søndag den 22. maj 2016

Weekend i Hong Kong

Endnu et hotelindlæg - denne gang fra mit hotelværelse i Hong Kong (på 12. etage - upgrade fra sidste gang!). Jeg fløj hertil fra Shanghai i går og har altså haft weekenden i Hong Kong. Helt klart et godt valg! Da jeg var her sidst i november, så jeg intet andet end kontoret, hotellet og et par restauranter, så weekenden har stået i sightseeingens navn.

Det var allerede sent på eftermiddagen, da jeg ankom i går. Turen fra Shanghai var rædselsfuld med det værste kaos i lufthavnen. Jeg trak "turistkortet" så mange gange for at komme hurtigt igennem immigrations og security, og alligevel var jeg kun inde på flyet fem minutter før planlagt afgang. I praksis blev vi så 40 minutter forsinket, fordi hele lufthavnen var i kaostilstand og rigtig mange passagerer kom for sent. Helt åndssvagt. Så da jeg endelig var kommet frem og havde tjekket ind på hotellet, var klokken allerede omkring to - og jeg var vel og mærket stået op kl. seks for at tage flyet! Derfor nøjedes jeg med at tage ind til Central Hong Kong, hvor jeg gik tur rundt i SoHo (og bl.a. fandt en fed lille ølbar, som havde Mikkeller øl - en ægte 'Vesterbro'!), inden jeg om aftenen tog en færge over til Kowloon og gik på aftenmarkedet på Temple St. Da mine fødder absolut ikke kunne mere, tog jeg en Star Ferry tilbage igen, denne gang til Wan Chai og så en metro tilbage til hotellet. Jeg ramte mit værelse kl. 21 og bestilte straks room service, som man kunne se på Instagram. SÅ tiltrængt!

I dag var jeg lidt mere vovelysten og tog på mission til Laundau Island for at se den store siddende buddha, som er derude. Det var en lang og varm tur, men det var mega fedt! Farvel til storby og hej til grønne bakker og kinesisk stemning. Virkelig cool, omend luftfugtigheden var slem. Ved firetiden var jeg tilbage på hotellet igen, og så brugte jeg resten af eftermiddagen ved poolen. Det virkede rimelig velfortjent.

Nu ligger jeg så også på min kæmpeseng med udsigt til de mest kedelige boligblokke - også i den grad urban view, nærmest helt ind i folks stuer. Jeg har lige været på den mest lokale thairestaurant, som helt klart ikke vandt på charmen, men til gengæld havde god mad og en pris på 74HKD for en rød karry med ris og en øl. Det er ca. 65 kr - kom ikke og sig, at jeg ødsler firmaets penge væk!

I aften står den på krimi og afslapning, inden det går løs med møder, møder, møder de næste tre dage. Og så er det hjem til Paris. Det glæder jeg mig faktisk ret meget til - savner de der to derhjemme...

Lidt billeder - kvaliteten er så som så, men det giver da et indtryk:

Nej, jeg er ikke blevet gråhåret over night - der sker et eller andet med lyset...










Ahh...

fredag den 20. maj 2016

Extravaganza

Det her indlæg blev egentlig skrevet i forgårs, men pga. diverse internet blocking fra Kina har jeg ikke kunnet udgive det før nu...

Jeg skriver det her indlæg fra mit hotelværelse i Shanghai på 19. etage. Min chef er helt oppe på 35. etage. Vi fløj fra Paris i går aftes ved midnatstid og landede her i eftermiddags lokaltid. Nu er jeg træt og skal sove liiiige om lidt...

Men så var der jo lige det der, der skete i går. Den der sindssyge ting, jeg gjorde. Den må jeg lige skrive om...

Historien starter tilbage da jeg solgte min lejlighed. Det kom der et ok overskud ud af, så jeg besluttede mig for, at NU skulle det være. Nu skulle jeg have den der drømmetaske. Det var dog først i december sidste år, at jeg endelig kom ind i Chanel-butikken på Avenue de Montagne, og der indså jeg to ting:

1. Selv den lille Chanel Boy er og bliver for dyr. Det giver bare ikke mening.

2. Faktisk er det slet ikke den, jeg bedst kan lide. En Wallet on Chain i Boy-design, sort med sølv hardware er derimod lige i skabet!

Kanon erkendelse, men bare pænt ærgerligt at lige præcis den WOC er så godt som umulig at opdrive. De gjorde det faktisk pænt klart for mig i butikken, at den fandt jeg ikke i Paris...

Og så gik der næsten seks måneder, og pludselig stod jeg i CDG med alt for god tid. Så jeg gik i Chanel bare for at kigge - og så havde de den! De havde lige fået to hjem i præcis det design. Jeg vidste bare, at jeg ville fortryde ikke at gøre det. Så 1-2-3, og så gik jeg ud af butikken med en Chanel-pose i hånden. Det er for VILDT!!

Okay, så det blev ikke lige den "monumentale oplevelse", jeg havde drømt om i en af de store butikker i selskab med en veninde. I stedet var jeg helt alene i lufthavnen klokken ti om aftenen, og ekspedienten var så tilpas træt, at hun først fik sagt "Can I please have your wallet", da hun skulle have mit boardingpas (min pung tømte hun så indirekte bagefter...), og derefter glemte at give mig kvitteringen, som jeg selv måtte spørge efter. Men hun var virkelig sød, og jeg fejrede mit køb med et glas champagne i Air France-loungen. Så alt var rimelig godt alligevel.

Det er så ekstravagant og absurd, det køb - men jeg er simpelthen så glad. En ægte materialistisk dream come true...



Nu er der kun ét "problem", nemlig at jeg skylder Hippien en guitar. Det var aftalen - taske til mig, guitar til ham. Daaamn...

søndag den 15. maj 2016

En helt almindelig, fantastisk dag

Ahh, hvilken lørdag! Det har været en af de der dage, hvor der ikke er sket så meget, men hvor dagen alligevel spillede 100%.

Det startede nu også uforholdsmæssigt godt. Snubsen sover inde i min seng, mens Hippien er i Danmark, og han lagde ud med at sove til kl. 9 i morges! Og så for at gøre det endnu bedre, så insisterede han på, at vi altså ikke skulle op, men bare ligge og snakke og putte. Så det gjorde vi indtil kl. 10!

Resten af dagen stod på en tur i parken efterfulgt af en masse praktisk herhjemme. Mens Snubsen sov lur, fik jeg endelig gjort grundigt rent i vores soveværelse - jeg tror faktisk ikke, at der er blevet støvsuget bag sengen siden vi flyttede ind, så det var pænt tiltrængt, og derudover fik jeg også tonset fire tøjvaske og en rengøring af toiletrummet af sådan løbende. Genialt! Alt sammen krydret med parallelleg med Snubsen, som har været i ren Ramasjang-mode igen. Jeg har været virkelig meget Preben Pølsesnak i dag, og han har gået rundt med en stok og været Richard Thomsen. Jojo da... Det' go'e pølser!

Man kan virkelig mærke på Elvis, at selv om han savner sin far (meget!), så sætter han også pris på vores tid sammen bare os to. Han putter sig meget mere op til mig på hyggemåden og ikke på klynkemåden, og han leger også mere afslappet selv - selvfølgelig med en del involvering af mig på den ene eller anden måde. Som i dag, da jeg var ude i køkkenet og hørte ham råbe "Jeg kan ikke nååååå! Jeg kan ikke nååå!". Efter et par gange måtte jeg jo råbe tilbage "Hvad kan du ikke nå?". "Loftet".

Efter en god gang aftensmad, hvor ungen igen kværnede et kvart brocollibundt, sluttede vi aftenen af med at se Melodi Gran Prix i sofaen. Han fik lov til at blive oppe indtil den franske sang havde været på, og han brillerede med kommentarer som "Han ligner en piiiiige!" om den (meget unge) svenske deltager. Da putningen så var done, var jeg lige i tid til at se recap'et af sangene fra badekaret med en kold øl. Aaaah!

Nu er showet slut, og jeg vil kravle ind ved siden af min Snubs. Planen er, at vi i morgen skal forsøges os med at gå i svømmehallen for første gang her i Frankrig. Badehætter, kom an!

Godnat. :)


fredag den 13. maj 2016

Pinsepip

Altså vi er her stadig, ikke? Men først var der lige en weekend med besøg fra Danmark og så en skøn Kr. Himmelfartsferie i Lyon (jeg er helt vild med den by!) - og så tog Hippien til Danmark. Bum. Og på tirsdag når Hippien kommer hjem, tager jeg til Kina. Mere bum. Snubsen kommer til at have én af os hos sig hele tiden, men Hippien og jeg ser ikke hinanden i over to uger. Vi kører skiftehold. Det sucker, men that's life. And work...

Mens Hippien er af sted, er jeg så gået amok med praktiske gøremål. De der kedelige ting, som jeg har udskudt aaaalt for lange. Faktisk så længe, at det har kostet mig ca. 5000 kr til SKAT. Aaaauch!

I denne uge har jeg nemlig formået at:
  • Selvangive til Frankrig for 2015
  • Selvangive til Danmark for 2014 (inklusiv nasty restskat, som jeg jo egentlig godt vidste ville komme, men hvor jeg lige havde ignoreret renterne. Tak, SKAT...)
  • Samle bilag til den offentlige franske sygesikring for at få penge retur
  • Samle bilag til den private sygeforsikring for at få endnu flere penge retur

Kom ikke her og sig, at det er simpelt at flytte til udlandet. Argh, hvor har det trukket tænder ud. Men nu er jeg sgu (7-9-13) up to date. Det er jo helt vildt.

I aften tager Snubsen, vores au pair og jeg til fredagsbar i Den Danske Kirke. Det glæder jeg mig faktisk vildt til, stemningen i kirken er altid så god. Og så er det weekend! Lang weekend! Den kommer også til at gå med lidt praktiske ting, så som at få luget ud i Snubsen garderobe - han kan sjovt nok ikke rigtig være i str. 1½-2 år længere... Men derudover skal der også hygges, bare ham og mig. Jeg lurer lidt på en tur i akvariet eller i svømmehallen eller sådan noget. Vejret bliver ikke synderligt godt, så det ville være godt med en indendørs aktivitet.

Jeg håber, at I alle sammen får en god Pinse!