Jeg kom kun selv i Ungdomshuset en enkelt gang, og det var ærligt talt slet ikke noget for mig. Jeg følte mig slet ikke tilpas. Måske havde det så også noget at gøre med, at jeg kom direkte fra en dag på gymnasiet i Rungsted, og var iklædt bl.a. et fint Burberry-tørklæde - men lad nu det ligge... Det var bare ikke et sted for mig. Men i løbet af mine mange år som en del af den alternative musikscene i København (årh, det lyder fancy... Jeg kunne bare godt lide metal og goth-musik, ikke?), lærte jeg rigtig mange mennesker at kende, som kom der, ja nærmest boede der - på godt og ondt.
Jeg glemmer aldrig den dag, Ungdomshuset blev ryddet. Dengang boede jeg på Rigshospitalets Kollegium på Jagtvej, og jeg husker at vågne til lyden af en helikopter, som nærmest lød som om, den var på vej ind på mit værelse. Det var den så næsten også, for helikopteren fløj ret lavt nede hele vejen op af Jagtvej - andre af mine kollegiefæller, som boede højere oppe end min 3. sal, havde kunne kigge direkte ud på helikopteren.
Og så eksploderede København. Nørrebro nærmere betegnet. Området var en krigszone, og mange af mine venner og bekendte blev både velfortjent og ufortjent tilbageholdt af politiet. Den fyr, jeg så dengang, var på et tidspunkt på vej hjem fra mig, og endte med at blive jagtet ned af en sidegade ved Skt Hans Torv. Han lignede nu nok også lidt en autonom med sin tight jeans, sorte hættetrøje og kasket - men han havde altså bare været på kollegiebesøg. En anden fyr, jeg kendte fra LA, var på besøg i København, og da jeg mødte ham til en øl, gav han udtryk for sin forfærdelse og sammenlignede det med de værste områder i LA - Inglewood for eksempel. Men sådan føltes det også lidt i de dage.
Ti år. Det er vildt. På sin vis føles det som om, det var i går - på den anden side er der siden da sket rimelig mange ting i mit liv. Færdiguddannet. Gift. Mor. Er flyttet fire gange - to gange internationalt. Så egentlig kan jeg godt se, at der må være gået ti år.
I aften var der så gang i gaderne på Nørrebro igen. Vores gade. Hippien og jeg grinede lidt af det, da han ikke kunne få en bus hjem ad Nørrebrogade pga. "demonstrationer" kl. kvart i seks. På det tidspunkt var Elvis og jeg lige cyklet hjem ad samme gade, og der havde ingen tegn været på noget. Da jeg tog til ballet ved halv syv-tiden var der ikke noget. Og så sad jeg i toget hjem fra ballet klokken lidt i ni og læste om, hvad der var foregået. Kiggede på billederne. Billeder, som var taget lige ude foran vores lejlighed - på det tidspunkt, hvor Hippien har været i gang med at putte Snubsen.
Det var en mærkelig følelse.
Det var også en mærkelig følelse at stå af på Nørrebro St. Kigge sig omkring - se efter tegn på uregelmæssigheder. Alt var fredeligt. Normalt. Og Hippien og Snubsen havde intet hørt - vores lejlighed ligger trukket tilbage fra Nørrebrogade, så de havde været helt isoleret. But still.
Nørrebro. Et område af diversitet. Og sådan er mine følelser også omkring det. Jeg elsker det. Men jeg hader det også lidt. Men jeg kan ret godt forstå det. Men samtidig forstår jeg det overhovedet ikke.
Ti år.
Her bor vi. Lige dér, hvor fotografen må have stået.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar