Om sprogkvaler og ensomhed

Nu har jeg arbejdet i Paris i næsten tre uger. Tre uger som eneste ikke-fransktalende på et fransk team. Og det går da godt, helt sikkert. Men det er hårdt. Det er ensomt.

Det er ikke fordi, jeg ikke har gode kolleger - det har jeg virkelig. Og de gør meget for at huske at tale engelsk, når det er vigtigt. Men jeg savner at kunne følge med, når det ikke er vigtigt. Jeg savner small-talk. Jeg har altid været meget socialt anlagt, og det betyder meget for min trivsel, at der er plads til småsnak på kontoret. Her småsnakker man ikke. Eller måske gør man - jeg kan i så fald bare ikke forstå det.

Det er også et issue, når det er arbejdssnak. Jeg har fuld forståelse for, at de ikke kan/skal tage alle deres samtaler på engelsk kun af hensyn til mig. Særligt, når jeg ikke er en del af samtalerne. Men når der står tre personer i vores lille kontor og har en 45-minutter lang diskussion på fransk hen over hovedet på mig, der forsøger at arbejde, så føler jeg mig altså pænt meget udenfor og ligegyldig. Så er det faktisk respektløst. Come on - diskussionen var med vores øverste chef, og han har sit eget kontor. Så tag den dog dernede! Jeg burde nok have sagt noget, og havde jeg forstået sproget, havde jeg gjort det - men det er altså ekstra svært at bryde ind, når man er helt udenfor.

Men det sværeste er altså manglen på social omgang. Jeg kan virkelig mærke, at de gode dage er dem, hvor jeg får mit sociale boost ved frokosttid i det mindste. Men der er som sagt det der med frokost - enten skal mine kolleger hive fat i mig (hvilket de ikke gør sååå tit igen - de har jo deres faste rutiner) eller også skal jeg hive fat i dem og spørge, om vi skal spise sammen. Og det er jeg bare ikke god til - jeg føler mig mega til besvær. At spise frokost med mig betyder, at de skal komme med forslag til, hvor vi skal spise (for jeg har altså ikke overblik over de gode steder endnu) og at de skal tale engelsk. Det har jeg ikke lyst til at bebyrde dem med for tit. Plus mine to nærmeste kolleger har ofte så travlt, at de spiser ved deres skrivebord...

Det føles lidt som 2.G all over again. Dengang sad jeg også alene hver freaking eneste frokostpause. Efter eget valg, sure, fordi jeg brugte tiden på at lave mine lektier, så jeg kunne være sammen med min soldatkæreste om aftenen (ja, jeg var så nederen...), men derfor var det altså også ensomt, og det var et dårligt valg. I dag, da jeg sad og spiste min frokostsushi by myself, blev jeg helt glad, da jeg spottede vores cykeltaxachauffør fra i lørdags. Jeps, så sølle...

Nej, helt ærligt - det går rigtig godt med jobbet, og jeg skal nok naile det for vildt. Men det har overrasket mig, at sprogbarrieren alligevel er så tung. Særligt når der er masser af andre ikke-fransktalende - de er bare ikke i mit team, og så hjælper det ikke så meget. I dag er lidt hård at komme igennem, men hey, det er næsten weekend! Og så må jeg vel i øvrigt bare se at få lært det sprog... Merde...