mandag den 11. juli 2016

Om at føle sig hjemme

Jeg er ikke fransk. Slet ikke. Tværtimod gør jeg nærmest en dyd ud af altid at pointere, at jeg er dansk, når nogen spørger. Men i aftes var jeg fransk - med flag på kinden og det hele. Og det selv om, at jeg faktisk normalt heller ikke går spor op i sport, herunder absolut også fodbold.

Men når EM foregår rundt omkring én, er det umuligt ikke at blive grebet af det. Og jeg synes godt nok, at det var synd for Frankrig. De kæmpede så godt, og Portugal spillede så grimt. Øv, hvor ville jeg gerne have set Frankrig vinde EM og ikke mindst have oplevet den stemning i Paris. Men i stedet blev det så til tamt sølv og sengetid for mig...

Det var nu stadig en vigtig oplevelse. For jeg heppede virkelig, krydsede fingre og "bad" til et-eller-andet om, at Frankrig ville score. Mit Frankrig. Dén var ny!

Det er helt klart kommet snigende. Følelsen af, at Frankrig også lidt er mit land på trods af alle de praktiske besværligheder og på trods af, at der reelt kun er et job, der forbinder mig hertil. Men pludselig stod vi dér på vores lokale bistro og blev hilst med kindkys af alle de andre fra nabolaget og hujede og heppede om kap med dem. Det føltes meget hjemligt og ekstremt rart. Det her er vores hood.

Det er de små ting, der gør det. Når underboen rækker marokanske kager ud af vinduet til gården, hvor Snubsen og jeg køler af i heden ved at plaske med hajer i soppebassinet. Når Elvis peger på en mand i parken og siger "Dér er Carrefour-manden" - og har ret. Når vores lokale pandekagemand vinker, hver gang vi går forbi, og har fået lært Elvis at lave peace-tegn.

Det kan godt være, at jeg stadig tænker på Vesterbro som mit lokalområde, men Le Quinzieme har også fået tiltusket sig en plads i mit hjerte.

4 kommentarer:

  1. Det lyder simpelthen så hyggeligt. Elsker at følge med i dit liv i Paris, både her på din blog og nu også Snapchat :-)

    Hilsen Mie

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Jeg er glad for, at du har lyst til at følge med. :)

      Slet
  2. Det lyder nu altså heller ikke værst, hvor du er (:

    - Kit

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det synes jeg heller ikke. :)

      Slet