mandag den 8. september 2014

Ting jeg har lært, pt. III – Special edition

Mig og min Snubs på toppen af L'Arc de Triomphe

Nu har jeg arbejdet i Paris i over en uge, og jeg har lært, at ved frokosttid drejer byen fuldstændig rundt. Hvor der de fleste timer i døgnet er virkelig mange turister, og det kan være helt svært at spotte de lokale i mængden, så sker der noget særligt omkring kl. 12.30 i hverdagene. Alle de lokale myldrer ud fra deres forskellige kontorer, som små arbejdsmyrer fra en myretue. De zig-zag'er ind og ud mellem hinanden, mens de taler højlydt sammen og gerne gestikulerer med en cigaret, som selvfølgelig er blevet tændt det sekund, de er kommet udenfor. De er målrettede, og der er ingen betænkningstid – der er én klar mission, og det er hen til deres favoritfrokoststed.

Køerne er lange og går helt ud på gaden hos diverse sandwichsteder, salatsteder, sushisteder og what not. Det er effektivt, og alle ved med det samme, hvad de skal have. Undtagen mig. Jeg er overhovedet ikke myldreklar endnu, og jeg står totalt rundforvirret og udstråler kun ”Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvad skal man? Hvad betyder det? Hjælp, skal jeg nu igen tage stilling til, hvad jeg vil spise? Aaaargh, stress!”. Jeg bremser det hele, og der bliver kigget skævt til mig af både resten af køen og dem, der ekspederer de forskellige steder. Oplagt giver det kun mere stress...

Suk, altså. Jeg elsker konceptet i, at man kan få forskellige frokost hver dag, men jeg savner nu alligevel den trygge firmakantine, hvor der ikke var så meget at vælge mellem. Det der faste mønster. Og jo, vi har også en kantine her, men det virker som om, det er lidt kikset, hvis man går derhen. Så det gør jeg ikke. I hvert fald ikke, når jeg spiser alene, hvilket indtil videre er sket to gange og hvilket nok vil ske flere gange fremover. Man skal nemlig også sætte frokostaftaler op med folk, hvis man vil have selskab! Ej men altså – hvad er der galt med altid at spise med de samme kolleger?

Haha, hej rutine – jeg savner dig lidt... Men det er sgu nok meget sundt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar