive et hit med den vuggestue.:)

Tænk, at min lille dreng er blevet så stor. Han fylder ni måneder på onsdag, så nu har han i store træk levet lige så meget uden for min mave som inden i min mave. Det er mærkeligt at tænke på. Men han er sjov. Sjovere for hver dag, der går. Sjovere og gladere, end jeg troede muligt. Det viser nedenstående video fra i dag vist meget godt.

Det er min sidste aften i 20'erne, og Hippien er ikke hjemme. Jeg tror, at jeg vil tage mig den enlige øl, der står i køleskabet, og vinke de første 30 år af sted med en skål. De har været fede, men jeg glæder mig til de næste 30!



søndag den 9. marts 2014

Det første forår

Det er så vildt at tænke på, at hver gang årstiderne skifter, er det Hr. Snubs første. Nu har vi ramt den sidste af dem - det første forår.

Det har været en helt skøn weekend. Hygge med gode venner, gåture med barnevognen hele familien og besøg hos min far, hvor Snubber kunne se sin meget beundrede fætter på tre. Årh, hvor blev han betragtet. I det hele taget er børn bare the shit - da vi var i zoologisk have, havde han mest travlt med at se på menneskebørn.

I lørdags var vi på Den Blå Planet, og det gik virkelig godt. Til forskel fra zoo kan man derude komme tilpas tæt på akvarierne, så Snubs var helt fascineret af farverne, dyrene og lyset. Det var simpelthen så hyggeligt.

Nu er han puttet efter en lang dag i Nordsjælland. Han sluttede lige dagen af med et kæmpe grineflip på puslebordet, og det eneste jeg gjorde, var at stå og kigge på ham. Hold nu kæft, hvor er det bare skønt sådan noget! Jeg fik endelig en chance for at kigge på hans overmund, hvor der er tænder på vej til at bryde igennem. Og ikke bare to - hele fire på en gang! Hold da op, så forstår jeg bedre, at han har haft nogle dårligt sovende nætter! Indtil videre er kun den ene af de ydre fortænder brudt igennem, men de resterende tre er lige på trapperne. Store dreng.:)

Kaffe skal der til - man kan lige så godt starte tidligt.;)

mandag den 3. marts 2014

The Big 3-0

Om to uger fylder jeg 30. Tredive... Det føles så uvirkeligt, som om det slet ikke er mig, det handler om.

Altså misforstå mig ikke - jeg har det sådan set fint med min alder. Jeg tænker bare ikke så meget over den. Og så pludselig rammer man den der dato, og så kommer man til at tænke over det, og så virker det bare helt syret.

Nå, men 30 it is. Og fødselsdag betyder gaver! Jeg kæmper med at lave en ønskeliste, men det er ikke helt nemt. De fleste ting, jeg kan komme på, er for dyre. Nu har jeg dog valgt at samle det hele uden hensyn til prisen - om ikke andet er det en god reminder til mig selv.:)

Udover at jeg stadig ønsker mig puderne og bomuldsplaiden (eller en i samme stil) fra Ferm Living og love tag armbåndet, ønsker jeg mig også det her:


Buksedragten fra Moss (str 2) drømmer jeg stadig om - nu har jeg dog besluttet, at det godt må være den med den meget dybe ryg.

Champagneglasset er fra Eva Solo, og vi er netop begyndt at samle på den serie. De eneste champagneglas, jeg har pt, har kostet 20 kr i Super Brugsen, så det er helt klart på tide med en opdatering!

Så er der pungen fra Boyy. Den forelskede jeg mig i tilbage i august 2012, hvor den dog blev udsolgt, inden jeg nåede at købe den. Og lige siden har den hjemsøgt mig. Nu har Strøm den på lager igen, så det kan godt være, at jeg ikke tør vente og se, om den skulle dukke op d. 18...

Et sengetæppe - allerhelst det fra Hay. Ja, det er meget populært, men jeg synes altså, at det er virkelig lækkert! Særligt i polygon-modellen. Jeg er ved at blive sindssyg over vores Ikea-sengetæppe, og det her ville være den ultimative erstatning.

Et af de mere praktiske ønsker - vandflasker fra Retap (helst med grå låg); enten i 500 ml eller 800 ml. Siden jeg ammede, er jeg blevet afhængig af at have små vandflasker i køleskabet, og det er jo ikke godt med de der plastikflasker.

Og så det ultimative - et tørklæde fra Lala Berlin. Først syntes jeg, at det var absurd at give så mange penge for et tørklæde. Så kunne jeg ikke få det ud af hovedet. Det er så lækkert og så klassisk, og jeg kan se mig selv bruge det i mange, mange år.

søndag den 2. marts 2014

I denne her uge...

På mit arbejde har de lanceret en bunke kurser, som skal støtte op om et liv i balance. Jeg er i gang med det, der hedder "Godt humør", men det går ærligt talt ikke såå godt igen - jeg er vist fire mails bagud! Jaja, indtil nu har min konklusion dog været, at jeg er rimelig glad i livet som det er, så det går nok.

En af de ting man bliver bedt om, er hver dag at skrive tre gode ting fra dagen ned, så man får et billede af, hvad der egentlig gør en glad. Det er jeg så heller ikke så god til at huske, men nu kan jeg da bruge samme tilgang til denne uge. Så ja, hvad er der sket af sjove, skægge eller rare ting i denne uge?

Det her var uge hvor...

... Jeg præsterede at tage på arbejde uden bukser.
Jeps, sådan går det, når man cykler på arbejde og skal pakke sit arbejdstøj ned i en taske. Hovsa. Hurra for en lang basisbluse, som kunne fungere som kjole, og en H&M på den anden side af gaden med et fint udvalg af strømpebukser.;) Måske ikke en oplagt god ting i sig selv, men på en eller anden måde var det nu lidt sjovt.

... Jeg spiste middag med D-A-D. 
Jeg er begyndt at skrive lidt mere for Metalized igen, og i torsdags var jeg i Albertslund for at interviewe dem. De inviterede mig til at spise med, og da min originale plan havde været at finde et random pizzeria i området, sagde jeg ikke nej. Sådan noget er altså lidt sjovt.

... Snubber kom op på alle fire i kravleposition.
Endelig!! Årh, mor er stolt. Der er stadig lidt vej til, at han så også får bevægelse på, men nu er maven da kommet op fra gulvet. Dygtige dreng.:)

Det har også været ugen med sygdom - først Hr Snubs, så Hippien og så delvist mig. Pre-baby var jeg helt sikkert blevet hjemme fra arbejde, men nu kunne jeg faktisk bedre overskue at sidde i et hjørne og være sløj end at være hjemme og være på med baby. Syret nok - det havde jeg aldrig forudset. Nu er vi dog ved at være ovre det igen, der er kun lidt løbende næser.

Et billede af min lille bandit for en måneds tid siden...