Same same, but different

Hvornår stopper man med at undre sig over det der anderledes liv, der følger med at få et barn? Hvornår bliver det bare normen, bare hverdag?

Det er det tydeligvis ikke for mig endnu. Det slog mig ret hårdt her til aften, da jeg sad med Snubsen kl. 18 præcis og spiste frikadeller, nye kartofler og broccoli, mens Hippien er på Roskilde og høre musik og drikke sig fuld. What the fuck? Hvordan skete det?

For et år siden kunne det tælles på én hånd, hvor ofte jeg havde dampet broccoli. Faktisk var det præcis én gang, selv om jeg egentlig godt kan lide det. Nu snakker vi ca. et broccoli-bundt om ugen. Snubsen eeeeelsker broccoli.

For et år siden kunne jeg kun lave frikadeller efter opskrift. Nu laver jeg dem helt uden at tænke over det.

For et år siden (okay to - jeg var rimelig nybagt mor for et år siden...) havde jeg aldrig ladet manden tage alene på festival. Og hvis jeg havde, havde jeg ikke haft det godt med det.

Men nu. Nu spiser jeg god dansk aftensmad med min søn klokken alt for tidligt på aftenen efter min smag, mens musikken spiller i Roskilde uden mig. Og jeg har haft en skøn aften!

Det ér da syret...

Familieliv, når det er bedst  - Hr. Snubs opdagede bålet til Skt. Hans

Det der med VM

Der er vist en lille terrorist, som synes, det er ret sjovt at se VM med far. I går aftes var der Holland-Mexico, og Hippien havde talt meget højt om, at vi altså holdt med Holland her i huset. Så da Mexico scorede, så klappede Snubsen stort!

Senere var der en virkelig stor chance for Holland, og Hippien var ekstremt fokuseret. Det var Snubsens cue, og straks stak han låget til sin sutteflaske op i hovedet på sin far og råbte "Aaaaah"...

Hippien mener, at han ender som en af de der virkelig irriterende venner at se fodbold med. En af dem, der altid lige kommer med et "Se, hvad jeg kan!" eller lignende, når det er aller mest spændende.

Jeg syntes, at det var ganske underholdende, og heppede i det skjulte på Snubsen...;)

Årets festival forude

Det var egentlig min plan i år, at jeg ville have været på Sweden Rock Festival - min yndlingsfestival over alle festivaler. Men så kom Paris-planerne i vejen, og jeg kunne slet ikke overskue, at jeg skulle forlade mand og barn i fire-fem dage oven på hele det cirkus for at tage helt til Sverige, hvor det ikke er helt så nemt at komme hjem fra - for at se tyve bands, hvoraf kun ét ville være for første gang. (Der er ikke så stor variation i programmet på SRF...) Så jeg droppede det, og i stedet drog vi i sommerhus i Jylland med min far og hans kone. Virkelig god plan, som jeg ikke fortrød et øjeblik - slet ikke, da togstrejken i Sverige gjorde det faktisk nærmest umuligt at komme til og fra festivalen!

Men nu er det Roskilde-tid! Vi har fordelt goderne lidt, så Hippien har billet til hele ugen og tager nok derud allerede i et par af opvarmningsdagene, mens jeg kun har billet til torsdag. Det er også helt okay - jeg skal se Stones og være alene med min kæreste heeeele dagen. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig.

Solskin (ser det ud til, hurra!), kolde fadøl, sjove drinks, min Hippie i hånden, god mad, sær og fremmed musik, god og velkendt musik, overraskelser, fjol, forhåbentlig en god festivalbrandert og bare en masse kærlighed - alt imens Snubsen er sammen med sin bedste ven, farmor. Der er vist ingen, der klager her.:)

Lidt billeder fra min to seneste festivaler. Jeg har været der sådan lidt on-off siden 1999:

 2010

 2010

 2012

 2012

 2012

 2012

2012 - til The Cure

Tordenbaby har ordet - pt VII

Arj, hvor er det strengt! Det er over en uge siden, jeg havde fødselsdag, og alligevel har mor ikke ladet mig komme til computeren endnu. Jeg har forsøgt og forsøgt, men hver gang jeg når hen til den og trykker på tastaturet, flytter hun den. Det kan hun altså ikke være bekendt!

Jeg havde en rigtig dejlig fødselsdag. Faktisk en hel weekend. Farmor var her i maaange dage, og det var herligt. Vi legede og legede, og jeg fik gaver og flere besøg. Selv om jeg altid bliver lidt forvirret først, når der kommer nye mennesker, så elsker jeg besøg. Der er så mange at vinke til.

Der blev sunget fødselsdagssang for mig tre gange - først i vuggestuen, så derhjemme og så om søndagen til min fest. Så til sidst kunne jeg godt rækkefølgen på instrumenterne. Det var tromme, guitar og klap. Klap er sejt!

Jeg har fået nogle nye yndlingslege. Jeg tonser rundt med gåvognen, og jeg kan faktisk få ret meget fart på. Det er mega sjovt. Ellers har jeg lært, at klodser ikke kun er sådan nogle, som man kan vælte. Man kan også stable dem! Højt! Nogle gange vælter mine tårne, men så bygger jeg dem bare igen. Jeg har også sådan en fin kasse, hvor man kan putte ting ned i huller. Den bedste klods er den runde, den kommer nemmest ned. Men iiih, det er svært at få den ud igen. Min hånd kan godt komme ned i hullet efter den, men når jeg så tager fat om klodsen, så kan jeg ikke få hånden op igen. Øv, hvor det driller. Heldigvis gider mor godt sidde og lege sammen med mig, og så kan hun hjælpe.

I går var jeg på hospitalet. Det var en meget mærkelig dag, som mor vist har skrevet mere om. Men hun glemte altså at nævne, at de havde seje billeder af fiskene fra Find Nemo malet på væggen. Det var ellers det vigtigste! Så da jeg vågnede efter min lange lur, fik jeg sygeplejersken til at tage mig op og over til dem, og så snakkede vi ellers med fisk i lang tid. Det var helt hyggeligt.

I næste uge går jeg på sommerferie, og så skal jeg på camping med mor og far og sove i telt. Gad vide, hvad det er for noget?

Kan I have det godt - hej hej!

//Tordenbaby, som altså ikke gider hedde baby mere!

Min lille champ

Hygge på sofaen efter en laaang dag

I dag var dagen, vi både har set frem til og frygtet. I dag skulle Snubsen opereres på Rigshospitalet. Vi har glædet os, fordi det er rart at have det ude af verden inden Paris, og vi har frygtet det, for det er bare ikke sjovt at sende sin baby under kniven!

Mentalt startede dagen allerede kl halv tre i nat, hvor mit vækkeur ringede. Snubsen måtte nemlig ikke få noget at spise efter 2.45, så vi vækkede ham lige og fik en portion grød i ham. Han undrede sig vist ret meget over, hvad der foregik, men han spiste glad grøden.

Kl. 8.45 havde vi så tid til operationen, men i praksis kom vi først ind på stuen 9.15 og i gang med narkosen kl. ca. 10. Men det var okay, for de var rigtig søde derinde, og vi følte os godt taget af. Virkelig. Som jeg sagde, da vi gik derfra i eftermiddag "Det lyder mærkeligt at sige, men det har altså været en fornøjelse!" Sygeplejerskerne var helt skudt i Snubsen, lægerne var søde og nærværende, og vi følte os sikre. Det var rart.

Det var til gengæld IKKE rart at lægge ham i fuld narkose. Føj, altså. De kunne ikke få et drop i ham, så det var med en maske på, og så måtte jeg ellers holde ham fast, mens han vred sig rundt. Puh, det var helt forfærdeligt. Og så snart han så små-sov, så blev vi venligt smidt ud, og så måtte vi bare overlade ham til fremmede. :( Jeg kunne slet ikke have det. Min fornuft sagde mig, at alt var fint og at han var i sikre hænder, men min mave gjorde kæmpe knuder.

Det var virkelig ubehageligt, men heldigvis varede det kun en time. Så kom han ind på opvågningsstuen, og så måtte vi være hos ham. Alt var gået godt, og jeg kunne trække vejret ordentligt igen. Han sov et par timer derinde, og da han vågnede, var han helt i hopla og helt sig selv. SÅ dejligt.

Resten af eftermiddagen og aftenen har vi bare hygget herhjemme, og ja, han er da lidt træt i det, men ellers er han præcis, som han plejer. Faktisk er han i top-humør. Åh, hvor jeg nyder det. Han har været så dygtig - jeg er sgu stolt af ham. Så flot havde hans far ikke taget det.;)

1. I venteværelset inden det hele startede - med trylleplaster på hænderne. Det hjalp dog ikke noget, da de ikke kunne få droppet til at virke. Så det blev narkosemaske og drop i foden.:/

 

2. Klar til operation - Hr. Snubs syntes, at fars hat var så fin, at han fik sin egen. 

3. På opvågningen efter veloverstået operation med en iltmaske foran sutten.

 

4. I klapvognen på vejen hjem med den nye gode ven, Theo.

Dagens ups no. X

Klokken er syv. Snubsen vågner, og jeg henter ham ind til os, skubber til Hippien og siger, at nu er der en lille gut ved siden af ham, og så hiver jeg ellers mig selv ud på badeværelset.

Få minutter efter lyder er et bump og et vræl.

Snubsen er kravlet ud over kanten på sengen og er faldet ned på gulvet. Hippien var faldet i søvn/var aldrig rigtig vågnet og havde ikke lige registreret, at ungen var i bevægelse.

Vi er vist lidt for trætte herhjemme for tiden...

(Vores seng er ret lav, så der skete heldigvis ikke noget. Men puh, den der lyd af baby-falder-på-gulvet kunne jeg godt nok ikke lide.)

En lille dreng til Skt Hans - hvor sød er han lige?

Den store dag

Så blev det d. 19. juni - Hr. Snubs første fødselsdag (efter hans originale fødselsdag, altså...).

Det har alt i alt været en rigtig fin dag, men den blev godt nok lidt præget af, at Snubsen selvfølgelig er sløj. Snot-forkølet. Det var ikke sååå slemt, da han vågnede i morges, så han kom i vuggestue som planlagt. Men da vi så kom med frugt ved to-tiden, var han helt pjevs. Røde øjne, der løb i vand og en konstant strøm af snot. Øv altså! Vi blev hængende, så han kunne få fødselsdagssang, hvilket han eeeeelskede, men derefter tog vi hjem for at give ham lidt ro.

Han puttede i to timer på sofaen med far, hvilket heldigvis hjalp helt vildt. Så da hans morfar og bedste dukkede op til fødselsdagsmiddag, var han nogenlunde i hopla igen, omend næsen stadig løb. Han havde vist også en rigtig dejlig aften med masser af grin og store kys.:) Nu sover han sødt efter en lidt lang puttesession, fordi det er svært at finde ro, når hele hovedet er stoppet.

 Min lille rockstar med sin første guitar - fødselsdagsgaven fra mor og far. Og han sagde straks 'giii-taa', da han fik den!:)

 Lige vågnet efter putning med far.

 Hurraaaaa!

 I fuld fart gennem stuen.

Elvis og Elgvis - gaven fra morfar og bedste. Den faldt i meget god jord!

Et år - en evighed

I aften lagde jeg en baby i seng, og i morgen vågner en lille dreng. I morgen fylder min tordenbaby (sidste chance for det navn!) et år.

Jeg har virkelig svært ved at forholde mig til, at han bliver et år. Vi har jo lige fået ham!? Men på den anden side føles det også som om, han altid har været her. Og der er godt nok sket meget de sidste 12 måneder - på nogle måder giver det slet ikke mening, at der kun er gået et år.

Det er uden tvivl det vildeste år i mit liv. En baby med alt, hvad det indebærer krydret med en beslutning om at sælge lejligheden og flytte til Paris. Mindre kan da ikke gøre det... Ej, men kan I ikke høre det? Det virker helt vildt!

Min lille Snubs. Min store Snubs. En rigtig dreng på et år. En alder talt i år - ikke i måneder, ikke i uger.

Jeg elsker ham så højt. Han bidrager med så meget glæde, at jeg næsten ikke kan tro det. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er temmelig stresset for tiden. Der er pres på på arbejdet (og det bliver ikke mindre af tre dage med barn syg...), og der er pres på derhjemme med hele Paris-planlægningen. Oveni er der så lige fødselsdagsfejring x 3 og udsigten til operation i næste uge. Jeg har lidt svært ved at følge med, både bogstaveligt og mentalt. Men så kommer Snubsen. Så kigger han på mig og griner. Så ligger vi og putter og han falder i søvn på min mave. Og så er al stressen bare lige meget. Så er det øjeblikket, der tæller, og jeg får overskud igen.

Den bedste kur mod stress må være at tage en et-årig på legeplads, sætte ham i en gynge og bare lytte til hans hvinende jubel og betragte, hvordan hele hans krop danser af glæde. I hvert fald for mig.

Han var så sød og lille... Han er nu stadig sød, men knap så lille!

Not my proudest moment...

I dag har gjort noget, jeg aldrig troede, jeg kunne finde på. Jeg har dopet mit barn med børnepanodil og så taget ham ud i verdenen og påstået, at han da ikke var syg - også selv om han havde 39,7 i feber præ-panodil! Det er ikke noget, jeg er stolt af, og jeg undskylder over for dem, som vi mødte på vores vej og muligvis smittede med hvad-end-han-nu-fejler.

Men der var en grund. En god grund.

Situationen er den, at Hr. Snubs har en 'medfødt lidelse' (eller hvad jeg nu skal kalde det uden at blive så specifik, at han er klar til at myrde mig for det om 15 år...). Det er som sådan ikke noget alvorligt, men hvis ikke det ordner sig selv, inden baby bliver omkring et år, skal der en operation til - ellers kan det ende med at have virkelig dumme konsekvenser. Og for Snubsen har det ikke ordnet sig selv. Så da vi var til kontrol på Hvidovre tilbage i maj, fik vi en henvendelse videre til Børnekirurgisk Afdeling på Rigshospitalet.

I sidste uge fik vi så indkaldelsen til forundersøgelse. D. 29. august. 3,5 måned efter henvisningen, og efter vi er flyttet til Paris. Tro lige på, at jeg havde krise hele Pinsen!

I går ringede jeg så til dem og forklarede situationen, og de var bare så søde. I første omgang fik vi rykket tiden til d. 20. august, så det i det mindste blev før Paris, men to timer efter ringede de så tilbage og sagde, at der var kommet et afbud, og at vi kunne komme til i dag kl. 14. Fantastisk!!

Så ja. Det var jeg altså ikke klar til at melde afbud til, bare fordi Hr. Snubs havde feber. Han fik Panodil, blev proppet i klapvognen og klarede de 20 minutter inde hos lægen. Det var nødvendigt.

Konklusionen blev i øvrigt som ventet, at han skal opereres - og som udgangspunkt var der først tid i slutningen af august eller starten af september. Samme problem om igen... Men igen viste de sig rigtigt forstående og fleksible, og de fandt en tid til os d. 27. juni - altså lige om lidt. Så i dag knus-elsker jeg simpelthen Rigshospitalet. Det er så tit, at man hører folk klage over manglende fleksibilitet derinde, men det her er da et fantastisk modbevis. Åhh, hvor det letter bekymringerne for mig. Nu kommer så bekymringerne omkring selve operationen, men de kan nok ikke undgås...

Nu er vi tilbage i lejligheden, hvor feberbaby sover lur. Stakkels unge. Det har været en hård dag for alle parter. Jeg er også helt busted efter at have været vågen siden kl. halv seks og i øvrigt simultant nusset baby og arbejdet hele formiddagen, mens Hippien sov. Hippien, hvis skyld det i øvrigt er, at jeg var vågen så tidlig. Han var nemlig i studiet hele natten, og selv om han havde sagt, at det blev sent, så blev jeg virkelig bekymret, da han stadig ikke var hjemme kl. halv seks og i øvrigt ikke svarede sin telefon. Normalt når det bliver sent, snakker vi senest kl halv fem. Så jeg kunne bare ikke falde i søvn igen - bekymringsgenet i mig slog til, og jeg lå og forestillede mig alverdens ulykker. I praksis kom han så hjem kl. syv, hvor jeg lige havde meldt ungen syg til vuggestuen. Suk...

Egentlig fra sidste gang, han havde feber, men bortset fra en anden ble og en anden sut i dag, er det same procedure...