onsdag den 4. januar 2017

En ny hverdag

Vi er blevet ramt af hverdagen. Benhårdt. Dagene flyver, og vi kommer overhovedet ikke nærmere i forhold til at få styr på lejligheden. Der står tre kasser stablet, som egentlig skal på loftet. Der er boret en masse huller i væggene, men tingene er ikke kommet op endnu. Vi har stadig ikke internet.

Pyh, det er altså hårdt at flytte og starte nyt job på samme tid! Jeg har så svært ved at finde ro i mit hoved, fordi min mentale to-do liste er alt for lang, når hovedet samtidig skal processere en masse nye indtryk. Det er næsten for meget af det gode.

Elvis startede ny børnehave i dag. Hippien står for indkøringen, og da han endnu ikke har telefon (der var den igen...), måtte jeg vente hele dagen på at få en status. Men det gik så godt! Min lille seje Snubs. Hippien fortalte, at under morgensamlingen havde de talt om, hvilken årstid og hvilken dag, det var i dag - og da pædagogen havde spurgt Elvis, om han vidste, hvilken dag det var, havde han svaret "I dag er det mercredi!". Lille, søde dreng. Han endte med allerede at blive alene i et par timer i dag uden problemer, så det er jo en kanon start.

I det hele taget klarer Von Snubs det genialt. Han er faktisk i bedre humør for tiden, end han har været i månedsvis - jeg tænker, at det er en kombination af at have haft juleferie; at vi pludselig bor så småt, så vi er tæt sammen hele tiden; og så at pre-move tensionen endelig er ovre. For ham er der kommet ro på. Munden står ikke stille på ham, og han er simpelthen helt overgearet. Det er lidt for meget af det gode, når man selv er ved at brænde sammen, men det er selvfølgelig aldeles positivt.

Så ja. Vi er i gang. 2017 Copenhagen-style.

Jeg glæder mig nu til, at der bliver styr på lidt mere. At vi får internet og ikke mindst telefon til Hippien. At vi får fikset vores meget uholdbare sovesituation (Hvad tænkte jeg på, da jeg troede, at vi kunne leve med en enkeltseng og en madras? Jeg savner min mand!! Så nu leder vi efter en brugt sovesofa...). At vi får fat på vores spisebord fra opbevaring og ikke mindst vores Christianiacykel fra svigermor. At vi får en freaking støvsuger! Men det kommer, det kommer...

Godt nytår derude!

Snubsus med årets julegavehit - Playmobil!

1 kommentar:

  1. Åhr nej, sådan en hverdag kan være ond! En mean-mother-fucker. Håber den kommer under kontrol meget snart! Held og lykke med det hele! ❤️

    SvarSlet