En appel

Jeg er en dårlig blogger. Jeg ved det godt. Jeg ved også godt, at det lidt er som at høre en plade med hak i, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af at komme ud af cirklen. Der er ganske enkelt ikke timer nok i døgnet. Når først arbejdet er passet, maden er spist og ungen er puttet, så er jeg fuldkommen basket og kan for det meste kun overskue at smide mig på sofaen med en gang Bones. Og sådan gik endnu en dag. Og endnu en uge.

Det frustrerer mig helt vildt, for jeg vil så gerne gøre mere ud af bloggen. Jeg vil så gerne have en kommunikation i gang. Venner er ikke det, der fylder mest hernede, hvor jeg faktisk pt. kun har mine kolleger at omgås udover min kæreste, så selv om det måske lyder lidt fjollet, så ser jeg mine (få, men værdsatte) læsere lidt som en gruppe venner. Nogle, jeg kan snakke om livet med. Derfor bliver jeg også helt barnligt glad, når der popper en ny følger op på Bloglovin' - og derfor bliver jeg også irrationelt trist, når der som i dag falder én fra.

Men jeg forstår det godt. Venskaber skal plejes, og det er jeg bare ikke god nok til. Jeg halser bagefter som en hund, der lige præcis ikke kan nå godbidden. Og så falder folk fra. Jeg ville sgu nok gøre det samme.

Jeg er dog ikke helt klar til at acceptere defeat endnu. Jeg vil have det her til at virke. Og derfor appelerer jeg også lige til jer i forhold til kommunikation - jeg ved godt, at dette ikke er den blog i verden med det mest livlige kommentarfelt, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at vide, hvad der mangler særligt på denne blog? Mere om karrierelivet? Mere om Paris? Mere om Snubsen? Alle input er velkomne - måske det kan give mig et skub i den rigtig retning, så alle aftener ikke bare drukner i Facebook og dårlige serier (altså ikke Bones - den er god!).

PS. Jeg har i øvrigt ikke helt kunne affinde mig med at hedde tordenmor på Instagram. Jeg savner mit navn derinde. Så nu er det tilbage til carolinecalov. Forvirringen er total...

På vej i fuld fart mellem to møder - story of my freaking life atm...