Min egen Tour de Paris

Min daglige rute gennem Paris. Jeg klager ikke... Og ja, alle billeder er taget samme dag (fredag) - vejret er stadig skønt!

Jeg cykler som sagt til og fra arbejdet her i Paris. Også selv om det nogle gange føles som om, det er med livet som indsats. Godt nok virker det som om, Paris er begyndt at anerkende cyklister mere, men det er stadigvæk noget med at holde tungen lige i munden.

Tag f.eks. placering på vejene. Franskmændene har indset, at der bør være afmærkede baner til cyklisterne. Men når nu der ikke rigtig er plads til dem, hvad gør man så? Man lader da cyklisterne og busserne dele bane! Genial ide – store, tunge og voldsomme busser og små, bløde cyklister. Right.

Så er der cyklisterne selv. Det virker som om, at de ser sig selv som små biler, så når man f.eks. skal til venstre i et kryds, så drejer man da bare direkte sammen med bilerne. Foran bilerne. Mellem bilerne. Og fordi cyklisterne opfører sig sådan, så tager bilerne ikke de store hensyn. Så skal en bil til højre, ja, så svinger han altså, lige meget om du som cyklist holder ved siden af og vil lige over!

Endelig er der fodgængerne. De har måske nok indset, at de bør holde øje med biler, inden de går over for rødt. Men cykler tæller ikke rigtig, så dem går de gerne lige ud foran.

Det kan godt være lidt overvældende, og jeg har da også haft et par near miss episoder. Men jeg gør det, og jeg nyder det. På med min virkelig grimme cykelhjelm, købt i Netto for hele 100 kr, og så af sted. Dog uden musik i ørerne – det tør jeg alligevel ikke.

Når jeg så er af sted, så føler jeg mig så ultimativ lokal. Ned af vores lokale hovedgade, forbi Invalides, over Seinen, op til Champs-Élysées med udsigt til Triumfbuen og ind på kontoret. Hjem er det pga. ensrettede gader en anden rute – ned ad Avenue Montaigne med alle de store designbutikker; 2 x Chanel, Prada, Jimmy Choo, den Dior-butik, hvor Carrie gled i Sex and the City (ja, jeg måtte lige gense afsnittet for at være sikker. Den er god nok...) osv., over Seinen, forbi Eiffeltårnet og så op i vores hyggelige kvarter igen. Hjem til min familie.

Når jeg passerer Eiffeltårnet, smiler jeg lidt overbærende for mig selv af alle de turister, der står og poserer og prøver at få hele det store tårn med på billedet. Også selv om det kun er lidt over en måned siden, jeg selv stod sådan. Men nu er jeg jo lokal. Nu er det jo noget helt andet. I hvert fald i hverdagen. Der er jeg bare en arbejdsbi blandt mange i Paris, men i weekenden er jeg altså stadig turist. Heldigvis!