fredag den 8. juli 2016

Om pre-ferie, fodbold og snap chat

Juli er en spøjs måned i Paris. I hvert fald, når man er udenlandskdansker som mig. Og måske særligt, når man arbejder internationalt. Det er ikke sommerferietid endnu, så alle er på arbejde - men det lugter alligevel lidt af sommer. Min Facebook er oversvømmet af sommerferiestatusser (-stati? Burde det ikke hedde det?), de blogs, jeg læser, er i sommerferiemode, mine nordeuropæiske kolleger er out-of-office og vejret er også endelig kommet efter det her i Paris. Lige nu er her 27 grader og solskin. Det betyder også, at jeg har måtte tage ventilatoren i brug på arbejdet, så nu sidder jeg med trækhovedpine og ondt i nakken. Det er sgu da typisk...

Jeg har ikke ferie endnu. Faktisk har jeg slet ikke planlagt sommerferie endnu, omend det nu nok bliver omkring slutningen af august. Jeg skal bare nok også liiige på en hit-and-run-tur til Hong Kong - noget med 2½ døgn og direkte hjem til Elvis' første skoledag. Afventer lige den endelige bekræftelse, og først derefter kan jeg så få styr på min sommerferie. Hektisk, indeed.

Men mit hoved er lidt på ferie allerede. Jeg gider ikke rigtig arbejde lige nu, og heldigvis er der heller ikke så meget stress på lige pt. Næste uge er en kort uge, da det er Frankrigs nationaldag på torsdag, og kontoret derfor har lukket både torsdag og fredag. Sidste år missede vi at opleve Bastilledag, fordi vi var i Danmark, men denne gang regner jeg med, at vi skal se parade om formiddagen og fyrværkeri om aftenen. Og så tager jeg så til Danmark fredag til min mormors bisættelse, så i praksis har jeg faktisk fri fra arbejde en hel uge. Det er da altid noget.

Nå ja, og så er der jo EM finale på søndag! Jeg må indrømme, at jeg synes det er lidt sejt, at Frankrig er i finalen. Hippien og jeg så semifinalen i går på vores lokale bistro, og der var en fantastisk stemning. Jeg dokumenterede det i øvrigt på Snapchat - jeg er blevet ung og hip og har endelig taget det i brug. Følg gerne med i mine små Parisglimt - brugernavnet er carocalov. Vi planlægger at tage i fanzonen ved Eiffeltårnet igen for at se finalen, omend vi jo nok er langt fra de eneste, der har fået den idé. Men mon ikke det går.:)

Nu vil jeg smutte ud i solskinnet og finde noget frokost, som jeg kan spise i parken. Alt andet vil næsten være synd. Kan I have en dejlig weekend!

Tivolitur i regnvejr sidste weekend. Måske man skulle give det et nyt forsøg i sommervejret...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar