tirsdag den 16. august 2016

I øvrigt #9

... bliver jeg mere og mere bevidst om, hvor meget titlen på disse indlæg er snuppet fra SneglCille. Men altså - vi er jo absolut i hver sin liga, så mon ikke det går?

... har jeg, apropos SneglCille, købt den fedeste armyjakke med slangeprint bagpå. Da jeg modtog den, var jeg dog lidt i tvivl, om jeg skulle beholde den, for den manglede virkelig nogle lommer foran. Et ekstra kig på hjemmesiden viste så, at det gjorde den vitterlig også. Manglede lommer altså. De burde have været der - i stedet har jeg fundet dem i brysthøjde på indersiden af jakken! Whaaat? Så ja, ASOS er pt. i gang med at sende mig et nyt eksemplar...

... er Snubsen blevet så mega stor, at vi nu kan bede ham om at gå ud og tisse og om at vaske hænder helt selv uden hjælp. Og han er så mega stolt over det. Jeg synes, det er vildt!

... kører mit fransk for godt for tiden. Ikke bare under sociale omstændigheder, men også praktiske - jeg har klaret to forskellige bureaukratiske issues helt selv inden for den sidste uge. Jeg er stolt!

... besøgte vi Paris Plage i La Villette i lørdags og fik dermed forsøgt os med vandcykel. Det var okay sjovt, omend det endte med kun at være Hippien, der reelt cyklede, fordi Snubsen insisterede på at sidde på mit sæde. Diskussioner med en treårige midt på en kanal - not cool...

... var Hippien og jeg også ved Quai de la Loire i fredags og betragtede salsa i det fri. Endnu et punkt at tjekke af på listen - og min sommerferie er ikke engang begyndt endnu!

... vendte vi også tilbage til Paris Plage ved Seinen i søndags, så Snubsen kunne danse med en storm trooper. Det havde han så i sidste ende overhovedet ikke lyst til. Typisk.

... har han til gengæld rigtig meget lyst til at se LEGO Bionicle hele tiden, så nu skal jeg konstant lege enten "Makuta" eller "Umarak" - og det er altså ret svært, når man overhovdet ikke kan finde hoved og hale i konceptet. Så var det altså nemmere at immitere Hanne Riffel!

... mangler Snubsen tydeligvis nogle legekammerater. I hvert fald kom han hen til mig i går, mens jeg lavede aftensmad, og sagde "Far har lige sagt noget rigtig DUMT". Jeg spurgte, hvad det dog var, og han svarede "Han sagde, at jeg skulle lege lidt selv! Men det vil jeg bare slet ikke!".

... kæmper vi virkelig med at få knækket den sidste kode i forhold til de store toiletbesøg. Der nægtes... Gode ideer modtages gerne - jeg har forsøgt at lokke med både sut, chokoladekiks, is og iPads, og det virker ikke. Så vil han hellere undvære og have en ble på, tak. Jeg hader at presse ham, men skolestart er jo lige om lidt. Så hvad gør man?


2 kommentarer:

  1. Vi giver Asbjørn "high five" og laver det nærmest til en mega fest, hver gang han laver stort på wc/potte. Men alligevel går han ofte for sig selv og laver i bleen, hvis ikke vi fanger ham. Men han virker til at være pave stolt når det lykkes. Sååå....high five og fest, måske? ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Problemet lige nu er desværre mest af alt bare at få drengen til at sætte sig. Han nægter pure. Så vi når aldrig til high five og fest...

      Slet