Jeg har egentlig været ret afslappet omkring det sådan cirka indtil i går. Så slog det. Det er jo sindssygt. Min lillebitte dreng. I et skolesystem - på fransk, som er et sprog, han indtil videre slet ikke taler.
Og samtidig er han så stolt. Han glæder sig. Han synes, det er spændende. Men kommer det til at holde? Eller kommer han til at tudbrøle allerede i morgen? Åhh, hvor jeg gruer for det.
Men jeg lader ham det selvfølgelig ikke vide. Slet ikke. Vi taler positivt om det, for det ér jo positivt. Det skal det være. Det bliver en oplevelse, og det bliver godt for ham med andre børn. Jeg håber bare virkelig, at sproget kommer hurtigt. Han er i forvejen en lille forsigtig én, og det bliver ikke mindre af, at han ikke kan kommunikere. Men eneste vej ud af det, ér nu engang at kaste sig ud i det, og så selvfølgelig være der til at støtte de svære stunder. We know.
Skolebarn.
Wow.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar