Efter at have stresset i en måneds tid over, at Snubsen ikke vil hverken puttes eller sove inde hos sig selv, gider jeg ikke mere. At jeg stresser, får ingen af os til at sove bedre. Så nu vælger jeg at nyde det i stedet.
Let's face it - Elvis har simpelthen brug for nærheden lige nu. Han har brug for at kunne holde fast i os, når han skal falde i søvn - og så skal han også få lov til det. Det er jo heller ikke lige frem fordi, jeg har crazy meget tid sammen med ham i hverdagen, så lad os nu bare tage natten med. Lad os putte og fjolle inde i mors og fars seng, til søvnen tager over, og lad os kramme natten lang, hvis det er det, der skal til. Han kan tids nok blive stor og selvstændig, og jeg kan sove, når jeg bliver gammel. Lige nu vil jeg nyde min lille dreng, som har en helt fantastisk alder, hvor der sker mange ting hver dag - men som også har brug for nærvær og tryghed i stor stil.
Og ja, så kan det godt være, at jeg om natten spontant bliver sparket i hovedet, og at jeg sover den halve nat med halvdelen af kroppen ud over sengekanten. Men der er også en lille dreng, som i nattens mørke ruller sin varme krop helt tæt op af min og tager fat i begge mine hænder med sine. Det er ubetaleligt.
En stor, men også meget lille dreng.
Sålænge han ikke bliver sovende til han flytter hjemmefra, så går det nok :-) Sådanne perioder har vi også haft med den 'store' (på 3 år), og jeg tror at det er noget de alle skal igennem. Hvor træls det end kan være, smelter mit hjerte, når han lægger sig helt op ad mig, og lægger hans kind mod min.
SvarSletPræcis - han skal være tilbage på sit eget værelse, inden han bliver teenager.;) Og jeg har det lige som dig - foden i hovedet er belastende, men resten er helt ubeskriveligt.
Slet