Det er allerede en uge siden nu, at vi flyttede ind i vores lejlighed. Der er stadig mange kasser og store mangler på overblik, men vi er virkelig kommet lang. En stor tak til min svigermor, som hver dag havde tømt 3-4 ekstra kasser, når jeg kom hjem fra arbejde. Det er hendes skyld, at vi har en funktionel stue!
Flyttedagen i sig selv var lidt en farce. Altså – det gik jo alt sammen og vi kom på plads, men der var godt nok nogle udfordringer undervejs.
Først var der selve overdragelsen af lejligheden. Kontrakten er i mit firmas navn, så egentlig er jeg uden betydning i forhold til det. Alligevel valgte vi dog at være der under gennemgangen – og heldigvis! Hende fra udlejningsfirmaet fattede nemlig så godt som ingenting, og krævede en masse ekstra underskrifter fra mig – også selv om vores agent prøvede at forklare hende, at de var totalt uden betydning, da det ikke var mig, der stod som lejer. Men jaja, hun fik sine (unødvendige og muligvis ugyldige) underskrifter, og vi kunne komme videre.
Så var der flytningen. Flyttemændene skulle komme kl. 10, men kort inden ringede de og erklærede forsinkelse – flyttebilen var brudt sammen! Koblingen var gået, så de var nødt til at bære alle vores ting ud af vognen igen og ind i en ny – en mindre vogn, som så krævede, at de kørte 4-5 gange. Jeeesus altså. Stakkels mænd. Det gav lige lidt flere udfordringer for dem, og det hele tog lidt længere tid. Vi kunne i og for sig være ligeglade, da det jo var deres ansvar, men jeg havde nu stadig ondt af dem. De kom til lejligheden ved 10.30 tiden og var færdige ved 18-tiden, og jeg så dem ikke holde pauser undervejs...
Midt i flyttedagen var det så meningen, at min svigermor skulle komme. Hun skulle lande ved halv fire-tiden, og så skulle vi have en hyggelig aften sammen. Men nej. Easyjet mente (som det eneste selskab...), at vejret var dårligt i Danmark, så hun blev tre timer forsinket. Dermed smuttede Hippien til lufthavnen midt i ulvetimen, og jeg sad alene med flytterod og en baby. Som i øvrigt selvfølgelig havde fået høj feber midt i det hele og var meget lidt værd...
Jeg har sjældent været så træt, som da Hippien og svigermor endelig kom ind af døren. Men det gik jo. Drengen blev båret ind i seng, vi fik hentet noget mad fra en nærliggende italiensk restaurant, og der stod senge klar til alle at kollapse i. Jeg kan ikke understrege nok, hvor godt det føltes at sove i sin egen seng! Det var virkelig som at komme hjem - selv om i praksis var det mit hjem, der kom til mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar