Down in a hole - og op igen

Jeg har været lidt forsvundet fra radaren den sidste uges tid. Snubsens sygedage i sidste uge fik mig ned i et hul, jeg slet ikke kunne komme op af igen. Jeg var fuldkommen udmattet, drænet, brugt op. Det er heldigvis vendt igen gennem en kombineret indsats af et ordentligt boost vitaminpiller, en masse søvn og en god gang viljestyrke, men det var godt nok en nasty omgang. 4-5 dage med nul energi og en virkelig tung sindsstemning. Føj for filan.


Jeg kan jo godt se, at det ikke er så mærkeligt, at jeg ramte bunden. Vi har været igennem en hektisk flytning; en børnehaveindkøring; et nyt job for mig; og en meget krævende projektopstart for Hippien, som jeg snart skriver mere om. Jeg har kørt på pumperne længe, og til sidst var der ikke rigtig mere at give af. Jeg var flad. Træt hele tiden, både fysisk og psykisk.


Det var en skræmmende følelse – jeg satte spørgsmålstegn med alle mine seneste valg. Mit karrierevalg, helt tilbage til mit uddannelsesvalg. Vores flytning tilbage. Og ikke mindst mig selv. Er jeg god nok? Kan jeg leve op til det kæmpe ansvar, jeg har på min skuldre i forhold til økonomi? Familie? Kan jeg overhovedet tillade mig at overveje et karriereskift? Og er der overhovedet andet, jeg kan finde ud af? Adr, dumme tanker.


Det er mit nok tætteste encounter med stress/depression/whatever. Det kan jeg altså ikke lide. Der vil jeg ikke hen igen. Det var lidt et wakeup call. Jeg skal passe på mig selv.


Så det gør jeg nu. Tager mine vitaminer. Får jern nok (ikke kun gennem rødvin…). Får (næsten) søvn nok. Og i aften står den på sushi og vin sammen med Hippien, hvilket jeg glæder mig som en gal til. Ungen bliver spist af med pasta og fredagsslik, så han klager nok heller ikke. Han har været Hulk hele dagen i børnehaven i dag, og ser endda ud til at være blevet kattekonge, så jeg forestiller mig, at han ikke er til at skyde igennem, når jeg henter ham om en times tid. Det kan kun blive godt.