torsdag den 31. oktober 2013

Nyt babytøj

Bare fordi jeg har shoppestop (og endnu mere nu, hvor der skal betales bilreparation - fyren skønner det til 10.000 kr + moms! Jeeeesus... Suk, jeg håber, vi snart kan få det afklaret.), skal det ikke gå ud over min Tordenbaby. Han mangler nemlig natdragter og lidt varme heldragter. Så da Smartkids i dag havde 20% rabat på alt, røg der lige lidt af hvert med hjem - bl.a. den pingvindragt fra Mini Rodini, som jeg har drømt om længe! Iiiih, han bliver så fin.

Jeg fik også købt luffer og en elefanthue, så han kan være klar til vinteren. Uld, uld, uld - jeg er blevet kæmpe fan! Nu håber jeg så bare, at det ikke er sådan noget, der kradser - det husker jeg stadig tydeligt som barn - sådan at få en uldundertrøje på, som bare kradsede hele dagen. Bvadr! Meeen Joha-tingene plejer at virke lækre nok og kradsefri.:)

Elefanthue fra Joha // Luffer fra Joha // Natdragt fra Joha // Heldragt fra Joha // Pingvindragt fra Mini Rodini //Leoparddragt fra Name It

Nu vil jeg sætte mig og se de sidste 1,5 afsnit af True Blood, som jeg mangler, og så vil jeg prøve at få slappet lidt af. Jeg føler stadig, at jeg kører lidt på for høje omdrejninger.

tirsdag den 29. oktober 2013

Dagens ups no. II

Når man for at spare penge vil købe en barnevogn brugt - og man så på vejen til Lyngby efter vognen kører op i bilen foran. I lånt bil. Med min Tordenbaby på bagsædet.

Eftersigende er kofangeren "gået fra" på den forankørende bil, og det skal repareres, og den skal omlakeres. Jeg aner ikke, hvad det kommer til at koste, men selvfølgelig skal jeg nok betale det, og helst uden om forsikringen, da bilen er min venindes forældres, og det er ikke fair, at de skal belastes af min dumhed. Så det bliver sgu nok en dyr barnevogn i sidste ende!

Derudover - for at være ærlig, så har jeg det af helvedet til. Det var kun et lille bump ved lav fart (max. 10 km i timen), men det var stadig et bump, som fik Snubber til at stikke i et skrig. Han blev hurtigt god igen, men det ændrer ikke på, at jeg har kørt uforsvarligt med min baby i bilen. Det kan jeg slet, slet ikke bære.

Øv, hvor har jeg det skidt. Jeg ville egentlig have skrevet en masse om Alter Bridge og diverse, men nu har jeg bare lyst til at gemme mig under dynen og håbe på, at min kæreste snart kommer hjem og giver mig et kram.:(

søndag den 27. oktober 2013

Monday music

I morgen skal jeg til min første koncert siden Tordenbabys fødsel, nemlig med et af mine ultimative yndlingsbands, Alter Bridge. Jeg glæder mig så sindssygt meget! Det er i Store Vega, så det er lige omme bag vores lejlighed - det kunne ikke være nemmere. Derudover er det også det bedste spillested i København efter min mening.

Jeg har set dem live før - tre gange, tror jeg nok, og hver gang har været helt fantastisk. Virkelig dygtige musikere og en fantastisk sanger! Det her er mit absolut yndlingsnummer med dem:


Inden koncerten skal jeg ind og snakke med guitaristen Mark Tremonti, samt forsangeren fra opvarmningsbandet Halestorm, Lzzy Hale. Jeg skal lave et såkaldt CD Blast (egentlig et lidt forældet navn, når nu det hele kører over Spotify...) for "mit" blad Metalized, hvor de skal gætte ti musiknumre, som jeg har udvalgt. Det er altid virkelig sjovt at lave den slags interviews, så det glæder jeg mig selvfølgelig også til! Først skal jeg dog lige have udvalgt de ti numre - det bliver så det, de næste par timer af min søndag går med. Hvis der sidder en læser derude med gode forslag, så smid dem endelig af sted!

torsdag den 24. oktober 2013

Det var så den uge

Hold da op, hvor blev denne her uge af? Er det allerede fredag i morgen? Den er da ellers lige startet!

Jeg er såååå træt - ugen er fløjet af sted. Den startede også lidt hårdt, men hyggeligt med, at jeg passede to småunger på én gang. Min veninde skulle lige til lægen, så jeg kiggede efter både hendes dreng og min tordenbaby. Det skulle bare vare ti minutter - og ja, det gjorde selve tiden inde hos lægen også. Men ventetiden varede 50 minutter. Det var sgu lidt hårdt, for efter et kvarter blev hendes dreng ked af det. Heldigvis lå Snubber bare helt tilfreds og kiggede, mens mor hoppede rundt med en anden baby på armen. Det må have været noget mærkeligt noget for ham. Det gik fint nok alt sammen, men jeg var godt nok dobbelt så træt bagefter, som jeg plejer efter vores hyggemandage.

Tirsdag... Hvad lavede vi tirsdag? Shit, jeg er helt smadret i hovedet. Nårh jo, der var vi på Hvidovre til en afveksling. Det var nu fint nok - det var bare en kontrol af hans vægt, som børnelægen, som beordrede os til at supplere med MME, gerne ville have. Det er selvfølgelig lidt omstændigt at skulle derud, men det er okay med mig. Hellere et tjek for meget end for lidt. Og tordenbabyen bestod selvfølgelig helt fint.

Onsdag begyndte vi så til tumlastik, og det var et hit! Jeg er ikke helt sikker på, hvem der nød det mest - moren eller barnet. Når man bor i en lille lejlighed, er det altså skønt med et stort rum med masser af plads til at tumle på og redskaber til at gøre det med. Jeg er så glad for, at vi har meldt os til det. Bagefter tog vi direkte til Frederiksberg, hvor min lillebror blev færdig som cand. merch. fir. Hurra for ham, men hvordan er han blevet voksen? Hvornår fanden skete det??

I dag har vi så været til første gang babysvømning, og det var virkelig også skægt. Tordenbaby elsker det - han er et stort grin. Men nu er jeg træt. Træt, træt, træt.

I morgen tager Snubber og jeg op til min far, mens Hippien tager til Ålborg og spiller koncert. Vi bliver til lørdag, hvor vi skal fejre min lillebror med en god middag, og så bliver det søndag! Der skal vi satme slappe af... Meeen jeg skal også arbejde lidt med lidt forberedelse, for mandag skal jeg ud og være Caroline igen - ikke udelukkende mor! Jeg skal til koncert med et af mine yndlingsbands og inden da ind og lave et såkaldt CD Blast med dem for Metalized. Hold nu op, hvor jeg glæder mig!! Meget mere om det senere...

Tordenbaby, som flager for sin onkel :)

(Det er lige gået op for mig, at jeg bander usandsynligt meget, når jeg er træt. Crap. Fuck. Nå, sådan må det være.)

lørdag den 19. oktober 2013

Dagens ups

Man er vel ikke en dårlig forældre, bare fordi man kommer til at række ud efter øldåsen i stedet for sutteflasken? Altså, fejlen nåede jo at blive rettet. Og det var jo bare fordi, ungen er så sød, at man bliver helt distræt.

Gad vide om han havde sovet lidt bedre, hvis fejlen ikke var blevet opdaget? Hmmm...

(Det skal lige siges, at det selvfølgelig var Hippien og ikke mig, der lavede dette stunt. Men det kunne sgu lige så godt have været mig!)

4 måneder


Min tordenbaby er fire måneder gammel i dag - hvor er det vildt.

Fire måneder med forstyrret nattesøvn.

Fire måneder med endeløs amning.

Fire måneder med utallige lortebleer.

Fire måneder med hårdt arbejde.

Fire måneder med ubeskrivelig glæde og lykke.

Han er blevet så stor og fin. Efter vi begyndte at supplere med erstatning, er hans vægt kommet op på kurven igen. Hans højde ligger dog stadig helt uden for det aftegnede konfidensinterval, så han er lang og tynd - men han trives. Det er fantastisk.

Han er glad hele tiden, og han griner og smiler til alle. Da vi var ude på Hvidovre i sidste uge, var der en sygeplejerske, som selvfølgelig var glad for, at der ikke var noget galt med ham, men som samtidig gerne ville have, at han kom igen. Han charmerer simpelthen alle.

Jeg elsker ham så sindssygt højt, og jeg nyder hver dag med ham. Fire måneder. Så er der kun tre måneder til, at jeg skal tilbage på arbejde - yikes!

fredag den 18. oktober 2013

Da min søn blev vampyr

Det er en lille smule skræmmende, når man tager sin søn fra brystet og opdager, at han har suttet brystvorten til blods, og i øvrigt har en del blod smurt ud over kinden. Det bliver ikke mindre skræmmende, når han lidt senere gylper, og gylpen er helt lyserød!

Måske jeg alligevel ikke skulle have set alle de True Blood-afsnit, mens han sov eller spiste...

Ting jeg har lært...

... på de næsten fire måneder, vores Tordenbaby har været hos os:
  • Al mad kan spises med én hånd.
  • Enlige mødre er overmennesker.
  • Det er muligt at gå direkte fra "Så sov dog, unge" til "Nu savner jeg dig - våååågn!"
  • Det er muligt at overleve uden kaffe - men det er satme ikke sjovt!
  • Man er villig til at ofre ALT for, at barnets nattesøvn bliver god (og det vil her i huset sige uden ondt i maven - se ovenstående punkt...)
  • Det er helt misforstået, når de i filmene koger vand til fødslen - det kommer først bagefter. I store mængder - i hvert fald, når man bruger suttebrikker og sutteflasker!
  • København har virkelig mange dumme brosten, som bumper lige præcis for meget - og meget få brosten, der bumper lige præcis tilpas.
  • Man skal køre skråt over fortovenes mange afløbsrender - så vågner ungen ikke med et spjæt.
  • Det er muligt for en baby at skide sig selv helt op i nakken!
  • Morgenmad er ikke bare dagens vigtigste måltid - det er også ofte dagens eneste måltid.
  • Bad er overvurderet.
  • HBO, Viaplay og lignende er guld værd. En amning = et afsnit tv-serie - i starten dog de serier, hvor afsnittene varer 50 minutter, senere de serier, hvor de kun er på 25 minutter.
  • At få en baby er ensbetydende med, at man render til lægen hele tiden. Og til kiropraktor. Og fysioterapeut. Og hvad man ellers kan finde på af behandlinger. Det føles absurd til tider. Før i tiden kunne min læge ikke engang mit navn (okay - det kan hun så stadig ikke; hun bruger resolut mit første fornavn, selv om jeg altid præsenterer mig med det andet, som er det eneste, jeg bruger), nu kan hun huske, hvad mine forældre arbejder med og hvor de bor!
  • Det er ubeskriveligt, hvor højt man kan elske sådan et lille menneske - også midt i at han skider på en.:)

torsdag den 17. oktober 2013

Dagens boksekamp

I det ene ringhjørne: Tordenbaby - 4 måneder minus 2 dage gammel og meget stædig.
I det andet ringhjørne: Tordenmor - 29 år gammel og mindst lige så stædig!

Første runde: Uafgjort. Tordenbaby tog måske nok en lur, men den varede kun 40 minutter, og det er altså ikke meget, når det indtil for få dage siden hed 3,5 time!

Anden runde: Halvanden time senere. Point til Tordenbaby. "Drop nu bare både slyngevugge og vuggeviser og alt det der. Det kan godt være, at jeg gnider mine øjne og er synligt træt - jeg vil ikke sove. Og i øvrigt vil jeg gerne have en tør ble, tak!" (Minuspoint til Tordenmor for ikke at have opdaget det...)

Tredje runde: En halv time senere. Point til Tordenmor - men ikke uden kamp. "Waaawaaa, jeg vil ikke have hue på. Waaawaaa, jeg vil ikke puttes i voksien. Waaawaaa, det kan godt være, at barnevognen nu kører og jeg ligger dejligt, jeg vil i hvert fald ikke soo... Zzzzzz..."

Nu krydser jeg bare alle fingre og tæer for, at det kan blive en lur på et par timer nu. Det trænger vi begge til. Men jeg har allerede været nede og trille ekstra én gang, så der kæmpes stadig.

onsdag den 16. oktober 2013

Når der ikke er baby

Når vi en dag får Tordenbabyen passet, så vil jeg:
  • Ud og spises af fisk og spise fisk! Hippien og jeg har en plan om at afprøve de der doktorfisk og så efterfølgende spise sushi. Sådan lidt "the circle of life".
  • Ud og drikke en masse mørke øl med min kæreste! Jeg vil på Fermentoren eller Mikkeller og drikke store fadøl og snakke om alt og intet. Og så vil jeg i øvrigt gerne frabede mig tømmermænd efterfølgende, tak...
  • Til koncert! Os begge to sammen. Som det er lige nu, har Hippien et par koncerter i støbeskeen, og jeg har planer om Alter Bridge og Avenged Sevenfold. Det er cool nok; det skal der nok være plads til. Men jeg vil også af sted sammen med ham. Lige som i gamle dage.
  • I byen! Noget a la en koncert med Franklin Zoo eller lignende på High Voltage og så efterfølgende en rigtig bytur. Men igen - tømmermænd frabedes. De er bare ikke så kompatible med en baby - det har jeg allerede indset, og det har været på baggrund af kun 3-4 glas vin.
  • Se min kæreste spille koncert og stå og være lige så nyforelsket som altid og lidt fan-agtig omkring ham.;)
Yes yes, drømmene og intentionerne er der. Så mangler vi bare, at jeg bliver klar til at lade lillemanden passe...

tirsdag den 15. oktober 2013

So long, suckers!

Så lykkedes det endelig! Netop som jeg havde helt opgivet og i øvrigt tumlede meget med tankerne om at stoppe med at amme helt - Snubber har smidt suttebrikkerne! Jeg lagde ham sådan lidt for sjov til uden i går, og haps! Så sad han der og suttede lystigt. Det gjorde han så også på det andet bryst, og nu har vi ikke brugt brikkerne i et døgn. Jamen altså...

Nu bliver jeg jo nødt til at fortsætte med at amme lidt endnu, bare for at nyde, at der ikke skal koges og skoldes og jeg-ved-ikke-hvad. Så meget nemmere! Nu er der kun flaskerne at tage sig af.

Til gengæld vil jeg så gerne lige sige AAAAAAAV!! Jeg havde ikke lige luret, at det ville gøre ondt igen, når brikkerne røg. Men jo. Av for satan! Hmmm, er det nu også det værd?

Nyt liv, ny blog

Det seneste år har mit liv ændret sig. Jeg er gået fra at være et rigtigt bymenneske med et liv fyldt med arbejde, koncerter og masser af fritid til at være mor til en lille gut på snart fire måneder, 67,5 cm og 6840 g i dag. Mit liv er ændret. Totalt. Jeg er selvfølgelig stadig mig selv; jeg elsker stadig mit arbejde (men elsker også at have en pause fra det), jeg elsker stadig rock (men nu bliver det mere hørt i høretelefonerne, mens der vandres med barnevogn) og jeg elsker stadig mode (men nu kommer det mere til udtryk gennem alt for mange netkøb, som ryger direkte ind i skabet med drømmen om en dag at kunne gå med tøj igen, som ikke nødvendigvis er ammevenligt, gylpevenligt og legevenligt). Men alt er samtidig noget andet. Det hele roterer nemlig rundt om den lille mand, som lige nu ligger og sover i sin slyngevugge ved siden af mig.

Lille baby E - også kendt som Snubber og Tordenbaby. Det første, fordi jeg altid kom løbende med ordene "Jeg kommer og snupper dig nu", hver gang han brokkede sig som helt lille og ny. Det andet, fordi han kom til verden under det vildeste tordenvejr. Mindre kunne ikke gøre det. Han er mit livs lys, og jeg bliver mere og mere forelsket i ham for hver dag, der går. Han er smuk, han er sød - og han er fandme sjov!

Mit liv er ændret, og dermed er mine interesser også ændret. Jeg er blevet sådan én, hvis Instagram er fyldt med billeder af vidunderet, og hvis blogindlæg kun handler om den lille mand. Det er måske ikke så mærkeligt, når nu jeg er sammen med ham 24 timer i døgnet (minus to timer om ugen, hvor jeg går til ballet - ha!), men det har stadig været lidt svært for mig at sluge. Nu har jeg besluttet mig for at tage skridtet fuldt ud - en blog, som gerne handle om baby. Den skal også handle om mig, men den har lov til at handle mest om baby. Og den kommer til at bestå mest af ord, for overskuddet er der så godt som aaaaldrig til at tage fine billeder og redigere dem. Mest det sidste. Herinde bliver der nok stort set kun krydret med Instagram-billeder, og det er også okay. Basta.

Så velkommen til.:)