Først lidt baggrund: I vores underetage bor en marokkansk familie. Far, mor og to børn. Vi har haft snakket en smule med datteren på 12, som er virkelig sød og taler imponerende godt engelsk. Moderen har også altid været sød til at give Elvis små kager og sådan noget - og så er der faderen. Han har altid været lidt spøjs. Med begge vores to første au pairs har han ud af det blå inviteret dem på drinks på hans vandpibebar lidt længere nede af gaden, og én gang har han endda fulgt efter en af dem op i vores lejlighed, hvor han så stod og flagrede i stuen, mens min svigermor sad og legede med Elvis og ikke kunne kommunikere med ham, da han kun taler fransk. Mærkeligt. Men han har også været ekstrem flink og kom bl.a. ud og bød Elvis og mig på marokkanske småkager en dag, hvor vi legede i soppebassinet i gården. Så alt i alt er jeg kommet frem til, at han af kulturelle årsager bare er mere nabovenlig, end vi er vant til. Min underbevisthed har ligget og ulmet lidt og hvisket "han har skumle bagtanker", men jeg har haft slået den væk.
I lørdags, da jeg kom hjem fra supermarkedet, stod han så igen i opgangen og sagde, at han gerne ville invitere os på en drink. Nu ville det altså være uhøfligt at undslå - så vi accepterede. Vi skulle ellers til stranden, men stoppede så på hans bar inden og blev overøst med øl, vodka og en vandpibe. Der var ikke grænser for, hvad vi kunne få. Det viste sig, at hans familie er i Marokko i tre måneder, så han er alene i Paris indtil september - og så gav det jo god mening, at han måske var lidt ensom og havde lyst til at omgås med naboer. Super hyggeligt i hvert fald. Han spurgte så, om vi havde lyst til at holde en fest lørdag aften, og da vi lidt tøvende takkede ja, løb han straks over i Carrefour og købte champagne og whiskey. Pyh altså.
Det blev aften, og Elvis faldt i søvn. Vi havde faktisk sagt til manden, om ikke han kunne komme til os, da vi jo havde Elvis, men på en eller anden måde var jeg ikke helt vild med tanken om at invitere ham op til os. Det føltes ikke rigtigt. Så da vores barnepige kom hjem, spurgte vi om ikke hun ville lytte efter Elvis, og så gik vi i stedet hen på vandpibebaren.
Det var en syret aften. Han gjorde basically alt for at drikke os under bordet (og det lykkedes...). Jeg fik næsten drukket to hele flasker champagne alene plus røget vandpibe for første gang i mit liv. Det var hyggeligt nok, men også meget spøjst, for samtalen var begrænset. For det første var det på fransk alt sammen, så mine evner blev virkelig sat på prøve, og for det andet virkede han bare ikke som den talende type. Han var ærligt talt mest typen, der skulle vise sine store armbevægelser som chefen.
Efter nogle timer prøvede han at overtale os til at tage med på diskotek. Jeg afslog - jeg havde virkelig ikke lyst. Jeg brugte Elvis som undskyldning, men han begyndte straks at sige, at han bare kunne betale for vores barnepige en ekstra dag. Til sidst trak jeg mor-kortet og sagde, at Elvis var "un peu malade" - lidt småsyg - og derfor ville jeg altså ikke. Han gav mig stadig lidt forkerte vibes.
I takt med at den første flaske whiskey også var blevet tømt, blev det hele lidt blurry, og aftenen endte med, at Hippien kom til at vælte en vandpibe ned, hvor kullene så gav ham en kæmpe brandvabel. Piben gik i stykker og en af de andre marokkanere på caféen foreslog mig diskret at følge Hippien hjem. Jeg var helt enig og så lidt en oplagt udvej! Men nej. Vores underbo fulgte med os og blev ved med at insistere på, at alt var fiiiiint - han var jo chefen - og i øvrigt skulle vi da bare fortsætte festen derhjemme nu! Hippien tumlede op af trappen - og så fik jeg bekræftet mine ubevidste anelser. Jeg prøvede at være fransk og sige godnat med en gang kindkys, da underboen blev meeeeeget kærlig og begyndte at slikke mig op og ned af kinden og prøvede at hive mig med ind i sin lejlighed. Jeg kom fri, takkede bestemt for aftenen og sagde godnat, men han fulgte stadig efter op af trappen. Jeg har seriøst aldrig låst en dør op så hurtigt - Hippien blev skubbet ind og så smækkede jeg.
Jeeeeeeesus!
Man skal stole på sine instinkter.
I går havde vi begge monster-tømmermænd, og jeg havde / har det ærligt talt også stadig lidt skidt over den afslutning. Det var så ubehageligt, og det gør det bare så akavet nu. Jeg kan slet ikke overskue at rende ind i ham igen. Puh.
Det går bare ikke godt med at skabe naborelationer - jeg tror, at jeg giver op nu. Track recorden hedder indtil videre: En russisk underbo, som er i familie med ejeren af lejligheden og som er vores officielle handyman, men som brænder os af HVER gang han har lovet at komme og fikse noget - og som i øvrigt skændes EKSTREMT højlydt med sin kone. En reserveret franskmand, som har givet os vandskade. En gammel gris, som ikke kan håndtere, at hans familie er væk. Just peachy... Jeg tør slet ikke overveje, hvem der bor på de øverste etager!
Men hey, i det mindste fik jeg trænet mit fransk mere end nogensinde! Always look on the bright side, right?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar