En klam start på dagen

Det er ikke første gang, det er sket for mig. At jeg har stået i en bus indsmurt i bræk. Sidste gang var en mandag morgen for 14 år siden, hvor jeg havde fået lidt for mange margaritas aftenen før i forhold til, at jeg skulle være til forelæsning klokken otte dagen efter. Not my proudest moment... Jeg gennemførte så vidt jeg husker en enkelt time med pænt nasty pletter på mine bukser, inden jeg indså, at det nok var bedre at tage hjem igen.

I dag var det så ikke min skyld. Eller det var det jo indirekte, for jeg kunne bare have reageret på tegnene. En Snubs, der ikke rigtig var til at få op af sengen. Som absolut ikke ville have morgenmad eller noget at drikke - ikke engang hans vitaminvingummi kom indenbords. Og som klagede over ondt i maven og bare lå helt flad på vores seng og så Ramasjang. Men altså - han påstår tit, at han har ondt i maven, og der var ingen feber. Og klokken var en del tidligere end normalt, så jeg tænkte, at han bare var træt. Og børnehaven skulle til Den Blå Planet i dag, og det skulle han da ikke gå glip af!

Vi tog af sted med bussen, fordi Christianiacyklen er til reparation. Jeg lovede, at jeg ville komme og hente ham, hvis han blev ved med at have ondt i maven. Men så langt nåede vi så ikke. Lige efter Nørreport Station lød det "Jeg skal kaste op, mor". Og det gjorde han så. Udover sig selv. Udover mig. Udover bussen. FUCK!

Vi klarede det med hjælp fra et par søde medpassagerer, der donerede papirlommetørklæder og plastikposer. Jeg havde nemlig intet med andet end et stofnet med et par tøjdyr. Det blev så også ofret.

Nu sidder vi hjemme i sofaen og ser Ramajetterne. Den Blå Planet bliver en anden dag - jeg har lovet at tage ham på en erstatningstur på søndag. I dag hedder det ro på og en spand inden for rækkevidde.

Ahh, the joys of being a mum...