En stærk lille skoledreng

Første skoledag er slut. Elvis sover lur på anden time nu. Han var helt færdig. Det var Hippien og jeg faktisk også, så vi tog det som en familielur, hvor jeg så listede ud for en halv times tid siden.

Det var en vild morgen. Snubsen var lidt beklemt, men også stolt over situationen. Så snart han så skolen, løb han derhen. Det var spændende. Han ventede tålmodigt på at få lov til at gå ind, hvorefter han nærmest med det samme fandt noget legetøj i det store rum, som han ville i gang med. Men nej. Ikke endnu. Vi fik identificeret hans klassenummer, og så gik vi ellers derned. Hængte hans skoletaske på gangen, fandt hans navneskilt og konvolutten med hans navn på fuldt af administrative papirer, og så satte han sig ellers og legede med dyr ved et bord.

Vi har været heldige. Han er kommet i klasse hos præcis den lærer, jeg havde håbet på. En sød, sød fransk dame, som taler perfekt engelsk. Eftersigende får hun ofte de udenlandske børn netop af den grund, så der var også en lille kinesisktalende pige i klassen. Resten var vist franske. Vi fik sagt til læreren, at vi desværre ikke kunne deltage i det store infomøde på lørdag, som jo i øvrigt også er på fransk, og hun sagde med det samme, at hun ville lave et kortere møde med os på engelsk. Det er allerede aftalt til på mandag eftermiddag.

Alt var godt. Elvis legede. Og så ringede hun med klokken. Klokken, der betød, at nu skulle forældrene gå.

Føj for... 90% af børnene græd, og Elvis var absolut et af dem. "Nej mor, du må ikke gå. Moaaaar, jeg vil med. Jeg vil med!". Av i mit hjerte. Bare at høre det for mig i hovedet nu, giver stik i brystet. Det var slemt. Men vi gik og døren blev lukket.

Hippien og jeg var rystede i vores grundvold. Han ér for lille. De var alle for små. Franskmændene er sindssyge!

Så gik vi ned på vores lokale bistro for at få en kop kaffe. Dér sad en gruppe på 8-9 andre forældre fra lige præcis Elvis' klasse. De genkendte os og inviterede os ned ved siden af. De var virkelig flinke. Og totalt afslappede! Flere af dem havde ældre børn på skolen i forvejen, og så var de jo alle bekendte med det franske system. De smilede lidt af vores ubehag. Men de var flinke. Det var rart at have nogle at vende det hele med.

Klokken halv tolv - to timer efter vi var blevet smidt ud - hentede vi Elvis igen. Vi kunne næsten ikke vente. Han kom storsmilende løbende hen til os og fortalte, at han havde drukket vand af en orange kop og at læreren havde sunget sange, men han havde bare lyttet. Og hvorfor kom vi egentlig nu? Hvorfor måtte han ikke blive?

Børn er skøre. Skideskøre og fuldkommen fantastiske!

Nu ser vi, hvordan det går i morgen. Måske skal han have lov til at blive til kl 15, omend det indbefatter frokost og lur derovre. Det lader jeg Hippien om at bestemme, da jeg flyver til Danmark i morgen tidlig. Det er i hvert fald sikkert, at vi allerede i næste uge bør begynde at lade ham blive længere - som minimum onsdag, hvor han så kan blive hentet efter frokost, og ellers tirsdag og fredag, hvor skolen slutter kl. 15. Mandag og torsdag er det først 16.30, og det synes jeg altså er lige voldsomt nok. Endnu.