Mo-mo

For knap 1½ år siden blev jeg mor. For et par uger siden blev jeg så ”Mo-mo”. Det er sådan en lille ting, men hvor betyder det dog sindsygt meget. Skiftet fra at hedde ”far-far” lige som alle andre til lige pludselig at få et klart og tydeligt ”Mo-mo” og have heddet det lige siden. Og det er kun mig, der er ”Mo-mo”, mens andre stadig godt kan komme til random at hedde ”far-far” (til gengæld er der også kun én ”Faaaaaar”....)

Det giver et nyt bånd; et nyt og mere bevidst bånd. Jeg er ikke bare en mor, jeg er Elvis’ mor – hans Mo-mo, og lige præcis det handler kun om ham og mig. Når han kommer tonsende på sine små fødder, når jeg kommer hjem fra arbejde, og kaster sig i mine arme. Når han vågner om morgenen og ser mig. Når jeg kommer ind i stuen, hvor han sidder og leger med Sarah. Når han er ked af det og rækker ud efter mig.

Mo-mo.

Det er uden tvivl det bedste navn, jeg nogensinde har fået.