Time to say goodbye...

Mine seneste blogindlæg har ærlig talt været lidt tamme. Jeg har fablet løs om at være stresset og om rejser til Danmark i tide og utide, men jeg har ikke rigtig givet en kontekst. Der er nemlig noget, jeg ikke har fortalt.

Vi flytter tilbage til Danmark!

I ugen inden jul siger vi "au revoir" (og helt klart "à bientôt"!) til Paris og goddag igen til København. Det er en beslutning, der åbner op for mixed emotions, for det er selvfølgelig lidt ærgerligt, når man tænker på, hvor godt Elvis trives i sin skole og hvilke stormskridt hans franske sprog tager for tiden. Men så igen - jeg tror, at det bliver godt, og jeg glæder mig. Glæder mig til at være tæt på venner og familie igen. Glæder mig til at genopdage København. Glæder mig til at se Elvis få rigtige venner, når sprogbarrieren ikke længere er der. And we'll always have Paris...

Hvor skal I så bo?
På Nørrebro - i hvert fald i første omgang! Vi flytter faktisk tilbage i min singlepad, fra før jeg mødte Hippien. Min gamle forældrekøbslejlighed. Den er alt for lille til tre mennesker (54 kvm, to værelser, hvoraf stuen er i direkte sammenhæng med køkkenet), men den er der, og det betyder, at vi undgår at skulle kaste os ud i boligjagt, samtidig med at den tvinger os til virkelig at prioritere, hvad vi flytter med hjem igen. Det er cool. Senere er planen, at vi skal finde tilbage til Vesterbro.

Hvad skal I lave?
Jeg har fået nyt job pr. 1. januar - faktisk har jeg netop her til morgen modtaget kontrakten på mail. Ret heldigt, når nu jeg reelt har sagt op hernede for tre uger siden... Hippien er stadig ved at afklare sine planer, men der burde komme noget godt ud af det. Elvis skal i dansk børnehave! Vi vil rigtig gerne have en udflytterbørnehave til ham, så hvis der er nogen, der kender til nogle gode på Vesterbro, så sig endelig til! Jeg håber, at han hurtigt får en plads - heldigvis burde han komme forrest i køen pga. sin alder.

De næste par måneder kommer til at gå med en masse praktisk hejs. Jeg er i gang med at indsamle tilbud på flytning, få fikset opsigelsen af vores lejlighed, undersøge de financielle issues ift. skat, pension osv. Listen er lang og pt. ret uoverskuelig! Men én ting af gangen. Vi skal også nå at nyde Paris så meget som muligt, inden det er slut. Blandt andet har vi planlagt en weekend i Disneyland - man kan ikke have boet i Paris i to år med et lille barn uden at have været der mere end én gang! :)

Nye tider igen-igen - men denne gang rykker vi til noget velkendt. Det er ærligt talt okay!

Fra min cykeltur på vej til arbejde denne morgen - jeg kommer til at savne den udsigt!

Terrorfrygten

Jeg påstår altid, at Paris ikke som sådan har ændret sig af de mange terrorangreb, der har været de sidste to år. Og det synes jeg i det store hele heller ikke. Jeg synes heller ikke, at det må få lov til at ændre folk i det hele taget. Det har det ikke ret til.

Men det gør det så alligevel. Om man vil det eller ej.

I går var jeg som skrevet i Danmark (og ja, jeg kom også hjem til sidst. Kl. halv tolv om aftenen. Gaaaaah!). Jeg tog morgenflyet med Air France fra Charles De Gaulle. Ude ved gaten satte jeg mig ved siden af en høj, ganske flot sort mand i et pænt, stilet jakkesæt.

Han lignede ikke "en terrorist" - men hvad vil det overhovedet sige i disse dage? Faktum er, at han opførte sig sært. Han virkede ekstremt nervøs og sad og kastede flakkende blikke rundt i lufthavnen, mens han talte lavmeldt i telefon med høretelefoner i. Jeg overhørte, at han gentog igen og igen på engelsk "We need to finish, what we've started" som et mantra. Lidt senere gik han over til at tale på et andet sprog, men igen var der tale om gentagelser af den samme frase. Efterfølgende begyndte han at sidde og synge på det her fremmede sprog, mens han rokkede frem og tilbage.

Jeg blev sgu lidt nervøs. Måske endda lidt bange. For det var altså en atypisk opførsel. Jeg sagde ikke noget til nogen (og måske var det en fejl? Jeg ved det ikke...), men jeg sendte Hippien en "Jeg elsker dig og Elvis"-besked, just in case. Da jeg kom ombord på flyet, tog jeg mig selv i at sidde og holde øje med, om han kom ombord. Det gjorde han ikke - han skulle "heldigvis" nok med Geneve-afgangen i stedet.

Jeg er normalt ikke den nervøse type. Jeg har aldrig været bange for at flyve. Men et eller andet er der altså sket, og det irriterer mig grænseløst! Det, som sikkert bare var flyskræk for min harmløse sidemand, smittede af og blev frygt for mig. Dammit altså. Sådan skal det ikke være.

Men det er ikke til at komme uden om, at der ligger noget og lurer i baghovedet. I går var i øvrigt også dagen, hvor Elvis' skole havde anti-terror træning. Træning i at gemme sig og være stille. Det er blevet obligatorisk i franske skoler og var noget af det første, der blev nævnt til vores møde med læreren. Det er altså, hvad verden er kommet til. Alt var gået fint, og Elvis så det som en spændende, alternativ gemmeleg, hvilket vel også er måden at præsentere det for 3-årige. Men igen, de er TRE år. Og de bliver nødt til at forholde sig til sådan noget. Det er sygt...

Jeg - et fjols

Jeg er virkelig verdens største fjols. I dag skulle jeg som sagt en sviptur til København til et møde - op kl 4.30, flyve fra Paris kl 7.15, møde i København og så retur kl 15.35. Det var planen.

Jeg kom op. Jeg kom til Danmark. Jeg kom til møde. Og så var jeg tilbage i lufthavnen 1,5 time før afgang. Flyet var en halv time forsinket, men jeg valgte at sætte mig ud til gaten til det normale afgangstidspunkt - "for en sikkerheds skyld".

Jeg sad der længe. Og læste. Og hørte jo nok også musik. Og pludselig forstod jeg ikke, at det tog SÅ lang tid. Og hvorfor talte dem omkring mig om Stockholm??

FUCK!

Gaten var blevet ændret i løbet af min halve time der, og nu var det for sent. Den nye gate var lukket, flyet klar til afgang.

Jeg har misset mit fly. Jeg har seriøst misset mit fly!

Jeg panikkede totalt, tudede måske også lidt ved desken i transfer service, og nu har jeg en ny (gratis) billet til næste afgang. Klokken 19.40. Om tre timer. Aaaargh!

Jeg har ringet og undskyldt stort til vores barnepige, som nu må lave sine planer om. Nu sidder jeg med en stor øl, hiver stadig efter vejret og bander stort.

Sikke noget lort!

I det mindste har jeg købt et dinosaurhæfte med hjem til Elvis. Kald det dårlig samvittighed.

I øvrigt #11

... har jeg slet ikke haft jetlag i forbindelse med min hjemtur fra New York! Så er prisen for business class altså givet godt ud (af mit arbejde, mind you...)

... skal jeg højst sandsynligt tilbage til New York i November - henover Election Day. Dét vil være interessant!

... præsterede Snubsen i søndags på 20 minutter først at kaste op i min ene hånd i ren raseri over, at hans kammerat Villum var kommet først hen til en gorillafigur, og efterfølgende at tisse på min anden hånd, fordi det var svært at styre det der med at tisse op af et træ. Så bliver man nærmest ikke mere mor.

... var det udover den lille raseri-incident ekstremt hyggeligt at have besøg af en anden 3 årig dreng (og hans forældre!) i weekenden. Det giver mig simpelthen så meget energi at se folk hjemmefra.

... bliver jeg regelmæssigt bekræftet i, hvor meget Elvis minder om mig. Som f.eks. da han havde så travlt med at trække rundt med mig, at han gik direkte ind i døren til vores kosteskab - som altså var lukket. Han glemte bare at dreje om hjørnet.

... har Snubsen i snart lang tid været i den vildeste spørgeperiode - det inkluderer spontane spørgsmål som "Kan vores hus flyve?" efterfulgt af "Hvorfor hedder jeg ikke Lille Madsen?"

... er Hippien i Danmark i denne uge, og i morgen meget tidligt flyver jeg så også en hurtig tur til Danmark til et møde. Jeg kommer hjem igen allerede ved halv seks-tiden i morgen aften, så det er vitterlig ikke noget, Elvis kommer til at mærke - men jeg har det så sært med at efterlade ham i Frankrig alene! (Og med alene mener jeg selvfølgelig sammen med sin barnepige...)

... får Snubsen masser af ros for sin tilgang til det franske i skolen. Han er begyndt at bede om vand på fransk og inkorporere flere og flere franske ord i sit sprog (pipi, chaussons, bonne weekend osv...). Mor er stolt!

... savner jeg virkelig at danse ballet. Jeg har sådan set fundet et sted lige ved siden af mit arbejde, men jeg kan ikke få det til at hænge sammen tidsmæssigt lige nu. Æv!

... rejser vi til Malta i en uge om 10 dage. Jeg glæder mig helt vildt! Jeg halser totalt bagud på alle punkter lige nu, men på trods af det (eller måske netop pga det) bliver det virkelig godt med en pause.

Det fineste billede på væggen på vores NY-kontor. Sindssygt smukt, altså!

Dagens ups # 25

Vi har i længere tid praktiseret at putte Elvis i vores seng og så bære ham ind i hans egen, når vi selv skal i seng. Det fungerer meget godt, og man ligger nu engang bedre selv under putteseancen i vores seng end på gulvet foran Snubsens.

I aften puttede Hippien, mens jeg udnyttede tiden til at få klaret noget af det praktiske, der er blevet udskudt i mange måneder - nemlig at få syet Hippiens bukser. Jeg fatter ikke, hvordan den mand altid kan få alle bukser til at revne! Anyways, jeg havde altså gang i symaskinen og blandede mig uden om putningen.

Efter veloverstået syning pakker jeg så symaskinen væk og vil sætte den på plads. Den bor i skabet på Elvis' værelse, så jeg går ind, tænder de 60W i loftet, åbner skabet og rumler rundt med de to Trunki-kufferter, der også står derinde. Crash, boom, bang. Jeg sætter symaskinen ind på plads, og hører så en rumsteren bag mig, der giver mig et kæmpe chok. Dér ligger Elvis i sin seng og kigger søvndrukkent og forvirret op. "Hvad sker der, mor?"

Hoooold nu op. Jeg blev sindssygt forskrækket og følte mig også sådan cirka som den mest nederen mor. Hippien havde lige sagt, at putningen havde trukket ud - og så går jeg bare ind og saboterer totalt. Og hvor ubehageligt er det ikke at vågne af skarpt lys og en masse larm?

Stakkels dreng. Han lagde sig dog bare ned og sov videre - en noget flottere reaktion, end jeg egentlig havde fortjent!

Nu vil jeg kaste mig over den nye sæson af Skam og sy knapper i mandens jakke. De er nemlig også røget af...

Et New York-pip!

Godmorgen fra New York! Klokken er lidt over seks, og jeg er lige vågnet. Mit vækkeur er ellers først sat til kl. syv, men sådan er det med jetlag. Jeg synes nu, det er meget godt ramt - i Hong Kong ligger jeg ofte vågen midt på natten eller vågner maaange timer før det er nødvendigt.

I modsætning til sidste gang har jeg ikke taget løbetøj. Jeg nød ellers ret meget min løbetur i Central Park sidst, og jeg er kun kommet i bedre form siden, men jeg (og Hippien og Elvis...) var syg hele weekenden, så jeg tænker, at lidt afslapning nok er en bedre investering.

Det er igen arbejdet, der hiver mig til New York, så jeg har desværre ikke tid til meget sjov og ballade. Desværre. Det kribler i mig for at komme mere ud i byen. I går aftes var jeg faktisk tilbage på hotellet allerede lidt over ni, så jeg overvejede meget, om jeg burde gå en tur - men jeg var simpelthen så træt efter en lang arbejdsdag efterfulgt af en virkelig hyggelig middag i Jersey City med min onkel og resten af den amerikanske side af familien, at jeg allerede var faldet i søvn på vejen med toget hjem. Heldigvis var endestationen 33rd St, så jeg kørte kun én station for langt, og der var en hurtig Subway at finde derfra... Anyways, pointen er at jeg gik op i seng.

I aften bliver jeg dog nødt til at være mere vågen, for der skal jeg mødes til drinks med en bekendt fra København, som lige er flyttet herover. Det bliver fabelagtigt!

Nu vil jeg tage mig sammen til at komme op og i bad og så ud og finde noget morgenmad. Taget i betragtning, hvor sindssygt mæt jeg var i går aftes, er det absurd at jeg allerede er sulten igen. Men sådan er det. Morgemad it is...

Udsigten fra et mødelokale på vores Jersey City-kontor. Mindblowing! Mit efterfølgende møde var med udsigt til Frihedsgudinden...