Jeg kapitulerer - lidt om at nyde nærheden

Jeg overgiver mig. Samsovning it is...

Efter at have stresset i en måneds tid over, at Snubsen ikke vil hverken puttes eller sove inde hos sig selv, gider jeg ikke mere. At jeg stresser, får ingen af os til at sove bedre. Så nu vælger jeg at nyde det i stedet.

Let's face it - Elvis har simpelthen brug for nærheden lige nu. Han har brug for at kunne holde fast i os, når han skal falde i søvn - og så skal han også få lov til det. Det er jo heller ikke lige frem fordi, jeg har crazy meget tid sammen med ham i hverdagen, så lad os nu bare tage natten med. Lad os putte og fjolle inde i mors og fars seng, til søvnen tager over, og lad os kramme natten lang, hvis det er det, der skal til. Han kan tids nok blive stor og selvstændig, og jeg kan sove, når jeg bliver gammel. Lige nu vil jeg nyde min lille dreng, som har en helt fantastisk alder, hvor der sker mange ting hver dag - men som også har brug for nærvær og tryghed i stor stil.

Og ja, så kan det godt være, at jeg om natten spontant bliver sparket i hovedet, og at jeg sover den halve nat med halvdelen af kroppen ud over sengekanten. Men der er også en lille dreng, som i nattens mørke ruller sin varme krop helt tæt op af min og tager fat i begge mine hænder med sine. Det er ubetaleligt.

En stor, men også meget lille dreng.

Efterårsstemning

Uret siger, at det er blevet vinter. Vejret i dag har ellers været flot, klart og lunt, men uret siger vintertid, og det betyder, at det er mørkt, når jeg skal hjem fra arbejde.

Så jeg cykler ikke mere. Det tør jeg ikke med mit dårlige syn. Altså hedder det bussen fra nu af og til foråret.

Det er både godt og skidt. Skidt, fordi det tager længere tid og berøver mig min eneste motion. Godt, fordi det faktisk er meget rart med en stille pause til at samle tankerne ovenpå arbejdet, og fordi Paris er smuk fra bussen.

I aften var himmelen exceptionelt flot, og synet af det illuminerede Eiffeltårn med månen svag ved siden af, en oplyst bro over Seinen og himlen som baggrund var smukt. Helt og aldeles. Jeg blev næsten helt rørt.

Jeg bor i Paris. I en af verdens smukkeste byer. Og den bliver ikke mindre smuk af, at det er blevet efterår.

Beklager (og så alligevel ikke...) at det er et tilbagevendende tema herinde, men jeg har stadig ikke helt vænnet mig til det. It's a big deal! Og det er værd at fremhæve.

Paris <3

Det var ikke til at fotografere Eiffeltårnet fra bussen, så her får I lyset, da jeg gik fra arbejde i dag. Så fint!

Dagens optur: At Snubsens nye paraplyklapvogn er ankommet!
Dagens nedtur: ... At kassen er smadret og klapvognen bøjet. Retur it is. Suk.

Dagens ups no. XIII

Vi har lige sat os til bords. Jeg har været på markedet og købt ind, så vi skal have hvidvinsdampede muslinger, og så har vi også åbnet en cremant i dagens anledning. Det er jo søndag...

Snubsen er absolut ikke en kræsenpind, og han elsker muslinger. Så jeg vender som det første mit fokus mod at fiske nogle muslinger frem til ham.

Ud af øjenkrogen ser jeg en bevægelse... Vupti, ungen har hapset mit champagneglas, har sat det til munden og er et splitsekund fra at drikke af det, da jeg får det ud af hånden på ham.

Sorry, skat - godt nok er vi i Frankrig, men det er altså liiiige tidligt nok at begynde på boblerne!

Mit glas blev rykket til den anden ende af bordet, hvorpå ungen gik over til at fylde brød i sit glas og drikke det. Godt så...

Aftenens menu - mums!

På tur // Sacre Coeur

Sacre Coeur og den mærkelige boldspiller

Pffffeeeefff, så fløj der lige en uge til af sted. Jeg lærer aldrig at forstå det! Denne uge har dog været præget af mere end arbejde - onsdag var Hippien og jeg på Palais de Tokyo med mine kolleger og se en spændende udstilling kaldet Inside, og torsdag havde vi besøg af min kusine, som studerer i Paris. Så hyggeligt!

I dag udnyttede vi, at vi faktisk er kommet så meget på plads, at vi ikke behøver at bruge weekenden kun på praktiske ting. Så på trods af det lidt grå vejr hoppede vi på bus 80 op til Place de Clichy og tog turen til de forskellige guitarbutikker for Hippiens skyld, og så ellers med kabelbanen op til Sacre Coeur. Normalt ville jeg altid gå derop, men i dag havde vi dels en sovende Snubs i klapvognen, og dels har vores au pair problemer med den ene fod, så det virkede som en god ide at springe trapperne over. Og nu HAR vi jo også lige langt om længe fået vores Pass Navigo (svarer til periodekort), så det er da også bare om at bruge det...

Oppe ved kirken begyndte det selvfølgelig at regne, men derfor var der nu stadig smukt. Og så blev vi jo nødt til at søge ly på en restaurant og spise frokost.;) Mega hyggeligt!

Nu er Hippien ved at putte Snubsen, og så står den på Walking Dead-afsnit en masse. Jeg elsker det amerikanske Netflix!

Dagens ups no. XII

Det er aften og tæt på sengetid. Snubsen er ved at skulle til at have nattøj på, da det går op for mig, at han har det meget varmt og er helt klistret-svedig. Så for at køle ham godt af, får han lov til at komme i bad. Hurraaaa!

Deeeejligt bad og masser af pjasken. For en gangs skyld ikke skrig og skrål, når ungen skal op igen. I stedet tuller han glad og nøgen ind på sit værelse.

Jeg går lige ud i badeværelset med et eller andet. Kommer ind igen. Ungen har gemt sig inde i sit legetelt - hvor han har tisset en kæmpe pøl og sidder og pjasker i det! Hurraaaaa, mere bad - not!

Han var virkelig glad. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og jeg var egentlig også glad - for at han var kravlet ind i teltet altså, i stedet for at tisse på det nye gulvtæppe...

Ungen røg i bad igen-igen, og jeg fik tørret op.

Elvis - mor:

1 - 0

Baaaaaad! (Han har altså ikke pigmentfejl - det er skyggen fra plexiglas...)

Den seneste udvikling

Efter jeg er stoppet med at holde tal på Elvis’ alder i måneder, glemmer jeg også helt at få noteret hans udvikling. Og det er noget sjusk! Der er nemlig sket så utroligt meget med ham, siden vi rykkede herned. Han begyndte som sagt at gå, dagen før vi flyttede, og siden da er der nærmest sket noget nyt hver dag.

Verdens sødeste Snubs på snart 16 måneder

... er begyndt at tilbyde mad og drikke til sine tøjdyr og give dem sut.
... kysser med badeænderne.
... hopper med kaninbamsen.
... siger ”hov” og ”tak”.
... prøver igen og igen selv at tage sine sko på.
... har 12 tænder og flere på vej.
... tog lige fire kindtænder på én gang.
... spiser så godt som alt og i voksenmængder.
... elsker bøger og musik.
... danser med sig selv og med Barbapapa.
... er vild med at Skype med mormor.
... forstår uden tvivl så godt som alt, hvad vi siger, men har også udviklet en klar selektiv hørelse.
... sover virkelig, virkelig dårligt for tiden og ender inde hos os hver nat.

Det der med søvnen – det trækker altså tænder ud. Og jeg er så splittet! For det er jo helt vildt hyggeligt at have ham tæt på sig. At sove med en lille hånd i sin. Følelsen af at være hele familien der på rad og række og mindet om, hvor meget jeg selv elskede at putte mig mellem min mor og far som barn. Men samtidig er det bare ikke holdbart. Vores seng er for lille til det – og ærligt talt tror jeg, at lige meget hvor stor den var, så skulle Snubsen nok lykkes med stadig at sparke os i hovedet på skift. I starten vurderede jeg hans opvågninger til delvist at være et resultat af alt flytteriet – et øget behov for tryghed. Og det er jo helt ok. Men nu kan jeg ikke helt lure, om det bare er ved at blive en dårlig vane det der med at vågne hver nat, skulle have vand og ind til os. Det er ikke så heldigt. Vi bliver nødt til at få genindført det der med at sove for sig selv uden opvågning fra 20-8 – pleeeeeeeaaaase...

Hjælp til at holde sig vågen

Jeg har altid haft et problem med at holde mig vågen i passive situationer som møder, skoletimer og tilsvarende. Jeg har ikke tal på, hvor mange forelæsninger, jeg er faldet i søvn til - altid siddende på forreste række selvfølgelig... (Men okay, der var kun max fire rækker i vores undervisningslokaler, så det gjorde ikke så stor forskel igen...).

En forelæser har engang vækket mig ved at banke hårdt i bordet lige foran mig, og en anden har udtalt, at jeg var så hamrende øretæveindbydende, fordi jeg kunne sidde og sove helt tydeligt, og når jeg så vågnede op til dåd, kunne jeg kigge direkte på tavlen og sige "du har skrevet noget forkert der-og-der". Det er satme da også en irriterende type!

Jeg ved ikke, hvad det er. Jeg kan gå direkte fra at tænkte "Shit, det her er spændende" til at kæmpe med at holde øjnene åbne. Og jeg hader, når det sker! Desværre har jeg stadig ikke fundet et middel imod det - men let's face it, en lille dreng, der afbryder min søvn hver nat for tiden, hjælper selvfølgelig ikke på det...

Det er nemlig virkelig blevet et problem hernede. Jeg har altid haft problemet også på mine arbejdspladser, men før i tiden havde jeg i det mindste ikke så mange møder. Det har jeg nu. Og mange af dem er ekstremt passive telefonmøder, hvor jeg bare skal sidde i en time og lytte til en kollega, som aflægger rapport for sit område. På gebrokkent engelsk. Jeg er dømt til at fejle! Men med både min chef og min chef-chef i samme rum som mig, er det altså virkelig ikke heldigt.

Jeg synes, jeg har prøvet alt. Jeg har drukket vand. Jeg har doodlet. Jeg har drukket kaffe. Spist frugt. Ja, jeg har også nevet mig selv og på andre måder forsøgt at vågne af smerte. Intet virker. Jeg har dog ikke forsøgt med en tegneskift i skoen endnu, men det er snart min eneste udvej!

Hvad gør I andre? Nogle gode råd? (Please says so...) Men lad nu være med at sige "bedre nattesøvn" - den må I tage op med Elvis. Og han er ikke rigtig på sin mors side for tiden...

And we're back...

Strømmen er på igen. Sikringerne er blevet installeret. Jeg er blevet rask. Hippien får stjernegode anmeldelser.

Jeg tænker, at det kalder på champagne i aften!

(Og så skal jeg nok snart blive en god blogger igen - har en masse indlæg på tapetet, og jeg skal også til at have taget nogle flere billeder af ham der Snubs. Det er bare lidt svært, når han aldrig står stille...)

Hippiens uhyggelige cover til en fantastisk soloplade - kan bl.a. købes her.

Lights out in Paris

Så er vi på tredje dag uden strøm... Og oveni det har både vores au pair og jeg været syge af en mavevirus - virkelig fed timing. Hvornår kan man kalde på de voksne?

Ej, det går fremad. I går kom der en elektriker og så på situationen, og i dag er planen så, at hans team fikser køkkenet, installerer en ekstra sikringsboks og i øvrigt tjekker al anden elektricitet i lejligheden af. Efterfølgende kan vi så få (sikker) strøm igen - enten i dag eller senest i morgen.

Så det går. Vi hygger med stearinlys, ser dvd'er på computeren, og kan i det mindste godt lave varm mad, da vores komfur kører på gas. I går opdagede vi, at der stadig var varmt vand i vandbeholderen nedenuder, så både au pair og jeg kunne få et varmt bad - det gjorde altså underværker! Vi hapser strøm fra opgangen, når vi skal oplade telefoner, og det er stadig mildt udenfor, så vi klarer os uden varme. Vi klarer det. Og Hippien kom hjem i går aftes, så udover at det er dejligt at have faaaaarf hjemme igen, så giver det også lige lidt ekstra støtte med et ekstra sæt hænder.

Men for fanden da. Det virker stadig som en helt absurd situation. Og for 10.000 gang - hvor skal jeg dog få lært det fransk! Jeg fattede ingenting af, hvad brandmændene talte om. De sagde f.eks. noget med pizzeria, men jeg skal ikke kunne sige, om de talte om pizzeriaet nedenunder os og sammenhængen til vores lejlighed, eller om de bare ville ud og spise pizza, når de fik fri. Hvor kan man da føle sig lost!

Elvis synes vist, det har været en spændende weekend. Mange interessante besøg. Mange mennesker, man kunne vinke til. Og sige "baaaaah buuuuuh" til. Sådan siger brandmænd nemlig.

Dramatisk aften

Så prøvede man da også lige det - at ringe efter brandvæsenet på fransk!

Som jeg skrev om i går, så har haft nogle problemer med elektriciteten i køkkenet. Når vi satte vaskemaskinen eller mikroovnen over, så gik al strømmen. Mega irriterende - men mest skræmmende, at HFI-relæet ikke slog fra.

Jeg skrev til vores agent om det i går, og hun lovede at vende tilbage samme dag - hvilket hun ikke gjorde. Fordi vi stadig afventede, valgte vi bare ikke at bruge køkkenets elektriske udgange - så var der jo ingen problemer. Troede vi.

I aften bemærkede vores au pair så, at der lugtede virkelig brændt i det ene skam. Lidt hen ad brændt plastik eller stjernekastere. Vi tømte skabet og kiggede efter - og nede fra ledningerne bag skabet, steg der røg op! Jeg fik straks slukket al strømmen og trukket stikket dernede ud. Det så mildest talt ikke godt ud deromme - et stort rod af ledninger og så lige en hel masse bagepapir, som var røget derned. Meeeeget sikkert…

Jeg ringede så til brandvæsenet og fik heldigvis en engelsktalende i røret, så jeg kunne forklare situationen. Så der kom en brandbil. Faktisk to, men det var “kun” de seks fra den første vogn, som kom op i lejligheden. En masse snak og fagter (de kunne meget lidt engelsk…) senere tilkaldte de en elektrisk tekniker.

Han kom. Og så tog han al strømmen i lejligheden.

Al strømmen i køkkenet er nemlig sat op meget hjemmelavet, og det er ikke tilknyttet en sikring! Overhovedet! Og nu havde der været brand i ledningerne. Så han tog strømmen, og vi får den først igen, når det er blevet fikset. Af ejeren, som bor i Rusland.

Hold nu kæft, en lorte situation! Vi er nu helt uden strøm - og varmt vand, da vores vandvarmer er elektrisk. I det mindste har vi stadig koldt vand og gas… Og jeg er SÅ glad for, at vi ringede, selv om det virker så voldsomt, når så mange brandmænd i fuldt gear kommer ind for så lidt. Men altså - hellere stoppe branden før den opstår, right?

Needless to say er jeg pænt arrig på ejeren og hele situationen - og jeg har sendt en meget bestemt mail om, at det skal fikses helst i morgen, men absolut senest mandag. Jeg ringer også til agenten i morgen - søndag eller ej.

Puhh, altså. Nu sover Elvis, vi har lagt røgalarmer ud i hele lejligheden (de var selvfølgelig købt, men ikke sat op…) og jeg nyder en øl, som indtil videre stadig er kold. Det er om at nyde det, mens køleskabet stadig har lidt at byde på!

Ikke lige den aften, jeg havde forestillet mig. Her havde jeg ellers tænkt mig at hyggeblogge om Elvis og hans baderutiner - hvordan han ikke længere kun selv kysser sine badeænder, men nu kysser de også hinanden. Og hvordan han i dag fandt ud af, hvordan han virkelig kunne plaske mig til - men at det også betød vand i hovedet på ham selv til hans store overraskelse! Og det var også det med vores dejlige hyggedag og indkøb af hans første kondisko - som blev fejret ved, at han gik hjem og smed dem i badekaret… Hyggelige små glimt, men så gik der altså drama i den i stedet.

Nu dør min computer for strøm, og det koster også for meget at bruge telefonen som netværk. Så øhm, hej hej - håber vi ses snart igen!

Min egen Tour de Paris

Min daglige rute gennem Paris. Jeg klager ikke... Og ja, alle billeder er taget samme dag (fredag) - vejret er stadig skønt!

Jeg cykler som sagt til og fra arbejdet her i Paris. Også selv om det nogle gange føles som om, det er med livet som indsats. Godt nok virker det som om, Paris er begyndt at anerkende cyklister mere, men det er stadigvæk noget med at holde tungen lige i munden.

Tag f.eks. placering på vejene. Franskmændene har indset, at der bør være afmærkede baner til cyklisterne. Men når nu der ikke rigtig er plads til dem, hvad gør man så? Man lader da cyklisterne og busserne dele bane! Genial ide – store, tunge og voldsomme busser og små, bløde cyklister. Right.

Så er der cyklisterne selv. Det virker som om, at de ser sig selv som små biler, så når man f.eks. skal til venstre i et kryds, så drejer man da bare direkte sammen med bilerne. Foran bilerne. Mellem bilerne. Og fordi cyklisterne opfører sig sådan, så tager bilerne ikke de store hensyn. Så skal en bil til højre, ja, så svinger han altså, lige meget om du som cyklist holder ved siden af og vil lige over!

Endelig er der fodgængerne. De har måske nok indset, at de bør holde øje med biler, inden de går over for rødt. Men cykler tæller ikke rigtig, så dem går de gerne lige ud foran.

Det kan godt være lidt overvældende, og jeg har da også haft et par near miss episoder. Men jeg gør det, og jeg nyder det. På med min virkelig grimme cykelhjelm, købt i Netto for hele 100 kr, og så af sted. Dog uden musik i ørerne – det tør jeg alligevel ikke.

Når jeg så er af sted, så føler jeg mig så ultimativ lokal. Ned af vores lokale hovedgade, forbi Invalides, over Seinen, op til Champs-Élysées med udsigt til Triumfbuen og ind på kontoret. Hjem er det pga. ensrettede gader en anden rute – ned ad Avenue Montaigne med alle de store designbutikker; 2 x Chanel, Prada, Jimmy Choo, den Dior-butik, hvor Carrie gled i Sex and the City (ja, jeg måtte lige gense afsnittet for at være sikker. Den er god nok...) osv., over Seinen, forbi Eiffeltårnet og så op i vores hyggelige kvarter igen. Hjem til min familie.

Når jeg passerer Eiffeltårnet, smiler jeg lidt overbærende for mig selv af alle de turister, der står og poserer og prøver at få hele det store tårn med på billedet. Også selv om det kun er lidt over en måned siden, jeg selv stod sådan. Men nu er jeg jo lokal. Nu er det jo noget helt andet. I hvert fald i hverdagen. Der er jeg bare en arbejdsbi blandt mange i Paris, men i weekenden er jeg altså stadig turist. Heldigvis!

Fra godt til skidt

Jeg elsker vores pariserlejlighed. Det gør jeg virkelig. De mørke trægulve, de høje paneler, den smukke stuk, den geniale indretning med en god overetage og så en separat underetage til vores au pair. Den er perfekt til vores behov.

Jeg elsker knap så meget, at det er noget gammelt lort (pardon my french...). At det ene toilet hele tiden skyller af sig selv og derfor skal have lukket for vandet efter brug. At der er vinduer, som ikke kan lukke. At radiatoren i Elvis’ værelse ikke har nogen termostat, og at den selvfølgelig står på max varme, så vi derfor indtil videre stadig har slukket varmen i hele huset for hans skyld. At toiletdøren kun kan lukkes med et snedigt greb og i øvrigt ikke kan låses. Og mindst af alt, at al strømmen i køkkenet nu går, hvis vi bruger vaskemaskinen. Det skete i går aftes, hvor vi ikke forstod, hvad grunden var. I løbet af natten kom den så igen, men da vi så satte vaskemaskinen over igen her til morgen, lød der en høj knitren, og strømmen forsvandt igen. Not cool. Og heller ikke spor cool, at der ikke er noget at spore på hfi-relæet, som ikke slog fra.

Jeg elsker derfor også mindst af alt, at ejeren bor i Rusland og at al kontakt til ham går igennem vores agent, som pt ikke er den hurtigste til at svare. Issuet med toilettet og radiatoren er blevet bemærket allerede ved indflytning, og intet er sket. Det her med vaskemaskinen er kritisk. Vi har i hvert fald ikke tænkt os at sætte den over igen, før der er blevet set på den. Så nu står den på insisterende og lettere utilfreds email – ikke min stærkeste side...

Så lykkedes det!

Har I set det? Det virker! Min blog hedder nu helt rent tordenmor.dk - og jeg gjorde det næsten selv, kun med en lille bitte smule hjælp fra kundeservice for at det også skulle virke uden www foran. Yes, mand!

Så var der lige én, der var lidt stolt.:) Haha, det er de små ting, der tæller - right?

Jeg har anmodet om at få min Bloglovin' flyttet med over, og så skifter jeg nok også navn på min instagrambruger, så det hele passer sammen.

Speaking of torden, så er vi inde i en periode med en masse regn og også tordenvejr i går. Og ungens gummistøvler er selvfølgelig også for små. Suuuuuuuk! Flyverdragten er nu bestilt hjem online, men vi må vist ud og købe gummistøvler og vinterstøvler på lørdag. Sommerens gummistøvler har jo også været brugt én hel gang. I en halv time. That's it.

Jeg siger det igen - børn er dyre!! Men søde...

Farvel farf...

Fra markedet i sidste weekend. I denne weekend blev vi nødt til at købe kantarellerne. Mums!! 

Så går vi ind i endnu en uge uden farf. Øv altså. Det er jo ikke fordi, det kommer som en overraskelse, at Hippien skal til Danmark. Vi har jo lige som planlagt det sammen, og det er i øvrigt hans pladerelease, det handler om, så der er fuld støtte herfra! Jeg ville kun ønske, at jeg kunne være der med ham. Men derudover bliver det også en hård uge. Elvis elsker sin far. Far er den bedste i verden for tiden. Og når han ikke lige er der, sætter Snubsen sig ud foran døren og venter på ham, mens han siger ”farf, farf, farf”. Det bliver ikke nemt at forklare sådan en lille størrelse, at far altså først kommer igen på mandag...

Heldigvis har vi vores au pair, som Snubsen allerede er blevet meget glad for. Kæmpe hjælp! Jeg er slet ikke i tvivl om, at de to nok skal hygge sig hele ugen, og at vi alle tre nok skal have en god uge. Det ville bare være rarere at have den sammen med Hippien.

Weekenden bød på en tur i IKEA og en masse praktisk arbejde i lejligheden (deraf også de manglende pip herinde...), så nu er der bl.a. kommet billeder og guitarer på væggene, lys i stuen og gardiner i soveværelserne. Wuhuu! Vi er nede på at have to flyttekasser tilbage ovenpå – det er stort. Så forhåbentlig kan vi til også bare at nyde weekenderne og opleve lidt af Paris. Efteråret er nu desværre også kommet hertil, men det har altså også sin charme. Der er i hvert fald en lille stump, der godt kan lide de faldende blade. Til gengæld er der så lige det der med vinterovertøj... Bah, børn er dyre! Men søde. Helt klart søde.

Sådan får man så ikke venner...

Take a pick...

 

Nedenunder os bor en kvinde. Jeg ved ikke så meget om hende, men jeg mener at have luret, at hun har et barn. Hendes lejlighed er meget lille, så jeg tror egentlig, at hun er alene med barnet.

Jeg har set hende to gange, og hun har set meget træt ud begge gange. Og sur. Og jeg kan egentlig godt forstå hende...

Den knap på dørtelefonen, som vi havde fået oplyst var vores, er nemlig til hendes lejlighed. Så jeg har indtil flere gange ringet på hos hende, når jeg kom hjem fra arbejde og skulle ind (vi har kun to sæt nøgler, så de går til Hippien og au pair...), og muligvis har de forskellige teknikere, som skulle besøge os, gjort det samme.

Jeg var satme også blevet sur!

I går kom jeg sent hjem, så hvis min teori med barnet holder stik, så har hun været midt i putning, da jeg ringede på. Jeg hørte i hvert fald lidt barnebrok, da hun stak hovedet ud af døren, så mig og skulende smækkede sin dør igen. Hun lukkede mig dog stadig ind.

Fuuuuuck, det er dårlig stil. Hej - jeg er så din nye lorte-nabo...

Jeg tror, jeg skylder hende en blomst eller noget i den stil.

Næste spørgsmål er så, hvilken knap der så er vores. Jeg har ikke rigtig lyst til bare at prøve af fra toppen...