Det går virkelig godt med de naboer...

Dengang vi flyttede ind, skrev jeg jo lidt om, hvordan jeg pissede min underbo af. Siden da har vi så ikke rigtig haft nogen kontakt med vores naboer bortset fra sporadiske "Bonjour"s. Indtil i dag altså.

Forestil dig, at du har en nabo. En nabo, som du aaaldrig kan få et smil ud af og endda meget sjældent et "Bonjour" fra. Men okay, du har vist også været ret meget i vejen for ham med din cykel (som vist officielt slet ikke må stå inde i gården...), og det er heller ikke så længe siden, du fik ham til at banke en dør i hovedet på sig selv. Vender vi den om, var det så faktisk ham, der bankede elevatordøren op i hovedet på mig, men han kom stadig derfra mest påvirket, fordi min reaktion var at skubbe tilbage. Så ja. Lige meget hvad, har du ikke på fornemmelsen, at du er synderligt populær hos denne yderst reserverede franske mand.

Og så sker det her: VANDSKADE! Ooooh yes... loftsmalingen i vores badeværelse er begyndt at krakelere voldsomt, og forklaringen er simpel. Der kommer vand ovenfra. Så jeg kontaktede i morges vores ejer, som fik sat gang i møllen fra Moskva og fik konstateret, at det kommer fra ikke bare vores overbo, men vores overbos overbo, som fik installeret en vaskemaskine i august, der gav overboen vandskade, og fugten har så åbenbart også ramt os, dog med en noget længere reaktionstid.

Her til aften øvede jeg mig derfor i et udvalg af franske ord (dégats des eaux, peinture craquelé osv.) og gik to etager op. Ringede på. Og sørme så - der bor jo den reserverede herre fra tidligere! Jeg havde det SÅ meget på fornemmelsen.

Han var nu heldigvis rimelig flink (og snotforvirret i starten, for jeg var nok ikke sååå klar i mælet) og var tålmodig med mit franske, samtidig med at han hev sin ca. 10-årige søn ud til at være eventuel oversætter fra engelsk. Så nu skal jeg "bare" lige fikse nogle forsikringspapirer i morgen - med hjælp fra en kollega! - og så burde vi kunne få det på plads.

Spørgsmålet er så bare, om denne oplevelse får ham til at være mere venligt stemt over for mig i hverdagen, fordi vi nu faktisk har talt sammen, eller det modsatte. Time will tell...


(Og så i øvrigt - hold nu kæft, hvor er det nederen, altså. Jeg kan slet ikke overskue det.)

Det ødelagte loft er simpelthen for deprimerende, så I får lige et pænt billede af Paris fra i mandags i stedet. Jeg brillerede i øvrigt med at sige "Hvorfor mon de har de tyske flag oppe?" da jeg så rådhuset. Flot Caroline - ja, det er selvfølgelig de belgiske.

Påske på fransk

Ahh, Påske! Den der herlige uge i foråret, hvor man får foræret tre fridage og nemt kan tage lidt ekstra fri, så det bliver en reel ferie... Not!! I Frankrig, et ellers katolsk land, er de nemlig pænt ligeglade med, hvad Jesus lavede Skærtorsdag og Langfredag. Så vi nøjes da med at have fri i morgen...

Det betyder så også, at Påsken bare har stået på Paris for vores tilfælde. Og heldigvis, da! Elvis har simpelthen været hundesyg hele ugen - så syg, at vi fredag var nødt til at ringe til lægevagten. Det var 6. dag med over 38 i feber og vi var nået til, at han det meste af tiden bare ville ligge med lukkede øjne på sofaen. Not good. Så vi afprøvede den private service SOS Medecin med stor succes - den herligste ældre læge kom på besøg og efter han havde konstateret, at det skam som forventet bare var en grum virus, endte han med at sidde og tale musik med Hippien. Det viste sig, at han var sanger selv og i øvrigt havde indspillet to sange med Serge Gainsbourg. Bum bum!

Lørdag var Snubsen endelig i bedring og feberfri, men vi tog stadig en ekstra dag på sofaen. Så i dag var første reelle udflugt i lang tid. Solen skinnede lidt sporadisk, men nok til at vi gik op til Eiffeltårnet, hvor der var La Chasse aux Oeufs - æggejagt. Sidste år var vi der også, og jeg husker at være totalt stresset og ikke fatte en brik af, hvordan det hang sammen, hvorfor vi endte med at købe vores egne Kinderæg og lave en gang Tampen Brænder derhjemme. Denne gang gik det dog meget bedre. Jeg fik købt Elvis et adgangspas, og han gik straks på jagt efter de rigtige tre farver æg blandt de mange kasser midt på Champs de Mars. Det var mega sjovt! At vi så kæmpede lidt med at gennemskue, hvilke æg som egentlig var violette, er en anden side af sagen. Det forlængede reelt bare legen.

Tre korrekte æg senere fik Snubsen sin gavepose fra Kinder - tre Kinderæg, en smoothie, en flaske vand og et æble til den fabelagtige deltagelsespris af €5 (honestly - jeg synes, det var super fair!) og efter lidt legen på legepladsen trillede vi hjemad. På mærkværdig vis lykkedes det os at stoppe ved TO caféer i solskinnet - første stop lå Snubsen bare og legede skjul bag klapvognens kaleche, andet stop faldt han faktisk i søvn! Det sker ellers aldrig længere... Så Hippien og jeg nød hhv. en øl og et par glas hvidvin og lidt tapas, mens Snubsen sov igennem. Pretty darn perfect!

Her til aften faldt han kun i søvn minimalt forsinket pga. sommertid (efter at have kaldt mig "Taber", da jeg foreslog den forkerte godnathistorie. Tak, Ramasjang. Her har jeg en dreng, som undgår påvirkningen fra andre danske institutionsbørn, men så tager DR over... Jeg blev pæææænt paf, men havde altså også svært ved ikke at grine!), og i morgen står den så på legetid om formiddagen, inden Hippien og jeg har en kærestedate om eftermiddagen. Det bliver ærligt talt skønt med lidt dagtimer sammen. Så selv om Påsken er forkortet, så er den ganske dejlig after all...

Sunshiiiiine

DIY: Sådan sikrer du træthed

I dag vil jeg dele en opskrift med jer. Det er en opskrift, jeg har afprøvet mange gange i forskellige variationer, men der er altid garanteret succes. Den, jeg deler i dag, er fra mit seneste forsøg.

Opskrift på træthed

Du skal bruge:

• 1 forkølet næsten-3-årig (variationer inden for 2-4 år vil jeg tro fungerer)
• 1 mand med stærke snorkeegenskaber
• Fløjtende fugle efter behov (en enkelt kan faktisk nok gøre det)

Trin 1:

Put den forkølede 3-årige i din egen seng på et egnet tidspunkt, og lad ham ligge der og rotere let i en times tid, indtil han falder til ro.

Trin 2:

Vent et par timer og læg dig selv i sengen ved siden af den forkølede 3-årige. For mig passede det fint med ca. midnatstid.

Trin 3:

Ca. en time senere skal den endnu-ikke-snorkende mand komme hjem og vække dig for at spørge, om alt er okay med den forkølede 3-årige?

Trin 4:

Klokken er nu blevet ca. 2, og den forkølede 3-årige bør vågne forvirret og bede om at få tørret sin næse. Sørg for, at du ikke har servietter inden for rækkevide, så du er nødt til at gå ud på badeværelset for at hente dem. Vend tilbage til sengen og tør næsen, og stå derefter op igen for at hente et glas vand, som selvfølgelig heller ikke bør være inden for rækkevide på forhånd. Sørg for at den let-sovende-mand i stuen langsomt vækkes af det hele.

Trin 5:

Netop som du er faldet i søvn igen, skal den nu-trætte-mand tilføjes til soveværelset. Sørg for, at han storsindet siger, at du kan sove på madrassen på gulvet, og så skal han nok ligge oppe i sengen med den forkølede 3-årige og tage ”vagten”.

Trin 6:

Klokken er på nuværende tidspunkt blevet ca. 3. Tilføj nu vilde drømme til den forkølede 3-årige, som vågner med udbruddet ”De må ikke tage min store taske!”. Giv ham lidt vand og prøv at få ham til at falde til ro igen.

Trin 7:

Tilføj snorken! Det er vigtigt, at den nu-meget-snorkende-mand sover så tungt, at han intet har opdaget af det foregående trin. Der skal langsomt skrues op for snorkenen, indtil den når et lydniveau, så den forkølede 3-årige på ingen måde kan sove.

Trin 8:

Efter forespørgsel transporteres den forkølede 3-årige ind i sin egen seng. Forsøg at skabe ro ved at sidde op og holde lidt i hånden. Efter en stund accepteres, at det ikke kan lade sig gøre, og du kan derfor starte med at flytte madrassen ind på børneværelset, så du kan ligge ned med en arm oppe i børnesengen.

Trin 9:

Returnér med madras til børneværelset kun for at indse, at den forkølede 3-årige nu sover tungt helt uden behov for hånd-holden. Vend tilbage til soveværelset.

Trin 10:

Indse, at snorkenen nu også er så høj, at du ikke kan ignorere den. Vend tilbage til madrassen på børneværelset med din dyne og pude.

Trin 11:

Klokken er nu 3.30. Tilføj fuglekvidren! Dette element er særligt egnet her tidligt på foråret, hvor kontrasten til vinterens stilhed er størst.

Trin 12:

Kl. 4.30. Hjælp den forkølede 3-årige med at finde ro endnu engang.

Trin 13:

Kl. 5.30: Den forkølede 3-årige vækker dig nu ved at bede om at komme ned til dig på madrassen. Acceptér.

Trin 14:

Kl. 7.15: Vågn af dig selv et kvarter før vækkeuret ringer og læg dig ind til den ikke-længere-snorkende mand bare lige for at snooze et kvarter.

Trin 15:

Kl. 7.30: På dette tidspunkt vågner den forkølede 3-årige og græder. Lad den nu-udhvilede-mand hente ham og put med ham i en halv time.

Trin 16:

Kl. 8: Stå op, gør dig klar og skynd dig ud af døren, mens den helt-uvidende-mand-om-nattens-cirkus og den heldigvis-nu-lidt-mindre-forkølede 3-årige sover videre. På dette tidspunkt er træthed mere end opnået, og du er klar til en lang arbejdsdag...

Fødselsdag i Disneyland

I fredags havde jeg fødselsdag, og det havde jeg glædet mig helt vildt til! Ikke så meget på grund af den skiftende alder - faktisk har jeg allerede gået og bildt mig selv ind det sidste halve år, at jeg var 32, så det gjorde ikke den store forskel - men fordi vi skulle i DISNEYLAND! Vi ville jo egentlig have været af sted i december, men det blev så udskudt til nu, og så inviterede vi i øvrigt min svigermor med.

Det var så fedt!! Vejret var med os med blå himmel og solskin, og datoen var med os i forhold til, at det var uden for højsæson, og at der faktisk ikke var sååå mange mennesker igen. Det var i hvert fald overkommeligt. Vi havde billet til begge parker, og vi endte kun med at måtte droppe en enkelt forlystelse pga. 45 minutters kø - ellers klarede vi alt det andet med max 20 minutters kø. Nej, der var vist lige de flyvende Dumbo'er - der var køen på 30 minutter, men det var der ikke noget at gøre ved. Elvis VILLE! Og han klarede ventetiden ganske fint, så det var okay.

Det største hit var uden tvivl It's a Small World, som vi endte med at prøve to gange. Elvis var fuldkommen tryllebundet. Jeg fik også prøvet nogle af de mere fartprægede forlystelser, hvilket var super fedt. Hippien er lidt en tøsedreng på det punkt, men heldigvis havde jeg vores au pair til at være min partner-in-crime. Til sidst lykkedes det os dog at lokke Hippien med i Space Mountain, og han var faktisk helt vild med den. Så næste gang tror jeg, at han skal lokkes endnu mere...

Det er nu stadig skægt - jeg havde selv glædet mig som et lille barn, fordi jeg elsker at prøve ting. Men endnu engang må jeg indse, at nogen har trukket voksenkortet for mig. Det bedste var nu engang at se Snubsens ansigt, når han oplevede ting. Hvordan kan det blive ved med at overraske mig??

Vi valgte at spise middag på Planet Hollywood, og så smuttede vi ellers hjem en halv time før det afsluttende fyrværkeri. Snubsen kunne ikke mere - men vi havde så også været på farten i 12 timer på det tidspunkt. Han faldt i søvn i toget allerede inden dørene lukkede, fuldkommen mæt på indtryk.

Nå ja - og måske også lidt påvirket af en sygdom, som havde ligget og luret og vist sig ved, at han var irriterende pjevset hele formiddagen og ville bæres af mig det meste af tiden derude. Well, feberen kom først snigende søndag, men så har den ellers været i fuld flor, og først i dag er han feberfri, men ligger og brokker sig i søvne pga. slem forkølelse. Goddammit, altså! Det bliver vist endnu en lang nat...

Disney tiiiiiiime!

Elvis gad først ingenting og ville bare bæres. Hele tiden. Indtil vi efterlod ham med farmor, mens vi prøvede Pirates of the Caribbean -  Da vi kom ud igen, sad han på en kanon. Buuuuum!

Et styks elefantrumpe! Og lidt en Snubs og en farmor...

 Alices labyrint - et stort hit!

På vejen til It's a Small World - her var sjovt nok ingen kø!

En dybt koncentreret og fascineret Snubs. Prøv lige at se de hænder og munden!<3

På besøg hos Bumle og Lynet McQueen.

 Tak for denne gang, Disneyland. :)

En helt almindelig onsdag...

Efter jeg er blevet mor, er de fleste dage måske nok blevet rimelig trivielle – forstået på den bedst mulige måde, selvfølgelig. Der sker bare ikke så meget andet i hverdagen end, at jeg går på arbejde og så tager hjem og hygger med Snubsen nogle timer, inden han skal i seng, hvorefter Hippien og jeg smider os på sofaen med en tv-serie eller en film. Same same next day. Og det er helt okay – jeg elsker det jo! Men engang imellem er der så de dage, hvor rutinen brydes og jeg nærmest kan se mig selv udefra og tænker, at det satme nogle gange er et syret liv, jeg lever. Sådan en dag var det i går. Jeg tænkte derfor, at det kunne være lidt sjovt at stille den op, så man virkelig kan se kontrasterne og hvordan dagen bare kan vende sig selv på hovedet op til flere gange.

Kl 7: Jeg står op en halv time tidligere end normalt af to årsager. Den ene grund er, at vi skal til koncert om aftenen og jeg derfor lige bruger lidt mere tid på at vælge tøj og lægge makeup. At finde tøj, som både er egnet til en dag på kontoret og til en metalkoncert, er altid lidt udfordrende. Jeg ender med et par stramme jeans, en hvid skjortebluse og så en læderjakke ud over. Den anden og mindre sjove grund til, at jeg står tidligere op end normalt er, at der denne dag er en stor strejke i den offentlige transport, og da jeg har et telefonmøde med Asien kl. 9, tør jeg ikke stole på metroen. Jeg tager derfor min cykel – i regnvejr...

Kl. 9-11: To telefonmøder i træk med hhv. Asien og Japan (og nej, i arbejdsregi er Japan ikke en del af Asien...). Begge gør knuder på den ene eller anden måde, og jeg er en smule frustreret, da jeg igen kaster mig op på cyklen i regnvejret for at komme tilbage til min normale kontorbygning. Halvvejs derhenne falder kæden af min cykel...

Kl. 13: Spiser en hurtig sandwich foran computeren. Jeg har netop haft endnu et telefonmøde med Asien om et andet emne, og igen har de lige vendt alt mit arbejde den seneste tid på hovedet. Arhmen altså... Jeg er ved at være lettere frustreret og får sagt til mine kolleger, at nu kan det da nærmest ikke blive værre. Jinx!

Kl. 16: Hippien ringer. Snubsen har det rigtig skidt – han har endnu et af sine maveanfald. Fuuuuuuuck! Vi bliver enige om at se det an og snakkes ved en time senere.

Kl. 17: Hippien ringer igen – ungen er faldet i søvn, og vi bliver enige om at give det et forsøg med koncerten alligevel. Så må vi bare være på kald, hvis vores au pair skulle vurdere, at det er blevet værre.

Kl. 18: Jeg lukker computeren ned, frisker makeup’en op og løber mod Metroen for at mødes med Hippien på Pigalle. Metroen kører åbenbart helt fint, og jeg havde overhovedet ikke behøvet at tage cyklen om morgenen. Fedt nok... Gåturen forbi Parc Monceau er rigtig rar – solen skinner endelig. Jeg føler mig helt som med i en reklamefilm, da jeg går igennem et klassisk parisisk kvarter, hvor nogle flyttemænd er i gang med et flyttelæs, og en pose med plastikbolde vælter, så de farvestrålende bolde triller ned af bakken imod mig. Jeg bremser dem, så flyttemændene kan fange dem og får en stor mængde ”Merci, madame. Merci beaucoup!” med på vejen.

Kl. 18.30: Venter på Hippien foran Pigalle. Det regner igen. Han dukker op, og vi går på McDonalds for at nå at få noget mad inden koncerten. Suuuuper romantisk.

Kl. 19: Vi rammer Le Trianon, som er et virkelig smukt gammelt teater, der denne aften er fyldt med metalhoveder, som skal se Avantasia. Jeg tænker over, at sikkerhedstjekket ved indgangen var overraskende let og med Bataclan lurende i baghovedet, snakker Hippien og jeg lige kort om, hvad strategien er, hvis der skulle ske et angreb. Vi er enige – løbe frem til scenen, op på den og ud til venstre. Tjek. Det er ærgerligt nok blevet et nyt fast punkt i min koncertrutine (og generelt, når jeg er i store mænger) – hvad er min flugtvej?

Kl. 19.20: Netop da de første toner fra scenen lyder, tikker der en sms ind fra vores aupair. Elvis er vågnet i højt humør og siger, at maven er rask igen. Yes, mand!! Musikken begynder, og gulvet gynger helt bogstaveligt talt. Hippien og jeg bliver lige en snert bekymrede over, om gulvet nu kan holde til presset? Men selvfølgelig kan det det. Bandet spiller i tre timer, og det er en helt fænomenal koncert. Jeg bliver så fjollet glad, når Ronnie Atkins fra Pretty Maids kommer på scenen. Han er jo dansk! Hippien synes som forventet, at musikken er helt forfærdelig, men han er stadig dybt imponeret af showet – og jeg elsker det. Sådan er det bare. Der sidder stadig en lillebitte power metalfan og gemmer sig inden i mig et sted, og denne aften kommer den ud i fuld lys. Årh, det er sjovt!

Kl. 22.30: Koncerten er slut, og Hippien og jeg begiver os hjemad. Vi stopper dog lige nede på vores lokale bar, Bistrot Les Timbrés, og får et øl og en snak med en af ejerne. De eneste andre gæster går kort efter, vi kommer, så det er meget stille og roligt og hyggeligt.

Kl. 00.30: Snubsen sover sødt i sin egen seng, og jeg kollapser i vores. Det har været en laaaang dag – heldigvis har jeg blokeret min kalender for møder torsdag morgen, så vækkeuret er sat til kl. 8. Det burde lige gå.

Om at efterligne

Det har været en rigtig legeweekend. Jeg har brugt laaang tid på Elvis værelse - så meget at jeg faktisk blev lidt fortørnet, da han på et tidspunkt hentede mig ude i køkkenet og sagde "Kom nu mor og leg på mit værelse. Det er bare fordi, du går hele tiden!". Det var efter, at vi havde kørt rundt med alle bilerne, bygget to garager til bilerne og parkeret alle bilerne i deres nye garager, så det virkede altså ikke helt rimeligt.

Den bedste leg er dog uden tvivl den, der hedder "Putte mor-legen". Den går ganske enkelt ud på at putte mig. Jeg bliver lagt på en madras og så nusser Elvis ellers omkring.

"Jeg henter lige en pude til dig".

"Du skal lige have et tæppe på".

"Du skal bare slappe af, men du behøver ikke lukke øjnene".

"Så læser jeg lige en bog for dig".

"Jeg vil altså ikke have, at du sætter dig op".

"Så henter jeg lige noget vand til dig".

"Jeg skal nok synge en sang for dig".

"Nu skal jeg nok holde dig i hånden".

"Så - nu kan du lige putte lidt, og så går jeg lige ud og rydder lidt op".

"Nu er jeg færdig med at rydde op, nu skal jeg nok blive siddende hos dig. Det lover jeg."

Jeg ELSKER det! Det er altså en vinderleg. Dels skal jeg ikke gøre andet end at ligge og chille på en madras på gulvet - dels er det simpelthen så sjovt at lytte til alle de vendinger, som han tydeligvis samler op fra mig. Han er den vildeste copy cat.

Ugen er startet igen, men forhåbentlig bliver den stille og rolig. Bortset selvfølgelig fra, at der er blevet advaret om en kæmpe strejke på onsdag for offentlig transport. Selvfølgelig lige den dag, hvor Hippien og jeg skal til Avantasia-koncert i den anden ende af byen - og hvor jeg starter dagen med et møde kl. 8. Just great... Oveni det hele lover de så selvfølgelig også en masse regn på onsdag, så jeg er ikke engang sikker på, at min udvej med at tage cyklen holder. Det bliver interessant...

Vi faldt over en karrusel i Toys R Us i går, og så var der jo ingen vej udenom...

Strøtanker fra en fredag

1. Hvorfor har de placeret Marmorkirken i Paris i « The Danish Girl » ? Her er jo ikke ligefrem mangel på smukke kirker! Jeg nåede at blive snotforvirret – først troede jeg, at filmens hovedpersoner var tilbage i Danmark, og da jeg så fandt ud af, at de stadig var i Paris, begyndte jeg at spekulere på, hvor der dog fandtes en kirke i Paris, som lignede Marmorkirken SÅ meget?
   
2. Hvad sker der for alle de scrunchies, som er alle vegne i Paris? Var det ikke meningen, at denne her by var et mode mekka? Og det er endda Fashion Week lige nu – alligevel går der de flotteste, fluffy hårelastiker rundt alle vegne...
   
3. Apropos Fashion Week – hvorfor føles det som om, det HELE tiden er Fashion Week? Det har sgu da lige været der!
   
4. Hvornår bliver det cykelårstid igen? Nu er dagslyset ved at være med mig, men så begynder det ved gud at spontant sne midt på dagen! Der er virkelig noget om det, når man siger, at Paris på denne tid af året gennemlever alle fire årstider hver dag.
   
5. Er det virkelig allerede (og samtidig kun) fem år siden, jeg mødte Hippien? Facebook har lige mindet mig om, at min veninde og jeg for fem år siden prøvede at lokke folk med til koncert dagen efter. En af dem, der lod sig lokke, var Hippien... Tak for det!

Et af de første billeder, der nogensinde blev taget af os sammen... Og ja, jeg har husholdningsfilm om armen efter en spontan byturstatovering med et par veninder!