Lige siden vi var i Disneyland i marts, har Elvis talt om, at han gerne ville derhen igen. Det kunne komme ud af det blå, eller blive triggered af en tegnefilm, som startede med det klassiske zoom på Disney-slotte. "Mor, mor, det er Disneyland! Der vil jeg gerne hen!". Så da det blev klart, at vores tid i Paris snart lakker mod enden, var der kun én option - vi måtte til Disneyland igen en sidste gang!
Vi var så heldige at falde over en deal med to dage i begge parker + overnatning på et af hotellerne til en acceptabel pris, og i weekenden var vi så af sted. Det. Var. Magisk! Helt fantastisk. Synet af Elvis, der med store øjne hviskede "Er vi i Disneyland nu?" så snart vi stod af toget ved Disney Village. Glæden i alle hans bevægelser, da vi endelig var færdige med check-in og var på vej ned af Main Street. Og for at gøre det endnu bedre, kolliderede vi lige med deres "Royal Welcome", hvor Elsa og Anna kørte ned af Main Street i karet, mens "Let It Go" lød på alle sprog ud af højtalerne. Indrømmet, jeg tudede altså lidt. Det var så fint og julet og hyggeligt.
Vi havde to helt geniale dage, og er lykkelig over, at vi valgte konceptet med overnatning. Det fjernede bare al stress, når vi vidste, at vi havde en dag til. Også set i forhold til, at vejret ikke var særlig heldigt og det derfor regnede en del - skidt pyt, som Elvis siger! For vi havde et hotelværelse fyldt med tørt tøj, og så gik det nok alt sammen.
Jeg kan virkelig kun anbefale at tage i Disneyland med en 3-4 årig - det er den perfekte alder. Snubsen var bevidst om det hele og nød og sugede til sig i stor stil. Okay, så Snehvide-attraktionen var vist lidt for uhyggelig med den onde heks (efterfulgt af timers "mor, hvad er et giftæble?"), men Peter Pan var perfekt, flyveturene i Dumbo, det flyvende tæppe og rumraketterne geniale, mødet med SpiderMan ("mor, er det den rigtige SpiderMan? Eller er det bare en mand i kostume?" Host, host...) og så videre og så videre. Den første aften lukkede vi endda også øjnene for prisen og tog til "Buffalo Bill's Wild West Show" med dinner og show - og det var det rigtige valg. Elvis er nu konsekvent Buffalo Bill, og vi skal i øvrigt alle sammen have vores cowboyhatte på HELE tiden. Helst også om natten.
Da vi mandag eftermiddag så paraden (de sidste ti minutter - jeg havde nemlig misset, at det var en halv time tidligere mandag end søndag...) var det med en Elvis på skuldrene som råbte "Hej hej, Mickey Mouse! Hej hej, Fedtmule! Jeg har sådan savnet jer!" og det understregede hele hans mentalitet omkring Disneyland. Det er der, hans venner bor, og han var lykkelig for at være på besøg. Det var Hippien og jeg ærligt talt også.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar