søndag den 2. marts 2014

I denne her uge...

På mit arbejde har de lanceret en bunke kurser, som skal støtte op om et liv i balance. Jeg er i gang med det, der hedder "Godt humør", men det går ærligt talt ikke såå godt igen - jeg er vist fire mails bagud! Jaja, indtil nu har min konklusion dog været, at jeg er rimelig glad i livet som det er, så det går nok.

En af de ting man bliver bedt om, er hver dag at skrive tre gode ting fra dagen ned, så man får et billede af, hvad der egentlig gør en glad. Det er jeg så heller ikke så god til at huske, men nu kan jeg da bruge samme tilgang til denne uge. Så ja, hvad er der sket af sjove, skægge eller rare ting i denne uge?

Det her var uge hvor...

... Jeg præsterede at tage på arbejde uden bukser.
Jeps, sådan går det, når man cykler på arbejde og skal pakke sit arbejdstøj ned i en taske. Hovsa. Hurra for en lang basisbluse, som kunne fungere som kjole, og en H&M på den anden side af gaden med et fint udvalg af strømpebukser.;) Måske ikke en oplagt god ting i sig selv, men på en eller anden måde var det nu lidt sjovt.

... Jeg spiste middag med D-A-D. 
Jeg er begyndt at skrive lidt mere for Metalized igen, og i torsdags var jeg i Albertslund for at interviewe dem. De inviterede mig til at spise med, og da min originale plan havde været at finde et random pizzeria i området, sagde jeg ikke nej. Sådan noget er altså lidt sjovt.

... Snubber kom op på alle fire i kravleposition.
Endelig!! Årh, mor er stolt. Der er stadig lidt vej til, at han så også får bevægelse på, men nu er maven da kommet op fra gulvet. Dygtige dreng.:)

Det har også været ugen med sygdom - først Hr Snubs, så Hippien og så delvist mig. Pre-baby var jeg helt sikkert blevet hjemme fra arbejde, men nu kunne jeg faktisk bedre overskue at sidde i et hjørne og være sløj end at være hjemme og være på med baby. Syret nok - det havde jeg aldrig forudset. Nu er vi dog ved at være ovre det igen, der er kun lidt løbende næser.

Et billede af min lille bandit for en måneds tid siden...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar