Om en dejlig dag trods drama, døde dyr og dårlig musik

Hold nu op, hvor har det været en skøn dag i dag. Det der vejr! Det er så vildt, så meget lidt solskin kan gøre. Jeg elsker det.

Jeg startede morgenen med at tage til yoga - noget jeg ellers faktisk forsøgte at framelde i går aftes, da jeg sad til vinsmagning med arbejdet og pludselig tænkte, at det nok var en lidt for optimistisk idé. Men så kunne jeg ikke få bookingsystemet til at virke over telefonen, og så tog jeg det som et tegn på, at jeg skulle holde fast i min tid og i stedet gå lidt tidligere hjem fra festen. En meget voksen, kedelig og fornuftig beslutning - men jeg er så glad for, at jeg tog den! I stedet for at være tømmermandsramt og flad i dag har det været en dag med overskud og god samvittighed. Yoga og så hjem i bad, pakke en madpakke og så tog Snubsen og jeg i zoologisk have for at udnytte vores årskort. Hippien har igen-igen arbejdet dagen lang, så den stod på fri leg for den gule og den lyserøde hulk.

Der var som forventet ret mange mennesker i zoo i dag, men det var stadig til at holde ud. Vi tog det i Snubsens tempo, så vi så kun lige de dyr, vi gad, og så brugte vi ellers en masse tid på legepladserne og hos klappegederne. Sidstnævnte var dog lidt dramaagtigt - der var en dreng, der væltede ned med hoved forrest fra det stenbjerg, som en masse børn kravlede rundt på. Og jeg stod som den nærmeste voksen - og jeg reagerede slet ikke godt nok. Jeg så det, jeg gav lyd fra mig, men jeg frøs helt ift. at flytte mig over og gribe ham. Det var der så heldigvis en mand, som var bedre til at reagere end mig, der gjorde - og drengen slog sig ikke. Han blev bare forskrækket. Det gjorde jeg jo nok også, men derfor er jeg stadig ærgerlig over min reaktion eller mangel på samme. Hvorfor kastede jeg mig ikke intuitivt efter ham? Jeg tror det skyldtes mit dårlige syn og mit manglende synsfelt - jeg havde en følelse af selv at falde over en masse sten, hvis jeg skulle bevæge mig hurtigt. Men det er sgu stadig en dårlig undskyldning.

Nå, men udover det var det en god dag. Også selv om den også indeholdt en masse snak om liv og død. Der var nemlig en bavianmor, som for tiden bærer rundt på sin døde unge. Og der er altså ingen tvivl om, at den der unge er meget død. Det åbnede logisk nok for en masse spørgsmål fra Elvis. Men jeg synes faktisk, at det er rigtig fint. Det eneste, der kan retfærdiggøre zoologiske haver, er hvis de fungerer så meget som muligt på dyrenes præmisser og så absolut med uddannelse og viden som første mål, og derfor rystede jeg ærligt talt på hovedet af den curlingfar, som jeg overhørte sige til en dyrepasser, at der altså var en død abe, og om de ikke fjernede den snart, for hans datter blev altså ked af det. Come on, altså... Dyrepasseren forklarede heldigvis meget sagligt, at nej, det havde de ikke tænkt sige, for det er abernes naturlige måde at tage af sked med døde unger på. De må have fået uddannelse i at håndtere de der forældre, for jeg tror ikke, at jeg kunne have været lige så tålmodig.

Nu er Snubsen forlængst puttet, og jeg sidder og ser Gaffaprisen og må indse, at jeg er virkelig træt af den danske musikbranche og dens rygklapperi. Det er jo de samme kunstnere, der vinder igen og igen? Enten har jeg aldrig hørt om vinderne eller de optrædende før (hvem er Sulejma og Katinka??) eller også er det evigt og altid Mads Langer og Dizzy Mizz Lizzy. Jeg bliver træt.

Måske er jeg bare en lidt sur gammel dame, som lidt for ofte tænker "Verden nu til dags...". Jeg er ellers i rigtig godt humør i dag, så måske er det bare på tide at lukke computeren ned og lade fjernsynet tage over. :)